Coming Home - One Direction/ The Vamps fanfiction

Der er nu to og et halvt år siden at Bella forlod Connor og året er 2016. Bella bor nu i Canada, i sit forsøg på at gemme sig fra pressen og Connor. Hun er dog ikke alene. Sammen med hende bor hendes 2 børn og hendes veninde Faith. Men hvad sker der så en helt normal dag, når Connor og hans band skal holde koncert i hendes by? Kan de genkende hinanden? Finder Connor ud af Bellas store hemmelighed? En ting er sikkert, meget er sket på de år efter Bella forlod Connor. Drama, misforståelser og gammel kærlighed vil blusse op. Læs gerne med! Dette er 2'eren til Cheater:)

19Likes
14Kommentarer
24313Visninger
AA

18. Kapitel 17

“Bella!” Hørte jeg en stemme råbe ude fra gangen. Connor. Jeg gabte og sukkede irriteret. Kunne han forhelvede ikke fatte jeg ikke gad ham lige nu? Sukkende sparkede jeg dynen af mig og fik sat mig op i sengen.

“Bella!” Råbte Connor igen ude fra gangen. Han en endte med at vække hele huset altså! Jeg magtede ikke til at tage  tøj på, så jeg gik bare træt ud i gangen iført undertøj. Jeg havde alligevel tit rendt rundt sådan, da jeg boede her.

“Connor hold dog kæft, du vækker alle sammen,” hvæsede jeg og Connor kiggede irriteret på mig.

“Det sgu da ikke min skyld, at du bliver sur over ingenting vel!” Halvråbte han og jeg tyssede på ham.

“Sur over ingenting?? Du fortalte lige hele verden, at vi har børn uden vi har snakket om det! Plus du har basically lige bekræftet vores forhold.” Jeg måtte bide mig selv hårdt i kinden for ikke, at råbe.

“Og hvad så? Jeg elsker dig  og jeg elsker Luke og Maddie, havde du regnet med at vi skulle holde det hemmeligt for evigt?” Vrissede han. Jeg sukkede og gned mig i øjnene.

“Nej det havde jeg ikke… Jeg havde bare håbet på lidt tid til at finde ud af, om det her vil fungere,” sagde jeg stille.

“Hvad mener du med: om det vil fungere? Tror du ikke vi bliver sammen eller hvad?” Spurgte han såret, men før jeg nåede at svare var han på vej ud af døren.

“Det var ikke det jeg mente Connor!” Råbte jeg opgivende efter ham, men han gik bare. Hvorfor skulle jeg altid fucke det hele op?

Jeg fór sammen, da en hånd lagde sig på min skulder. Det var Harry. Jeg vendte mig om, men hans omfavnede mig og mærkede hvordan tårerne var så stille begyndt, at trille ned af mine kinder.

“Shh Bella.. Det skal nok gå,” hviskede han og strøg mig over håret.

“Hvorfor fanden sagde jeg også lige det? Kæft det var dumt,” hulkede jeg mod hans brystkasse.

“Moar græder du?” Lød det fra Luke, som  åbenbart stod i døråbningen ud  til gangen. Jeg trak mig fra Harry og tørrede hurtigt øjnene.

“Nej skat, kom så laver vi noget morgenmad.” Jeg satte det største smil jeg kunne præstere, på mine læber og tog Luke i hånden.

 

                    ***

 

Connors synsvinkel

 

Hun kunne lige så godt have tæsket mig med et baseball bat.Jeg havde bare håbet på lidt tid til at finde ud af, om det her vil fungere.” Hendes ord blev ved med at køre i mit hovede. Jeg troede virkelig hun var lige så sikker på os, som jeg var. Frustresteret kørte jeg tilbage til min og drengenes lejlighed. Drengene kiggede bekymret på mig da de så mine røde og hævede øjne, men spurgte heldigvis ikke ind til det.

“Jeg smutter i seng,” mumlede jeg og var på vej ind på mit værelse, da Tristans stemme stoppede mig.

“Men Con, klokken er 5 om morgenen og vi skal optræde til MTV Live Lockdown til middag.” Jeg vendte mig stift om og smed mig i sofaen, uden at værdige dem et blik.

“Grib,” sagde James og kastede et æble til mig, som jeg hurtigt greb. Jeg mærkede deres brændende blikke på mig, mens jeg spiste mit æble. Jeg spiste det kun for ikke at gøre dem bekymret, efter Bella havde forladt mig havde jeg ikke spist ordentligt. Jeg skulle egentlig også få taget mig sammen til at træne igen, da jeg havde mistet ret meget muskelmasse pga det. Hvad mon Bella lavede nu? Og hvad med Luke og Madison? Hvis Bella gik fra mig igen, hvordan ville det så påvirke dem? Nej, selvfølgelig gik mig og Bella ikke fra hinanden. Selv mine tanker lød langt fra overbevisende. Bella tvivlede på vores forhold. For at være helt ærlig, vidste jeg virkelig ikke hvorfor hun blev så sur. Det var jo forhelvede ikke med vilje, at jeg havde afsløret Luke og Maddie. Jeg smed frustreret æbleskroget fra mig på  og betragtede drengene, som stadig kiggede bekymret på mig. Jeg holdte blikket fast på fjernsynet som var tændt på MTV.  Der kørte Teen Mom, ironisk alligevel.

 

“Far!” Lød det fra en pigestemme ude fra gangen, Madison. Jeg kunne mærke hvordan jeg blev helt rolig ved lyden af min datters stemme og jeg kunne selv mærke hvordan jeg lyste op i et stort smil.

“Hej skattepige,” udbrød jeg, da hun kom til syne i stuen. Bag hende dukkede Luke frem sammen med… Bella.

“Connor kan vi lige snakke?” Spurgte  hun roligt og jeg var nok den eneste der lagde mærke til den lille snert af nervøsitet i hendes bløde stemme. Jeg nikkede koldt og sendte Madison og Luke et smil, før jeg fulgte efter Bella ud i køkkenet. Hun lagde armene over kors og lænede sig op af køkkenbordet. Vi stod bare og stirrede på hinanden i hvad føltes som evigheder. Bella rømmede sig og gned sine håndflader sammen. Noget hun kun gjorde, når hun var på kanten til at bryde sammen. Hendes bløde chokolade brune øjne som plejede at lyse kærligt, virkede nu kun så triste. Jeg greb instinktivt ud efter hendes håndled, hvorefter jeg trak hende ind i et kram.

“Jeg mente det ikke Connor,” hviskede hun mod min skulder og lagde armene om mig. Jeg kunne mærke at min t-shirt blev våd, sig mig græd hun?

“Det okay,” mumlede jeg med hovedet begravet i hendes bløde hår, mens jeg strøg hende over ryggen.

“Jeg ved vi nok skal få det hele til at fungere, afslørelsen var bare meget uventet,” snøftede hun og trak sig fra mig.

“Jeg ved det godt, undskyld,” mumlede jeg og greb igen fat i hendes hånd, hvor jeg lod min tommelfinger stryge over hendes håndryg.

“Du skal ikke undskylde, det var jo ikke med vilje..” mumlede hun og tog en dyb indånding. Hun lyste op i et stort og falsk smil, tørrede øjnene og gik så derefter ind i stuen. Hun gik virkelig meget op i at Luke og Maddie ikke måtte se hende græde. Hun var beundringsværdigt stærk. Jeg åndede bare lettet op.

Bella gik ikke fra mig.

***

Det ville gøre os vildt glade, hvis i gad like og smide en kommentar :)

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...