Consequences of a love addict ♡ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2016
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Jeg er forelsket i hans øjne, især i sollys. I hans stemme, især hans morgenstemme. I hans grin, især når han er lettere fuld. I hans hår, især når han lige har været i bad. I hans smilehuller, især når jeg er grunden til at de viser sig. Jeg er forelsket i ham, og ingen anden end Harry Styles.

14Likes
5Kommentarer
3507Visninger
AA

6. ♡ Three

24.11.13

 

Kaffeshoppen har været tom idag. To kunder, og vi har haft åbent i seks timer. De to kunder vi så havde, var Tom - min kære, højt elskede, lillebror - som kun kom for at høre hvordan Jules havde det, da Jason og jeg var ude og besøge hende på hospitalet inden vi skulle åbne. Den anden kunde kom også kun for at høre til Jules. Lille by. De ved alle at det er Jason og jeg der har informationen, og at de vil få det mest præcise svar hvis de spørger os. Jules' forældre har ikke fortalt nogle noget som helst. De holder tæt med hvad de nu end ved, hvis de overhovedet ved mere end Jason jeg. 

Dagen i dag er af denne grund kedeligere end normalt, hvilket er grunden til at Jason og jeg spiller, leger, hvad man nu siger om dette, tyve spørgsmål. Ikke tyve spørgsmål til professoren nej, bare tyve spørgsmål. Vi har hver i alt tyve spørgsmål, som vi må stille til hinanden. Den anden skal så svare, kort, præcist og hundrede procent ærligt. Den sidste del er dog det sværeste. Jason ved præcis hvad for nogle spørgsmål der går mig på. Hvorfor er du stadig single? Hvorfor takker du nej til alle, der prøver at lære dig at kende? Hvorfor takkede du nej tak, til mig? Dette er præcis spørgsmålene jeg ikke ønsker at svare på. 

"Jeg ønskede ikke mere end et venskab," kom der flyvende ud af min mund. Hvilket jeg hurtigt fortrød, da dette ikke var sandheden. Jeg ønskede bare ikke at ødelægge forholdet, som jeg har gjort med alt andet. Vores venskab fungerede godt, og at ødelægge det? Nej tak, ikke med min gode vilje. Derfor takkede jeg nej, for præcis tre måneder siden. Jeg gav aldrig Jason en grund. Jason mundvige vendte pludselig ned af, men et forstående nik var alligevel at finde, da han langsomt bukkede hovedet ned, mens han kiggede ned i sin tomme kaffekop, med brune pletter i bunden. 

På trods af Jasons skuffede ansigtsudtryk, og hans lille rynke imellem øjenbrynene, som han har en vane med at få når han ikke er helt tilfreds, især hvis der har været en irriterende kunde. Dog også ved de yderst charmerende fyre som kommer ind, og beder om enten at blive betjent af Jules eller jeg. Hvorimod at Jules og jeg for det meste griner af situationer som dem, også i det modsatte tilfælde, så finder Jason det fornærmende. Han plejer gerne at sige at de objektivisere os, laver os til en præmie, eller en pige man bare skal have med i sengen, og så prale med det. Ikke at der er meget at prale med. Der er pænere og mere populære piger i byen, ikke mange, men vi er også i undertal. Det mandlige køn dominere, uden tvivl.  

Vi nåede ikke videre med spørgsmålene. Jeg ville ellers være den ondeste veninde, man overhovedet kan være, og spørge hvad han netop kunne lide ved mig. Hvorfor jeg var så spændende. Dog gik døren op, og vores klokke bimlede som en sindssyg. Mere end den plejer. Nogen må have åbnet døren utroligt kraftigt. Som var der brand, eller en orkan på vej. Dog var det bare en kunde. Med solbriller, hue, og.. Krøller. Krøller der hang svagt ned over ørene, og en kæbe så skarp, at man kunne skære sig på den. Eller, det kan man ikke. Men er det ikke det man siger, når en kæbe er så markeret som overhovedet muligt, uden at knoglen stikker ud gennem huden? Hr. Mystik er uden tvivl tilbage, hvilket også resulterede i at jeg hurtigt var oppe at stå, og smile, og se så venlig ud at han måske ville overveje at droppe mystikken, ved i det mindste hans udseende. Han drejede hovedet et par gange, som skulle han tjekke om vi var alene, inden han ville starte en hed kysse session. Dog smilte han svagt, og et lille smilehul kom frem i siden af hans kind. Han hev huen af, og en masse krøller kom frem på toppen af hans hoved. Rodede, så ud som om han ikke havde ordnet dem, som hattehår. Solbrillerne blev placeret i håret, og de grønneste, venligste, men dog så mystiske øjne dukkede frem, under nogle markerede øjenbryn. 

Så meget som hans ansigt fascinere mig, så underligt kigger både vores nu ikke så mystiske kunder, og Jason på mig. Jeg må ligne en der har set et spøgelse. Eller en der skulle til at savle ud over ham, eller endda tage en bid. Jeg droppede mine skøre øjne, dem som stirrede for dybt ind i hans, utroligt smukke øjne. Han tog to skridt tættere på skranken, hvilket blottede han lidt af hans ankler, da hans bukser sad tættere på hans hud end de burde. Fascinerende. Han kiggede på menukortet bag mig. Det store sorte menukort, som egentlig bare var en tavle, hvor vi havde skrevet med kridt, hvorefter Jules havde været kreativ, og dekoreret enhver ting man kunne købe, med en fin tegning, så vi ikke lignede nogle der kun kunne stave. Nej, vi skulle vise at vi var kreative. Det udviser åbenbart venlighed. Dog kunne vi lige så godt have bestilt tavlen sådan, så jeg tror ikke det virker efter intentionerne. 

"En kaffe med en smule fløde, og en af de chokoladeboller der," kom ordene hurtigt ud af hans mund, med en britisk accent, og en pegende finger på disken hvor der stod omtrent tolv chokoladeboller, som ingen andre have bedt om endnu. Kun Jason og jeg havde en købt en, som vi delte. Gad vide om han har røget en del? Hans stemme er hæs, og det er normalt fordi at folk ryger. Eller fordi at de drikker. Drikker han? Nej. Han ser sofistikeret ud. Diskret, og lidt agent agtig. Ja, som en James Bond agent, bare mindre glamourøs. Min hjerne går derudaf, og den vil ikke stoppe. Ikke mens jeg placere bollen midt på en tallerken, med en serviet under, eller mens jeg laver hans kaffe, og hælder en smule fløde i, helt uden at tænke på om han tager det med, eller bliver her. Mine kinder blussede op, lige netop som jeg ville spørge ham. Dog så jeg at han allerede havde placeret sig på den stol der stod tættest ved mig, hvor jeg hurtigt kunne placere kaffe, bolle, og sige velbekomme, som er en høflig ting at sige når man giver nogen, noget at spise.

Hans smilehul blottede sig endnu en gang, da han let pressede læberne sammen, inden han tog en tår af sin brand varme kaffe, heldigvis kølet lidt ned af fløden. For ikke at stå og stirre som en anden vindueskigger, gik jeg om i baglokalet, og snuppede noget mere fløde til at placere i vores lille køleskab, fyldt med mælk, fløde, smør og små chokoladebarer til de børn der kom her med deres forældre, som var for trætte til at overveje at lave aftensmad, eller til at køre til en anden by, hvor man kunne få andet end boller med smør, og æg med bacon. Jeg satte fløden ind, og kiggede på Jason som sad med et smørret smil, som hurtigt forsvant da jeg gav ham et dask på skulderen, for at være irriterende. Hans ansigtsudtryk skiftede til et lettere fornærmet et, selvfølgelig for sjov, da han tydeligvis overdrev det. 

Der var stille i kaffebaren. Der var ikke nogen der sagde et eneste ord. De eneste lyde kom fra radioen, som spillede en sang af Taylor Swift, og så de behagelige tygge lyde der kom fra vores kunde, Hr. Mystik. Dog kunne hans navn nemt skiftes til Hr. Mine-kæber-er-fucking-perfekte, lige med det vons. Dog ville det være bedre at lære hans navn at kende, så jeg ikke behøvedes at kalde ham latterlige navne, som folk let kunne regne ud var ham, hvis jeg nogensinde nævnte det for dem. Vores endnu ukendte kunde rejste sig op, med tallerken og kaffe i hånden, som han forsigtigt placerede på skranken, da han tog sin pung frem for at betale. 

"Det smagte dejligt," hans stemme tøvede, da han høfligt sagde dette. Hans ene øjenbryn var let løftet, og han smilte svagt med øjnene, hvilket med det samme fik mig lyst til at fortælle mit navn. Hvilket jeg gjorde.

"Louisa," svarede jeg hurtigt. Jeg bude dog have sagt Lou, da det er dette jeg gik under normalt. Jeg smilte venligt, og det gengældte han hurtigt, inden han foldede pungen ud, og tog nogle pund frem. Dog flere end hvad han skulle betale, men dog ikke så mange som tydeligvis var placeret i det bagerste rum, af hans sorte læder pung. Jeg fortalte ham kort, og ydmygt at det kun blev til fire pund, hvorefter han hurtigt lagde de resterende to pund ned i sin overhovedet ikke slidte pung, og afleverede pundene til mig. Jeg smilte venligt, og tog imod dem, for hurtigt at placere dem i kassen, som nu havde syv pund i sig, da vi altid skulle have byttepenge. 

"Måske ses vi?" Spørgsmålet kom pludseligt, og helt uventet. Jeg er næsten hundrede procent sikker på at mit hjerte sprang et slag over, og jeg er ihvertfald sikker på at alle omkring mig kan høre mit hjerteslag. Jeg ved at jeg kan. Min puls kører derudaf, og det eneste normale ved denne situation, er min vejrtrækning, som hans spørgsmål ikke påvirkede. Hans stemme var lav, venlig, og næsten ikke hæs, på trods af at alt andet han har sagt, har den hæse stemme fyldt rummet, som var det, det eneste nogen nogensinde skulle høre. Jeg sendte ham et lille smil, da der var placeret et lille et på hans ansigt, sammen med et svagt grin, højst sandsynligt over min reaktion. 

"Det gør vi måske," sagde jeg. Jeg sagde det på samme måde som han havde sagt det, da han fiskede efter mit navn. Jeg sagde det også svagt, og prøvede med vilje at gøre min stemme anderledes, da jeg ellers var sikker på at jeg ville lyde sindssyg, og som en der ville finde hans adresse ligeså snart jeg havde hans navn, bare for at kigge ind af hans vinduer, eller bryde ind og stjæle et par boxershorts. Dette var ikke tilfældet. 

"Harry," sagde han venligt, og igen med hans hæse stemme, som jeg fandt noget så charmerende. Helt alene det tog pusten fra mig. Mit hjerte slog hurtigere, dog sprang det ikke et slag over denne gang. Heldigvis. Dette påvirkede min vejrtrækning. Mine øjne fandt op til hans, utroligt smukke, smaragdgrønne øjne, som man kunne se helt fra den anden ende af rummet, helt uden at fokusere ekstra meget på at se farven. Der var ingen tvivl om hans øjenfarve, og bestemt ikke under denne intime øjenkontakt, som gav mig kuldegysninger op og ned af armene, og som gav mig en følelse af ubehag, blandet med så meget nydelse. Jeg kunne kigge i hans øjne hele dagen. Også hvis han ikke kiggede i mine. 

Dog brød han øjenkontakten hurtigere end hvad der føles som et sekund. Lige så hurtigt gik han også ud af kaffeshoppens døre, og efterlod mig med kuldegysninger, og myrekryb placeret over hele kroppen. Lyden af klokken over døren, klingede i hele rummet, og hvad jeg aller mest havde lyst til nu, var at gå hen og rive den ned, da den drev mig til vanvid. Lydene af en klar mandestemme, fyldte også radioens højtalere, og fortsatte ud i rummet, og gav mig en følelse af at alt var tomt nu. At jeg var tom nu. Jason kiggede underligt på mig. Jeg kunne mærke hans øjne i siden af mit ansigt, som om at han prøvede at fange mine øjne, og komme ind i min sjæl, for at se hvad jeg følte. For at finde ud af hvad han lige var vidne til. Han placerede blidt sin varme hånd, på min iskolde skulder, dog uden på mine ærmer. Før hen plejede han at ramme min bare skulder, men det var også i sommers. Det var sidste gang hans hånd lå på min skulder. I sommers, da Tom var kommet ind og havde råbt af mig, for åbenbart at ødelægge hans liv. Jeg var åbenbart skylden til at Jules og Tom havde slået op, da jeg havde glemt at skrive det i kalenderen at det var deres årsdag. Dog gik det mig ikke på. 

"Lou?" Spurgte Jason. Hand bløde, venlige stemme fyldte rummet, og den var det modsatte af Harrys. Harry. Ikke Hr. Mystik, eller Hr. Mine-kæber-er-fucking-perfekte. Jeg kiggede på ham, og gav ham et smil, for at signalere at jeg var okay. Jeg skulle bare ligne en der lige havde været i min egen verden et stykke tid, hvilket jeg også havde. Harry havde bare været med i den. Han var høj. Vi snakker et hoved højere end mig, hvis ikke mere. Jason er ikke engang et halvt hoved højere end mig, og han er på højde med Jules. Jules som stadig ligger på hospitalet, med forfærdelige minder fra hvad der end skete. Og så står jeg bare og småflirter med en kunde, lige efter Jason endnu en gang har prøvet at score mig. Det virker ikke fair. Hans øjne sad stadig dybt i siden af mit ansigt, da jeg igen havde vendt mit hoved væk fra ham. Denne gang gik jeg dog også hen og satte mig på en stol, og tog min mobil frem, for at spørge Jules hvordan det gik. Jeg fik også hurtigt et svar. Det gik fint, og de var faktisk igang med at udskrive hende. Hun ville komme på arbejde dagen efter, hvis hendes mor ville lade hende forlade huset. Den sidste kommentar gav mig et lille, svagt smil om læberne, inden jeg lagde min mobil væk igen, for igen at forsvinde hen i min egen verden. 

Dagen gik også hurtigt. Der kom kun en enkelt kunde mere i løbet af dagen, så vi endte med at have solgt to kopper kaffe, og en enkelt chokoladebolle, i løbet af en hel dag. Dette var nok den værste dag i kaffeshoppen. Heldigvis er vi på timeløn, og ikke på løn alt efter hvor meget vi sælger. Men nogle gange ville mulighed to være nemmest. Der er tit dage hvor vi næsten ikke sælger, og alligevel får vi en god løn. Det må da tage hårdt på kaffeshoppens økonomi? Tit havde vi måske en kunde, men det er som regel de dage hvor vi vælger at betale for vores kaffe, istedet for bare at snuppe den, når vores hænder bliver kolde, og vi har brug for varme gennem vores krop. Dage som i dag ville vi betale for vores kaffe, hvis ikke det var varmt udenfor. På trods af at vi er i England, så holder temperaturen godt. Vi har masser af regn, men på trods af at vi er i November, går vi stadig i shorts, og klipklapper. 

Vi besluttede os for at lukke, istedet for at holde længere åbent, som vi havde planlagt i går at vi ville. Men uden kunder er der ikke nogen mening i at vi skal have mere løn, og ødelægge kaffeshoppens økonomi, og ende med at miste vores arbejde. Jason havde spurgt om jeg ville med hen i parken, men jeg afviste ham venligt, da jeg ikke ville give ham falske forhåbninger, efter vores tyve spørgsmål leg tidligere, som blev til omkring syv spørgsmål, inden Harry trådte ind af døren. Vi havde ikke fortsat den, da stemningen mellem os var blevet trykket. Jeg smed min stofpose op på skulderen, hvori mine høretelefoner lå, en bog og et par lange bukser, i tilfælde af at det var begyndt at regne. Men solen stod stadig højt på himlen, og kun nogle få skyer var placeret hist og her. Vejret var skønt. Min mobil placerede jeg i lommen, på mine slidte shorts, og så smuttede jeg ellers hurtigt ud af døren, og efterlod Jason alene i kaffeshoppen, med ansvaret til at skulle låse, og sørge for at der ikke var nogle der ville bryde ind. 

Det blæste let, og vinden rev lidt i mit hår, som blev ved med at sætte sig fast i min mascara, og i min læbepomade som jeg havde taget på en halv time inden jeg gik. Mine skridt var kortere end normalt, og jeg gik ikke lige så hurtigt, da jeg ikke havde musik i ørene, til at følge rytmen til. Jeg gik i et normalt tempo, mærkede vinden i håret, håret på læberne, og mine fødder ramme jorden, som var dækket af fliser, som stort set alle var knækket et eller andet sted. Jeg mærkede hvordan ærmerne på min t-shirt let hoppede op og ned af min skulder, og jeg mærkede hvordan mine lår kun lige ramte hinanden når jeg førte det ene ben foran det andet, og igen lod min sko ramme de hårde fliser. Mit hår kastede sig let ned på min skulder, og min ene hånd var placeret i lommen på mine shorts, og den anden førte jeg igen og igen op til mit ansigt, for at fjerne håret, da jeg ikke havde en elastik på mig. På trods af at jeg stort set altid havde en om mit håndled, så havde jeg ingen på mig dagen hvor jeg kunne bruge en. Efter omkring syv minutters gang, stod jeg endnu en gang foran den velkendte hoveddør, som jeg var på vej ind af. Ind til hverdagen, ind til mor, og ind til Tom, og op på mit værelse for at gemme mig væk fra min realitet af en hverdag, med en mor på tonsvis af piller, og en lillebror som ikke ved hvad han skal stille op. Men det var ikke just synes jeg gik ind til, da jeg åbnede den tunge hoveddøre, som let knirkede da jeg åbnede den mere end normalt. 

 


 

Nåå, hvad tror i så Lou ser, da hun træder ind

af døren? Anyways, endnu et kapitel! Jeg håber i

kunne lide det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...