Consequences of a love addict ♡ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2016
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Jeg er forelsket i hans øjne, især i sollys. I hans stemme, især hans morgenstemme. I hans grin, især når han er lettere fuld. I hans hår, især når han lige har været i bad. I hans smilehuller, især når jeg er grunden til at de viser sig. Jeg er forelsket i ham, og ingen anden end Harry Styles.

14Likes
5Kommentarer
3506Visninger
AA

5. ♡ Two

22.11.13

 

Lige så pludseligt som min alarm, på min hvide, beskidte iPhone der lå på mit natbord, ringede, lige så pludseligt sad jeg op i sengen, og havde slukket den. Et enkelt swipe til højre, så ikke at jeg var specielt vågen, ihvertfald ikke på en normal dag. Endnu en ny dag, og endnu en morgen der bare skulle overstås, så jeg kunne komme hen til Jules og Jason på kaffeshoppen. Endnu en dag hvor jeg skal gøre mad klar til mor, og sørge for at hun tager hendes medicin, og endnu en dag hvor jeg skal høre på min lillebror, brokke sig over vores far, som ikke tjekker op på mig. Ikke engang en eneste sms, omkring hvordan det går. Om jeg har det godt, eller hvordan det går med mor. Heller ikke om jeg har en kæreste, eller om jeg har fået nogle nye venner. Intet overhovedet.

Dog på trods af alt dette, er dette en god dag. Jeg har tænkt mig at spørger Jules og Jason om vi har set Hr. Mystik før, og hvis de har - hvem han er. Uanset hvad han har gjort, så har han ihvertfald sørget for at jeg er godt og grundigt nysgerrig, omkring hvem han er, og hvorfor han var som han var. Jeg har et ønske om at finde ud af hvorfor og hvordan jeg både kunne få myrekryb, gåsehud og føle at min hals lukkede sig sammen i ubehag - men også sommerfugle, og et smil jeg ikke kunne få væk fra mine læber igen, før han var ude af døren. Jeg vil vide hvorfor han gav mig den følelse af at jeg var nødt til at se ham igen, og hvorfor jeg følte han var så spændende, og så vil jeg ikke kalde ham Mr. Mystik. Jeg vil ind under det mystiske, og jeg kender ikke engang hans navn. Jeg vil kende ham.

Dette er præcis også grunden til at det i dag ikke engang tog mig de fire minutter, som Turning Tables varede, at gå til kaffeshoppen. Endnu en gang var det Jason der lavede en fin lille sløjfe ved min talje, med de lyserøde snore, der så fint hang fast på mit utroligt, fimsede, tøsede forklæde. I dag band jeg dog også hans, endnu mere fimsede, lyseblå forklæde, da jeg var kommet tidligere end normalt, så han ikke selv havde nået at få sit på, inden jeg også dukkede op. Det er som regel Jason der er den første til at komme, og så tørrer han lige bordene af hurtigt, tørrer disken af, og starter kaffemaskinen op. Så er alt ligesom klar til når Jules og jeg kommer, og fem minutter efter det åbner kaffeshoppen også. I dag er Jules dog forsinket - i og med at det plejer at være mig der kommer sidst, og at vi skal åbne om tre minutter. 

Dog lige så snart at døren åbnede, og den efterhånden, utroligt velkendte lyd fra klokken over døren, ringede, så vidste jeg godt at det ikke var en kunde. Det var Jules, og hun så ikke for godt ud. Hun var bleg, hendes øjne løb i vand, hendes hænder var både beskidte og blodige, og der var gået hul flere steder i hendes hvide strømpebukser, som hun havde inden under hendes lyserøde kjole. Både Jason og jeg farede hen til hende, hvor Jasons første reaktion var at låse døren til kaffeshoppen, hvorimod jeg lagde en hånd på Jules' lettere svedige ryg, og førte hende hen til en stol, så vi alle kunne slappe af, og finde ud af hvad det var der var sket. 

Jules var først ikke meget for at snakke. Hun nævnte ikke på noget tidspunkt nogen navne, kun ham, hende, og jeg. Så vidt vi ved kan der har været flere mennesker end de tre, da hun kan omtale flere som ham, eller flere som hende. Hun vil heller ikke helt sige hvad der var sket. Noget med nogle smadrede flasker, og en smadret bil. Noget med en smadret iPhone, som var noget af det hun havde skåret sig på, ihvertfald ved hænderne. Nogen med nogle smadrede sko, hvilket også forklarede hvorfor Jules ikke havde sine på. Jules beskidte strømpebukser blev også hurtigt hevet af, dog helt uden andre intentioner, end at Jason ville se om det kun var strømpebukserne der var gået i stykker, eller om Jules også var. Hvorimod jeg stadig sad, forgæves, på at få Jules til at fortælle mig præcist hvad der var sket, og hvem der havde været der. 

Som kunderne langsomt begyndte at forme en kø ude foran kaffeshoppen, og nogle få også valgte at kigge ind af vores vinduer, som selvfølgelig ikke kom med gardiner, bad jeg Jason om at tage Jules med ud i baglokalet og snakke med hende, rense hendes sår, og ikke mindst kontakte politiet så vi kunne få den rigtige historie. Uanset hvad der skete med hende derude, så er der andre der nok også er kommet til skade, nogen måske endda værre end hende. Bare for at være på den sikre side skulle han også få hende til lægen, og med de ord til ham, som blev råbt skarpt og højt igennem kaffeshoppen, låste jeg døren op, lukkede kunderne ind, og skrev og spurgte Tom om han ville komme og hjælpe. Tom har aldrig arbejdet på noget der minder den mindste smule om kaffeshoppen. Men han skal kun give folk hvad de har bedt om, og måske snakke med de kunder der kommer til at vente i køen. Han skrev t han nok skulle komme, hvilket han også gjorde, to kopper kaffe, og fem minutter senere.

Kunderne spurgte ind til hvorfor vi havde haft lukket, og hvad der var sket med Jules. Der var dog ingen der havde set noget mistænksomt på vejen herhen, men de havde alle lovet at hvis de så noget, så skulle de fortælle det til politiet. Politiet havde sagt det var fornuftigt af os at få dem med i sagen, da der sagtens kunne have været knive, eller andre skarpe objekter med, i hvad Jules nu end havde set, og tydeligvis rodet sig ud i. De havde også sagt at det kunne have været et direkte angreb mod hende, at det var meningen at hun skulle komme til skade, og at hvis dette var sagen, så var det heldigt skaderne ikke var større, og endnu bedre at hun er i live. De sidste ord havde givet mig kuldegysninger, og alle de korte, lyse hår på mine arme havde rejst sig. 

Lige indtil dette øjeblik hvor jeg stå bag kassen, med Tom der var foran den, og rengjorde den - hvilket jeg selvfølgelig havde fået ham til, fordi at han var og er elendig til alt andet, især at være høflig overfor kunderne, som ikke kan beslutte sig for hvad de vil have - så han stod lige så fint og pudsede alt hvad jeg bad ham pudse. Men lige i dette øjeblik er det at jeg for første gang i dag, siden Jules mødte op, at jeg håber på at Hr. Mystik træder ind ad døren, og at den skide klokke bare ville ringe, og indikere at han var her, og ville være bare en anelse mindre mystisk. Dette skete dog ikke. Døren gik op, og den fandens klokke ringede, højt og skingert, men istedet for en høj mand, med solbriller og krøller der former sig fint omkring hans ansigt, var det Jason der trådte ind, med et lille smil på læben, og et vink til Tom, som bare nikkede. 

Skuffelsen har aldrig været større. Min nysgerrighed har heller aldrig været værre, og på trods af at jeg burde være bekymret for Jules, så er det eneste i mit hoved lige nu, hvem han er, hvor han er fra, og hvorfor han giver mig den følelse, der flyder rundt i min krop, fra top til tå. Det minder på ingen måde om noget jeg har prøvet før, men nej, hvor jeg ønsker at opleve det. At prøve det, og at finde ud af hvad det er. Dog vil jeg også gerne vide hvilken del af mig der vil finde ud af det. En lille del af mig som træder igennem i dette øjeblik, en lille del af mig der vil opleve ham. Resten af mig skriger nej, så højt som den overhovedet kan. Min hjerne skriger nej, jeg er næsten overbevist om at mit hjerte også skriger nej. Det er så lille en del af mig der er nysgerrig, og som siger "Go for it," og jeg ville ønske så hårdt, at det ikke var den del der trådte igennem. Især eftersom at han ikke kommer til at træde ind af den dør i dag. 

Tom som nu var færdig med at pudse alt der kunne pudses, satte sig ud i baglokalet, hvor der tidligere havde siddet en skræmt, og blodig Jules. Så teknisk set satte han sig nu i sin eks kærestes blod, og varme sæde. Sikke en dejlig fakta at have. Mig selv derimod, jeg satte mig ned på stolen der stod lige ved siden af kassen, da der lige der ikke var nogen kunder at betjene. Bordene var ryddet og tørret af, og alt i kaffeshoppen så pænt ud. Bortset fra baglokalet som var fyldt med min lillebrors, ekskærestes blod. Jason satte sig ned på stolen ved siden af mig, og lagde en hånd på mit bare lår, på trods af at vejret burde blive koldere. Jeg elsker shorts. De får mine ben til at se længere, tyndere, og pænere ud, og så passer de til alt. Det ser også bedre ud under forklædet, end et par sorte skinny jeans gør. Tro mig, jeg har prøvet det. Det har Jason ikke. Jasons hånd nåede sådan cirka halvvejs rundt om mit lår. Til dels fordi at mine lår er relativt tynde, men så har han også en større hånd end gennemsnittet, vil jeg ihvertfald sige. Han hånd var varm, men ikke på en klam, svedig måde. En behagelig varm, som gjorde mig mere rolig end det burde. 

Jason og jeg har været tætte siden jeg startede i kaffeshoppen. Inden da gik vi bare i skole sammen. Han var bare fodboldnørden, og jeg var bare en eller anden cheerleader. Vi snakkede aldrig, på trods af at vi altid sad ved det samme bord i kantinen. Men der sad alle de andre fodbolddrenge, og alle de andre cheerleader piger også, så intet stort i det. Men efter jeg startede i kaffeshoppen har vi snakket meget. Det er ham jeg skriver til hvis jeg ikke kan sove, eller hvis jeg vågnet midt om natten. Mest fordi at jeg ved at han vil være vågen, men han er også god at skrive med. Han kan altid få mig i bedre humør, hvilket nok også er derfor hans varme hånd er placeret på mit lår lige nu. Det er ikke fordi at jeg virker ked af det. Jeg tror bare at jeg er utroligt skuffet over at den mystiske, utroligt spændende dreng ikke var forbi i dag. Jeg havde håbet på for meget, og det slår virkelig ned, når det ikke sker. Måske kommer han i morgen? 

Uanset hvad, så er klokken efterhånden mange, og vi er klar til at lukke og slukke. Jason skal med os hjem og spise, hvor vi bagefter vil tage på hospitalet hvor Jules lige nu ligger til overvågning, da nogle af hendes skrammer var dybere end først set. Udover det vil de også sørge for at hun ikke vil gøre skade på sig selv, hvis hun nu har oplevet noget traumatisk. Politiet har så vidt vi ved, ikke fundet ud af noget endnu. Ihvertfald ikke noget der er kommet ud af Jules mund. Hun snakker stadig i tåger, og bruger stadig kun tredje person. Jeg tror ikke helt hun er klar over, lige netop hvad det er der er sket med hende. Hun snakker i vildelse, og hun ved ikke helt hvad der skete. Det er små ting hun kan huske. Netop som at hun smadrede sin mobil, men det kan man også se, ligeså snart man kigger på hendes mobil. Der behøves man ikke engang at være der. 

Jason løftede let sin hånd fra mit lår, for at give det et lille klap, som tegn på at vi godt kunne lukke nu. Jeg smilte til ham, pakkede mine ting sammen, som egentlig kun var min mobil, høretelefoner og så min vanddunk, på trods af at vi må tage så mange glas vand i kaffeshoppen som vi vil. Vand er nemlig fratrukket fra vores løn, eller noget i den stil. Jeg ved det faktisk ikke helt. Men er det ikke også lige meget? Uanset hvad, så går vi alle tre, Tom, Jason og jeg, lige nu på vej hjem mod mor, som garanteret ligger på sofaen og sover. Men vi bestiller også bare pizza, så det er fint. Vi skal heller ikke være der længe. Besøgstiden på hospitalet slutter ved klokken enogtyve, så vi skal faktisk skynde os rimelig meget. Vi skal være hurtige til at spise, da pizza normalt er tredive minutter om at komme herhen, ikke at vi bestiller pizza så tit, men de andre gange Jason har været her og spist pizza, hvor vi i alt skal have tre pizzaer, så tager de tredive minutter, for pizzamanden at finde vores hyggelige, lille hus, i dette hyggelige, lille samfund.

 


 

Endnu et kapitel, som jeg håber i kan lide. Vi kommer lidt

tættere ind på vores hovedperson, og så er Jules ude i et

uheld! Hvad tror i der er sket? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...