Indelible Memories | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2016
  • Opdateret: 15 jun. 2016
  • Status: Færdig
Når skæbnen rammer én hårdt og brutalt, tester en fra vid og sans, så ville de fleste muligvis have givet op for længst. Men den nittenårige Riley Raymond hænger fast, og hendes hjerte banker videre på grund af en bestemt fyr: Harry Styles. Et forhold med 5 måneder på bagen, bliver slæbt igennem mange prøver, der nemt kunne skille de to ad. Og da Rileys sygdom for alvor sætter ind, begynder puslebrikkerne stille at falde fra hinanden.| Mit bidrag til konkurrencen: "Mig før dig". Harry er ikke kendt.

14Likes
15Kommentarer
1246Visninger
AA

5. "The Day I Tried to Live"

Rileys synsvinkel                                                                                                                                                30. November 2015

“Kom nu, Harry. Hvor er vi på vej hen?” Jeg kiggede over mod ham med et tiggende blik, fordi jeg brød mig ikke om, at han nærmest bortførte mig. Jeg anede ikke, hvor vi skulle hen - jeg havde blot fået af vide, at jeg skulle sætte mig ind i bilen og vente til, at vi nåede frem.

”Jeg siger det ikke,” svarede han med en bestemt tone. Jeg rullede irriteret med øjnene af ham, for det passer mig ikke rigtig, at jeg ikke kunne få min vilje eller have kontrollen. Og det havde jeg bestemt ikke i denne situation. Vi kørte ude på en lille vej i retningen af noget, der lignede Las Vegas. Men hvad skulle vi i Las Vegas? Spille penge væk? Og hvorfor ville han køre bagvejen til Las Vegas?

En lastbil kom farende imod os i den side af vejen, men jeg kunne ikke lade være med at klemme øjnene hårdt sammen, da den susede forbi os. Harry bemærkede min reaktion, og klemte mit lår en anelse. Jeg kunne ikke gøre andet end at tænke tilbage til den aften, hvor vi sad i bilen. Alt var så godt og fredeligt indtil, at alt blev lettere sort.

Jeg prøvede at skubbe aftenen ud af mit hoved, og koncentrerede mig i stedet for om den ukendte destination. ”Er vi på vej til Las Vegas?” spurgte jeg om, og hævede øjenbrynet ganske kort for at understrege, om det var rigtigt eller ej.

Han fjernede hurtigt blikket fra vejen, og ramte mit. ”Vent og se, babe.” Han lagde en fed accent på ordet babe, som fik mig til at ryste på hovedet. Det lød så tosset, når han sagde det.

Men jeg gjorde, som han sagde, og det viste sig, at jeg havde ret i sidste ende. Han havde selvfølgelig prøvet at skjule det, ved at tage de små veje og ikke motorvejen, men her var vi. Las Vegas. Stedet hvor tingene sker og samtidig forbliver.

”Okay, hvad er idéen nu så?” Jeg spændte min sikkerhedssele op efter, at vi var parkeret, og kiggede over mod ham med et strejf at et lille smil. Jeg var ikke vitterlig begejstret for Las Vegas, som han udmærket vidste. Jeg havde egentlig aldrig besøgt byen, men jeg forstod bare ikke hele konceptet med gambling og alle de forskellige kasinoer.

Harry undgik at svare mit spørgsmål, og smilede i stedet for et lumsk smil. Igen må jeg rulle med øjnene af ham. Jeg risikerede næsten, at mine øjne ville sidde fast, hvis jeg blev ved med at rulle med dem. Men så kunne han jo ligeså godt svare på mine spørgsmål i stedet for.

Vi steg ud af bilen, låste den og hans hånd greb min og førte an. Jeg kiggede ud over byen og alle menneskerne i takt med, at vi begav os nærmere til den bestemt destination. Jeg fik øje på et højt torn, der mindede lidt om Pariser tornet i Frankrig. Harry trak mig nærmere i den retning, og jeg kunne ikke lade være med at smile, da vi endelig stoppede op foran tornet.

”Jeg kunne ikke tage dig til Paris og se det ægte torn, så du må nøjes med det her. Kan det gå?” sagde han med en nervøs undertone. Han havde virkelig ikke været sig selv hele dagen i dag. Jeg nikkede med et stort smil, og skulle til at hive min mobil frem, da Harry pludselig satte sig ned på det ene knæ og fumlede med noget i hans jakkelomme.

”Hvad laver du? Kom nu op…” mumlede jeg, men jeg nåede ikke at færdiggøre min sætning, før han trak en lille æske frem, som han åbnede. En lille og yndig ring poppede frem af æsken, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg lignede formentlig en på stoffer, men jeg var ligeglad. Fuldstændig.

”Riley Brown. Vi har kun kendt hinanden i et halvt år godt og vel, men jeg er sikker i min sag. Du betyder allermest for mig, det er dig, jeg står op for om morgenen. Den seneste tid, har fået mig til at tænke, at livet ikke længere kan vente. Ting sker og før vi ved af det, har vi forladt denne jord. Men den sidste tid jeg har, vil jeg tilbringe med dig, hvis du vil med mig. Riley Brown, vil du gifte dig med mig?” Harrys lange tale havde fået folk til at samle sig omkring os, og jeg behøvede ikke at tænke to sekunder omkring det, før jeg kendte mig svar.

”Ja!” udbrød jeg i den lykkeligste tone, som jeg nogensinde havde haft. Mine arme ramte hans i et tæt kram, og efterfølgende ramte mine læber hans. En lille klapsalve lød omkring os, hvilket fik mig til at grine lidt mod Harrys læber. Det her var perfekt. Utrolig perfekt.

 

Der var gået et par timer siden den store overraskelse, og jeg kunne nu kalde mig den forlovede af Mr. Styles. Riley Styles - det havde nu en meget god klang.

Jeg flettede mine fingre ind i Harrys, og kunne ikke lade være med at smile. Jeg følte mig lykkelig. Trods omstændighederne og min sygdom, så var jeg lykkelig. Jeg vidste ikke, hvordan det var muligt, men jeg kunne føle det helt ude i min lillefinger.

”Der er for resten noget, jeg skal tale med dig om,” lagde Harry ud. Jeg anede ikke, hvad det var, men det kunne umuligt bringe mit humør ned. Han stoppede op, og kiggede på mig med et seriøst blik. Jeg kneb øjnene sammen, for at se ordentlig på ham. Det var kun lygtepælene på gaden, der lyste hans ansigt op. ”Jeg skal udsendes til Afghanistan i løbet af næste uge. På torsdag.”

Hans ord gav ikke mening i mit hoved. Udsendes? Jeg vidste godt, at han var marinesoldat, men han kunne da ikke udsendes nu? Kunne han? Jeg rystede langsomt på hovedet af ham. ”Nej,” mumlede jeg. ”Du kan ikke forlade mig.”

Tårerne fandt langsomt frem til mine øjne, og jeg snog mine arme omkring ham. ”Jeg er ked af det, Ri. Jeg vil ikke forlade dig på det her tidspunkt, men jeg har intet valg.”

Min verden faldt fra hinanden. Stykke efter stykke faldt alt sammen. Og det næste der ramte mig, var stilheden af, at mit hjerte røg i tusinde stykker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...