Manden i cellen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2016
  • Opdateret: 5 dec. 2016
  • Status: Igang
Emily har fået en forfremmelse i shield, hun er på teamet der skal tage sig af den nye fange i den top sikrede celle, en fange der til at starte med skræmmer hende, men er han overhoved som hun regnede med ? Og hvad er det for nogle drømme hun pludseligt får ? Prøver Loke at fortælle hende noget ?

6Likes
20Kommentarer
5809Visninger
AA

4. Og nu vil han snakke


Emily lænede sig op ad væggen i elevatoren, hendes hjerte bankede helt vildt, hvad pokker var der lige sket ? Hvad bildte han sig ind ? Hun var så flov over at have reageret på den måde. 
 Og hvad skulle hun sige til sine kollegaer der fulgte med på kameraerne ? Heldigvis var der ikke lyd på, men de ville stadig undre sig.
 Hun trak vejret dybt et par gange, hun var nød til at få styr på sig selv inden hun kom op på vagtstuen, de måtte ikke se hvor meget han havde påvirket hende.
 Hun åbnede døren og gik ind, smilede stort og sagde henkastet. "Hej igen, så er jeg tilbage".
 Begge mænd vendte sig om og stirrede på hende med store øjne og halvåbne munde, hun havde ellers håbet de havde været optaget af noget andet, hun prøvede at lade som ingenting og gik over mod sin bog.
 "Hvad ville han ? Det så ud som om i havde en lang samtale. Vi blev helt i tvivl om vi skulle sende hjælp, men du trykkede ikke på alarmen". De så begge nyskerrigt på hende.
 Hun trak på skuldrene. "Det var der heller ingen grund til, han ville bare snakke. Han er vist begyndt at kede sig der nede".
 Hun skyndte sig at gå over og sætte sig med sin bog, men hun læste den samme linie igen og igen, og hun kunne mærke de 2 andres øjne på sig længe efter.
 Hun var lettet da hun kort tid efter kunne tage hjem og holde 2 dage fri, det var rart at kunne ligge lidt afstand til oplevelsen og få sig selv til at tro at hun havde lagt alt for meget i ingenting.
 Det var dejligt at holde fri, selv om hun var glad for sit job, men hun elskede at være ude i lyset og luften og det så hun ikke meget af på jobbet.
 Hun havde næsten fået skubbet ubehaget helt fra sig da hun mødte ind igen, især fordi hun havde en nattevagt og derfor ikke behøvede at skulle ned i cellen med mindre han tilkaldte hende, hvilket han endnu ikke havde gjort en eneste gang.
 Hun satte sig til rette i vagtstuen med sin bog, med forventnig om en rolig og kedelig nat, den vagt der var gået hjem havde meddelt at dagvagten var forløbet som normalt, ikke et ord fra Loke.
 Men hun havde ikke læst mange sider da der lød en uventet lyd, hun så forvirret op, en af vagterne vente sig om, hans udtryk overrasket. "Der er vist en der vil i kontakt med dig".
 Hun kiggede på skærmen, der midt på gulvet i cellen stod Loke og stirrede ufravendt ind i kameraet, han havde trykket på tilkalde knappen. "Jamen så må jeg jo hellere gå ned og se hvad han vil".
 Hun gik den kendte vej ud af rummet og hen til elevatoren, i elevatoren mærkede hun maven snørre sig sammen, men han kunne jo ikke vide hun var på vagt, kunne han ?
 Hun gik langsomt ind i cellen, midt på gulvet stod Loke, han var iført en løs hvid hørskjorte og mørke bukser, hans arme var foldet på ryggen og han vippede langsomt frem og tilbage på sine bare fødder, et underfundigt smil spillede om hans mund. "Velkommen frøken Emily".
 "Hej Loke, er der noget jeg kan hjælpe med ?" Hun var lidt anspændt og prøvede at kigge på ham uden at blive fanget af hans hypnotiserende blik.
 "Åh, jeg kunne sagtens finde på adskillige ting". Hans stemme var drævende og han blinkede til hende med et skævt smil.
 Emily kunne mærke varmen stige op i sine kinder, hvad pokker foregik der lige, flirtede han seriøst med hende ? 
 Da hun ikke sagde noget trak han blot på skuldrene, så vendte han sig langsom og gik over og satte sig på sofaen, han bevægede sig som en kælen kat. "Jeg kunne ikke sove og kedede mig".
 "Jamen jeg må ikke sover, og keder mig faktisk også, så hvis du vil kan vi snakke". Svarede hun, hun trak en stol hen og satte sig omvendt på den.
 "Fortæl mig om dig selv, hvor kommer du fra ?" Loke lagde sine lange ben over kors og så nyskerrigt på hende, han lignede en der faktisk var interesseret i at hører hendes svar.
 Hvor meget burde hun fortælle ham ? Han virkede jo indladende og charmerende og han kunne vel næppe bruge hendes livshistorie til noget ondt. 
 På den anden side så havde han sluppet rumvæsner løs i New York og prøvet at få menneskeheden til at underkaste sig has vilje.
 Hun svarede. "Tjah der er vel ikke så meget spændende at fortælle, jeg er 26 år og har arbejdet for SHIELD i 5 år, jeg vil gerne ud i felten og gøre en forskel".
 "Så ung, så yndig og så naiv. Er de født her i New York ? Nej, de må bestemt være fra et lille idylisk sted". Han rettede sig op, men fjernede ikke øjene fra hende et øjeblik.
 Hun rødmede igen, havde Loke lige kaldt hende yndig ? Ja okay han havde også kaldt hende naiv, men seriøst yndig ? "Jeg er vokset op i en mindre by i Idaho".
 Han lo og klappede i hænderne, som et barn der fandt noget enormt underholdende, han fandt åbenbart stor tilfredsstillelse i at have gættet rigtigt.
 Den næste halve times tid udspurgte han hende om hendes liv og arbejde og hun svarede så godt hun kunne, mens hun forsøgte ikke at give ham noget han kunne bruge mod hende.
 Hans pludselige intresse forundrede hende, men han kedede sig vel bare som han sagde, tiden gik langsomt helt alene hernede.
 Loke strakte dovent sin lange krop og gabte, så sagde han med fløjlsblød stemme. "Nu er det vist på tide, at jeg byder dem god nat".
 "Jamen så godnat Loke og sov godt". Hun rejste sig, sendte ham et venligt smil og gik ud fra cellen, forundret over hvad hun lige havde oplevet.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...