Indelible Memories | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2016
  • Opdateret: 15 jun. 2016
  • Status: Færdig
Når skæbnen rammer én hårdt og brutalt, tester en fra vid og sans, så ville de fleste muligvis have givet op for længst. Men den nittenårige Riley Raymond hænger fast, og hendes hjerte banker videre på grund af en bestemt fyr: Harry Styles. Et forhold med 5 måneder på bagen, bliver slæbt igennem mange prøver, der nemt kunne skille de to ad. Og da Rileys sygdom for alvor sætter ind, begynder puslebrikkerne stille at falde fra hinanden.| Mit bidrag til konkurrencen: "Mig før dig". Harry er ikke kendt.

14Likes
15Kommentarer
1244Visninger
AA

2. "I'll Remember"

Harrys synsvinkel                                                                                                                                           d. 20. november 2015

Har du nogensinde været så væk i en person, at du var overbevist om, at hvis du mistede personen, så ville du også miste dig selv? Måske er jeg som en 12 årig knægt, der har fået et crush på hende den nye pige i parallelklassen, måske er jeg for ung til, at kunne kalde mig erfaren i kærlighed - i det hele taget bare kunne prædike omkring kærlighed, og hvad det ville sige at elske eller miste. Men jeg var sikker i min sag.

Riley Raymond havde lært mig hvorfor, at man opkaldte storme og orkaner efter menneskenavne. Hun havde taget mit hjerte med storm og blot efter 5 måneder, var jeg langt fra klar til at miste hende.

Musikken pumpede i bilen, måske en anelse for højt, men hvis man spurgte os, var det for lavt. Det var øjeblikke som disse, der gjorde mig helt glad og forskruet i låget. Jeg kiggede over mod Riley, og et kort øjeblik stoppede hele verdenen. Hendes smil var stort, og glæden var til at finde i hendes øjne. I bakspejlet kunne jeg se Aspyn og Jayden på bagsædet, der var helt opslugt af hinanden. Min hånd fandt frem til Rileys, og jeg gav den et lille klem. Klokken var næsten 4, men det gjorde os ikke noget, for vi vidste, at sengen kun var få minutter væk.

Vi passerede byskiltet til New Port, og da jeg rettede mit blik mod vejen igen, stoppede verdenen igen med at tikke. En lastbil var få meter fra os, og kørte ikke i den rigtige side af vejen. Lastbilens horn fik Riley til at skrige og klemme hendes øjne i. Hurtigt fik jeg rattet drejet med alle mine kræfter ud fra vejen, og direkte ind i hegn. Bilen fortsatte lige ud, og jeg havde absolut ingen kontrol længere. Det der stoppede bilen i sidste ende, var et træ. Jeg slog hovedet hårdt ind i rattet, og få sekunder efter blev alting sort.

 

Ambulancesirenen fløj igennem luften. Den kolde asfalt fik min krop til at gyse. Et lys i mine øjne fik mig til at blinke et par ekstra gange med øjnene, og da jeg åbnede øjnene helt, stod en fremmed mand bøjet ind over mig.

”Jeg har liv i ham her,” sagde han kort, og sendte mig et smil, som jeg ikke kunne gengælde. ”Har du ondt nogen steder?” spurgte han mig om, men jeg reagerede ikke på hans spørgsmål. Jeg kiggede ud af øjenkrogen, hvor jeg kunne se Riley stå ved ambulancen. En bølge af lettelse skyllede ind over min krop, og langsomt kom jeg til mig selv. Det næste jeg fik øje på var min fars bil, der var totalsmadret foran. Røg steg op af den, hvilket fik mig til lukke øjnene hårdt i. Dette dræbte mig ikke, men det ville min far selv klare.

Manden ruskede i mig, for at få endnu en reaktion fra mig. Jeg kneb øjnene sammen, og prøvede at sætte mig op. Men da jeg prøvede, ramte en stor smerte i hovedet, hvilket fik mig til at opgive. Jeg åbnede øjnene igen, og kiggede på manden samtidig med, at jeg prøvede at samle kræfter til at fuldføre en sætning. ”Hovedet,” mumlede jeg i sidste ende.

Mine øjne flakkede et par gange, og endte igen på Riley. Jeg fangede et kort øjeblik hendes øjne, men mistede hurtigt kontakten igen. Det næste øjeblik landede hendes krop ned mod jorden, og hun overgav sig til den kolde asfalt.

Lyden forsvandt fra mine ører pludselig, og jeg råbte, så jeg kunne: ”Riley!”

At lægge på jorden, og ikke være i stand til at hjælpe hende, var noget af det værste, vidste. Men da jeg lukkede øjnene igen, blev jeg spolet tilbage til den første gang, at jeg mødte dig.

 

Harrys synsvinkel                                                                                                                                                     d. 23. juni 2015

Jeg kiggede på stolen over for mig, der stadig var tom. 10 minutter forsinket var hun, og hun havde endnu ikke skænket mig så meget som en sms med en forklaring. Jeg holdt mine fingre omkring min kop kaffe. Muligvis skulle jeg have ventet med at bestille til, hun dukkede op, men tørsten havde fundet frem til mig før, hun havde.

En høj og lyshåret blondine kom væltende ind af døren. Hun virkede forvirret, og kiggede samtidig håbeløst efter en person. Samme øjeblik gik det op for mig, at jeg kunne være den, hun ledte efter. Min date. Min bedsteven Jayden havde arrangeret det hele, og siden jeg ikke havde været ude på datingmarkedet i lang tid, mente han, at det var på tide. Så jeg skulle møde den såkaldte Riley.

Hendes blik ramte mit, og hun kiggede et par sekunder på mig, før hun valgte at gå hen imod mig. ”Harry Styles?” sagde hun med en lav stemme, der ikke virkede selvsikker på noget sekund.

Jeg rejste mig op, og nikkede kort til hende. Jeg trykkede hendes hånd med et fast håndtryk. ”Riley, formoder jeg?” Hun nikkede til mit spørgsmål, og satte sig efterfølgende ned på stolen over for mig. ”Jeg har allerede bestilt, men jeg har næsten drukket koppen færdig, så jeg vil gerne bestille med dig igen,” forklarede jeg kort, og fangede hendes blik.

”Var jeg så langsom, at du ikke kunne vente?” Hun hævede sit øjenbryn, og et kort øjeblik vidste jeg ikke, om hun lavede sjov eller mente det dybt seriøst. Men da hun brød ud et lille grin, blev det lidt nemmere for mig at afklare. ”Ej, det er helt i orden! Jeg beklager, at jeg kommer lidt for sent… Jeg prøver virkelig at komme afsted til tiden, men alligevel er der et eller andet, der gør, at jeg kommer for sent,” sagde hun som et vandfald.

Jeg smilede til hende, og vi bestilte efterfølgende en kop sort kaffe til mig og en cafe latte til hende, og et stykke chokolade kagen ved siden af.

”Så Riley? Hvad laver du til hverdag?” Samtalen skulle begynde et sted, og jeg kunne ligeså godt begynde på den akavede samtale, der ventede rundt om hjørnet på os.

”Jeg arbejder i en blomsterbutik faktisk ikke så langt herfra.” Hendes stemme virkede ikke vitterlig optimistisk, hvilket fik mig til at tvivle, om hun overhovedet kunne lide sit job.

Jeg tog en kort slurk af min kaffe, før jeg begav mig ud på dybt vand. ”Er det din drøm? Blomsterbutikken?” Hun kiggede på mig med et skræmt blik; som om jeg havde læst hende som en åben bog. Og det havde jeg.

”Ærligt? Nej. Jeg vil gerne være sygeplejerske. Redde liv. Gøre andres dage lidt bedre, prøve at sætte et smil på deres læber, selvom de måske ikke har haft grunden til at smile i et stykke tid,” forklarede hun fra hjertet af. Det var en smuk tanke.

”Hvorfor gør du det så ikke?” Jeg vidste godt, at jeg ikke burde blande mig på det punkt, men jeg kunne ikke lade være. Hun kunne ikke lade sit liv gå til spilde.

Hun trak lidt på skulderne, og vidste ikke helt, hvad hun skulle sige. ”Jeg gætter på, at jeg måske ikke turde?” var hendes endelig svar.

”Riley, du har kun et liv. Det er din pligt at leve det til det yderste.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...