Consequences of a love addict ♡ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2016
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Jeg er forelsket i hans øjne, især i sollys. I hans stemme, især hans morgenstemme. I hans grin, især når han er lettere fuld. I hans hår, især når han lige har været i bad. I hans smilehuller, især når jeg er grunden til at de viser sig. Jeg er forelsket i ham, og ingen anden end Harry Styles.

14Likes
5Kommentarer
3504Visninger
AA

7. ♡ Four

25.11.13

 

Dagen igår havde virkelig overrasket mig. Jasons mislykkede forsøg på at vise mig hans store kærlighed, naturligvis rettet mod mig, og Harrys besøg i kaffeshoppen, hvor han virkelig drillede med mit hjerte. Helt uden at kende ham, fik han mig til at føle mig tæt på ham, på en måde jeg aldrig har oplevet før. Siger man ikke at en person fuldstændig har fejet benene væk under en? Det var ihvertfald hvad Harry havde formået at gøre på under tyve, korte minutter, som føltes som en evighed. En behagelig evighed. Dagen idag går på at have fri. Måske købe nogen lange bukser, da det regner idag. Måske er vinteren endelig på vej? Tro mig, jeg elsker sommer, men der er bare noget over vinteren i England. Den hvide sne der dækker alle græsplæner, og frosten der sidder på grenene, der engang var fyldt med blade. Lysene der hang ned fra husenes vinduer, i hvide, blå og nogle endda røde. Julemændende placeret oppe på tagene, og guirlanderne der pynter i stuerne. Kunderne der strømmer ind af dørene i kaffeshoppen, for at få en varm kop kaffe, eller endnu bedre, en varm kakao. 

Mindre heldigt er det dog at vi først skal igennem regnvejrsperioden, som efterhånden kommer senere og senere. Chancerne for en hvid jul er små, mens chancerne for en våd jul, er uendeligt store. Grundet regnvejret er det ikke et par lårkorte shorts, som afslører mine brune ben, jeg har på. Det er et par lange, sorte, stramme jeans, med slidmærker ved knæene, og på det højre lår. Istedet for en hvid, halvgennemsigt t-shirt, som let afslører min mintfarvede bh, er det en lysegrå sweater, som går ned til midten af min hånd, der pryder min overkrop. Dog er det converse jeg har på, og ikke et par høje, gule gummistøvler, som resten af byen ellers ser ud til at have på, på regnvejrsdage som denne. 

I går havde far siddet inde i stuen sammen med Tom, hvorimod mor var flygtet ind i soveværelset. Forståeligt nok, tænker jeg. Far var blevet og overnattet, hvilket forklarer dynen, puden og lagenet placeret i vores grå sofa, som er placeret henne i hjørnet af vores svagt, lysegrønne stue. Dette er også grunden til at jeg idag bevæger mig ud i byen, køber noget tøj i vores kære second hand butik, og hvem ved, måske noget slik til i aften, så jeg har en grund til at gemme mig på mit værelse, med en masse afsnit af Gossip Girl, som lige nu er serien jeg ser. Jeg snakkede ikke med far. Ikke i går, ikke i morges, og især ikke nu, på trods af at han ivrigt prøver at starte en samtale. Han kunne i det mindste have skrevet. Eller sendt penge. Pengene havde været godt. Han havde fået skæg, intet stort i det. Det klædte hans ansigt bedre end den smule skægstubbe der sad, når han ikke havde barberet sig i omkring to dage. 

På trods af min far siddende i stuen, snakkende med min lillebror, selvfølgelig om en bil og køretimer, og en mor der ikke ville forlade soveværelset, før den idiot af en eksmand forlod deres hus, forlod jeg huset, i regnen der med der samme ramte mine converse, og mit hår, som jeg i dagens anledning hverken havde glattet, krøllet, eller sat op. Jeg lod det hænge, da regnen alligevel bare ville ødelægge det. Regnens kolde, hårde dråber ramte forsigtigt mine ben, som var dækket af et lag denim, og min sorte jakke som jeg havde udover sweateren, gjorde ikke meget mod vinden. Alligevel stod jeg og fumlede med mine nøgler, for at låse døren, inden jeg lagde nøglerne ned i min brune, læderpung, hvori min mobil og mit kreditkort også lå. Nu var der også kun ti minutters gang til secondhand butikken, kaffeshoppen hvor jeg tænkte jeg ville ind og sige hej til Jules, og hen i indkøbscentret og blande noget slik, til min fantastiske netflix aften. Dette ville dog kun tage ti minutter, hvis det ene lyskryds der var, viste grønt. Ellers ville det tage tolv. 

Turen som jeg kendte alt for godt, gik godt. Jeg gik med lange skridt, og som jeg kunne mærke mine fødder ramme de våde fliser, og i ny og næ en lille vandpyt, nåede jeg også hen til secondhand butikken på rekordtid. Ni minutter. Mine bukser var godt våde, og mit hår var blevet fladt i toppen, og lettere bølget i bunden, præcis ligesom ens hår ser ud, når man kommer ud fra under bruseren. Mine sko var gennemblødte, hvilket også var grunden til mine nu, gennemsigtige sokker, som førhen var hvide. At min mascara ikke var løbet, var vidst ren held. Mine kinder var lettere røde, og mine ører utroligt kolde. Mine fingrespidser var også på vej hen til en lettere blå farve, og jeg er sikker på at mine tæer allerede er der. Jeg trådte ind af døren til secondhand butikken, hvor en lidt mindre irriterende klokke, bimlede over hovedet på mig. Det må næsten være sådan det er at træde ind i kaffeshoppen. 

Jakken åbnede jeg, for at prøve at få mit tøj til at tørre lidt, mens jeg kiggede på noget nyt. Hvem ved, måske skifter jeg til det, for at blive tør. Butikken var ikke blot delt op i piger, drenge, babyer, kvinder, mænd. Også i sko, jakker, bukser, bluser, tilbehør, og undertøj. Butikken var let at finde rundt i, og på trods af de mange varer, og den lille plads, var det overhovedet ikke rodet. Der stod mannequiner i vinduerne, og havde noget tøj på, som man selvfølgelig også kunne få lov at prøve, og købe. Der var hoveder med parykker, som der sad hatte, solbriller og tørklæder på, og disse stod næsten på hver hylde der var i butikken. Der lå legetøj og flød, men på en pæn måde, selvfølgelig, henne i babyafdelingen, og der var små lyserøde tylskørter i pige afdelingen. Mine øjne fandt straks kvindetøjet, og med det samme gik jeg på jagt efter shorts, lange, sorte bukser, da det er alt jeg går i, og om muligt, også en sweater eller to, nu hvor vi er på vej mod december.

Kjoler og nederdele har aldrig været min ting. Ej heller høje hæle, og da slet ikke stiletter, eller endnu værre, pumps. Skal der være hæl på noget, så skal det være mine støvler, som jeg måske bruger tyve dage om året. Jeg er mere til mine sneakers. Mine converse, mine old school vans, eller min nyeste tilføjelse, et par sorte nike sko. Ikke fordi de er stilede, eller mega populære, bare fordi at de er gode at gå i. Mit tøj bliver ofte delt ind i hvad der er komfortabelt at have på, og hvad der bare ser pænt ud. Som på min sekstenårs fødselsdag, hvor jeg havde den mest ubehagelige bh på, men den var flot, og man kunne se den let igennem min pastel lyserøde t-shirt, som min mor havde insisteret på at jeg havde på, når det nu var min sweet sixteen. 

To par Levi's shorts, et par sorte jeans, en hvid sweater, og fremogtredive pund senere, var jeg på vej hen til kaffeshoppen for at hilse på Jules. Jason ville selvfølgelig også være der, og hvis Jules stadig var på hospitalet, havde jeg heller ikke haft fri idag. Jeg åbnede døren op, og mine øjne opdagede hurtigt at der ikke var et eneste tomt bord, eller en eneste tom stol. Nogle stod endda op, alle snakkede og grinte, og kaffeshoppen var fyldt, for første gang i lang tid. Sikkert fordi at Jules er tilbage fra hospitalet, og alle vil vide hvad der er sket, men er for bange til at spørge, i tilfælde af at hun brød sammen, og måtte ligge på den lukkede. Det kunne man jo ikke være skyld i skete. Jeg vinkede til Jules og Jason, som havde fået øje på mig, ligeså snart vores klokke var gået af. De andre kunder gav mig et hurtigt blik, nogle et lille smil. Ved et af bordene, det helt henne i hjørnet, med en enkelt stol, som ikke passede til de andre, sad en høj mand, med hue og solbriller, på trods af regnvejret. 

Harry. Jeg kunne mærke varmen i mine kinder stige, bare en lille smule, hvilket også resulterede i at jeg gik hen til Jules og Jason bag kassen, bare en smule for hurtigt. Jeg smed mine to poser som damen i secondhand butikken havde lagt mit tøj i, og jeg placerede min lettere våde numse på stolen, som Jason stod ved siden af. Jeg placerede min ansigt i min hånd, for at gemme min lettere rødmen, og det blev bestemt ikke bedre, da jeg hørte hans hæse stemme, spørge om jeg var på arbejde idag. Jason kiggede ned på mig, diskret så Harry ikke ville se det, og jeg kiggede næsten desperat op på ham, i håb om at han ville svare hvad jeg ønskede. 

"Hun er lige her," sagde han. Hans stemme var klar, tydelig, og ekstremt spydig. Lidt som om at han hævnede sig for i går, hvor jeg droppede ham, og brugte hele fem minutter på at stå i min egen verden, med kun en anden indbygger; Harry. Han så hvor drømmende jeg havde kigget på ham, og han synes tydeligvis at Harry og jeg skulle snakke. Ikke tale om, niks. Alligevel stod jeg på mine fødder, og smilte akavet, med min venstre hånd viklet om min højre albue. Jeg må have set så genert ud, og jeg følte mig virkelig dårligt til mode. Harry smilte let, og hans solbriller hang i hans sorte t-shirt, som automatisk formede den til en v-neck, på trods af at udskæringen sad forholdsvis højt i halsen. Hans tunge fugtede let hans læber, og det så pludseligt ud som om at han ikke vidste hvad han skulle gøre med hans hænder. De endte med at fumle lidt ved den anden hånds fingernegle. 

"Hej, Louisa," startede han forsigtigt ud. Hans stemme tøvede lidt mellem hej, og mit navn, som han fik til at lyde så utroligt smukt, måske endda specielt, på trods af at jeg altid har hadet det. For det meste når folk spørger efter mit navn, siger jeg også kun Lou. Mit navn lyder så gammeldags, især i en by som denne, hvor alle hedder smarte ting, som Jules, Jason og endda også en Melanie. Så er der de kedelige navne som Louisa og Tom. Selv mors navn var pænere. Hun hedder Sophie. Han rømmede sig en smule, og først der opdagede jeg også at jeg ikke havde svaret. 

"Hej," svarede jeg venligt. Jeg undlod med vilje at bruge hans navn. Det var for personligt, og der ville jeg slet ikke hen. Jeg kender jo for søren ikke manden. Jason gav mig et lille skub i siden med sin albue, hvilket fik mig til at smile, dog lettere irriteret, men til Harry, og jeg snuppede hurtigt mine to poser, gav Jules et kram, og smuttede hen på den anden side af skranken til Harry, som foreslog at vi kunne sætte os ved et bord. Det takkede jeg ja til. Hans stemme er åbenbart ikke så hæs som den var første gang jeg hørte den. Den er behagelig, blød, med et lettere strejf af noget der kunne minde om en hæs stemme. Den er stadig yderst charmerende, ligesom han, den er bare mere normal end først tænkt. Harry havde rykket en stol ud for mig, som jeg forsigtigt satte mig på, inden jeg selv rykkede den ind. Jeg kunne aldrig rigtig lide når Jason gjorde det for mig. Altså, på de to dates vi var på. Harry havde en kop kaffe foran sig. Formentlig med en smule fløde i, da det er det jeg havde lavet til ham de to gange han havde bestilt før. 

Modsat så mange andre fremmede, som valgte at spørge om jeg ville sætte mig ved deres bord, og se dem drikke kaffe, så var samtalen tom. Vi snakkede næsten ikke, men heller ikke fordi at jeg har andre erfaringer med det. Det er ikke fordi at fremmede kalder mig ved fornavn, eller spørg om jeg vil sidde med dem, for at være stille, og se dem nyde deres dejlige kaffe, uden overhovedet at overveje at tilbyde mig en kaffe, eller bare en enkelt tår af deres. Som forventet var stemningen mellem Harry og jeg akavet. Udover at vi ikke snakkede, udover ting som hvorfor han var her i byen, og hvorfor jeg boede i sådan en tom by, så kunne jeg hele tiden mærke Jasons øjne i ryggen. Engang imellem var det sikkert også Jules der kiggede, men der følte jeg ikke nogen ubehag. Det så heller ikke ud til at gå Harry på. Ellers havde han bare ikke opdaget det. 

"Skal jeg køre dig hjem?" Spurgte Harry, midt i det hele. Han placerede hans nu tomme kaffekop på bordet, og tog forsigtigt en serviet, og fjernede mulige kafferester fra rundt om hans mund, og var ekstra grundig i mundvigende. Dette gjorde han, mens han naturligvis så brand godt ud. Han kiggede på mig, og vi dannede igen denne ubehagelige, intime øjenkontakt, som gav mig så stor ubehag, men som jeg ikke kunne rive mig løs fra. Dogså det ud til at jeg fandt en måde.

"Har du bil?" Min stemme lød overrasket, og jeg lød næsten som et lille barn, der lige havde mødt den første person i verden, der havde anskaffet sig en bil. Harrys mundvige vendte let opad, og mens han kiggede ned i bordet, kørte hånden igennem hans krøllede, mørkebrune hår, kom der små lyde fra hans side af bordet af, som vidst nok skulle have været et svagt grin. Dette tog jeg som et ja. Han kiggede igen op på mig, med et smil om læberne, som nåede hele vejen op til hans øjne, og gav ham små smilerynker jeg ikke havde set før nu. Han nikkede kort som svag, inden han rejste sig op, og tog mine poser, og igen udstødte denne underlige lyd, som jeg bare forventede var et lavmælt grin, da han vel ikke ville have at hele kaffeshoppen kunne høre os. Jeg rejste mig selv op fra min stol, hvor jeg havde efterladt et lettere numseaftryk, fra mine fugtige jeans, som klamrede sig endnu mere til mine lår, end de normalt ville gøre. 

Jeg fulgte efter ham, inden han besluttede sig for at sænke farten, så jeg rent faktisk kunne gå ved siden af ham. Hans utroligt lange ben, og tørre sko, kunne gå langt hurtigere, end mine korte ben, dækket af nogle fugtige jeans, og mine ømme fødder, fanget i et par gennemblødte sko. Han pegede hen på en lyseblå bil, og signalerede ligesom at det var hans. Det regnede stadig, så nu var jeg utroligt taknemmelig for at han ville køre mig hjem. At blande slik måtte blive næste gang, far synes at han skulle ødelægge vores ellers så perfekte hverdag. Mor ville jo være ude af den to uger frem, hvis ikke mere. Se bare hvad skilsmissen havde gjort ved hende. Han låste bilen op, med sådan en smart nøgle, som man bare skulle trykke på. Han gjorde det omtrent halvanden meter fra bilen, og jeg må have set utroligt fascineret ud, da et lille, denne gang ægte grin, forlod hans læber, og blottede hans tænder. 

Han åbnede forsigtigt døren for mig, hvor jeg hurtigt satte mig ind, for at komme i tørvejr. Jeg spændte min sikkerhedssele, og kun lige som jeg havde gjort det, fik jeg placeret mine to poser på skødet, og hurtigere end jeg havde forestillet mig, sad Harry ved siden af mig, bag rattet, og havde bilen tændt. Han kiggede hen på mig, og jeg forstod virkelig ikke hvorfor. 

"Må jeg få at vide hvor du bor? Ellers er det lidt svært at køre dig hjem," sagde han. Det sidste mere flabet end han måske burde have gjort. Mere flabet end andre ville snakke til mig, det var sikkert. Jeg grinte forsigtigt over hans kommentar, men nok også over at jeg ikke er sikker på at han ville kunne finde det, hvis jeg bare gav en adresse.

"Du skal bare køre ligeud, og så er det, det første hus der er lilla," sagde jeg, en smule tøvende. Ihvertfald det sidste. De fleste kigger underligt, når man siger at man bor i et lilla hus. Originalt var det bare mørkerøde, mørkeorange, og postkasserøde mursten, men efter skilsmissen mellem mor og far, betalte mor en hulens masse penge for at få malet huset lilla. Han nikkede, og begyndte at køre ned af den velkendte vej, som var dækket af vandpytter, og regnbuelignende mønstre, i vandpytterne der havde ramt en smule olie. Vores hus skiller sig ud. De andre huse på vejen er af røde mursten, nogle få gule. De to andre huse der er blevet malet, er begge lysegrå, måske med en snert af koksgrå inde over. Husene er almindelige. Det er vores bestemt ikke. 

Radioen var blevet tændt, og lyden af Adeles bløde stemme, fyldte bilen med en ro, istedet for den akavede stemme der havde været på kaffeshoppen. Jo længere op ad vejen bilen kom, jo tættere kom jeg på et mareridt med nok at skulle snakke med far. Bestemt ikke noget jeg havde lyst til, hvilket lidt er derfor jeg håber Harry vil følge mig ind, så far ikke snakker til mig. Eller også håber jeg han er smuttet. At han har opdaget at han ikke kommer til at snakke med mig, ikke denne gang. Måske når han begynder at tage sig af mors medicin, og af regningerne, istedet for at jeg skal gøre det, når mor har glemt at betale elregningen. Harry holdte bilen ind til siden, og slukkede den. Han åbnede først sin egen dør, og derefter smuttede han hurtigt hen og åbnede min. Han tog poserne, så jeg kunne klikke min sele op, og stige ud af bilen uden nogle problemer. Han smækkede også døren efter mig. 

"Må jeg følge dig ind, eller?" Spurgte han. Mit hjerte sprang et slag over, og jeg blev pludselig mere nervøs end jeg regnede med at blive. Jeg troede bare at han ville gøre det. Ikke spørge. Nu ved jeg da ikke om han må. Tager han det som noget seriøst?

 

 

Hva så, tror i Harry får lov til at følge hende

ind, og snakker Lou med sin far? Jeg vil

utroligt gerne høre hvad i synes om historien,

og vil endelig gerne have noget feedback!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...