Indelible Memories | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2016
  • Opdateret: 15 jun. 2016
  • Status: Færdig
Når skæbnen rammer én hårdt og brutalt, tester en fra vid og sans, så ville de fleste muligvis have givet op for længst. Men den nittenårige Riley Raymond hænger fast, og hendes hjerte banker videre på grund af en bestemt fyr: Harry Styles. Et forhold med 5 måneder på bagen, bliver slæbt igennem mange prøver, der nemt kunne skille de to ad. Og da Rileys sygdom for alvor sætter ind, begynder puslebrikkerne stille at falde fra hinanden.| Mit bidrag til konkurrencen: "Mig før dig". Harry er ikke kendt.

14Likes
15Kommentarer
1242Visninger
AA

3. "Fade Into You"

Harrys synsvinkel                                                                                                                                               21. november 2015

Jeg klemte Rileys hånd måske en anelse for hårdt, men jeg havde ikke lyst til at give slip på noget punkt. Lægen kom trædende ind i rummet, og jeg rejste mig hurtigt op fra stolen, der stod placeret ved siden af Rileys seng.

”Riley har fra en ung alder haft nogle problemer med hjertet, det ved jeg ikke, om du kender til?” forklarede lægen samtidig med et spørgsmål, som jeg skuffende nok måtte ryste på hovedet til. ”Hjerteinsufficiens hedder det, oversat hjertesvigt. Hendes venstre side af hjertet svigter til tider. Hun er okay, men hun bliver nødt til at være under opsyn et par dage,” fortalte lægen med et lille smil på læben. Jeg opfattede næsten kun, at hun var okay. Det var det, der betød mest for mig, og lettede et pres fra mine skuldre.

Lægen forsvandt hurtigt ud af døren igen, og jeg var igen efterladt med Riley og mine tanker, der langsomt drev mig til vanvid. Alle minderne med hende røg op i mit hoved, og blev afspillet et efter et, men mit yndlings minde fik mig til at smile.

 

                                                                                                                                                                                  11. august 2015

”Harry, jeg kan ikke det her!” Riley skreg lavt, da hun ramte isen på rumpen igen. Jeg kunne ikke lade være med at grine, for hun var Bambi på glat is. Selve idéen om at stå på is, havde fået hende til at ryste utallige gange på hovedet, før jeg havde fået hende overtalt. Langsomt skøjtede jeg hen til hende, og fik hende op på to ben igen - der med det samme rystede igen.

”Tag min hånd, Riley. Stille og roligt, okay?” Jeg prøvede at berolige hende, men hun fandt det enormt pinligt, at hun var 20 år, og ikke kunne skøjte. Og i en offentlig skøjtehal gjorde det ikke tingene meget bedre. Vi skøjtede meget langsomt side om side, men det gik faktisk nogenlunde for hende efter et par minutter.

Hun slap langsomt min hånd, og prøvede at skøjte selv. Hun stod et par sekunder, og begyndte efterfølgende at gå i panik. ”Du har ikke lært mig hvordan man drejer! Omg, Harry! Jeg ryger ind i væggen, jeg ryger ind i væggen!” råbte hun, og i frygt for at ramme ind i væggen, satte hun sig ned på røven igen. ”Du har så meget fået mig til at skøjte for at gøre mig til grin. Not cool, not cool.”

Grinet der placerede sig på mine læber, var muligvis et af de mest oprigtige grin i flere måneder. Selvom jeg først havde et par måneder siden, havde hun allerede fået en stor indflydelse på mig. Hun så anderledes på livet, holdt fast i de små men gode ting i livet - ikke en evne som mange besidder. Men hun gjorde.

Jeg rakte min hånd ned til hende atter igen, hvilket måske var 7 gang i løbet af denne time. Hun greb fast om min hånd, og jeg hev hende op på to ben igen. Hun røg ind i favnen på mig, og da jeg stod her med armene omkring hende, og kiggede ind i hendes blå øjne, virkede det som jordens bedste tidspunkt til at placere mine læber mod hendes.

Vores første kys nogensinde blev til i skøjtehal i en lille by lidt ude fra Las Vegas. Og heldigvis gengældte hun mit kys, så jeg ikke stod, og havde kvajet mig fuldkommen. Og måske havde vores første kys noget med at gøre, at dette forblev mit yndlings minde.

 

                                                                                                                                                                            21. november 2015

Jeg sad stadig med Rachels hånd knuget om min egen. Ventede på, at hun skulle åbne øjnene og møde min øjne. Det ville give mig glæde bare af at se, at hun var okay - mere behøvede jeg ikke. Jeg behøvede blot en reaktion fra hende, og så ville alt så langsomt falde på plads.

Men da jeg kiggede over på hjertemåleren, der sagde et lille bip hver gang hendes hjerte slog, begyndte den langsomt at falde. Hendes puls blev lavere og lavere.

Panikken steg mig til hovedet, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg ringede ivrigt på klokken, så lægerne kunne opfatte, at der var noget, der var galt. Men da der ikke kom nogle i løbet af få sekunder, åbnede jeg døren til værelset, og gik ud på den lange hospital gang. ”Hjælp! Hjælp!” jeg råbte af alt, hvad jeg kunne. Frustreret kørte jeg en hånd igennem håret, og da en flok læger kom løbende mod rummet og ind mod Rileys værelse, begyndte mit hoved at dunke.

”Hendes hjerte svigter igen. Vi bliver nødt til at operere straks!” overhørte jeg en af lægerne siger. ”Vi mister hende, skynd jer,” sagde en anden læge. Ordene gjorde mig ikke trykke, og jeg kunne mærke tårerne presse på. Riley blev kørt ud af værelset, og ned langs gangen og til sidst helt ude af syne.

Før Riley havde jeg tvunget mig selv til at grine, smilet falsk. Jeg havde været det samme gamle sted. Væggene omkring mig havde været uærlig, tværet i gråt og sort. Men det skyllede langsomt væk, da jeg mødte hende.

Langsomt trillede hun ud af mit liv, præcis som hun havde trillet ind i mit. Jeg ramte hospitalets kolde væg, og noget sagde mig, at væggene ikke havde noget problem med at tilføje et ekstra navn på den uendelige liste af tabte sjæle.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...