Consequences of a love addict ♡ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2016
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Jeg er forelsket i hans øjne, især i sollys. I hans stemme, især hans morgenstemme. I hans grin, især når han er lettere fuld. I hans hår, især når han lige har været i bad. I hans smilehuller, især når jeg er grunden til at de viser sig. Jeg er forelsket i ham, og ingen anden end Harry Styles.

14Likes
5Kommentarer
3507Visninger
AA

4. ♡ One

21.11.13

 

Min morgen går som den altid går. Jeg vågner, jeg laver mig selv en kop kaffe, og hopper i et par rene shorts, og en grå t-shirt. Fuglene kvidrer, og som altid kan jeg hører bilerne kører forbi på den lille vej ude foran vores hus. Grundet vores åbne vinduer kan jeg også hører menneskerne snakke, nogen på vej til arbejde, andre bare nyde at solen skinner i November, og at temperaturene er gode. Jeg fryser ikke, og der er godt og grundigt varmt på kaffeshoppen, hvor jeg skal tilbringe hele dagen med at arbejde, også ligesom en hver anden dag. Jeg nyder mit arbejde, jeg elsker mine kollegaer, rettere sagt, de to kollegaer jeg har, og jeg har et super godt forhold til min chef. Det fungere med kunderne, og generelt er alle super søde i vores lille samfund. Vi har ikke meget i byen, men vi har hvad vi hver især har brug for, og ellers har vi ikke nogen problemer med at køre efter det. 

Mit outfit er som det plejer, gråt, hvidt og sort, da jeg netop er hoppet i mine sorte læderstøvler, som går til kort over anklen. De har ikke en hæl på, ikke andet end en støvle ligesom har, og på trods af det gode vejr, kan jeg godt lide at have støvlerne på når jeg skal arbejde med varm kaffe, kolde isterninger, og småkager der gør overraskende ondt hvis man taber dem over sine tæer, som man blot har placeret i sine lyserøde klipklapper. De kedelige farver på mit tøj er også fordi at vi har enten babyblå, eller pastellyserøde forklæder på, da det er kaffeshoppens farver. Vi er meget lyse, og glade, og regnbuer og alt det. Dagene hvor jeg ikke arbejder har jeg dog også bare kedelige farver på. 

Solen skinner ind af vores køkkenvinduer, og gør vores hvide køkkenoverflader lige en anelse beskidte, da vi endnu ikke har tørret dem af efter gårsdagens aftensmad. Som regel tager jeg også lidt med fra kaffeshoppen, da jeg først har fri når den lukker, omkring en ottetiden, og min mor ikke er den store kok. Min bror er heller ikke, jeg tror aldrig han har rørt en grydeske i sit liv, og han har ikke den mindste anelse om hvad en soufflé er. Min far og min mor blev skilt for en fem års tid siden. Mor tog det ikke særligt godt, og har været sygemeldt lige siden, hvorimod far mindst har haft tre kærester siden da. Ingen af dem har Tom og jeg godkendt, selvfølgelig. Tom er min bror, min yngre bror, med to års forskel. Det vil man dog ikke kunne se på os, hverken hvordan vi opfører os, eller på vores udseende. Tom er omrking en meter og halvfems centimeter, hvorimod jeg er sølle en meter og treds centimeter. Tom er også bredere end mig, og utroligt muskuløs, modsat lille, spinkle mig, med spaghettiarme, og tændstiksben. 

Kaffen drikker jeg med fløde, og de morgener jeg har ekstra tid inden jeg skal på arbejde, øver jeg mig også på kaffebillerne, som jeg skal kunne lave i kaffeshoppen. For det meste laver jeg bare et eller andet tilfældigt mønster, eller et hjerte, men jeg øver mig på andre motiver som et juletræ, en stjerne, og en sol. Da jeg blev ansat blev der altid sagt til mig at hvis jeg ødelagde billedet, så var det igang med en ny kaffe, og et nyt billede. Sådan er det ikke længere, da kunderne egentlig godt kan lide mine tilfældige billeder som jeg laver til dem. Stamkunderne er heller ikke i alderen til at skulle tage et fint Instagram billede, og høste en masse likes på mit kaffebillede. 

Stamkunderne er i en alder mellem tredive og treds, oftest på vej til arbejde, eller på vej hjem, og så har vi nogle der kommer i løbet af dagen omkring frokosttid. Dette er dog dem der arbejder i vores genbrugsbutik, eller i vores "alt-du-kunne-tænke-dig" butik. Det er generelt også kun dem der bor i denne lille, lusede, men dog hyggelige by. Alle kender hinanden, og farmor Mags er egentlig ikke min farmor, mere bare farmor til alle her i byen. Alle kender Mags, og Mags behandler os som var vi familie. Især Tom og jeg efter vores forældre blev skilt. Hun var en stor hjælp for mor også, hun kom tit over og lavede mad med os, og vi var med hende ude og handle ind, da det selv kunne være for svært til hende, hvis hun skulle have andet end æg og mælk. 

Så med den sidste tår af min latino kaffe, og min taske fra genbrugen traskede jeg afsted mod kaffeshoppen, med mine hvide applehøretelefoner i, med min mobil der spillede min absolut yndlingssang; Turning tables, skrevet og sunget af Adele. Teksten som jeg efterhånden kan udenad, spillede i ørene, og for hver takt tog jeg endnu et skridt, og præcis som sangen sluttede, trådte jeg ind af døren til kaffeshoppen, hvorefter klokken over døren hurtigt og skingert lød. Mobilen var endnu en dag slået på lydløs, og endnu en gang gik jeg om i baglokalet og fik jeg Jason til at binde mit lyserøde forklæde på ryggen af mig, da jeg ikke selv kan få mine arme derom, og lave en anstændig sløjfe.

"Hvordan har Tom det?" Kom spørgsmålet fra Jules, som ikke blot er min yngre veninde, kollega, men selvfølgelig skal hun også være min lillebrors ekskæreste. Kæreste indtil han droppede hende på deres et års dag, netop fordi at mor havde den værste dag. Jules og Toms et års dag, var netop også dagen hvor mor og far skulle have haft sølvbryllup, og tilfældigvis også på fars fødselsdag. Hun tilgav ham aldrig rigtig, men da Jules og jeg blev tættere, valgte jeg at fortælle hende grunden, så hun i det mindste kunne vide at det ikke var noget hun havde gjort. Nu spørger hun jævnligt ind til hvordan Tom har det.

"Han har det fint. Hans køreprøve er snart," svarede jeg, i en kold, ensartet tone. Tom er ikke helt fin. Tom og far startede det her køreprojekt sammen, og siden deres sidste skænderi, omkring mors medicin, at hun igen måtte op i miligram, faldt ikke i god jord hos far. Heldigvis får vi endnu en chauffør i huset, som kan køre mor til læger, og hvad hun ellers skal, da hendes medicin forhindre hende i at køre ordentligt. Lige netop derfor er Tom ikke okay. Ansvaret ligger på ham, hvor det i virkeligheden burde ligge på far. Far har forsaget problemet, så burde han også bare være med til at løse det, i det mindste ved at give Tom og jeg en fælles bil. Det er det mindste han kunne gøre. 

Jules nikkede som sit svar, da det efterhånden var alt jeg fortalte hende. Han har det fint. Han er okay. Men alt med mor og far tager stadig hårdt på os. Vi har begge arbejde. Tom hjælper mor med at handle ind, og så laver jeg aftensmad, og oftest stiller jeg også frokost frem til hende, for at sikre mig at hun spiser. Vi er de voksne. En nittenårig pige, og en sekstenårig dreng. Men lige i dette sekund begynder vores første runde af kunder at komme ind af døren, og få klokken til at bimle helt vildt. Her har vi vores kære bankmand Jamie, som sædvanlig skulle have sin cappuccino til at have med sig på arbejdet, som han ligesom altid, var ved at komme for sent til. For det meste laver jeg et hjerte i hans kaffe, på trods af at han ikke vil se billedet, på grund af låget som dækker kaffen, og holder den varm. Men både Jamie og jeg ved at hjertet er der, og det varmer. Ikke helt lige så meget som kaffen i sig selv gør, men det er en rar ting at have med sig. Plus det giver mig endnu mere øvelse i mine hjerter, og bliver det lidt grimt gør det ikke noget.

Som sagt har vi også kunder som vi kun ser en enkelt gang. Disse kommer oftest midt på dagen, når de bruger vores by som et bump på vejen, til lige at få noget kaffe, og en smule benzin på bilen. Dette lyder måske fornærmende for nogle, men vi er et bump på vejen. Vi er et lille samfund som kun kender hinanden, med undtagelse for familie fra andre byer, men for alle andre er vi netop dette sted hvor man lige får noget at drikke, benzin på bilen, eller måske en lille power nap på en af vores parkeringspladser, eller på restepladsen lige ude foran byskiltet. Det er dog sjældent at vi får to nye kunder på en dag. To nye, tilfældige kunder. Vi havde en lige som vi åbnede, som var på vej til sit nye arbejde. Snakke med kunderne gør vi jo også her. Udover ham, har vi lige nu "Hr. Mystik," da han har solbriller for øjnene, og en grå hue ned over hans brune krøller, som man svagt kan se under, og omkring ørene. Hans kæbe er utroligt markeret, og udfra hvad jeg kan se på den modsatte side af disken, og fra da han greb ud efter sin kaffe med en smule fløde i, så har han også tatoveringer. Både på hænderne, og lidt op ad armene. 

Han siger ikke så meget. Han vil ikke svare på hvad han skal, eller hvor han kommer fra. Heller ikke hvorfor vi aldrig har set ham før, om han er ny, eller om han kommer igen. Han nikker eller ryster på hovedet, og de eneste ord jeg har hørt indtil videre er hans kaffeordre, og et tak, fra da jeg rakte ham kaffen. Dog er hans stemme lettere hæs, dyb, og utroligt charmerende. Hans stemme vil ikke blot kunne smelte smør eller sne, også enhver piges hjerte. Hans stemme er behagelig at lytte til, og jeg ville ønske at jeg så andet end spidserne af hans krøller, halvdelen af nogle tatoveringer, og det lille smilehul der gemte sig på midten af hans kind, da han venligt smilte til mig, inden han gik videre ud af døren, og klokken over den igen ringede. Aldrig før har jeg både oplevet gåsehud, og kriller overalt på kroppen, undtagen maven, som var fyldt med sommerfugle, efter en kunde var smuttet ud af kaffeshoppens overraskende, smalle dør. Aldrig før har jeg ønsket så meget at en kunde kom tilbage, bare så jeg kunne have mulighed for at finde ud af hvem det var. Aldrig før har jeg kaldt en kunde Hr. Mystik. Normalt tænker jeg at de er venlige, charmerende, eller flotte. Hvis jeg ikke tænker nogen af delene, er det fordi at jeg allerede kender kunden. Dette er ihvertfald ikke tilfældet her. 

De tre borde der er i kaffeshoppen er fyldt op med stamkunder som sidder og spiser et rundstykke, en cookie, eller endda røræg, som er en ny tilføjelse til vores ikke så lange menukort. De sidder alle med kaffer, som alle er dekoreret med et af mine kaffebilleder, som alle gik ret så godt. Alle kunderne kender jeg ved fornavn, og alle ved jeg hvor arbejder, og de fleste ved jeg også hvor bor. Vi er en lille by, men alligevel kender hverken Jules eller Jason noget til vores mystiske kunde, som knapt nok sagde et ord til mig, på trods af at jeg prøvede at føre en samtale. Overalt i vores små lokaler i kaffeshoppen, kunne man også høre radion, som skiftevis kører på de lokale nyheder. Tilbud fra små byer udenfor vores, og landsdækkende reklamer, som dem man sender i radioen når der er en kendis der skal holde en koncert, eller lignende. Lige nu spiller den dog musik, som den også så ofte gør, og som mange andre dage, spiller den Adele, som i ligesom af resten er verdenen, er kæmpe stort her i kaffeshoppen, og her på vores lille bump. Vi hører alle de samme numre, og vi kan alle forholde os til de sange som vi nu vælger at sætte på i bilerne, i stuerne, eller nogle endda i haverne. 

Jules og jeg sidder på vores stole bag disken og nynner med, mens Jason står og renser kaffemaskinen, da han tabte i sten, saks, papir, mod mig. Sidste gang var det Jules der tabte, så denne gang var det enten min eller Jasons tur. Dog ved jeg at Jason altid tager papir, han er utroligt forudsigelig, så jeg tager saks. På trods af at det er dette jeg gør hver gang, tænker han aldrig over at skifte til sten. Men måske tror han bare at han holder sig lidt mere mystisk, end han egentlig gør.  Men sådan fortsætter vi resten af arbejdsdagen. Kunder kommer og går, de fleste kender vi i forvejen. Klokken over døren bliver ved med at ringe, uanset hvor mange gange vi ønsker den til helvede. Jules og jeg bliver ved med at sidde på de brune, egetræsstole og nynne med på Adele sangene, der bliver spillet i radion, og Jason bliver ved med at lave arbejdet fordi at jeg vandt over ham i sten, saks, papir. Imorgen er det dog min tur til at lave alt det kedelige, alt slavearbejdet, og til at betjene stort set alle kunder der kommer ind af døren. 

Indtil lige det minut vi lukker, slukker og låser, og et nyt Adele nummer igen er i mine ører, og jeg endnu en gang går på vej hjem mod min mors, Toms og mit hus, som dog kun er min mors, da Tom og jeg bare bor der. Det er bare et sted vi lever, bare et sted vi spiser og sover. Sådan går det dag efter dag. Det er kun mor der lever der. Hun laver sine ting der. Strikker, maler, læser, spiser, sover, sidder med sin mobil, som Tom og jeg gav hende i julegave sidste år. Mor lever der. Tom og jeg bor der bare, indtil vi finder vores eget sted at leve. Dog skal det ikke forhindre mig i at gå ind af hoveddøren uden at banke på, bare smide mine sko et tilfældigt sted i entréen, og smutte ind på mit værelse, som om jeg ikke engang behøves at fortælle mor og Tom at jeg er hjemme. De ved det, da jeg ikke ligefrem er lydløs, og de ved det, fordi at de kender mine arbejdstider.

Det forhindre mig heller ikke i at have både mobil, computer og tablet til opladning på samme tid, og bruge løs af strømmen, eller forberede det længste, varmeste bad jeg har fået i dage, fordi at jeg nok netop ikke bare lever her. Jeg bor her, indtil jeg finder et bedre sted at bo, og jeg tror lidt at det er sådan det skal være. Jeg tror det er meningen at vi finder nye steder at leve hele tiden. Vi ændre hele tiden hvordan vi vil leve, og hvordan vi vil have at andre skal se vores levestil. Mor kan godt lide store, sorte, lædermøbler. Jeg kan godt lide fine, hvide, rene møbler, som giver et moderne indryk, og giver folk idéen at jeg bare har styr på mit liv. Sådan vil jeg gerne leve. Mor vil gerne leve som om at hun er halvtreds, hvilket hun jo også er.

 


 

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige til dette kapitel. Det er en indledning

til hvad vi senere hen skal opleve, og det er et lille indblik i vores kære

hovedpersons hverdag. Hvad tænker i indtil videre om personerne?

Hvem glæder i jer til at se mere til? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...