Sky's the Limit

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 12 sep. 2016
  • Status: Igang
To FBI-agenter fra hver sin afdeling bliver sendt ud på én mission; find Sky, som er i besiddelse af en lidt for farlig bombe. Men så enkelt er det ikke. For at komme hen til Sky, skal Jasmyn og Justin ud på en lang tur tværs over USA. Uheldigvis går bilen, de kører i, i stykker og hvad gør man så? FBI har ikke ligefrem været generøse med budgettet. Det bliver især svært at finde en løsning, når man har svært ved at udstå synet af den anden og pludselig bliver stillet over for afgørende etiske dilemmaer. Finder Jasmyn og Justin overhovedet hen til Sky, eller drukner de i, ikke at kunne enes?

19Likes
2Kommentarer
4842Visninger
AA

7. Kapitel 6 - "Justin... Vil du ikke bare lige holde kæft?"

 

Kære læsere,

denne historie har stået lidt stille, og det er jeg meget ked af.

Der er sket rigtig, rigtig meget i mit liv og derfor har jeg simpelthen ikke haft tiden.

Er nogle interesserede i at få mere af denne historie? Jeg vil nemlig rigtig gerne arbejde på den, har bare brug for at interessen er nogenlunde gengældt.

Ellers håber jeg, I har haft det godt.

Her er et kapitel, som jeg håber I vil nyde :)

OG tak for de 3.000+ views!!

Until next time,

Anna M. x

 

KAPITEL 6

 


 

 

Måske var hun bare sådan her efter et nederlag. Èn stor jammerdal. Ikke fordi hun jamrede, men så alligevel, på sådan en jeg-jamrer-ikke-sådan-fysisk-men-jeg-jamrer-alligevel måde. Hun så ud som om, hun havde ondt af sig selv. Som om, hun ville have mig til at trøste hende.

Jeg var ved at blive sindssyg af at hun ingenting sagde.

"Sååh.." begyndte jeg. Det lå ellers ikke til min side, at virke så uforberedt rent verbalt, men hvad skulle jeg gøre?

"Vi kunne klage eller sådan noget. Jeg kunne ringe til Hovedkvarteret?"

"Justin.. Vil du ikke bare lige holde kæft?"

Jeg så overrasket på hende, men hun lød hverken vred eller irriteret. Hvordan kunne hun få noget så vredt til at lyde så venligt? Hun anvendte samme toneleje, som havde hun spurgt om en flaske vand.

"Øh, jo."

Jeg vidste ikke om jeg skulle være fornærmet eller ligeglad. Lige nu var jeg bare forundret og det var en fase, jeg gerne ville ud af, så hurtigt som muligt.

"Undskyld. Det er bare... Jeg forsøger faktisk at fokusere på mine studier, som du overhovedet ikke vil høre om, så du kan ligeså godt lade være med at prøve at føre en samtale."

Touché.

Jeg sagde ikke noget, jeg vidste at hun havde ramt mig. Jeg fornemmede at hun bare ikke skulle forstyrres.

"Fair nok," svarede jeg bare og kørte videre.

 

Et par minutter senere, dristede jeg mig til at kigge ud af øjenkrogen. Hun sad med begge ben hvilende på handskerummet, tyggede blidt på enden af blyanten og koncentrerede sig tydeligvis. En hårtot var gledet ned i hendes pande.

Måske skulle jeg ikke have været sådan tidligere. Hun var bare så... anderledes. Det irriterede mig. Hun overraskede mig gang på gang, og der var næsten ikke noget, jeg blev mere irriteret over, end overraskelser.

Jeg kunne ikke fokusere på vejen. Jeg havde aldrig rigtig kigget på hende før, hun var jo en kollega. Ikke fordi jeg ikke var gået med kvindelige kolleger hjem før, men hun var... en anden slags kollega. Hun var ikke løs på tråden. Ikke engang en lille smule.

Hun var ellers køn nok. Ikke den store, traditionelle skønhed, men helt sikkert køn. Hun var bare.. hende. Og hold nu op, hvor var det irriterende.

"Justin?"

Hendes lyse stemme, hev mig helt ud af min trance, og fik mig til at spile mine øjne overdrevet meget op. Unødvendigt meget.

"Skal du ikke holde øjnene på vejen?"

Hun så spørgende på mig. Jeg kiggede blot på hende med halvstore øjne, hvorefter jeg tegnede en usynlig lynlås over min mund og smed den ligeså imaginære nøgle, ned på bilens chips-belagte gulv.

Hun så på mig et langt øjeblik, hvorefter hun rullede med øjnene og satte sig tilbage i sædet. Men jeg så et lille bille smil. Gemt væk i mundvigen.

Og det fik mig til at smile ligesådan.

Vil du ikke bare lige holde kæft?

 

Klokken kvart i sent, drejede jeg ind på et areal, som næsten så for tomt ud, til at blive kaldt en parkeringsplads. Det var en særdeles uværdig parkeringsplads, men mine fingre var tæt på at være fuldstændig følelsesløse i ledene, så jeg sagde ikke et ord. Vi skulle bare ind på det motel.

Jeg drejede hovedet. Det gav et lille knæk i siden af nakken, da jeg så over mod hende. Hun sov.

Jeg prøvede at mumle lidt forskelligt til hende, men der skete ingenting. Jeg hev ud i min krave. Så ruskede jeg i hende. Ingen reaktion.

Hvordan vækker man en person, der sover tungt?

Jeg gik ind for at tjekke os ind på det lille motel, som næsten var ligeså patetisk, som parkeringspladsen.

Da jeg kom tilbage, havde hun ikke rykket sig ud af flækken. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde regnet med.

Jeg sukkede. Jeg anede ikke hvordan man vækker nogen blidt. Og jeg havde ikke lyst til at vække hende på nogen anden måde, for så ville hun garanteret fare op i ansigtet på mig og brokke sig over den ikke særlig blide vækning, resten af vejen. Og så ville ingen af os få sovet og vi ville blive ualmindeligt mugne i morgen.

Ikke at det ville være meget anderledes, end dagen i dag.

Jeg tog en dyb indånding, og bestemte mig. 

Så drog jeg igen ind i lobbyen, gik helt hen til den halvt sovende receptionist, og blæste på hvorvidt at tage nogen i kraven og løfte dem op fra stolen, er en blid vækning.

Jeg forklarede ham kort sagen, og jeg tror, han var så forskrækket over mit ligefremme sprogbrug, at han bare overgav sig og nikkede.

Fem minutter efter rullede en båre til baggage ud på den hullede parkeringsplads.

Fem minutter efter dét, lå Jasmyn på dén båre, med håret samlet under nakken, så det ikke ville glide ned i hjulene.

Selv jeg måtte indrømme, at det var ret komisk, at se hende, blive kørt afsted ind i elevatoren, selvom jeg selvfølgelig måtte slæbe baggagen selv.

Da jeg nåede ind på værelset, lå hun allerede under dynen. Jeg stod et øjeblik og betragtede hendes søvnige smil, hvorefter jeg hev en seddel af blokken på sengebordet.

Da jeg selv gik i seng og slukkede lyset, kunne jeg svagt skimte min egen håndskrift i bunden af ris & ros kassen.

God service.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...