Sky's the Limit

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 12 sep. 2016
  • Status: Igang
To FBI-agenter fra hver sin afdeling bliver sendt ud på én mission; find Sky, som er i besiddelse af en lidt for farlig bombe. Men så enkelt er det ikke. For at komme hen til Sky, skal Jasmyn og Justin ud på en lang tur tværs over USA. Uheldigvis går bilen, de kører i, i stykker og hvad gør man så? FBI har ikke ligefrem været generøse med budgettet. Det bliver især svært at finde en løsning, når man har svært ved at udstå synet af den anden og pludselig bliver stillet over for afgørende etiske dilemmaer. Finder Jasmyn og Justin overhovedet hen til Sky, eller drukner de i, ikke at kunne enes?

19Likes
2Kommentarer
4842Visninger
AA

3. Kapitel 2 - "Jeg spurgte ikke efter din ærlige mening - jeg spurgte efter din professionelle."

 

KAPITEL 2


 

Tankerne havde siden i går buldret gennem mit hoved, hvilket havde resulteret i at jeg i dag, den dag jeg skulle møde min kollega, gik rundt med en hovedpine. Jeg var ikke en berejst dame! Jeg havde aldrig været længere væk end Colorado, for efter det, i Kansas, startede 'the Midwest' og mine forældre, ja, de var ikke så glade for de mennesker, der boede i the Midwest. Hvorfor, var der tilsyneladende en masse grunde til - ikke mange logiske.

Jeg blev nødt til at klappe bogen sammen. Hvordan kunne det være menneskeligt muligt at læse om moderne menneskers psykologi og væremåde, når man har hovedpine og står overfor en stor byrde på jobbet? 

Faktisk, nu jeg tænkte over det, burde jeg vel egentlig takke mine forældre for at være så fremmedfjendske - det havde ledt mig til psykologistudierne.

Døren til kantinen blev åbnet på en så trækkende måde, at det kun kunne være min sekretær. Jeg vendte mig rundt og fangede hendes brune øjne, hun smilede. Jeg besluttede mig for at smile igen, før jeg stilfærdigt spurgte, hvad hun ville mig. Jeg kom altid til at snakke så stille i hendes selskab, fordi hendes lave, buttede facon og rolige stemme, havde en så stor indvirkning på mig.

Jeg burde undersøge, hvorfor det skete!

"Der er gæster på direktørens kontor."

Jeg orkede ikke engang at klage over, at det var midt i min frokostpause. Nogle mennesker ventede bare ikke. Desuden, troede jeg ikke, jeg ville få ret meget medlidenhed i dén sag fra direktørens side - jeg havde holdt mange frokostpauser i de sidste par uger.

"Jeg kommer lige straks," forsikrede jeg hende om med et lille smil. Hun nikkede blidt, hvorefter hun trådte et skridt væk fra døren og lod den falde i, så jeg ikke længere kunne se hende.

 

Jeg ved ikke hvorfor døren altid virkede så hvid. De store firkanter, der var indgraveret i døren, virkede så noble og fik mig altid til at mindes, det at gå forbi rektors kontor tilbage i high school. Puha.

Men jeg kom da ind af døren og ganske rigtigt, ventede der to herrer, begge iført uniformer med udmærkelser på. Jeg havde ikke mange på min.

Jeg kunne ikke lide det, da de gav mig elevatorblikket og James så det. Jeg kunne heller ikke lide min stemme, da jeg præsenterede mig selv, som betjent Jasmyn, selvom jeg vidste, at jeg lød så myndig, som det var krævet.

Endnu mindre kunne jeg lide, den måde min nye kompagnon stirrede på mig, efter jeg havde sagt det. Da han endelig sagde noget, lød han uvenlig og bedrevidende. Min hjerne sagde mig, at det var et helt normalt tegn på nervøsitet eller spændning, men mit hjerte fortalte mig, at det føltes ubehageligt.

Jeg fik hurtigt at vide, at han hed Justin, at han var instrueret i opgaven og at vi tog afsted klokken 6.34 dagen efter.

 

XXX

 

"Så, hvordan var han? Jeg har hørt at de kvindelige betjente i tredje afdeling, ikke kan få nok af ham."
Signe, en kollega, som jeg ellers ikke rigtig havde noget forhold til, havde hørt om Justin - ikke missionen, for den var selvfølgelig fortrolig - men Justin.

Jeg rynkede brynene og slog blikket ned mod min frozen yoghurt.

"Det forstår jeg ikke - der er ikke meget at slås om ved ham," svarede jeg blot og tog en skefuld yoghurt. Det var den sidste. Ærgerlig satte jeg bægeret fra mig.

"Hvorfor det?" spurgte hun nysgerrigt. Hendes umodenhed irriterede mig lidt - som om der intet kunne være i vejen med en mand, hvis bare han havde et godt udseende. Hvilket Justin hundrede procent havde.

"Det ved jeg ikke... han virkede bare... sådan, uvenlig." Jeg skævede nervøst hen mod hende, for at se hendes reaktion. Hun rynkede blot utilfreds på næsen.

"Hvis det var mig, ikke også... så havde jeg sgu taget ham. Lige dér i bilen... uf, det lyder lækkert," sagde hun drømmende. Jeg var tæt på at vrænge ansigt, men det var ikke fordi, jeg ikke kunne se det fede i fantasien. Så jeg fniste.

"Hvem ved, måske gør jeg?" svarede jeg med et hævet øjenbryn og et selvsikkert smil, selvom jeg tvivlede stærkt på at det nogensinde ville ske. Han virkede som en indelukket type, der sikkert havde daddyissues og alt muligt. Nej tak.

"Ugh, det ville være så slemt!" grinede hun og skulle vist til at sige noget mere, da en kvindelig skriver stak hovedet ind af døren til mit kontor.

"Hov, undskyld forstyrrelsen, d'damer, men jeg skal lige bruge en beskrivelse af mr. Bieber til rapporten."

Hendes undskyldende smil passede overhovedet ikke sammen  med vores sjofle og jeg var lidt høj på samvær og tåbelig fantasi, da jeg svarede, at det ikke ville blive svært.

Hun rynkede brynene.

"Jeg spurgte ikke efter din ærlige mening - jeg spurgte efter din professionelle. Kom ind til mig, når du kan huske den," svarede hun surt, men myndigt, og vendte dermed rundt på hælen og lod døren falde i.

Signe så på mig og brød så ud i grin, så hendes læber bævede. Jeg syntes ikke længere at situationen var videre sjov og jeg vidste at jeg måtte ind og undskylde, for ikke at nævne, faktisk at give beskrivelsen.

Så jeg undskyldte mig og tænkte på vejen ind til kontoret, at det var derfor jeg ikke hang ud med personer som Signe.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...