Consequences of a love addict ♡ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2016
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Jeg er forelsket i hans øjne, især i sollys. I hans stemme, især hans morgenstemme. I hans grin, især når han er lettere fuld. I hans hår, især når han lige har været i bad. I hans smilehuller, især når jeg er grunden til at de viser sig. Jeg er forelsket i ham, og ingen anden end Harry Styles.

14Likes
5Kommentarer
3525Visninger
AA

9. ♡ Six

28.11.13

 

Dagen efter Harry og jeg var faldet i søvn i min seng havde været fin. Vi kunne begge huske hvad der var sket, alle spørgsmålene, samtalerne, og hans forslag om at tage mig med ud i verden, og opleve nok til et helt liv, på under et år, og vi havde begge bare grinet lidt af hele situationen, og over hvor fulde vi var. Jeg havde også tømmermænd. Harry havde det fint efter en kop kaffe, med en smule fløde i, hvor jeg fik lov til at øve mig på et kaffebillede - på trods af at resultatet var forfærdeligt, havde han stadig sagt at det var flot. Sødt, ikke? Han havde også glemt sin jakke på mit værelse, så den næste gang han var på kaffeshoppen havde jeg også haft den med. Eller, jeg havde haft den på, da jeg ellers ville glemme den, og fordi at mine egne jakker ikke passede til den dags outfit. Han havde taget det fint, at hans jakke var begyndt at dufte som rent vasketøj, grundet min Clean parfume. 

Så de sidste tre dage var mine arbejdstimer også blevet sjovere, grundet min frokostpause med Harry, - med Jasons øjne direkte i nakken, og Jules' irriterende spørgsmål da jeg kom tilbage - og med at lave Harrys kaffe, hvor han var fuldstændig ligeglad med om kaffebilledet var perfekt. Han var min forsøgskanin, og han havde intet imod det. Den ene gang havde jeg prøvet på at lave et par bryster, bare for at se om han kunne se hvad det skulle forestille. Det kunne han, og han blev rød i hovedet, og havde spurgt mig lidt for højt om jeg havde lavet et par bryster i hans kaffe, og hvis bryster det var. Både de andre kunder og jeg var blevet lidt røde i hovedet. Det var bestemt ikke sådan noget man snakkede om offentligt, eller på en kaffeshop hvor der ligeså godt kunne have været små børn.

Nu sad jeg endnu en gang i min frokostpause ved et bord med Harry, og drak kaffe med en smule fløde i, og med forfærdelige billeder nede i, da jeg stadig havde insisteret på at jeg altså godt kunne finde ud af det. Hvilket jeg endnu en gang fik bevist, at jeg altså ikke kunne. Samtalen havde stadig bare været flydende, og for hvert år han sagde, fik jeg bare lyst til at høre mere. Hans stemme var fortryllende, og fik mig et andet sted hen, hvor det kun var os to. 

"Er din største drøm, stadig at rejse verden rundt?" Spurgte Harry, og havde derved lavet det største emneskift siden vi begyndte at snakke sammen. Han sad med sin hånd under sin hage, og hans krøller som var placeret lidt over det hele, fik ham til at se lettere poetisk ud. Som om at han ikke var ægte, at han var opdigtet. For god til at være sand. Jeg sad og kiggede på en nittenårig dreng, som havde et kæmpe smil placeret i hans ansigt, som lige havde spurgt mig om jeg stadig ville rejse verden rundt. Som om at han ikke kendte svaret. 

"Ja, det ved du også godt, Harry," svarede jeg, og sendte ham et lille smil kort efter. Han øjne nærmest lyste op, og han lignede mest en som burde have en pære over hovedet, som havde han en idé. Så længe det ikke var den idé jeg troede det var. Så længe det ikke var den idé der havde været, siden den aften, fyldt med vin og latter. 

Jeg ville ikke kunne forlade min familie. Jeg ville ikke kunne lade Tom tage sig af mor, og jeg kunne slet ikke lade far gøre det. Det var for lang tid siden at han havde gjort noget som helst godt, og han var grunden til at mor skulle tages af. At mor skulle have sin mad serveret, og at mor skulle mindes om at gå i seng, og om at gå i bad. Han havde ødelagt hende, og min største frygt var at en, en dag ville ødelægge mig på samme måde.

"Hvorfor gør vi det så ikke?" Spurgte han, med en lettere nedtrykt stemme, modsat før. Hans øjenbryn var lettere rynkede, og danne en lille bule over hans næse, som gav ham et tøsefornærmet ansigt. Dog var det højst sandsynligt spil for galleriet, i håb om at jeg derved ville give efter, og rejse rundt med ham. Jeg var stadig imod idéen. Hvorfor tage på en livsforandrende rejse, med en fremmed, bare for at ændre mit syn på livet, vokse med opgaven, og danne minder, som aldrig ville blive gemt. Men hvorfor ønske at minderne skulle indeholde en komplet fremmed, som dog ville se utroligt godt ud på billederne, hvis han blot var placeret ved min side. 

Men hvad mit svar skulle være til ham, var satdig utydeligt. At sidde med en person, som man tydeligvis klinger med, og ikke har lyst til ikke at være i selvskab med, og så skulle takke nej tak, til en kæmpe mulighed, var helt klart ikke det sjoveste. Ikke højdepunktet på dagen. Men hvilke ord der skulle bruges, kørte rundt oppe i mit hoved, og hver gang jeg bare tænkte på at smide nogle af dem ud igennem min mund, så de var der, til Harry at høre, lukkede mit hoved ned, min mund blev låst fast, og mine øjne fangede hans. Hans utroligt smukke, utroligt grønne øjne, som jeg drømmede mig væk i, blev låst fast i, og var i en absolut trance. Dette var ikke normalt. Dette var ekstraordinært. 

"Harry," startede jeg ud, med en svag stemme, og en stærk øjenkontakt, mellem de smukke, grønne øjne, som var kendt som hans, og mine, brune, kedelige øjne, som han umuligt kunne føle det samme om, som jeg gjorde med hans. Han løftede let øjenbrynene, og det var let at se, at øjnene ventede ivrigt efter at høre hvad jeg havde som et forsvar. Problemet var bare at jeg ikke havde et, og at jeg ikke ønskede at de ord, der sad fast bag min tunge, røg ud. 

"Så lad os." 

Det røg ud. Der dukkede et kæmpe smil op på Harrys ansigt, hans tænder blev blottet, og jeg nærmest blændet. Smilet fortsatte hele vejen op til øjnene, og dannede små smilerynker, som kun gjorde ham endnu mere charmerende. Men for at være ærlig, lignede han mere et barn, der lige havde fået at vide at han skulle til Disneyland. Dog havde han kun fået at vide, at jeg gerne ville rejse med ham, selvom jeg ikke burde. Det var forkert, skræmmende, og hvad skulle jeg sige til Tom? Til mor? Til Jules og Jason? Til min chef? Skulle jeg bare efterlade det hele, bare for at være sammen med ham, i hvem ved hvor lang tid? Og hvem ved, hvor mange lande?

Han tømte resten af sin efterhånden halv kolde kaffe i en slurk, og placerede endnu en gang den hvide kop på bordet, inden han sendte mig et stort smil, som sagde spar to. Dog var hans smil smukt, og jeg nød at se på det. Så det gjorde mig ikke noget. At han, en helt fremmed for mig, og jeg, en helt fremmed for ham, nu sad ved en simpel kaffeshop, hvor vores første møde havde fundet sted, og skulle til at planlægge en rejse, som måske ville ændre begge vores liv, ihvertfald mit, virkede så urealistisk. Det var som om at det ikke var ægte. Var det?

At han holdte fast i idéen, som var kommet frem under en alkoholpåvirkning, af en absolut fantastisk vin, var endnu mere urealistisk, så uvirkeligt, og så forundrende fantastisk. At han overhovedet kunne huske noget, fra den helt fantastiske aften, undrede mig, og fyldte mit hoved med spørgsmål, om hvad der ellers var sket, som jeg bare ikke kunne huske. Havde vi snakket om hvilke lande? Havde vi direkte planlagt turen? Måske endda allerede købt flybilletter? Spørgsmålene stod ikke stille, og der blev ved med at komme flere. Indtil han brød stilheden. 

"Hvor skal vi så hen først? Og er det en roadtrip, eller med fly?" To spørgsmål på en gang. To spørgsmål som besvarede så mange af mine. Vi havde ikke planlagt noget. Vi havde ikke snakket destinationer. Kun idéen var bragt op, og så vidt jeg husker, havde jeg slået den ned, som jeg havde gjort efter. Lige indtil denne dag, denne otteogtyvende november, hvor regnen stod ned udenfor, og hvor lyden af dråberne der kraftigt ramte vinduerne, overdøvede musikken, som ellers i dagens anledning var skruet højere op end normalt. Denne otteogtyvende november, hvor Harry og jeg, to komplet fremmede, besluttede os for at rejse væk fra alt og alle, og denne otteogtyvende november hvor Jason ikke var på arbejde, til at stirre mig i nakken, så alle de små hår rejste sig.

Denne otteogtyvende november, hvor der ikke var andre end os, vores planer, og vores drømme. Selvfølgelig også vores punge, opsparinger og benzin rabatter. 

"Helt klart fly," svarede jeg, med en lettere optimistisk stemme. Biler gjorde mig køresyg, hvis jeg sad i dem for længe. Desuden havde jeg ikke kørekort, og hvis det kun var Harry der skulle sidde bag rattet, ville han nok få ondt i ryggen, være nødt til at holde ekstra pauser eller lignende. Desuden fandt jeg fly beroligende, måden de letter på, og man ser menneskene under en langsomt forsvinde, mens man kommer igennem skyerne, op i intetheden. Måden man sidder der i flere timer, med frit udsyn ned til små byer, fantastiske udsigter til have og søer, og hvordan man kan se hvert enkelt hus, dog som var de lavet til en myre. 

At vi nok alligevel ville køre mellem lande, her og der var der ikke noget at gøre ved. Men med fly så meget som muligt, ville det også blive dyrt. En ting vi burde snakke om. Hvem der betaler hvad, hvem der sørger for hvad, og hvor hulen vi skulle få pengene fra. Skulle jeg spørge far om jeg kunne få lidt rejsepenge? Måske få den studentergave han aldrig gav mig? Måske sige til Tom at det var på tide, at han betalte de penge han skyldte mig? Nej, det ville være ondt. Men fars forsinkede studentergave kunne godt bruges. 

"Og Frankrig," sagde jeg, på trods af den lille stilhed der havde været. Vi skulle til Frankrig først. Han nikkede, og hev sin sorte mobil op ad sin lomme, inden han tydeligvis kørte sin tommelfinger rundt i bunden af skærmen. Højst sandsynligt for at indtaste en kode, og så skrive til nogle, eller søge på Google, eller noget i den stil. Tommelfingeren kørte ihvertfald derudaf, frem og tilbage, igen og igen, mens den ramte de forskellige bogstaver. Kort kiggede han op på mig, inden han endnu en gang gav sig til at skrive på sin mobil. Øjnene var låst fast på skærmen, og tommelfingeren bevægede sig fra højre til venstre, dog kun få gange, denne gang. 

"Hvis vi flyver til Frankrig," startede han ud. Hans øjne var stadig på skærmen, denne gang bevægede hans tommelfinger sig dog nedefra, og opad. Han scrollede. Han holdt en kort pause, inden han igen gav sig til at tale, med hans lettere hæse stemme, som jeg fandt yderst sexet. 

"Så kan vi være der, og senere køre til Spanien," afsluttede han. Han kiggede op på mig, med øjne fyldt med forhåbninger. Spanien lød også fint. Endnu et sted jeg gerne ville besøge. På trods af at Spanien vidst er meget fodbold, og ufærdige kirker, eller noget i den stil, så er kulturen og naturen smuk, der er gode frugter og grøntsager, og er der noget smukkere end spansk gadesang? Udover dette, så er maden vidst virkelig skøn. Jeg var på. Jeg nikkede, og sendte ham et kort smil. Uanset hvad denne rejse ville betyde for ham og for mig som individer, så ville den helt klart også betyde noget for os, som en samlet genstand. Måske et tæt bånd, på trods af at der intet var som vi sad og planlagde. 

"Burde vi tage hjem til mig, og sidde med en computer? Det vil da gøre det lettere," sagde jeg. Ikke fordi at jeg var desperat efter at komme hjem, slet ikke da jeg derved skulle bevæge med ud i regnen, og holde resten af dagen fri. Måske endda bare holde fri indtil vi er hjemme fra vores rejse, rundt i diverse lande. Men en computer ville være et skønt redskab, til at købe flybilletter, finde hoteller og moteller, finde steder at leje biler. Finde diverse restauranter og caféer, vi ville kunne stoppe op ved. Finde restepladser, og diverse onlinesider hvor vi ville kunne købe alt det nødvendige til turen. Finde ruter vi skulle køre på, og ikke mindst, få skrevet alt dette ned. Få fundet resten af destinationerne, og finde ud af det hele. Uden en ordentlig plan, ville dette eventyr kun gå galt. Især med en fremmed. 

Harry nikkede dog, og kort efter stod vi ude i den øsende regn, som hurtigt dækkede os begge med vådt tøj, fra top til tå, og med vådt hår, som på trods af vores modsatte køn, blev lige ødelagt, og hang lige meget ned i ansigtet. Dog var vi på vej hjem til mig. På vej hjem til en computer, på vej hjem til at planlægge det største eventyr, jeg nogensinde vil opleve i mit liv, og på vej hjem for at lave en pakkeliste. Alle nødvendige ting, som mit gode humør, ja hatten, badetøj og ikke mindst regntøj, da en smule regn altid ville kunne ødelægge en perfekt, solrig dag. 

 


 

Undskyld, undskyld for den lange ventetid. I har ventet i omkring

2 uger, men jeg har bare ikke fået skrevet på historien. Jeg kom lidt for

godt igang med Leaving Notes - også en Harry fanfiction, hvis det skulle

lyste. Jeg kom også lidt for godt igang med min coverstore, men jeg er

tilbage med et nyt kapitel, og håber i kan lide det. Jeg håber ikke der

vil gå 2 uger mere før i får endnu et, men jeg ville elske lige at høre hvad

i synes om historien. Der er ikke rigtig noget ved at skrive på den, hvis ikke 

i kan lide den jo.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...