Sky's the Limit

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 12 sep. 2016
  • Status: Igang
To FBI-agenter fra hver sin afdeling bliver sendt ud på én mission; find Sky, som er i besiddelse af en lidt for farlig bombe. Men så enkelt er det ikke. For at komme hen til Sky, skal Jasmyn og Justin ud på en lang tur tværs over USA. Uheldigvis går bilen, de kører i, i stykker og hvad gør man så? FBI har ikke ligefrem været generøse med budgettet. Det bliver især svært at finde en løsning, når man har svært ved at udstå synet af den anden og pludselig bliver stillet over for afgørende etiske dilemmaer. Finder Jasmyn og Justin overhovedet hen til Sky, eller drukner de i, ikke at kunne enes?

19Likes
2Kommentarer
4825Visninger
AA

6. Kapitel 5 - "Jeg har det ret stramt med denne her mission."

 

KAPITEL 5


 

Nogle gange, når man vågner op, har man bare lyst til at blive liggende.

Fordi man ikke vil i skole, fordi man er træt, eller fordi man ikke magter uvisheden om, hvad dagen vil bringe. Eller, som i mit tilfælde, fordi man ikke magter netop visheden om dagens program.

Selv sukkede jeg, da jeg med svage kræfter trak dynen over mit søvnige ansigt.

Denne her dag kunne rende mig.

I dag skulle vi ind og høre 'nærmere information' om missionen, som jeg i mit stille sind, var begyndt at kalde Operation Tidsspilde. En eller anden fyr fra en anden afdeling, ville forklare os hvordan det forholdt sig med hende Sky, og jeg bad til guder jeg ikke troede på, at en eller anden anden havde fundet hende og taget bomben med sig, for vores mission - at køre tværs over landet,  for at finde hende - var mildest talt idiotisk. Men hvad kunne jeg gøre, andet end at håbe?

"Jeg smutter ned til morgenmad."

Justin havde rejst sig, taget bukser på og stod nu i døren og kiggede halvt spørgende på

 

mig. Hvordan så jeg mon ud!?

"Nu? Sådan der?" spurgte jeg, egentlig med henblik mod hans bare overkrop.

Han smilede skævt.

"Jae, det havde jeg regnet med," svarede han skødesløst. "Kommer du på et tidspunkt, eller skal jeg til møde alene i dag?"

Han smilede, da han sagde det. Gad vide om han inderst inde håbede, at jeg ville blive liggende. Det gjorde han sikkert. Men det kunne jeg sådan set ikke gøre ret meget ved.

Jeg slog omsider dynen til side og satte mig op. Jeg kunne godt lide tanken om at han kiggede på mig, men det fik mig også til at føle en vis ubehag, fordi jeg var i satinshorts.

"Bare gå ned, jeg skifter lige."

Jeg satte kurs mod badeværelset, og overvejede om jeg også skulle børste tænder - bare for at slippe af med den værste morgenånde.

"Du kunne også bare gå ned sådan der?"

Jeg kunne ikke rigtig tyde, om han virkelig mente, at sådan noget kunne man godt tillade sig, eller om han bare var fræk i sin mund.

Jeg kiggede tilbage på ham og fangede hans blik.

"Fem minutter. Hold en plads."

Da han endelig gik, og smækkede døren efter sig, overvejede jeg oddsene for, om han var gået ind i denne her branche, fordi han kunne score damer. Hans selvtillid var i hvert fald upåklagelig.

Et øjeblik stod jeg bare og stirrede på vores seng.

Ja. Jeg skulle helt klart børste tænder først.

 

XXX

 

Da morgenmaden var overstået (i stilhed), rumlede vi ud på vejen i Skrammelkassen. Vi sagde ikke noget, og selv om det egentlig var normalt nok i en professionel sammenhæng som denne her, virkede det mærkeligt. Det virkede mærkeligt, at være i helt stille selskab, med en, jeg havde delt seng med.

Justin brød sig ikke om at høre radio, så der var ikke engang sådan en, til at fjerne den akavede stilhed. Normalt gjorde det mig ikke noget, da det så var nemmere at koncentrere mig om mine studier, men når vi blot skulle køre så kort en strækning, og jeg derfor ingen bøger havde fundet frem, var stilheden blot omklamrende.

Jeg ledte lettere desperat efter et samtaleemne, men hele hans holdning virkede så fjendtlig, at jeg næsten ikke turde spørge ham om andet, end det, der havde med missionen at gøre.

Gik han overhovedet op i noget?

"Hvor lang tid er der igen?"

Han kiggede på sit ur.

"Kortere, end der var før."

Jeg sukkede. Han var jo umulig!

"Du er ret så selvtilfreds."

"Og du er lidt af en detektiv."

Jeg overvejede om jeg skulle give ham igen af samme skuffe, men nøjedes med at rulle med øjnene og vende mig væk fra ham.

 

XXX

 

Da Justin ti minutter senere endelig rullede ind på en parkeringsplads, følte jeg mig rastløs, træt og opgivende. Jeg tænkte, at dét møde umuligt kunne være værre end sådan, jeg havde det nu, så da Skrammelkassen holdt stille, var jeg den første til at sparke bildøren op og hoppe ud.

Justin kiggede måbende på mig, da jeg uden at kigge mig tilbage, fortsatte forbi ham og beslutsomt vandrede mod svingdøren i den anden ende af parkeringspladsen.

Der var overraskende få biler på denne afdelings parkeringsplads. 

Så snart jeg nåede indenfor, ledte jeg efter en vej, men skiltet, hvorpå de forskellige områder og deres navne var sat, stod af en eller anden grund på fransk. Det var imidlertid lang tid siden, jeg sidst havde haft fransk - det var i High School, og selv da, var det eneste jeg opnåede, et "godt lært" fra min lærer. Jeg var rusten.

Jeg kunne dog ordet reception og fulgte skiltet derhen, og nåede også at sætte i gang, før Justin, som netop var gået ind af døren, lagde en hånd på min skulder og blidt hev mig et skridt tilbage. Han syntes åbenbart ikke at jeg skulle afprøve mit franske.

"Vi skal til højre derhenne."

Han slap mig og vendte selv rundt på hælen.

Jeg stod et øjeblik og overvejede graden af ydmygelsen, hvorefter jeg tungt satte det højre ben foran det andet. Og fulgte efter.

 

Da jeg nåede hen til det rette konferencerum, var Justin blot et halvt minut tidligere på den, end jeg.

Alligevel havde han formået at sætte sig ned på en stol, foran en ældre herre med hvidt skæg og flot uniform.

Han havde tydeligvis været i tjenesten i en del år.

Han rakte myndigt hånden frem og jeg forsøgte at virke ligeså myndig, selvom min uniform var mangelfuld med hensyn til ordner og selvom jeg svedte så det kunne ses.

Da jeg havde givet ham hånden, fortsatte jeg ned mod Justin og satte mig to stole fra ham, hvilket - til min overraskelse - faktisk fik ham til at se en anelse såret på mig. Jeg ignorerede ham.

Der var en stor skærm bag vores mand og jeg ventede på at slideshowet skulle starte, i spænding. Så kunne det måske være at jeg endelig kunne få lidt mere at vide om denne mission.

"Ms. Bieber og Ms. Hendrix."

Den skæggede mand, som i øvrigt ikke havde præsenteret sig, kiggede sigende på os.

"Jeg har ladet mig fortælle, at det er jer, der har fået sagen om Sky, og derfor er det blevet min opgave, at give jer lidt flere detaljer, at gå ud fra."

Han snakkede, som var han fra et andet århundrede. Jeg rettede ryggen.

"Ser I, denne her Sky, har som sagt fået fat i en bombe. Hvilken slags er for jer underordnet - det kan I lade teknikerne om. Jeres job bliver kort sagt, at finde hende, konfiskere bomben, sende den til efterforskning og herefter aflevere en fyldig rapport til jeres egen chef, samt jeres logbog, som I gør jer meget umage med."

Han holdt en pause for at kigge sigende på os, som kun gamle mennesker kan gøre det. Som om  at han på den måde, kunne få os til at tage papirarbejdet hundredeogtolv procent seriøst.

Ved tanken om James' reaktion, var det temmelig sikkert at han ikke engang ville læse rapporten.

'Jeg har for travlt med vigtigere ting', plejede hans begrundelse at lyde. Ja, mest med at knalde mig.

"Ser I...."

Han så ned. Lagde fingrene om skægget og fulgte det blidt med fingrene, helt ned til slutningen. Op igen. 

"I har nok opdaget at der er blevet sparet en del på denne mission. Faktisk så meget, at FBI ikke har midlerne til at fikse det, hvis der skulle gå noget galt. Ergo, går der ikke noget galt."

Igen dette sigende blik. 

Hvorfor skal vi så bruge en masse penge på at køre tværs over Amerika!?

Jeg brændte inde med spørgsmålet, men bedst som jeg skulle til at spørge, begyndte  han at snakke igen.

"Og det var egentlig det. Vi har hverken råd eller tid til spørgsmål. Mine damer og herrer, hav en god rejse, jeg har fyraften."

Og med de ord, gjorde han honnør med et fjollet smil, som om han indeni gjorde nar af os. Godt det ikke er min mission! tænkte han sikkert. Men så igen, han ville aldrig blive tildelt sådan en mission. Det var virkelig det rene tidsspilde - det var jo til ingen nytte!

Da han skred ud af rummet, kiggede Justin et øjeblik måbende på mig. Selv var jeg virkelig ved at give op, og værdigede ham ikke engang et blik. Jeg parrerede bare ordre, og rejste mig.

 

"Jamen, dét lærte vi da meget af."

Justins sarkasme var ikke til at holde ud, træt som jeg var, som om gåturen alene ud til bilen havde drænet al energi fra min krop. Psykisk som fysisk.

"Jeg har det ret stramt med denne her mission. Den hænger mig virkelig langt ud ad halsen."

Jeg sagde ikke noget, men satte mig blot ind i min side, smækkede bildøren og vendte mig væk fra Justin. Han havde sat ord på præcis det jeg følte.

Da hans bildør blev lukket og nøglen drejet om, lukkede jeg mig ind i mig selv.

Èn grund. Jeg manglede bare én grund til at være her. Til at fuldføre denne mission. Denne Mission Tidsspilde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...