Manden i cellen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2016
  • Opdateret: 5 dec. 2016
  • Status: Igang
Emily har fået en forfremmelse i shield, hun er på teamet der skal tage sig af den nye fange i den top sikrede celle, en fange der til at starte med skræmmer hende, men er han overhoved som hun regnede med ? Og hvad er det for nogle drømme hun pludseligt får ? Prøver Loke at fortælle hende noget ?

6Likes
20Kommentarer
6419Visninger
AA

2. En berøring

 

Emily var 26 år og meget stolt af at arbejde hos SHIELD det havde hun gjort i 5 år nu, men hun var ved at være træt af at sidde bag et skrivebord, hun ville ud i marken, udrette noget.
 Folk havde det desværre med at undervurdere hende fordi hun så så ung og uskyldig ud, og hun var da selvfølgelig ingen superhelt eller super agent som Black widow, men hun vidste at hun sagtens ville kunne klare sig lige så godt som de fleste af sine mandlige kollegaer.
 Det var derfor hun havde accepteret det nye job,selv om tanken om Loke skræmte hende, han var Thors bror og en slags gud eller noget i den retning og så var han ond, så ond som man kunne blive ud fra hvad hun havde hørt.
 Men hun vidste at hvis hun gjorde det godt, så ville det sandsynligvis lede til bedre muligheder, så hun bed frygten i sig og sagde ja tak til tilbudet. Hun var blevet lovet at cellen gjorde at han ikke var farligere end et normalt menneske, men hun følte sig nu ikke helt sikker.
 Emily vidste ikke helt hvad hun havde forventet at møde, en form for ophøjet væsen i en eller anden farverig dragt, lidt lige som hans bror Thor, som hun havde set et par gange på afstand, hun havde i hvert fald ikke forventet at møde en person der så helt alm ud, altså lige bortset fra øjnene, de gennemborende grønne øjne.
 Emily nåede kun lige at tænke, åh nej, da hun så Judith komme imod sig, de plejede at have skriveborde ved siden af hinanden og Judith elskede at sladre om alt og alle.
 "Er han ikke helt vildt uhyggelig ? Han så ser skræmmende ud på tv". Judith så nyskerrigt på hende.
 Emily trak på skuldrene og så tænksom ud. "Næh egentlig ikke, for det meste sidder han bare i et hjørne eller også læser han, så ikke specielt skræmmende".
 "Siger han noget til dig ? Snakker i sammen ?" Judith ledte tydeligvis efter noget at fortælle videre.
 Emily rystede på hoved. "Næh, han ignorere mig for det meste helt, og har endnu ikke bedt om noget, så jeg bringer egentligt bare hans mad og venter, ikke det mest spændende job når det kommer til stykket".
"Åh så ikke hvad du regnede med". Judith så skuffet ud og så sig omkring som om hun søgte en undskyldning for at gå.
 "Nå men jeg må videre, tid til hans frokost". Emily smilte undskyldende og skyndte sig ned af gangen, hun havde jo egentlig slet ikke lyst til at snakke med Judith i første omgang.
 Judith var det Emily ikke ville være, hun havde været i SHIELD i næsten 15 år og sad stadig ved skrivebordet som en anden sekretær, men forskellen på dem var at Judith var tilfreds med det.
 Hun hentede bakke, gik hen til den efterhånden velkendte elevator og tog turen ned, hun havde nu arbejdet der i snart 3 uger og han havde endnu ikke sagt andet end "tak" og "du kan gå".
 Først havde det været en lettelse, men det begyndte af en eller anden grund at gå hende på.
 Det var en kendt tur nu, men hun fik altid en følelse af at alle kiggede på,hende som om hun skulle til at gå ind til en sulten løve 
 Emily følte altid lidt der ikke var luft nok nede i gangen ud til hans celle, men hun var sikker på at det bare var fordi hun vidste hvor mange tons jord og beton der var over hende.
 Hun gik ind gennem slusen, idag sad han ved bordet og læste en bog, han så ikke op da hun kom ind, men vendte bare en side i bogen.
 "Hej igen". Emily gik over til bordet, hun sendte ham et stjålent blik, hun havde stadig svært ved at rumme at han var en ond mytologisk gud, han så så normal ud som han sad der fordybet i bogen.
 Hun var uopmærksom og da hun satte bakken rørte hendes hånd hans, det var første gang hun havde nogen form for fysisk komtakt med ham, hun følte et stød gennem sin arm.
 Hvad han følte vidste hun ikke, men berøringen fik ham til at flyve op, stolen væltede og bogen røg på gulvet, han stirrede på hende, håret faldt ned i panden og øjnene var store og overrasket.
 "Undskyld, jeg ville ikke forskrække dig". Hun var forvirret, havde han været så optaget af bogen han ikke havde hørt hende ? Hun bukkede sig ned og samlede bogen op.
 Han lukkede kort øjnene, og trak vejret dybt, som om han lige skulle samle sig selv, så strøg han håret væk fra ansigtet.
 Han så på hende med sit normale afmålte blik og tog imod bogen, meget bevidst om ikke at røre hende hånd, hans stemme lød som om han smagte på ordene. "Det er okay".
 Emily stod og følte sig temmelig akavet et øjeblik, Loke kiggede først på hende, så på slusen, så sagde han tonløst. "Tak, du må gerne gå nu".
 Hun skyndte sig ud, forvirret over hans reaktion og forundret over hvor blød og varm hans hånd havde føltes, hun havde af en eller anden grund forventet at hans hud var kold.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...