Consequences of a love addict ♡ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2016
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Jeg er forelsket i hans øjne, især i sollys. I hans stemme, især hans morgenstemme. I hans grin, især når han er lettere fuld. I hans hår, især når han lige har været i bad. I hans smilehuller, især når jeg er grunden til at de viser sig. Jeg er forelsket i ham, og ingen anden end Harry Styles.

14Likes
5Kommentarer
3523Visninger
AA

10. ♡ Seven

28.11.13

 

Skridtene var lange, fødderne var tunge, af vandet der blev suget ind i sko og strømper. Vandpytterne som langsomt danne sig langs vejkanten, og alle små bump og buler, blev undgået, og grinene blev delt i store mængder. Armene blev svunget i diverse retninger, og hænder blev strejfet et par gange, eller syv. Øjenkontakten blev delt og brudt, og man ville tro vi var et nyforelsket kærestepar, som ikke kunne holde fingrene fra hinanden. At vi blot var to fremmede som nød hinandens selskab, skulle man ikke tro.

Som skridtende langsomt kom tættere på huset, blev glæden større over hvad det var vi skulle på mit værelse, med min computer og med vores kreditkorts. Spændingen blev større, nysgerrigheden voksede, og stressen faldt langsomt over mig. Men Frankrig. Spanien. Indtil videre lød det allerede perfekt i mine ører. Nu var det den seriøse planlægning. Planlægningen der skulle bevise at det var ægte, at det virkelig skete. At jeg virkelig skulle rejse rundt med en fremmed, som virkede så speciel, på en måde der var umulig at beskrive. 

Døren blev åbnet, sko og jakker blev smidt og placeret ved døren, og lyden af fødderne der ramte trappen fyldte rummet, da jeg måske løb lidt for hurtigt op ad den. Harry fulgte trop, og straks stod vi ved mit værelse, døren blev åbnet, og duften af de velkendte vaniljelys fyldte mine næsebor. 

At jeg smed mig i sengen med min computer var intet nyt, men at Harry lukkede døren og placerede sig ved siden af mig, var helt klart ikke noget der skete hver dag. Vi åbnede et skrivedokument, som egentlig bare var under mine noter, og vi åbnede google maps, diverse flysider, og diverse hotel søgere, så vi var helt klar til at begynde vores research. Vores punge var begge ved siden af os, og vores mobiler blev brugt til at finde billeder af de steder vi snakkede om at besøge. 

Jeg gik ind på min spotify og startede min playliste som var fyldt med Adele, Taylor Swift, Justin Bieber, og diverse andre hits, som kom fra kunstnere jeg ikke gad at huske navnet på. Som lyden og bassen fyldte rummet sammen med vores samtaler om hvor mange stjerner vi krævede, og hvilket flyselskab der mon var bedst, gik tiden forholdsvist hurtigt. 

"Så vi er enige, Frankrig og så Spanien?" Spurgte Harry, med en normal stemme, som virkede en smule for spændt. Men det var også spændende det vi bevægede os ud i, rejserne, flyturerne, bilturerne, oplevelserne, det enorme forbrug af penge, og de mange timer fyldt med shopping. Jeg nikkede inden vi skrev det ind i noterne, samt hvilket fly vi skulle tage til Frankrig, og hvor vi ville kunne hente vores bil. Vi skrev ned hvilket hotel vi skulle på, og hvor mange nætter vi skulle være der. 

Vi skrev seværdigeder ned som vi skulle se, blandt andet Louvre, Eiffeltårnet og Triumfbuen. Vi skrev diverse shoppingcentre ned, hvor vi både skulle finde mad, snacks og væske til vores lange timer i bil, og hvor vi kunne købe tøj, da vi ikke regnede med at skulle pakke særligt meget. Mange lande, flere destinationer end man kunne tælle til, og så mange shoppingmuligheder, at man næsten ikke kunne tro det. Så kufferterne skulle pakkes med det mest nødvendige, undertøj, deodorant, penge, ID, og en smule tøj, og selvfølgelig toiletsager, selvom vi også bare ville kunne købe det. 

Men hvis jeg kunne undlade at købe en tandbørste, gjorde jeg gerne det. 

På trods af vores lange samtaler i kaffeshoppen, vores første nat fyldt med vin, latter, og dybe samtaler, vores beskeder om turen, og om hinanden, så kendte jeg stadig ikke Harry. Jeg vidste stadig ikke hvorfor han først var kommet til byen, eller hvad han lavede i hverdagen. Jeg vidste stadig ikke hvorfor han var så desperat efter at komme ud og rejse, og så lige med mig. Jeg vidste stadig ikke hvem han var, og jeg var for bange for at spørge. 

De få gange jeg havde spurgt, havde han alligevel bare fundet et nyt emne, eller spurgt mig om præcis det samme. Han var forfærdelig på det punkt. Men har jeg overhovedet lov til at kalde en komplet fremmed det?

"Harry?" Spurgte jeg, stadig mens mine øjne var låst fast på billederne af vores mulige næste destination, Italien. Jeg kunne se ud af øjenkrogen at han drejede sit hoved mod mig, og jeg kunne høre at han låste sin mobil, da den lavede en irriterende klik lyd. Burde jeg spørge ham om noget personligt nu? Eller ville det ødelægge vores planer?

Nej. Spørg ham. Hvis ikke du ved hvem han er, kunne han lige så godt være en lejemorder, og dette ville da forklarer hvorfor han var så insisterende i første omgang, og nægtede at fortælle om sig selv. Du kan ikke tage på ferie med en lejemorder, ikke hvis det er dig han går efter. Hvilket det nok ville være. Men han kunne selvfølgelig også bare være en stalker, det ville også forklarer det hele, men det ender selvfølgelig også tit galt. Spørg ham. 

"Fortæl om dig selv," sagde jeg, med en blød stemme, for at det ikke skulle lyde som en kommando.

Hans øjne lå stadig på mig, og først der drejede jeg mit hoved, og dannede en øjenkontakt med hans fantastiske øjne, som slugte mig hel. Stop med at tænk sådan, ellers kommer han ud af det igen. Jeg kiggede insisterende på ham, inden jeg sendte ham et kort smil, for at virke så venlig som mulig. Det lignede lidt at han tænkte over hvad han skulle sige. 

"Jeg hedder Harry Styles," startede han ud. Hans stemme var rolig, fast, og behagelig at høre på. Øjenkontakten brød han ikke, men ansigtet var på ingen måde koldt. Der var et let smil på hans mund igennem hele sætningen, og smilet gik hele vejen op til hans øjne, og gjorde at han så, så utroligt venlig ud. Han lignede en man kunne stole på. 

"I hverdagen bor jeg i London," fortsatte han. Samme toneleje, samme mimik, og ikke et eneste blink før sætningen var afsluttet. Han boede i London. Han lignede også en overklasses dreng med de krøller, og med den jakke, med de sko, og med de bukser der sad så stramt at man skulle tro at han var en pige. Hans bil var dog skod, og derfor gav det ikke helt mening. Men selvfølgelig, hvis han brugte alle sine penge på lejlighed, personlig pleje og tøj der skulle passe hans personlighed, så er der vel ikke penge til en porsche. 

Jeg sendte ham et kort smil, inden han endnu en gang åbnede munden, og fortalte mere om sig selv end jeg havde forestillet mig.

"Jeg er lige pt på pause fra en tour, som jeg er på med nogle fantastiske drenge, som udgør resten af mit band. Du kender os nok, eftersom at vi er ret populære," fortalte han, med en stemme der på en eller anden måde fornærmede mig. Som om at han direkte sad og fortalte mig, at han var bedre end mig. Han var populær, og alle piger elskede ham, og derfor burde jeg også gøre det. Men også som om at han var fornærmet over at jeg ikke selv havde regnet det ud, at jeg ikke vidste hvem han var. 

"Så du synger?" Spurgte jeg, med en drillende undertone for at ændre stemningen, der på en eller anden måde var opstået mellem os. Eller også fandt jeg bare på stemningen, den var kun i mit hoved, og han fandt det måske helt normalt. Dog undslap et lille grin fra hans læber, og han kiggede ned i sengen, inden han kørte en hånd igennem sit hår. En ting han gjorde ret ofte. Han nikkede dog til mit spørgsmål, inden han endnu en gang kom medet svagt, hæst, utroligt charmerende grin. Jeg sendte ham et smil, for at han havde åbnet sig op for mig. 

"Vi hedder One Direction," fortalte han endnu en gang. 

Ikke at jeg havde spurgt, og ikke at jeg havde brug for at vide det. Jeg kendte dem heller ikke lige umiddelbart, men jeg fulgte heller ikke så meget med i musik, udover det der blev spillet i radioen på kaffeshoppen. Jeg nikkede, og overvejede om jeg skulle søge på spotify og se hvem de egentlig var. Altså de måtte vel have udgivet noget siden de var på tour, og eftersom at de var ih og åh så populære, som han gav udtryk for. 

Jeg kunne også bare bede ham om at synge en af deres sange, for ikke at virke som en komplet idiot der havde levet under en sten, lige så længe som det såkaldte One Direction havde eksisteret. Det gjorde jeg dog ikke.

"Du kender os ikke, gør du?" Spurgte han drillende, hvilket jeg fandt utroligt fornærmende. Dog havde han jo ret.

Han grinede forsigtigt, inden han endnu en gang kiggede på mig, hvor jeg forsigtigt rystede på hovedet. Jeg kendte muligvis få sange, hvis de var blevet spillet i radioen, eller muligvis fra reklamerne der kom på spotify, inden jeg betalte for at slippe for dem. Også kaldet premium. Jeg gav ham en sammenklemt smil, inden han overtog computeren og gik ind på youtube, som jeg sjældent brugte. Mest for at se musikvideoerne til Adeles sange, da nogle af dem bare var for perfekte til ikke at se. 

Som han begyndte at taste løs på de forskellige bogstaver, og ordene begyndte at fylde søgefeltet ud, trykkede han enter, og viste mig en sang kaldet Live While We're Young. Musikken var hurtigt, og slet ikke som noget andet musik jeg lyttede til. Der var fem drenge i videoen, og man kunne tydeligt se hvem der var Harry, da han var den eneste med krøller. Dog så han så meget yngre ud, på trods af videoens udgivelsesdato. 

Harry sang forsigtigt og lavt med, måske i håb om at jeg ikke kunne høre det, selvom at jeg kunne. Hans stemme var behagelig, og overhovedet ikke hæs, som hans normale stemme ellers er. Han sang godt, og faktisk bedre end i studieversionen. Hans nøgne stemme uden nogen redigering, eller nogen mikrofon, var behagelig og noget jeg ville lytte til. Derfor stoppede jeg sangen, og lukkede fanen ned, inden han kunne reagere. 

Han kiggede på mig med et løftet øjenbryn, og så ganske utilfreds ud. Jeg kunne ikke lade vær med at grine over hans ansigtsudtryk, hvilket blot fik ham til at løfte øjenbrynet endnu højere. Dog begyndte han også selv at grine, og situationen var pludselig vendt fra den der akavede "hvorfor gjorde du det?" situation, til noget vi bare grinede af, og nærmest faldt ned af sengen. 

Computeren var placeret imellem os, og vi tog begge vores mobiler frem for at se hvor i Italien vi helst ville være, og hvad der skulle til, med hensyn til den bil vi så ville låne i Frankrig, og efterlade i Spanien. Mon vi kunne få en til at køre den tilbage, eller skulle vi køre til Frankrig, og så flyve derfra og til Italien? Spørgsmålene var mange, og google blev brugt. 

Google billeder, google maps, og spørgsmål på den normale google side, søgning på diverse hjemmesider, og beskeder til venner omkring hvilket flyselskab de havde haft mest succes med. 

"Hvorfor fortalte du mig egentlig ikke noget?" Spurgte jeg ham, stadig mens vi begge sad med hovederne begravet i vores mobiler, og mens computeren stadig stod tændt med noten åben, med alle vores informationer som vi burde printe ud. Ikke at hans hoved blev drejet, men han reagerede helt klart, da han stoppede med at bevæge sin tommelfinger hen over skærmen. Lyden fra bogstaverne der blev trykket på var stoppet, men hans hoved var stadig fokuseret på den lille skærm som lyste hans ansigt op.

"Du vidste ikke hvem jeg var, og det var rart at du ikke var en fan," svarede han derefter, med en forsigtig stemme, som var han flov over det. Jeg drejede forsigtigt mit hoved, og kiggede hen på ham, som han sad der, fuldstændig stille, og med absolut ingen bevægelse. Jeg smilede kort over hans svar, med hensyn til at det faktisk var rart at jeg hverken kendte til ham, hans band, eller nogen af hans sange. Han var slet ikke fornærmet, eller sur over det.

Om han troede at jeg havde boet under sten, vidste jeg dog stadig ikke, men det var fint nok. 

"Hvor lang tid har du så fri?" Spurgte jeg, af simpel nysgerrighed, med hensyn til hvor lang tid vores rejse kunne vare. Hvis han kun havde tre måneder, ville jeg ikke bruge dem alle tre, da han også skulle have muligheden for at være sammen med venner, familie, gå på en masse natklubber, og gøre hvad en normal dreng i hans alder ville gøre. Han skulle ikke bruge hele hans ferie på at rejse med en fremmed pige, som mistænkte ham for at være en stalker. 

Det vidste han selvfølgelig ikke at jeg havde, men jeg ville ikke have det godt med at optage hele hans ferie, når han alligevel skulle tilbage på tour og rejse rundt endnu en gang, uden mulighed for at se sine forældre, søskende, hvad han nu end skulle se, på et fast tidspunkt. Han ville ikke kunne lave en fast plan om at de så hinanden hver onsdag eller lignende, og det ville jeg gerne give ham i hans ferie. Jeg skulle ikke være hans ferie. 

"Fem uger," svarede han. 

Han havde fem uger, og bare de to lande vi havde planlagt indtil videre ville tage halvanden. Hvis vi tog Italien med, lidt over to uger. Hvis vi tog til de lande han gerne ville vise mig, han gerne selv ville se, så ville vi ihvertfald skulle bruge fem uger, hvis ikke langt mere. Sydafrika, Indonesien, Japan, Indien, Rusland, alt hvad han havde snakket om, ville ikke kunne lade sig gøre. 

Han kiggede på mig med nærmest triste øjne, og grunden var forståelig. Måske indså han også at rejsen slet ikke var så god en idé, hvis vi skulle nå andet end to lande, fyldt med forvirring, og processen i at lære hinanden at kende. At finde ud af sprogene, og teste hinanden af. Lære hinandens grænser at kende, og muligvis nogle skænderier undervejs, grundet grænserne blev overskredet. Et stort pengeforbrug, hvor han ville ende med at betale mere end mig selv, og rejse til lande han ville ende i på sin tour, hvis ikke han allerede havde været der.

Han havde givet mig ansvaret for at vælge landende, helt uden at jeg vidste det. Han ville bare rejse, og jeg virkede åbenbart som den perfekte rejsemakker. Han ville tage mig til de lande jeg ønskede at besøge, for at gøre en af os glade. Vi ville starte i det små, og afslutte turen i Sydafrika, Indonesien, eller måske endda Rusland, men nu efter at have fået at vide det ikke ville ske, burde vi starte der. 

Vi burde droppe Spanien og Frankrig, og glemme alt om Italien. Vi burde tage til Sydafrika, Indonesien og Japan, og slutte af med et brag i Rusland, for derefter at tage tilbage til England. Vi burde tage de bedste lande, med de bedste kulturer, og vi burde droppe shoppingen. Alt om seværdighederne skulle nåes, og en uge på hvert hotel ville ikke kunne lade sig gøre. Dette var planen.

Enten det, eller også ville turen være aflyst. 

 


 

Så jeg håber virkelig at i kunne lide kapitlet, og at det

var ventetiden værd. Jeg undskylder igen mange gange

for ventetiden, men jeg har haft travlt med mine andre

skriveprojekter, og haft travlt med min lyst til at lave covers,

både til mig selv, og i min coverstore. Dog må i meget gerne

skrive hvad i synes om kapitlet, det ville gøre mig rigtig glad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...