Sky's the Limit

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 12 sep. 2016
  • Status: Igang
To FBI-agenter fra hver sin afdeling bliver sendt ud på én mission; find Sky, som er i besiddelse af en lidt for farlig bombe. Men så enkelt er det ikke. For at komme hen til Sky, skal Jasmyn og Justin ud på en lang tur tværs over USA. Uheldigvis går bilen, de kører i, i stykker og hvad gør man så? FBI har ikke ligefrem været generøse med budgettet. Det bliver især svært at finde en løsning, når man har svært ved at udstå synet af den anden og pludselig bliver stillet over for afgørende etiske dilemmaer. Finder Jasmyn og Justin overhovedet hen til Sky, eller drukner de i, ikke at kunne enes?

19Likes
2Kommentarer
4839Visninger
AA

5. Kapitel 4 - "Jeg har stadigvæk ikke forstået denne her mission. Eller dig, for den sags skyld."

 

KAPITEL 4


 

Jeg var vågnet op med de værste rygsmerter, for kun at undgå Justins let dømmende blik resten af morgenen, for at opdage, at jeg var kommet til at tage hans uniform på, for at stoppe og betale for et kundetoilet på en McDonald's og skifte der. For så at være et kvarter forsinket og derefter høre Justin klage over det i en halv time. Det var totalt røv.

Til gengæld var vi en dag tættere på at være færdige med denne her skrækkelige mission. Jeg ville kunne komme tilbage til min sædvanlige plads i kantinen og tilbage til mine studier om ikke så lang tid. Jeg var nødt til at læse i bilen - og det var ikke så let, som det lød.

"Helt ærligt, så fatter jeg ikke hvorfor du sidder og læser det der," bemærkede Justin spydigt. Jeg havde i det mindste fået ham til at køre i dag. Og resten af missionen. Sexisitisk eller ej, jeg gad godt nok ikke. Og han lod til at kunne lide den maskulinitet, den slidte Fort, magisk overførte til ham via rettet. Så tænkte vist begge, fred være med det.

Jeg rullede diskret øjne over hans kommentar.

"For det første, så er det fordi at du er hjernelam," sagde jeg og lod kuglepennen falde ned på den åbne bog på mit skød.

"Og for det andet, så er det fordi at folk har brug for at vide, hvorfor folk som dig er hjernelamme. Så, vi spørger for eksempel... har du oplevet noget i din barndom, der virkede traumatiserende? Har alt været det samme siden da... Og så videre," svarede jeg med et tilfreds smil.

Han rynkede på næsen.

"Det lyder åndssvagt."

Wow.

"Folk er som de er. Stay out of it, for god's sake." Han lød oprigtigt irriteret. Jeg kunne ikke dy mig.

"Hvorfor siger du det?"

Han bare så på mig. I rigtig lang tid.

"Nej, Hendrix. Jeg skal ikke være dit forsøgsdyr. Stil dine..." Han så ned i bogen med øjenkrogen, "'dybdegående spørgsmål vedrørende menneskelig trauma' til noget andet. Sidespejlet, for eksempel. Det ser ud til at have en dyb, uudgrundelig historie på sig, synes du ikke?"

Okay, så han lurede mig. Og ydmygede mig samtidig. På samme tid. Great.

"Hold øjnene på vejen," mumlede jeg bare, og lod igen mine øjne bevæge sig henover teksten.

Men jeg kunne ikke koncentrere mig om ordene. Det eneste jeg kunne tænke på, var at der måtte være en grund til dén udtalelse. Til hele hans person. Han var den uudgrundelige historie. Og jeg var på kanten til at bruge ham som mit forsøgsdyr. Måske var jeg blevet så dygtig, at han slet ikke ville opdage det?

 

XXX

 

"Okay." Han brød stilheden mellem os.  "Nu har du ikke sagt noget i fyrre minutter. Og det begynder at gøre mig bekymret."

Han lød ikke bekymret.

"Sig mig, hvad du laver."

Jeg lyste op i et smil og kiggede begejstret op. Endelig noget, jeg kunne finde ud af. Jeg håbede på at impornere ham, af grunde, jeg kun måske kendte.

"Okay," sagde jeg, da jeg havde fanget hans øjne et øjeblik. "Det handler om hvordan mennesket er sammen med andre mennesker. For eksempel når man er sammen med sine venner, frem for familien."

Han så faktisk interesseret ud, og det gav mig mod til at fortsætte.

"Der er forskellige grunde til det, men kort sagt, handler det om, de roller mennesker har. Når man er selv, når man er til fodboldkamp, hvor man bliver en del af en helhed, når man er til en familiemiddag og når man er i skole, og så videre," forklarede jeg - måske en smule for henrykt - for han kiggede blot ud på vejen og rynkede igen på næsen.

"Okay," sagde han så. "Jeg bad om en forklaring, ikke et foredrag, men fint nok."

Det hele faldt til jorden, da han skød det ned. Det jeg brændte allermest for.

Jeg begyndte at læse igen.

 

"Jeg har stadigvæk ikke forstået denne her mission. Eller dig, for den sags skyld."

Da der igen havde været stille i alarmerende lang tid, brød jeg stilheden med noget jeg virkelig tænkte på. Hvem vidste, måske satte han pris på ærlighed? Det her var i hvert fald ærligt. Indtil videre havde vi holdt os indenfor høflighedsgrænsen: Hvor langt er der igen? Er det i orden med dig, hvis vi hører radio? Har du meldt tilbage til Hovedkvarteret? Stemmer logbogens datoer?

Og det var noget andet. Justin havde tydeligt konstateret, at jeg stod for logbogen, da han mente, jeg var en del bedre til det end ham. Selvom han ikke engang havde prøvet endnu.

Der var noget der!

Jeg anede ikke om det var en obskur form for ros, eller om det bare var endnu en skjult fornærmelse.

 

Han så bare på mig. Længe. Indtrængende. Min kommentar brændte på begge sæt nethinder. Jeg bed mig i læben. Han var intimiderende.

Og så kiggede han væk. Jeg pustede ud og gav mig til at kigge ud af vinduet.

Jesus, det her ville blive en lang tur.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...