Consequences of a love addict ♡ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2016
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Jeg er forelsket i hans øjne, især i sollys. I hans stemme, især hans morgenstemme. I hans grin, især når han er lettere fuld. I hans hår, især når han lige har været i bad. I hans smilehuller, især når jeg er grunden til at de viser sig. Jeg er forelsket i ham, og ingen anden end Harry Styles.

14Likes
5Kommentarer
3504Visninger
AA

3. ♡ Prologue

21.11.14

 

 ♡

Med radion tændt, ørene åbne, og forventninger helt i vejr, sad jeg på den lille træbænk der stod i vores køkken sammen med vores køkkenbord, der er næsten lige så slidt som bænken. Generelt var vores ting i lejligheden gamle, slidte, og der er en ret stor garanti for at du vil komme til skade, hvis du gør andet end vi fortæller dig. Det hele oplevede vi den første uge sammen, alle gangene vi faldt igennem stolene, på trods af at han bare kunne have brugt penge på vores møbler, istedet for at insistere på at vi gik i genbrugen, så pengene ville gå til et godt formål. 

I dag er dagen hvor vores sang udkommer. Rettere sagt deres sang, men hans sang. De er fem drenge, og en af dem har stjålet mit hjerte, og har nu haft det i over et år. Desværre har jeg ikke fået lov til at have hans i et år, da han tog det tilbage på den mest grusomme måde overhovedet tænkeligt. Jeg kan stadig smile bare ved tanken om hans fantastiske øjne, som plejede at kunne få mig helt op i skyerne, og længere endnu. Hans fantastiske smilehuller som passede så fint til hans ellers markerede ansigt. De fik ham til at se mindre intimiderende ud, og lige så snart han smilte, ville hele verdenen forelske sig i ham. Det har de gjort, og hver dag vil de få lov til at blive ved med det, på trods af at hvis det stod til ham, så skulle jeg finde en ny. Jeg skulle opleve verdenen, og ikke sidde knust som nittenårig, mens han fik lov til at leve livet, rejse verden rundt, og lave musik. Hans absolut yndlingsting at lave. 

Så hvis ikke du har regnet det ud, så er det nu min lejlighed. Min lille træbænk, og mit ødelagte bord, som jeg burde skifte ud. Lejligheden var tom for alle ting der kunne få det til at føles bare en smule som hjem, alle de ting var hans. Ting som han tog med dagen han flyttede ud, forlod mig alene i vores lejlighed. Jeg har stadig kontakt til to af de andre, fantastiske blå øjne, og mystiske brune, men dog så pæne øjne, indrammet af hans mørkere hud. Han har klaret det fint, siger de. Det er kun mig der ikke vil ud, ikke vil forlade dette sted, som minder mig om alle de fantastiske minder. Alle de gange han havde fået mig til at grine, mens jeg stod med en pande på komfuret for at lave vores morgenmad. Alle de gange vi var trillet ud af vores for lille seng, og alle de gange hvor vi bare var os. Intet tv, ingen radio, bare os siddende i sofaen, med vores øjne der kiggede dybt i hinandens. Jeg savner ham, og det er ikke nogen hemmelighed. Men i dag er dagen hvor vores sang udkommer. Sangen der handler om os, så meget om os som han fik lov til. Det er ihvertfald det mine to trofaste, loyale venner fortæller mig, de få gange de lader mig spørge ind til ham. 

Da musikken startede fra radioens efterhånden utroligt dårlige højtalere, kunne mit hjerte gå i stå. Lyden af Zayns bløde stemmer fyldte køkkenet, og med ekstra opmærksomhed på teksten, var det næsten fuldstændig ligegyldigt hvis stemme jeg lyttede til. Det er så lang tid siden at jeg har fået lov til at se nogen af teksterne, høre lidt af teksterne inden de blev spillet i radioer, lagt ud på YouTube, og andre sociale medier. Det er så lang tid siden at jeg har fået det første sneak peak, nu går de til fansene over små dele af teksterne fra Twitter eller Instagram. Sangene betyder utroligt meget for mig, især da jeg ved nogen af dem er skrevet til mig, om mig. Han var så god til at vise sin kærlighed. Han var så god til at få mig til at føle mig elsket, mere end jeg nogensinde har været elsket før. Jeg er ikke sikker på hvem jeg er mere, eller hvem jeg vil være. Vi havde hele vores liv planlagt, og det sluttede bare. På mindre end et splitsekund, da ordene flød ud af hans mund, blev hele min fremtid knust. Jeg håber stadig på min fremtid med ham, uanset hvor meget jeg ville ønske at jeg ikke gjorde. 

Håbet dræber mig hver dag, som en kniv i hjertet. Tusind gange. Han dræber mig hver dag. Håbet om ham dræber mig, og at føle sådan er forfærdeligt. Man høre pludselig ikke fuglene om morgenen, eller ser refleksionerne i vandpytterne. Man ser skyggerne i gaderne, og bladene fra træet, liggende på den dugvåde græsplæne, der hører til lejligheden. Jeg savner ham, og jeg har så meget jeg mangler at fortælle ham. Små ting som at jeg er så forelsket i ham, og alt omkring ham. At jeg er forelsket i hans øjne, især i sollys. I hans stemme, især hans morgenstemme. I hans grin, især når han er lettere fuld. I hans hår, især når han lige har været i bad. I hans smilehuller, især når jeg er grunden til at de viser sig. Jeg er forelsket i ham, og ingen kan ændre på det faktum. 

Jeg elsker måden han altid fik mig til at se det bedste i andre mennesker, også selvom de senere hen ville såre mig, hvor han ville trøste mig. Hele natten, hvis det var det der skulle til. Jeg elsker måden han fik vores Netflix søndage, med en masse kopper kaffer, til at virke normale, og ikke på nogen måde som om at vi isolerede os fra resten af verdenen. Verdenen fortsatte lige uden foran vores soveværelses vindue, mens vi lå i sengen, med en bakke fyldt med brownies eller pandekager, en hel kande kaffe, og vores to kaffekrus, hvor der på de sorte krus stod hans kæreste initialer, og på de hvide mine. Jeg elsker måden han holdt om mig på, uanset om det var på hoften, ved taljen, eller rundt om min skulder. Jeg elsker måden hans hånd omfavnede min på, på trods af den enorme størrelsesforskel. Jeg elsker måden han fik mig til at føle at jeg var den vigtigste person i verden, og at jeg var en del af hans familie. 

Vi oplevede måske ikke meget sammen, og andre syntes måske ikke at vi var det åbenlyse par. Vi skændtes, han smækkede med dørene i vrede, og ikke mindst kørte han sin vej, mindst en tusind gange. De kender bare ikke til vores almindelige dage, vores kære hverdag, som vi satte så meget pris på, som jeg desværre nu føler jeg slet ikke lærte at elske nok. Dagene hvor jeg stod op klokken syv om morgenen, lavede vores kaffe, hev ham ud af sengen ved at hive vores karrygule gardiner fra, så solen skinnede ind af vores soveværelsesvindue, med udsigt ud til marker. Marker der for det meste var fyldt med korn, hvorimod hvis man kiggede ud af køkkenvinduet, eller stod ude på altanen fra stuen, ville man se en lille by, med en kaffeshop, et lille indkøbscenter med tre butikker. En genbrugsbutik, en frisør, og en butik hvor der er alt man kan forestille sig. Mad, tøj, sko, kaffe, møbler endda. Han arbejdede længere væk. Derfor var det mig der stod tidligst op, så jeg kunne have min tid med ham om aftenen og i weekenderne, derfor fik han sin tid til at sove, med hans let åbne mund, og hans krøller placeret overalt i hans ansigt, og med de elskede tatoveringer der så fint dækkede hans krop. 

Hverdagene som jeg savner, er også det stik modsatte af de hverdage jeg har nu. Jeg står op så sent som jeg kan, laver en kop kaffe til mig selv, med pulverkaffe, da jeg ikke magter at brygge en kande bare til mig selv. Så tager jeg tøj på, børster tænder, og smutter hen og arbejder. Når jeg kommer hjem bliver maden oftest til pasta, modsat de lækre, besværlige retter jeg lavede sammen med, og til ham. De fleste aftenener bruger jeg på at læse, eller på at tjekke diverse sociale medier. Mine hverdage er triste og blå, og end ikke den sødeste kunde i kaffeshoppen ville kunne muntre mig op. Jeg savner mine hverdage med hans smukke grønne øjne, som i det rigtige lys, mere var gyldne. Jeg savner mine hverdage med fjollede Instagram billeder, og tusind vis af videoer på Snapchat, som vi flittigt sendte til hinanden i løbet af vores arbejdsdag. Alle hans videoer og billeder fra studiet, og alle mine videoer af mig der ødelagde billederne i kaffen. Det var de små ting vi satte pris på, og det er disse små ting som jeg savner mere end noget andet nu. 

Der er også de store ting. Koncerter i byer jeg altid har haft drømt om at besøge, awardsshows som kun enhver pige kunne drømme om at gå til med ham ved armen, med ham på billederne til sladderbladende. Det er disse overfladiske ting, som endda ikke er så overfladiske, når man tænker over at dette var mit liv i omkring elleve måneder. Mit liv i elleve måneder, og håbet på at dette også ville have været min fremtid, hvis ikke han havde efterladt mig alene i lejligheden, med tårerne strømmende ned af mine runde kinder, efter at han for sidste gang havde smækket døren hårdt i, og kørt sin vej.

Så her sidder jeg nu endnu en gang med tårerne strømmende nede af kinderne, men denne gang kun for at blive mindet om vores brud. Vores sang er sluttet, efter at have hørt på hans fantastiske, inspirerende stemme, sammen med vores fællesvenner i næsten fire minutter, med en sang der eftersigende kunne være om mig, er der ikke behov for at give en grund til mine salte tårer. Det føles som om at mit hjerte bliver knust på ny, og det eneste jeg kan se i mit hoved, i mine tanker lige nu, er døren der smækker, og bilen der starter og kører væk. Det hele virkede så overfladisk, men da han tre dage efter var kommet tilbage, var det for at pakke sine ting, og få snakket det ud med mig. Det hele føles stadig så uopklaret, så forvirrende, og så hjerteskærrende. At tænke på hvordan selv hans øjne fyldtes med vand, og blev helt blanke da vi skulle snakke dagene efter, var nok til at jeg fik lyst til at græde. At se hans smukke, mystiske grønne øjne blive helt blanke, og tættere på blå, var noget jeg kun havde set en enkelt gang før, og noget jeg nu ikke kan få ud af mit hoved. 

Men sangen fyldt med nogen af vores mindre minder, og om de første dage jeg tilbragte med ham, burde ikke minde mig om den mest triste dag i mit liv længe. Det burde minde mig om glade dage, og om hvor højt jeg elsker ham. Om hvor højt han elskede mig. Men at tænke på ordet som elskede, er netop det som gør så ondt. Han elskede mig. Jeg elsker ham. Jeg har brug for hans kærlighed, og jeg har brug for ham for at kunne fungere ordentligt. Jeg ved som sagt ikke hvad jeg skal med mit liv, oftest heller ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Sofaen minder mig om vores nætter hvor vi kom hjem lettere berusede, og derfor faldt om på sofaen. Sengen minder mig om alt. Om vores morgener, vores aftener og nætter, vores søndage, og vores fantastiske, bitre kaffe. Vi drak den begge med fløde. Nu drikker jeg den sort.

 


 

Som i nok kan gætte, er dette det første rigtige kapitel. Jeg glæder mig super

meget til at få skrevet på denne movella, og forhåbentlig vil i følge denne movella

sådan så at jeg nogen at skrive ud til. 

 ♡

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...