Indelible Memories | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2016
  • Opdateret: 15 jun. 2016
  • Status: Færdig
Når skæbnen rammer én hårdt og brutalt, tester en fra vid og sans, så ville de fleste muligvis have givet op for længst. Men den nittenårige Riley Raymond hænger fast, og hendes hjerte banker videre på grund af en bestemt fyr: Harry Styles. Et forhold med 5 måneder på bagen, bliver slæbt igennem mange prøver, der nemt kunne skille de to ad. Og da Rileys sygdom for alvor sætter ind, begynder puslebrikkerne stille at falde fra hinanden.| Mit bidrag til konkurrencen: "Mig før dig". Harry er ikke kendt.

14Likes
15Kommentarer
1247Visninger
AA

4. "Prayer for the Dying"

Rileys synsvinkel                                                                                                                                                22. november 2015

Jeg vågnede brat op i et ukendt sted. Rummet var mørkt, og jeg kunne ikke se noget. En lav prikken i mit hjerte, fik mig til at lægge mig langsomt ned i sengen igen. En hjertemåler stod ved siden af mig, og det var der, at puslebrikkerne langsomt faldt på plads for mig.

Hospitalet. Muligvis et af de steder, som jeg fordragede allermest. Der var en bitter kulde over det hele, folkene var triste og der var ingen glæde at finde rundt om hjørnet. Og her lagde jeg. I en ukendt sted, udvidende omkring hvad, der var sket.

Jeg fornemmede en bevægelse ovre i hjørnet af rummet, hvilket fik mig til at stramme grebet omkring sengens kant. "Hallo?" Min stemme var lav og præget af en hæs tone. "Er der nogen?"

"Riley?" En velkendt stemme fik mig til at smile. Helt automatisk smilede jeg. Jeg behøvede ikke at se vedkommende, før jeg vidste, hvem det var. "Du er vågen," annoncerede han, og smilede til mig. Han tændte det lille lys på kommoden ved siden af sengen, og hans ansigt blev efterfølgende lyst op. De brune lokker var rodet rundt, og der var præget en træthed i hans ansigt. 

Før jeg blev helt væk i hans ansigt, mindede jeg mig selv om et vigtigt spørgsmål: "Hvad skete der?"

Harry pressede sine læber sammen, da jeg spurgte ham. En nervøsitet trillede hen over min krop og den forsvandt ikke, før han svarede mig. "Vi var udenfor en bilulykke," begyndte han. Noget sagde mig, at jeg ikke ville kunne lide den næste del. "Dit hjerte svigtede, Riley. Som det gjorde, da du var barn?" Han kiggede på mig med et indtrængende blik. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig om det? Vi har været sammen i næsten 5 måneder. Jeg bliver nødt til at vide de her ting."

Jeg forstod godt, at han var frustreret over, at jeg aldrig havde fortalt det, men hvad var der virkelig at sige? "Det var længe siden, Harry. Lægerne sagde, at det ikke ville blive et problem igen," forklarede jeg med en svag stemme. Jeg orkede ikke at diskutere med ham nu, så jeg fandt på en sætning, der kunne give mig lidt frihed. "Undskyld, jeg skal nok fortælle det fremover, hvis der er noget."

Han smilede kort til mig, og tog efterfølgende min hånd. Han flettede sine fingre ind i mine, og strammede langsomt grebet om mig. "Hvis der er noget, der sker igen, Riley..." sagde han med den mest usikre stemme, jeg nogensinde havde hørt ham med.

"Det gør der ikke, Harry. Lad nu vær med at bekymre dig," sagde jeg for at få ham på andre tanker. Jeg var her nu, og det var det vigtigste.

"Jeg fik aldrig lov til at sige det til min mor... før hun blev taget fra mig. Jeg bliver nødt til at vide, at jeg sagde det." Han virkede usikker og skrøbelig på hans sætninger, og det hele virkede som om, at han ikke var sig selv. "Jeg elsker dig."

Han havde aldrig sagt det før, men jeg havde vidst det hele tiden. Fornemmelsen havde været med mig hele vejen. Et lille smil poppede op på mine læber. Han elskede mig, og jeg elskede ham. Dette her skulle ikke sætte en stopper for det.

"Jeg elsker dig, Harry," svarede jeg med få tårer i øjnene. 

 

                                                                                                                                                                            29. november 2015

En uge senere var jeg blevet skrevet ud af hospitalet. Jeg var igen hjemme i de trygge rammer i min lejlighed. De velkendte vægge, hvor der befandt sig kærlighed og nogle af de bedste minder. Harry kom balancerende ind i stuen med to kopper te i hånden. En kop til mig og en kop til ham selv.

”Her,” sagde han lavt og rakte mig koppen. Mine fingre gled om koppen, og varmen fra den strømmede igennem min krop. Jeg kiggede på Harry med et lille smil, et taknemmeligt smil.

Emnet jeg skulle til at begive mig ind på, ville rumstere i hans hoved, og jeg vidste ikke, hvordan han ville tage det. ”Jeg vil gerne til Paris, Harry,” sagde jeg kort og kontant. Jeg ville af hele mit hjerte ud og opleve verdenen, før det var for sent. Jeg vidste ikke, hvor lang tid jeg havde tilbage. ”Bare et par dage,” forsikrede jeg ham om.

”Er du vanvittig? Nej, Riley. Det kan du ikke,” sagde han med en meget rystet stemme. ”Er du klar over risikoen ved at rejse? Dit hjerte kan svigte dig igen, og så vil der ikke være nogen læger til at hjælpe dig.” Han virkede langt fra begejstret over min idé. ”Hvordan kan du overhovedet spørge om det, Riley? Det er som at skrive under på ens egen død.”

”Jeg spurgte ikke, og de har desuden hospitaler i Frankrig,” svarede jeg. Ordene kom lidt bag på ham, men jeg nægtede at gøre noget ved det. ”Det er mit liv, Harry.” I sidste ende bestemte jeg jo, selvom han havde fat i noget. Det næste problem ville være, at overtale lægerne. ”Jeg har kun dette ene liv, Harry. Det er min pligt at leve det til det yderste.” Jeg brugte hans egne ord mod mig. De ord han havde sagt til mig første gang, vi mødtes.

”Har du et ønske om at forlade mig? Forlade din familie? Riley, du kan jo ikke. Jeg ville gerne tage dig hele jorden rundt, men omstændighederne tillader det ikke. Så snart du kommer højere op i luften, vil trykket presse dig, og det ville dit hjerte ikke kunne klare.” Hans ord skuffede mig endeløst, og de grønne øjne virkede mørkere end før. Alligevel følte jeg mig som en lille pige, der ikke havde fået sin vilje.

Et tungt suk forlod mine læber. ”Jeg vil bare gerne være normal de sidste måneder, jeg har tilbage. Jeg troede, du ville forstå det.”

Mine ord var hårde mod ham, men jeg troede, at han vidste bedre og kendte mig bedre. Jeg tog min kop te i hånden, rejste mig fra sofaen og gik ud på min lille altan, vi havde. Skuffet satte jeg mig på stolen derude, og stillede min kop te på bordet. Jeg kiggede ud over menneskemængden, der rendte rundt og havde travlt med alverdens ting. Et stressende liv, men et liv jeg ville give alt for. Et liv hvor man ikke bekymrede sig om, hvornår det næste hjertesvigt ville være.

Regnen ramte min hånd, men jeg nænnede ikke at gå indenfor igen. Regndråbe efter regndråbe blev jeg gennemblødt, og Harry trådte ud på altanen samtidig med, at den første lyd af en torden, kom til syne.

”Undskyld,” sagde han med en lav tone. Det havde aldrig været hans bedste side at sige undskyld, men han forsøgte i det mindste.

Jeg kiggede på ham med et tilgivende blik. ”Jeg havde håb førhen, Harry. Jeg troede virkelig, at jeg ville komme igennem det her. Men da lægerne sagde det i går? Jeg mistede alt. Alt,” fortalte jeg med en skingrende stemme, ligeledes med en tåre faldt fra min kind. ”Hvad skal jeg gøre?”

”Hey, vi kommer igennem det her sammen, okay?” forsikrede han og tog min hånd. ”Jeg ville med glæde vise dig Paris, Riley, men vi behøver ikke tage til Paris for at finde glæde eller mere kærlighed. Så længe jeg har dig ved siden af mig, vil jeg altid være hel. Jeg kan ikke forestille mig en verden uden dig, og hvis det er prisen for at tage til Paris, så takker jeg nej til Paris.” Han hostede ganske kort, da kulden havde taget godt om ham. ”Jeg vælger dig.”

Jeg følte, hans læber ramte mine. Med Harry var jeg hjemme. Det var her, jeg tilhørte. Og jeg havde fundet det i sidste ende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...