Manden i cellen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2016
  • Opdateret: 5 dec. 2016
  • Status: Igang
Emily har fået en forfremmelse i shield, hun er på teamet der skal tage sig af den nye fange i den top sikrede celle, en fange der til at starte med skræmmer hende, men er han overhoved som hun regnede med ? Og hvad er det for nogle drømme hun pludseligt får ? Prøver Loke at fortælle hende noget ?

6Likes
20Kommentarer
6219Visninger
AA

3. Han kan tale


 Emily stod på badeværelset og så sig selv i spejlet, hendes egne brune øjne stirrede tilbage på hende, men for sit indre blik så hun Lokes grønne øjne, store med forundring. 
 Hendes hud så bleg ud i spejlet og hun følte sig skiftevis varm og kold, hun måtte få sig selv under kontrol.
 Hun tændte det kolde vand og pjaskede noget i ansigtet, hun havde en sær følelse i maven, hvad var der lige sket ?
 Hun sukkede og samlede de mørke krøller i en løs hestehale, så vendte hun sig og gik langsomt ud af badeværelset og ned til vagtstuen.
 "Hvad skete der lige der ?" De 2 vagter der sad og holdt øje med overvågningen, vendte sig begge og så spørgende på hende, da hun trådte ind af døren.
 Emily trak på skuldrene, hun anede det ikke selv. "Jeg må jo have forskrækket ham, måske han ikke hørte mig komme ind".
 "Så den frygtindgydende Loke var ved at pisse i bukserne over en pige". Vagterne lo larmende ved tanken.
 Emily sagde ikke noget, hun var sikker på at der lå noget andet bag, men hvad ? Men det var ikke noget hun ville diskutere med dem.
 Hun satte sig over i et hjørne og læste i en bog, mens hun ventede på at tiden gik, indtil aftensmads tid når hun igen skulle ned i cellen til ham.
 Hun fik da læst en masse bøger, det eneste hun lavede på en 12 timers dagvagt var at bringe ham 3 måltider mad. 
 Nattevagten var endnu kedeligere, der sad hun bare og ventede, læste og døsede en smule.
 Men indtil nu havde han ikke ringet efter hende en eneste gang, faktisk havde  han på intet tidspunkt bedt nogen om noget som helst.
 Da det blev tid til aftensmad rejste hun sig, hentede bakken der stod klar på en rullevogn uden for vagtstuen og gik hen til elevatoren, hun nikkede til vagterne, nøjagtig som hun gjorde hver eneste gang hun skulle ned til cellen.
 Men da hun stod i elevatoren blev hun igen ramt af den mærkelige fornæmmelse, hun havde mest lyst til bare at køre op igen og bare tage hjem.
 Men det var jo noget pjat, Loke havde på intet tidspunkt sagt eller gjort noget der gav hende grund til frygt, så hun rystede på hoved af sig selv og fortsatte.
 Hun trådte ind af slusen og stoppede brat op.. 
 Han sad midt i rummet på en stol, fødderne let fra hinanden, hænderne foldet foran sig, med pegerfingrene tænksomt hvilende mod læberne og øjenen borede sig ind i hende.
 Hun mærkede et sug i maven, som en stor bakke i en rutchebane, hvad ville han ? Hvorfor stirrede han sådan på hende ?
 Hun nåede slet ikke at tænke over det før hun udbrød en smule spidst. "Hvad glor du på ?"
 Hans ene øjenbryn løftede sig forundret og et jag af frygt for gennem hende, var hun gået for langt ? Men så løftede hans ene mundvig sig i et skævt smil og hans øjne glimtede skælmsk. "Dem frøken, er det ikke tydeligt ?" 
 Hun anede ikke hvad hun skulle svare, hun var så overrasket over at han faktisk havde snakket til hende at hun bare stod med halvåben mund og gloede på ham.
 Han rejste sig langsomt op, og satte stolen på plads henne ved bordet, mens han hele tiden holdt øjenkontakt med hende. 
 Han lignede en der morede sig kosteligt, et smil konstant på lur i mundvigen. "Noget galt frøken ? Og luk munden det er ikke et klædeligt udtryk".
 "Emily, bare kald mig Emily". Hun skyndte sig over og satte bakken fra sig på bordet.
 "Frøken Emily". Han nærmest smagte på hendes navn, han satte hænderne på stolens ryglæn og lænede sig frem, stadig med de intense grønne øjne låst i hendes. 
 Bare Emily, ingen frøken foran, tænkte hun, men hun lod dog være med at rette ham. Hun kunne ikke rive sig løs fra hans blik.
 "Hvad har dog fået en køn ung kvinde til at acceptere en opgave som denne ?" Han slog teatralsk ud med armene, det var som om et drillende smil konstant lurede i hans ene mundvig.
 Hvor meget skulle hun fortælle ham ? Lige det her kunne næppe være skadelig information på nogen måde. "Jeg var træt af at sidde ved et skrivebord, jeg fik muligheden, jeg slog til, det er et springbræt til forfremmelse".
 Hans ansigt blev seriøst og hans øjne om muligt endnu mere intense. "Jeg tør væde med at de fjolser har det med at undervurdere dem. Det er dumt, meget dumt, jeg fornæmmer at de rummer langt mere end det, endda langt mere end de selv tror frøken Emily".
 Hun kunne mærke hendes kinder blive varme og hun smilte forlegent, hvad svarede man lige til det ? "Øhh tak, tror jeg. Og ja det gør de måske nok, men så må jeg jo vende det til min fordel".
 "Er de ikke bare en smart lille tøs". Loke smilede, ikke ondskabsfuldt eller drillende, men et ægte smil der fik øjnene til at glimte og hun glemte helt at blive sur over at han havde kaldt hende en tøs.
 Emily stod lidt, så trak hun vejret dybt og spurgte forundret. "Hvorfor snakker de egentligt pludseligt til mig ?" 
 Denne gang lo han, en melodisk klukkende latter, så rettede han sig op og gik langsomt rundt om bordet. "Måske jeg bare er begyndt at kede mig noget så grusomt her i mit ensomme bur".
Han kom langsomt nærmere og stoppede lige foran hende. "Eller måske er jeg ude på at besnære og udnytte dem til at tjene mig".
 Hendes hjerte hamrede vildt der ud af, hun kunne mærke hans nærhed fysisk og den gjorde hende både forfjamsket og en smule skræmt.
 Helt tæt på virkede han bestemt ikke bare som en almindelig mand, han udstrålede magt og noget andet, noget der gjorde hende knæ bløde.
 Hans hånd rakte frem imod hende og hans langre fingre strøg uendeligt blidt ned af hendes kind, efterladende sig et brændende spor.
 "Jeg er nød til at gå nu". Hun trak sig hurtigt tilbage, og skyndte sig ud af cellen, fulgt af Lokes drillende latter.
 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...