At drukne

Denne historie handler om hvordan det er, at være bange for, at miste nogen der står en meget nær. Frygten for døden, og sorgen, men samtid følelsen af lettelse, når skæbnen arbejder med dig og ikke mod dig. Denne historie er skrevet ud fra konkurrencen "mig før dig".

0Likes
2Kommentarer
115Visninger
AA

1. Frygten for døden

At drukne. Det er uden tvivl den mest uhyggelige måder at dø på. Tanken om at vandet stille og roligt kommer snigende ned i lungerne, jager ilten ud så der til sidst kun er vand tilbage. Kroppen der desperat begynder at krampe for at overleve. Men til sidst er nød til at give forgæves op.

Asger min bedste ven, er et år yngre end mig. Han er svømmer ligesom mig. Det var hans bror Rune også, men han stoppede, da det var svært for ham at hans bror, der er 2 år yngre, er meget hurtigere end ham. Asger er bare et naturtalent, det er som om, hvis der er noget han rigtig gerne vil, gør han det uden tøven. Derfor er det vigtigt, at man passer på hvad man siger i hans på hør.

Jeg var næsten lige rykket op på andet holdet. Jeg var glad, for vi havde nemlig fået at vide at vores træner Mark, ikke skulle være træner for tredje holdet mere, men for andet holdet. Så det betød at jeg stadig ville havde Mark. Jeg rykkede op sammen med Asger, det var endeligt lidt mærkeligt, for han var meget hurtigere end mig, men så er han jo også en dreng.

Det var en træning en regnende oktober dag få år tilbage. Regnen trommede på ruderne i hallen det gjorde stemningen hyggeligere. Men hyggen forsvandt hurtigt. Da vi efter en lang og hård hoved-serie, endelig fik at vide at det store spørgsmålstegn, som stort set dækkede hele tarvlen betød? Var bundsidning. Troede jeg, at jeg skulle dø! Det er det værste i hele verden. Det er ubehageligt, klamt, hårdt og bare tragisk i det hele taget. Det er der jeg altid spørger mig slev, hvem kan overhovedet lide det? Så kigger man over på Asger som selvfølgelig elsker bundsidning! JA selvfølgelig gør han det. Hvorfor skulle han ikke det! Han elsker alt. Han er også næsten trænerens yngling. Men kun næsten

Han er den populæreste dreng på holdet. Med hans positive energi, fik han de fleste med på den. Så lige pludselig syntes alle det var fedt. Eller efter nærmere efter tanke næsten alle!

Vi fik en kort pause, indtil mark kom tilbage med dødens instrument. En skruetvinge. Ja hvem ville havde gættet det? At en skruetvinge, er noget af det, jeg hader allermest på hele kloden. Han bruger den til at slå på ståltrappen der sidder langs bassinkanten, hvert tiende sekund, så vi kan følge med i hvor lang tid, der er gået.  Den rungende lyd fra slaget på stigen sprede sig nemlig som et ekko under vandet.

Et minut! Var alt vi fik til at få vores vejrtrækning under kontrol. Et søle minut! Det var ikke meget for sådan en som mig, som tror jeg skal dø, hver gang der er, nogle der siger ordet holde vejret. Engang var der nogen, der ville holde en "hvem kan holde vejret længst konkurrence", og fordi jeg jo er svømmer regner alle med, at jeg kan holde vejret i sådan ti minutter, og jeg modsiger dem aldrig, for det er vel altid rart med lidt anerkendelse. Men jeg er altså ikke en person der er god til at holde vejret, men jeg kan godt være snedig, og så smart som jeg er, tog jeg hånden op, for at holde næsen lukket, men det betød jo også, at jeg samtidigt kunne dække for munden, så jeg kunne trække vejret normalt, mens det samtid lignede, at jeg faktisk holdt vejret. Det var en smart teknik, lige indtil der var nogen, der opdagede, at jeg snød, men det er en anden sag.

Men som sædvandeligt havde Asger intet imod det, og var allerede klar efter 10 sekunder.  Han smilede sit 'det skal nok gå smil’ til mig, gav mig et lille klap på skulderen. Men lukkede sig så inde igen, i sin lille fokus cirkel. 

Da den klingende lyd fra skruetvingen lød mod strål trappen, trak han sig ned, og vandet omslugte hans krop, hans hår brusede kort tid i overfladen, før det forsvandt ned mod bunden. Jeg kunne se ham side under vandet, og holde fast i den lille sprække, der er nede på bunden af bassinet, helt henne ved broens kant. Da lyden lød igen, var det min tur, til at trække mig ned i det kolde dyb.

Asger og jeg sad nu side om side. Første runde var kun tredive sekunder.  Det kunne jeg godt klare og Asger kunne sagtens. Lyden lød igen, og igen, og Asger satte af fra kanten og svømmer uden problemer de 12 ½ meter fly ben under vand, før han kom op, for at trækker vejret igen. Endelig høre jeg lyden tredje gang, og nu er det endelig min tur, så jeg sætter af og svømmer mine 12 ½ meter fly ben. Da jeg når overfladen syger jeg ilten til mig som en syg unge der ikke har fået mad i år. Men det var kun første runde, og værre viste jeg det ville blive.  

Sådan bliver vi ved og ved. Det føltes som en evighed med ikke andet end lidelser. Da vi endelig nåede til sidste runde. Hvor man skulle holde vejret, så længe man kunne. Tre af gangen forsvinder folk under vandet hvert tiende sekund, det er som om, de bliver taget at vandet.

Jeg havde det som om, jeg ikke kunne trække vejret, det var som om, jeg var bange for det. Asger kigger indgående på mig, hvisker så ’Hver stærk. Du skal nok klare den. Det gør du altid’. Han tager et par hurtige vejrtrækninger, før han igen forsvinder under vandet, og overlader mig til min dystre tankegang, om at det her vil være min død.

Kling og jeg er nede igen, side om side med Asger, det gav mig en lille trykhed, at vide han var lige der, lige ved siden af, hvis der skulle ske noget. Men efter tre slag på trappen (3 slag = 30 sekunder) kunne jeg mærke galen i min mund, som var ved, at fylde hele min hals, så jeg ikke kunne trække vejret. Panikken kom snigende. Jeg vidste godt, at jeg bare kunne sætte af fra kanten og svømme 12 ½ meter og være færdig, men jeg ville ikke være den første. Jeg kunne høre Anna, ved min anden side begynde at rumstere, da den ubehagelig følelse af ikke at kunne få luft kom. Hun begyndte at sparke voldsomt med benene, da man nogle gange godt kan komme til at føle en ubehagelig kildende fornemmelse i kroppen, når man ikke kan får luft. Hun udgav nogle underlige lyde, det var svært, at holde maske og lade vær med at grine. Hun holdt ikke længe og satte af efter et minut.

Jeg tror ikke engang, Asger havde opdaget alt postyret, han sad i hvert fald helt stille uden at reagere. Efter to minutter kunne jeg heler ikke mere, jeg svømmede tilbage til den anden ende, kravlede op på kanten og stod og kiggede på dem, der stadig var tilbage. Asger var selvfølgelig en af dem. Hvem havde ikke forudset det. Det her var jo lige ham, faktisk er de fleste ting, der indeholder fysiske aktiviteter lige ham.

Jeg kunne mærke håbet spire i mit bryst som et ny sået frø. Jeg håbede inderligt, at han ville kunne holde den længst tid, det havde han i hvert fald fortjent, selvom det bare var for sjov håbede jeg stadig.

Tiden gik, og han blev siddende. David var den næstsidste, der satte af fra kanten. Efterlod Asger som den sidste, og dermed som vinderen. Men hvorfor satte han ikke af nu. Han behøvede jo ikke side der længere, han havde vundet. Jeg begyndte at blive nervøs, håbede han snart satte af.

Endelig! efter 4 minutter og 10 sekunder satte han af fra kanten og svømmede 12 ½ meter ud. Men så stoppede han? Hvorfor stoppede han?  Hvorfor kom han ikke op og trak vejret? For helvede Asger! Kom nu op der fra! Men det gjorde han ikke. I stedet begyndte han bare, at snurre rundt som en lille snurretop undervandet. Jeg kunne mærke mine ben begyndte at løbe hen mod midten af bassinet. Han lå helt sammenkrøbet, med hovedet ned mod bunden.

Jeg prøvede at ligge bånd på mig selv, og blev ved med at sige til mig slev, at jeg overeagerede og at han bare gjorde det for sjov, men det kunne jeg ikke. Jeg sprang ned i bassinet til ham. Min skræk blev til virkelighed. Han var bevidstløs og helt blå. Hans læber, hænder og fødder var blå.  Hans krop rystede af de voldsomme krampetrækninger, der gik gennem hans krop som elektriske stød. Jeg prøvede, at trække ham op, men han var for tung og ustyrlig, med de voldsomme spjæt, han lavede med arme og ben. 

Jeg svømmede op mod overfladen. Blev mødt at Marks urolige ansigtsudtryk. Men i stedet for at sige noget, råbte jeg bare ”HJÆLP!!” af mine lungers fulde kraft, jeg blev ved med at råbe og råbe, indtil Mark trak mig op af vandet, og fik mig til at falde til ro. Resten af holdet stod bare mundlamme og kiggede, nogle græd endda.

Jeg så en af livredderne, som vist nok hedder Frank. Han kom løbene med fuld fart, han sprang yndefuldt over bassinkanten, og lavede et perfekt hovedspring med en perfekt landing. På under tredive sekunder havde han fået trukket Asger op over vandoverfladen igen og hen til kanten. Min krop begyndte at skælve af skræk, for at han var druknet. Væk for altid! Begrund af det skide bundsidning! Jeg har altid vist, at det ikke var godt for en FUCKING SKID!

Heldigvis var der en læge til stede i hallen. Han kom styrtende, han lavede alle mulige læge ting på Asger.

Jeg begyndte at græde, tårerne ville bare ikke lade vær med at løbe. Jeg stod stiv af skræk, mens tårerne bare trilede lydløst ned over mine kinder, før de uden en lyd faldt til jorden. I det øjeblik jeg stod der og kiggede på Asgers livløse blå krop, vældede følelserne ind over mig. Jeg blev ved med, at tænke på alle de ting, jeg ikke havde nået, at fortælle ham, fx hvor nuttet det var, nå han rykkede næsen en smule, det fik ham altid til at ligne en lille gavtyv, en gavtyv man gerne ville tage med hjem, og aldrig give slip på igen. I det øjeblik aftalte jeg med mig selv, at hvis han overlevede det her, ville jeg aldrig give slip på ham igen. Jeg ville aldrig lukke ham ude eller på nogen måde gøre noget, der ville kunne såre ham. Spørgsmålet om hvordan i alverden jeg ville kunne leve i en verden uden ham, og hans opmuntrende bemærkninger og kærlige klem, var fuldstændig utænkelig. Men før jeg nåede til mine værst tænkelige konklusioner, skete der noget.

Han begyndte at hoste. Jeg kunne mærke lettelsen bredde sig rundt i hver en afkrog af min krop. Det var en så rar følelse, jeg aldrig har følt før. Det var en følelse af lettelse. Det var som om en 10 ton tung vægt var blevet løftet fra mine skuldre.

Kort efter lød sirenerne og han blev hentet af ambulancen og kørt på hospitalet. Jeg besøgte ham dagen efter. Han havde det fint, bortset fra at han var ved at dø af kedsomhed, så han begyndte, at lave pus-ups i hospitalssengen. Jeg kunne ikke lade vær med at grine af ham, jeg var bare så lettet over, at han var i live. Det kunne værre gået så galt.

Jeg blev hos ham i mange timer, og snakkede om ting jeg aldrig har snakkede med nogen om før. Det var i det øjeblik, jeg lade mærke til noget, jeg aldrig har lagt mærke til før: Når han snakker lyser glæden ud af øjnene på ham som to skinnende diamanter. Når han fortæller, lever han sig meget ind i det, han fagter rundt med armene, så man er nød til i hvert fald, at holde en meters afstand for ikke, at blive ramt. Det var uhyggeligt, hvor længe jeg havde kendt ham, og at jeg alligevel ikke viste mere om ham, men det var i det øjeblik, det gik op for mig, hvor højt jeg endelig elskede ham, og jeg vil aldrig lade ham glemme det. Selvom følelsen af så meget kærlighed for et andet menneske, var en meget skrammende og ny følelse for mig, blev den overskygget af en mere skrammende tanke, følelsen af al den her kærlighed var kommet som efterfølge af frygten for døden... Men man har kun et liv, og det er din pligt at leve det fuldt ud, og det havde jeg skam også tænkt mig, at gøre efter alt dette, nu var det slut med ting jeg ikke havde lyst til at gøre, og tid til de ting jeg havde haft på min "To do" liste i årevis. 

To dage efter alt det kom han hjem fra hospitalet og var frisk som en havørn. Fra den dag af, er bundsidning blevet forbudt i vores klub.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...