Sky's the Limit

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 12 sep. 2016
  • Status: Igang
To FBI-agenter fra hver sin afdeling bliver sendt ud på én mission; find Sky, som er i besiddelse af en lidt for farlig bombe. Men så enkelt er det ikke. For at komme hen til Sky, skal Jasmyn og Justin ud på en lang tur tværs over USA. Uheldigvis går bilen, de kører i, i stykker og hvad gør man så? FBI har ikke ligefrem været generøse med budgettet. Det bliver især svært at finde en løsning, når man har svært ved at udstå synet af den anden og pludselig bliver stillet over for afgørende etiske dilemmaer. Finder Jasmyn og Justin overhovedet hen til Sky, eller drukner de i, ikke at kunne enes?

19Likes
2Kommentarer
4833Visninger
AA

4. Kapitel 3 - "Jeg kunne nævne noget der minder om hundrede andre ting, jeg er mere klare til, end roadtrip."

 

KAPITEL 3


 

Vækkeure er aldrig nogle, man sætter særlig meget pris på, selvom de gør folk umenneskelige tjenester.

Da jeg stod på Hovedkvarterets parkeringsplads klokken 6.36 og ikke havde set skyggen af en bil, var jeg ret sikker på, at jeg kunne have smadret mit eget vækkeur, hvis jeg havde haft det i hånden. Jeg måtte intet have med, udover det, FBI havde pakket til os, så det var bare min uniform og jeg. Og en parkeringsplads. Ingen bil. Så meget for præcise klokkeslæt.

Jeg stod og spejdede efter den sorte, blanke overflade, der reflekterede enhver solstråle tilbage lige i fjæset på én, men det eneste jeg kunne se, var en der lignede lidt, men som så ud som om, den var omkring ti år over sidste salgsdato.

Jeg ville ikke virke uhøflig, så jeg kiggede i en anden retning og svedte utrolig meget i min varme uniform. Derfor blev  jeg ret forskrækket, da skrammelkassen pludselig standsede lige ude foran mig og Justin hoppede ud fra chaufførens side.

"Welcome aboard!" sagde han så, faktisk ret begejstret, og pegede med begge arme hen mod bilen. Jeg bare stirrede på ham. Så bilen. Så ham igen. Så bilen. 

Nej.

"Er den ikke bare tæske-tude-grim?" spurgte han så, rullede derefter øjne og bevægede sig hen mod venstre side.

"Er det virkelig den, der skal køre os tværs over landet!?" spurgte jeg målløst og stirrede på de ikke særligt godt reparerede buler i siden og den slidte lak. Wow. Vi forstod da virkelig at sætte os selv i respekt ved første øjekast.

"Hvorfor skulle jeg ellers komme kørende i den? Tror du selv, at jeg nogensinde ville eje, en smatkasse som denne her?" Han lød endnu mere fornærmet, end jeg overhovedet kan beskrive.

"Nej, nej, det var nu bare..." Jeg fik ikke færdiggjort min akavede sætning og han rystede bare på hovedet, hvorefter han fortsatte over mod venstre side.

"Hey, vent!" råbte jeg en smule for højt. Jeg så hurtigt rundt. Der var ingen udover os på parkeringspladsen. Ingen.

"Er det ikke lidt sexistisk af dig, bare at regne med, at jeg vil side på passagersædet?"

Han stoppede op lige uden for døren, kiggede langsomt op og lukkede det ene øje på grund af solen. Han sagde ikke engang noget. Jeg tror lige, der listede sig et 'wow' ud af munden på ham.

"Jeg joker bare," sagde jeg så, forsøgte at smile, men gik alligevel over til venstre side. Han rystede på hovedet af mig.

"Wow, virkelig sjovt, hva'? At kalde mig sexist efter vi har snakket med hinanden, i hvad, fem minutter?" Han lød gal.

Han surmulede hele vejen over til højre side, satte sig ind og smækkede så døren så hårdt i efter sig, at jeg var bange for, at der måske ville falde lak af. Jeg rystede tanken af mig.

"Hvad så, er du klar til roadtrip?" Det var mere af høflighed, jeg spurgte, end egen interesse. Min stemmeføring var omtrent ligeså død, som den mår, min far engang havde fundet oppe på loftet, efter at have sat en milliard fælder op.

Han kiggede ikke engang på mig.

"Jeg kunne nævne noget der minder om hundrede andre ting, jeg er mere klar til, end roadtrip."

Det her skulle nok blive en hyggelig tur.

Forsigtigt bakkede jeg ud af parkeringspladsen - det var lidt tid siden jeg havde været på mission og derfor også kørt i bilerne. Jeg huskede hurtigt hvor ubehageligt det var, ansvaret for kørslen på skuldrene og solen, der brændte rettet, så mine fingre konstant blev ømme.

Der gik ikke to minutter før jeg stoppede motoren og kiggede på ham. Han så spørgende og irriteret på mig.

"Måske må du gerne køre alligevel," sagde jeg blot. Der gik et øjeblik før han fortrak en mine. Så lænede han sig tilbage, satte sig godt til rette og smilede til mig.

"Ved du hvad, tøsen? Du får lov at køre - du ville så gerne." Han smilede på en utrolig flabet måde, hvorefter han trak kasketten ned over ansigtet og vist nok påbegyndte sin sovetime.

Selv gryntede jeg utilfreds og satte mig tilbage i sædet, lagde hænderne på rettet.

"Jeg takker for dit storsind," mumlede jeg bittert og kørte derefter ud på vejen. Han hørte det vist, for en lav, veltilfreds stemme, bag kasketten, sagde nemlig: "det var virkelig så lidt."

 

XXX

 

Omkring seks timer senere, kørte vi ind på det første motel. Noget begyndte at sige mig, at der var blevet sparet godt og grundigt på denne tur. Det var ikke ligefrem gourmetmad der ventede - ikke at jeg behøvede det, men husets specialitet var rejecocktails. Desuden, havde jeg så ondt i fingrene og i røven, at jeg bare gerne ville ned at ligge, men Justin havde tilsyneladende masser af energi. Han nægtede at udlevere nøglerne, vi havde fået, før han havde spillet et spil billiard. Eller to. Eller tre.

Til sidst snuppede jeg dem fra hans yderlomme på jakken, listede op på værelset, som heller ikke var noget at prale med og forsøgte at glemme hvor jeg var, indtil jeg lå i sengen. Jeg indhalerede en anderledes lugt og den var ikke behagelig.

Til gengæld, tænkte jeg, da det blev nok med al den negativitet, var han lækker. Det var da for guds skyld altid noget.

 

XXX

 

Der var helt mørkt da Justin kom op. Trods det faktum at jeg lige havde blundet lidt, lå jeg nu en smule anspændt og lyttede til ham. Gad vide hvordan hans natrutine var? Jeg var spændt. Måske vidste han ikke at jeg ikke længere sov og jeg ville kunne finde en anden side af ham. Åh, det kunne være rart!

Der gik omkring to minutter. Så havde han - dog mere elegant end jeg havde forestillet mig - smidt sin blå jakke oven på min, strippet til undertøj og klasket vand i ansigtet. Wow. Godt at jeg lå med ansigtet væk fra ham, for hans ånde kunne umuligt være sjov.

Da han kom hen til sengen var jeg opsat på at tie helt stille og bare lade som om jeg sov. Hans skødesløse adfærd i enhver henseende kunne betyde flere ting og jeg var allerede i gang med at udforske mulighederne i mit hoved. Mit nye mål var helt klart at finde ud af hvorfor Justin opførte sig som han gjorde. Hvorfor han var, som han var.

Men da han løftede op i dynen, så han muligvis havde udsigt til mine små natshorts, forsvandt det lunkne smil på mine læber og jeg skreg en ganske lille smule, inden jeg hev dynen lidt ned. 

Jeg skyndte mig at lægge mig ned igen og klemte øjnene i, da han frøs i sine bevægelser.

"Vent," sagde han, "har du været vågen hele tiden?"

Jeg klemte øjnene ekstra hårdt i.

"Hvad?" forsøgte jeg søvnigt. Typisk mig. Jeg gjorde jo kun dette - løj - fordi jeg var usikker på Justin.

Gad vide hvad han havde lavet indtil nu? Klokken måtte være mange.

Han pustede luft ud mellem sine læber. Der gik omkring otte sekunder, så løftede han igen op i dynen og jeg kunne mærke hvordan sengen bøjede sig og knagede under den nye kropsvægt. Don't think about it.

"Du er godt nok helt din egen," sagde han og vendte sig væk fra mig. Jeg ved ikke, hvordan han kunne få det til at lyde som en fornærmelse.

 

__________________________________________

Så er der trouble in paradise!

Kan I gætte hvad der er med Justin? Eller er det bare Jasmyn, som bilder sig ting ind?

Let's find out ;)

Anna M. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...