Coming Home - One Direction/ The Vamps fanfiction

Der er nu to og et halvt år siden at Bella forlod Connor og året er 2016. Bella bor nu i Canada, i sit forsøg på at gemme sig fra pressen og Connor. Hun er dog ikke alene. Sammen med hende bor hendes 2 børn og hendes veninde Faith. Men hvad sker der så en helt normal dag, når Connor og hans band skal holde koncert i hendes by? Kan de genkende hinanden? Finder Connor ud af Bellas store hemmelighed? En ting er sikkert, meget er sket på de år efter Bella forlod Connor. Drama, misforståelser og gammel kærlighed vil blusse op. Læs gerne med! Dette er 2'eren til Cheater:)

19Likes
14Kommentarer
24414Visninger
AA

4. Kapitel 3

Jeg vågnede da en lille krop møvede tættere på mig. Forvirret slog jeg øjnene og opdagede til min overraskelse at både Maddie og Luke lå i min seng sammen med mig. Det var sikkert Faith der havde hentet dem, og lige nu var hun sikkert på arbejde. Jeg prøvede at lirke min arm fri, som Luke lå på uden at vække nogen af dem. De er sødest når de sover. Jeg greb forsigtigt ud efter min mobil for at se hvad klokken var, 9:47. Underligt at de små, så ikke løber rundt i huset og laver ballade. Jeg prøvede at kravle ud af sengen uden at ramme nogen af dem. Det gik dog ikke så godt, fordi jeg snittede Madison og  derefter åbnede hun sine store blågrønne øjne.

“Det okay, bare læg dig til at sove igen” smilede jeg kærligt, men hun rystede blot på sit lille hoved, så hendes lysebrune hår fløj rundt om hendes hoved. Jeg misunder hende meget på det punkt, hun har en masse smukt brunt hår, hvor jeg i hendes alder lignede et skaldet æg. Jeg tog hende op, og gik imod køkkenet. “Nu skal du være lidt stille, så du ikke vækker Luke, ikke skat?” sagde jeg kærligt, imens jeg satte hende i hendes højstol ved bordet. “Mhmm” mumlede hun, og sad bare der og stirrede på mig. “Er du sulten?” spurgte jeg.

“Ja” svarede hun kort. Jeg gik hen og maste en banan i en skål, og tog en ske med. Bagefter satte jeg mig på en stol ved siden af Maddie, og gav hende hendes mad. Jeg kan virkelig mærke, at hende og Luke er kommet i den alder, hvor de bare vil gøre alt selv, også bliver de så let fornærmede, fordi de for det meste ikke kan finde ud af at gøre det selv.

Jeg tog min mobil op, og så at James havde haft ringet til mig et par gange.

Jeg strøg kort Maddie på kinden, og ringede derefter James op.

“Hey!” hørte jeg James sige.

“Hej, hvad så?” spurgte jeg, imens jeg sad og stirrede på Maddie. Det gør jeg egentlig ret tit, altså det med bare at sidde og stirre på mine børn. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, det er vel bare en normal forældre ting?

Jeg har også ændret mig lidt, siden jeg fik Madison og Luke. Fx at jeg hellere vil sidde hjemme med dem og hygge mig, end at fx tage til en fest. Jeg havde enlig også været tæt på at tabe både Luke og Maddie, fordi jeg havde festet så meget under starten af mit graviditet. Jeg havde været så knust over det med Con, at jeg havde drukket alle mine hjerneceller op og det var først da lægen sagde at jeg kunne miste mine børn, at jeg tog mig sammen.

“Det er fordi at vi holder en koncert i Niagara Falls i morgen, også tænkte jeg på om vi ikke kunne mødes?” sagde James. Jeg fik nærmest et chok da han snakkede igen, jeg skal seriøst stoppe med at sidde så meget i mine egne tanker.

“Er du sikker på, at det er en god idé?” spurgte jeg lidt usikkert, da jeg vidste at Connor ville være med til koncerten, og dermed også komme med til Niagara Falls.

“Hør, Connor kommer ikke til at se eller høre noget om dig, og slet ikke noget om Madison eller Luke, det har jeg jo lovet.” svarede James, og jeg begyndte at høre noget larm i baggrunden, jeg mener blandt andet at jeg kunne høre Bradley.

Jeg begyndte at panikke lidt, da jeg var bange for at Connor også var i rummet, og kunne høre noget af vores samtale. Jeg skulle lige til at svare James, da Luke begyndte at græde indefra mit soveværelse af. “2 sekunder James” sagde jeg, imens jeg skyndte mig ind til Luke. “Det fint, bare send mig en besked senere okay?”

“Det skal jeg nok, ses James” sagde jeg meget hurtigt, da Luke græd.

Da jeg hørte at han lagde på, satte jeg mig ind ved siden af Luke og satte ham hurtigt på mit skød.

Jeg tørrede tårerne væk fra hans kinder, og gav ham en krammer. Gud hvor det skærer mig i hjertet hver gang Luke eller Maddie er kede af det.

“Hvad sker der skat?” Spurgte jeg bekymret og strøg ham beroligende over håret.

Han sad og snøftede lidt, inden han forklarede. “Hvorfor bliver William altid hentet af hans far hos Lene? Har jeg ikke nogen far?” snøftede han, og kiggede op på mig. William er forresten hans gode ven i dagplejen, og Lene er hende som passer ham og Maddie.

Jeg strøg ham over håret, og gav ham et kys på kinden.

“Hvad med at jeg laver nogle pandekager?” spurgte jeg lokkende, mest af alt bare for at få ham til at glemme alt om fædre. Han kiggede op på mig, med julelys i sine øjne og sprang ned fra mig. “Maddie mor bager pandekager!” Råbte han så højt han kunne, så jeg begyndte at grine. Han havde stadig ikke fået helt fat i hvordan man siger Maddie korrekt, men det var nu pisse sødt.

Da jeg rejste mig, var Luke allerede i fuld løb ud mod køkkenet, han faldt dog nogle gange, men han var sikkert ligeglad, fordi han skulle have pandekager.

“Pas nu på skat” halv råbte jeg til ham, og skyndte mig ud til ham og Maddie.

 

***

 

“Så er der pandekager!” råbte jeg til Luke og Maddie, som sad inde i stuen og prøvede og løse et puslespil. Jeg mener nok de har prøvet på at løse det i nogle dage nu. De prøvede at hjælpe med at lave pandekagerne i starten, men så ville de hele tiden lige ‘prøvesmage’ dejen, så jeg sendte dem ind for at lege. Hvis ikke jeg havde gjort det var der nok ikke mere dej tilbage til sidst. De kom løbende ud i køkkenet, hvor jeg hjalp dem op i deres højstole og gav dem en pandekage hver.

Jeg tog min mobil frem, og sendte en besked til James.

Mig:

Jeg vil gerne mødes, men så skal det også være et sted hvor Connor ikke kan spotte os. :)

 

James:

Selvfølgelig søde, kan du ikke tage Luke og Madison med? Jeg vil så gerne møde dem! :D

 

Burde jeg lade James møde dem? Connor kunne jo være der, eller lige pludselig dukke op! Ej, det ville James aldrig tillade. Jeg må virkelig stoppe med at være så paranoid, jeg skal ikke gå og træffe mine valg ud fra om Connor er der eller ej, det er mit liv. Desuden så skulle Luke og Madison, møde deres onkel. James var blevet lidt som en bror for mig, gennem de sidste 2 år.

 

Mig:

Jo, kan vi ikke mødes ved springvandet ved torvet klokken 17:00 eller der omkring? Hvis du ved hvor det er?

 

James:

Jo, vi ses der. Glæder mig! x

 

Mig:

Ses! (:

 

​***

Okay, så i denne uge kommer der et kapitel hver dag bortset fra søndag :) Mia og jeg tager til Tyskland med vores klasse i næste uge og chancen for, at vi kommer til at kunne udgive kapitler er meget lille.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...