Sky's the Limit

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2016
  • Opdateret: 12 sep. 2016
  • Status: Igang
To FBI-agenter fra hver sin afdeling bliver sendt ud på én mission; find Sky, som er i besiddelse af en lidt for farlig bombe. Men så enkelt er det ikke. For at komme hen til Sky, skal Jasmyn og Justin ud på en lang tur tværs over USA. Uheldigvis går bilen, de kører i, i stykker og hvad gør man så? FBI har ikke ligefrem været generøse med budgettet. Det bliver især svært at finde en løsning, når man har svært ved at udstå synet af den anden og pludselig bliver stillet over for afgørende etiske dilemmaer. Finder Jasmyn og Justin overhovedet hen til Sky, eller drukner de i, ikke at kunne enes?

19Likes
2Kommentarer
4837Visninger
AA

2. Kapitel 1 - "En pige med en bombe, kan vel ikke være værd at krydse landet for?"

 

KAPITEL 1


 

Jeg var midt i min formiddagspause, da noget bippede i min lomme. En smule kaffe skvulpede over kanten og landede på min uniform. Uheldigvis. 

Jeg sukkede og lettede kort den ene balle fra stolen, så jeg kunne få fat på telefonen.

"Jasmyn her," svarede jeg kortfattet, da jeg havde fået telefonen placeret mellem nakke og øre. Jeg strøg en vildfaren lok væk fra ansigtet og pustede det lyse hår om bagved det andet øre, mens jeg ventede på min ordre. Midt i pausen.

"Yes, det er direktøren - han sender bud efter dig. Smutter du ind til ham nu?" Sekretæren.

Jeg havde netop fået kaffen op til munden, da jeg stillede koppen fra mig. Det var bare ikke rigtigt.

"I pause-"

Hun lagde på.

 

Tre bank på døren senere, stod jeg foran den hvide dør og ventede på at jeg ville blive opfanget af censoren, som var 'godt skjult' på siden af døren. Et sekund senere åbnede døren og jeg trådte ind i rummet og fik hurtigt øje på ham. Han var altid i dét blå jakkesæt. Det ville være synd at sige at det var pænt.

"Hej, Jasmyn," hilste han, da han trådte frem på gulvet. Uh. Skægstuppene var ikke blevet trimmet i lidt tid. Han var ellers en nydelig mand - også selvom han var 48.

"Goddag mr. Heston," hilste jeg og sendte ham et lillebitte professionelt smil.

Han smilede smørret og gik hen mod mig med så langsomme skridt at jeg nåede at få en knude i halsen inden han nåede over til mig. Jeg fik kuldegysninger da han lagde to fingre på min bare arm og stille lod dem glide ned, imens han så mig i øjnene, som om han på den måde kunne dokumentere at det ikke havde fundet sted.

"Det er lidt tid siden, du har været herinde," bemærkede han uden at tage øjnene fra mine. Jeg rykkede mig ikke ud af stedet.

"Det er det."

Jeg sank en klump, da hans hånd gled op til min øverste skjorteknap og med én hånd åbnede den. Uden at fjerne blikket.

"Du ser forrygende ud," sagde han så og smilede noget der kunne minde om et venligt smil. Nej, han var ikke så lidt charmerende.

"Du kaldte efter mig."

Han smilede igen.

"Åh, Jasmyn," grinte han så kort. "Godt, du kom så hurtigt."

 

XXX

 

At direktørens kontor var det eneste sted i bygningen, der ikke var overvåget, kom ikke længere som en overraskelse. Jeg havde vænnet mig til det. Det var her vores små ulovligheder fandt sted. Men som han sagde, så var det ikke noget sammenlignet med de faktiske forbrydelser som vi bekæmpede. På daglig basis.

Han lå og pillede ved det nederste af min nu krøllede skjorte, da jeg mumlede "var der faktisk noget, du ville?".

Jeg hørte et kort suk bag mig, før han pludselig satte sig op.

"Uheldigvis, ja," svarede han blot, før han knappede sin egen skjorte. Han havde pludselig fået den sædvanlige rynke i panden, så jeg satte mig forvirret op og begyndte også at knappe skjorten. Pis. Nu havde der ellers lige været en lille snert af hygge.

"Jo," sagde han, da han havde tørret sig over panden, "der er denne her pige - Skylar, hedder hun, men hun kaldes Sky af alle."

Wow. Opfindsomt.

"Og hun har fået fat i en bombe. En bombe som er lidt for heftig til hendes slags," forklarede han og smilede faktisk en lille smule inden rynken kom tilbage igen.  Jeg både elskede og hadede dén rynke.

"Og..." prøvede jeg og rettede en smule på mit ben. Jeg kunne ikke rigtigt se hvor han ville hen med al den snak.

"Og... hun må stoppes," fortsatte han og så så kort på mig. "Og det er dér, du kommer ind i billedet."

Jeg var ikke synderligt overrasket - det var jo sådan set mit job at finde og anholde folk.

"Ja, dig og så en prettyboy fra 3. afdeling," afsluttede han så. Jeg rynkede brynene - jeg plejede da ikke at arbejde sammen med nogen? Og hvem var så den 'prettyboy'? Jeg havde pludselig en del spørgsmål klar, men turde alligevel ikke stille dem. Dem skulle jeg stille hans sekretær. Senere.

"Og hvad skal vi så?" spurgte jeg undrende. Han kiggede ikke engang på mig.

"Du, min ven, og din nye kollega, får en bil og kører til North Carolina," sagde han så.

Der gik et øjeblik før jeg opfangede hvad han sagde, og der var det forsent at protestere.

"Og dér opholder hun sig. I finder hende, konfiskerer bomben og anholder tøsen uden at nogen kommer til skade - slut," sagde han så og så så endelig på mig - tilsyneladende utrolig tilfreds med sig selv. Jeg så mærkeligt på ham.

"Er det helt seriøst vores mission, hr. direktør?" spurgte jeg med et hævet øjenbryn. Det lød jo latterligt! At køre tværs over landet, for hvad - en pige?

"En pige med en bombe, kan vel ikke være værd at krydse landet for?"

"Du skal ikke 'hr. direktør' mig, Jasmyn," sagde han halvt alvorligt, halvt grinende. "Kom nu, det er ikke så slemt," prøvede han. "Det kan vel umuligt være værre end at sidde på dit kontor uden én eneste arrestation i fire uger og bare vente på at du får frokostpause," grinede han. Så så han ned i jorden. "Desuden, bliver det vel ikke svært at undvære mig."

Jeg smilede. Sikke et godt træk, James. Bare få mig til at protestere. Få mig til at feel guilty.

"Tal ikke sådan om dig selv," svarede jeg så og satte mig endeligt ordentligt op. Jeg så ham ind i øjnene. "Du kan bare ikke klare at jeg skal køre tusinder af mil kun med en dreng," smilede jeg så hemmelighedsfuldt. Han slog en latter op, hvorefter han besværligt rejste sig op.

"Næ, det overlever jeg nu nok," sagde han så.

Han smilede ikke engang, for at forsikre mig om, at han jokede. Jeg prøvede at skjule min utilfredshed.

"Jeg sender nærmere info, Jasmyn," sagde han så, da jeg gjorde mine til at forlade kontoret.

"Og så kigger vi på den forfremmelse, når du kommer hjem, ikke?"

Jeg gjorde mit bedste for at smile, for den forfremmelse var noget jeg virkelig havde arbejdet for. Rettede så på mit tøj og skred ud af døren, så hurtigt som jeg var kommet ind.

Endelig en ny mission. Tingene havde stået stille i alt for lang tid.

 

_______________________________________________

Værhilset, læsere!

Så kom første kapitel endelig op - fortæl mig endelig hvad I synes <3

Historien er skudt i gang, nu er det bare med at se hvor rejsen fører hen, hihi.

Vi ses i næste kapitel,

Anna M. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...