Indelible Memories | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2016
  • Opdateret: 15 jun. 2016
  • Status: Færdig
Når skæbnen rammer én hårdt og brutalt, tester en fra vid og sans, så ville de fleste muligvis have givet op for længst. Men den nittenårige Riley Raymond hænger fast, og hendes hjerte banker videre på grund af en bestemt fyr: Harry Styles. Et forhold med 5 måneder på bagen, bliver slæbt igennem mange prøver, der nemt kunne skille de to ad. Og da Rileys sygdom for alvor sætter ind, begynder puslebrikkerne stille at falde fra hinanden.| Mit bidrag til konkurrencen: "Mig før dig". Harry er ikke kendt.

14Likes
15Kommentarer
1250Visninger
AA

6. "I'd Leave My Home Happy For You"

Rileys synsvinkel                                                                                                                                                24. december 2015

Kære Harry,

Så det er endelig jul, men det føles langt fra som jul. Du er her ikke, jeg ligger i en hospital seng... det skriger ikke ligefrem jul til mig. Mit hjerte svigtede igen, og det ser ikke lysere ud for mig. Ser det lysere ud, hvor du er? Jeg tvivler, men håber.

Det gør ondt, Harry. Det gør så ondt, og jeg har lyst til at lade det hele stoppe nu. Men jeg kan ikke uden dig. Jeg ville ønske, at du var her, men jeg ved godt, at det ikke er muligt. Du skal ikke føle skyld over, at du ikke er her. Du er her alligevel på en måde, fordi jeg ved, at du er i mit hjerte - for evigt og altid.

Hvor mange gange skal vi sige farvel? Der er ikke en rigtig vej at gøre det. Det her er ikke et farvel, Harry. Det her er indtil, at vi finder en rigtig vej. Vi finder en vej. Men hvis ikke, så lov mig, at du aldrig vil tænke på mig igen. Fortæl mig, at du vil glemme mig, sig du vil komme videre og leve et fuldt og lykkeligt liv uden mig. 

Jeg kan ikke have, at du går ned uden mig, Harry. Husker du ikke? Du får kun ét liv, det er din pligt at leve det til det yderste. 

Tak fordi du viste mig vejen frem til lykken, og tak for 6 fantastiske måneder med dig. Jeg elsker dig, og det har gjort hele tiden.

Riley

Kuglepennen rystede i min hånd, og ordene begyndte at danse foran mine øjne. Jeg slap kuglepennen, lukkede øjnene i og hvilede mit hoved på hovedpuden. Ud fra min hørelse kunne jeg høre, at jeg min mor rejste sig op og fjernede blokken og kuglepennen fra min dyne. 

Jeg sukkede, og et hårdt slag ramte mit hjerte. Jeg åbnede langsomt mine øjne, og greb fast i min mors hånd. "Gå ikke," mumlede jeg med den klareste stemme, jeg kunne fremstå. En tåre gled ned ad min kind. Min mor satte sig på hug ved siden af sengen, og aede langsomt min pande. "Tak, mor. Jeg elsker dig."

Mine øjne lukkede sig igen, og endnu et hårdt slag ramte mit hjerte. Min hals begyndte at sno sig sammen, og jeg begyndte at få svært ved at trække vejret. Jeg kunne høre, at min mor panisk råbte efter hjælp, men jeg havde indset på det tidspunkt, at der ikke var brug for hjælp. Det var nu. 

Og som jeg lå på dødstedet, tænkte jeg på dig. Kun på dig. Du var den sidste, der krydsede min tankegang.

 

Samme tidspunkt på den anden side af verdenen:

Harrys synsvinkel

"Vi bliver nødt til at komme væk herfra, de er for mange! Harry, kom nu!" Jeg kiggede over med Aaron, der løb over mod dækning. Jeg kunne se de kom, men samtidig så jeg også den lille pige ved vejkanten. "Kom nu! Du dør derude!" råbte han mod mig, men jeg kunne ikke efterlade hende. Hurtigt løb jeg hen mod hende, løftede hende op foran mig, og begyndte at løbe tilbage mod Aaron.

Aaron prøvede at få ram på nogle af de oprører fra Afghanistan med hans gevær. Jeg knugede den lille pige i mine arme. Jeg kunne høre lyden af et gevær blive affyret rundt om hjørnet, og det næste jeg vidste af, var, at jeg blev ramt hårdt i ryggen to gange, hvis jeg talte rigtigt. Jeg mistede grebet om pigen, og ramte hårdt jorden. 

Mine øjne lukkede i, og som de gjorde det, så jeg dig.

Jeg så hvordan, vi havde mødt hinanden første gang. Jeg så vores første kys, vores diskussion - vores første undskyldning til hinanden. 

Men af det mest realistiske, så jeg dig tage min hånd. Jeg mærkede varmen fra din hånd, og det varme blik fra dine øjne. "Riley?" mumlede jeg. Jeg vidste ikke, om det var sådan her, det skulle ende, men det føltes virkeligt. Var hun her?

"Det er okay," sagde hun med en lav stemme. "Giv slip."

"Jeg elsker dig, og jeg vil aldrig leve uden dig, Riley!" Min stemme blev markant stærkere. Du finder ikke kærlighed, kærlighed finder dig. Det har lidt med tro, håb og skæbnen at gøre. Og det var Riley, der havde fundet mig. Jeg kunne ikke leve uden hende. 

Riley flimrede væk fra mine øjne, men det føltes som om, at hun stadig var ved mig hele tiden. Indtil alt blev sort

 

 

I avisen d. 28. december 2015:

Harry Styles gik bort mens, han kæmpede for USA under sin værnepligt. Han kæmpede for en lille pige, og satte sit eget liv på spil for hendes. Hans minde ceremoni vil blive holdt den 8. januar sammen med hans kæreste, der gik bort af hjertesvigt, Riley Brown. Det er et ønske fra begge familier. Vi ærer to mennesker den dag - mennesker der fandt kærligheden og gik bort sammen, men de vil have hinanden,

for evigt og altid.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...