Den første

Til konkurrencen "Mig før dig" : Historien fortælles gennem et brev, om et forhold mellem en dreng og en pige. De starter med at være de bedste venner. Altid sammen. Men når venskab vil bliver til mere end det, kan der være konsekvenser.

1Likes
2Kommentarer
116Visninger

2. Et brev

Nu sidder jeg her. Skriver dig dette lange brev. For jeg vil have dig til at huske. Huske vores tid sammen. Vores glæde, vores smerte. Det var som om tusinde hjerter bristede, da du efterlod mig, den kolde sommermorgen. Som intet vi havde betød noget.

***

Vi startede da vi var små. Første gang vi mødtes, var vi kun fire. Vi stødte på hinanden i børnehaven. Du havde en rød bluse på. Midt på var en T-rex. Jeg syntes det var det sejeste nogensinde. Jeg var altid med på de vildeste ting du foreslog. Som den gang vi kravlede over hegnet, for at tage ned og købe is. Vi nåede aldrig længere en over vejen, men det var en dag jeg aldrig vil glemme.  

Vi var de bedste venner. Sådan starter næsten alle kærligheds historier.

Du fik os altid i problemer. Hvis vi ikke prøvede at bryde ud af børnehaven, stjal vi småkager fra køkkenet. Eller så gravede vi store huller i sandkassen, bare for at se andre falde i. Jeg ved ikke hvad vi tænkte på den gang... Hurtigt blev vi ældre. Snart var vi kommet i skole. 0 klasse. Du syntes det var det værste nogensinde, men jeg havde det fedt.

Da vi blev 6, kun få uger efter hinanden, holdte vi den største fødselsdagsfest. Alle var inviteret. Vores forældre var ellevilde. De havde planlagt det i måneder, men vi var aldrig de største festaber. Jeg husker tydeligt dig slæbe mig op på dit værelse. Der sad vi og legede med dinosaurer. Du var altid T-rex'en, som ville æde alle andre dinosaurer. Vi sad der oppe til mørket faldt på, og gæsterne gik hjem. Så byggede vi en hule, henne ved din seng. Hængte lagner og tæpper over det hele. Så sad vi der, med en lommelygte i hver hånd. Du kom tættere på, og gav mig et kys på kinden. Vi begge trak os væk i væmmelse. Ad, det var klamt, sagde vi begge. Men nu savner jeg dine bløde læber. Jeg savner dine kys.

Det første skoleår var ikke slemt. Vi havde dannet en gruppe i vores klasse. De seje, havde du kaldt os. Vi inviterede et par drenge, og nogle enkle pige. Ikke for mange. Det var mest dig, mig og drengene. Vi opførte os som om, intet kunne skade os. Vi var de sejeste i årgangen. Eller det sagde du jo... Ikke en gang 4klasserne sagde os imod. Årende gik. Snart gik vi i femte. Hvor blev årende dog af?

Vores venskab var stærkere end nogensinde før. Vi var som bror og søster. Næste altid sammen. Vores vilde handlinger havde ikke ændre sig. Vi var altid ude på ballade. Jeg huske da du "spildte" maling ud over Trine, hvor jeg efter uheldigvis kom til at hælde glimmer ud på hende. Hun var som et juletræ, som lyste op. Vores forældre var også blevet venner. De havde været det i et stykke tid. Den ene dag var de ude at spise, den næste havde de lejet en båd, og var sejlet sig en tur. Vi var hos din mormor den weekend. Hun baget altid æblekage... Alt var fint, alt var godt.

Men det ændrede sig. Jeg gad ikke længere det barnlige pjat. Vi gik nu i syvende. Det var på tide at blive moden. Men du var den sammen. Den sammen, som jeg ikke kunne stoppe med at elske. Jeg fortalte dig det aldrig. Det var i starten af syvende. Mine følelser ændrede sig. Hver gang jeg kiggede i dine øjne, var det som om mit hjerte ikke længtes efter andet. Men jeg kunne ikke sige til drengen, der havde været min "bror" siden vi var helt små, at jeg ville mere end hvad vi havde. Ved du overhovet hvor ondt det gjorder. At se, at være hos dig hver dag, men aldrig vise dig mine følelser.

Vi gled fra hinanden. Du forstod intet. Typisk dig. Du hang stadig ud sammen med drengene, mens jeg begyndte at gå op i mine lektier. Noget der aldrig havde faldet mig ind. Og så en onsdag morgen, kom du smilende hen til mig. Fortalte at du nu havde en kæreste. Den smukkeste pige du havde set. Det var første gang mit hjerte bristede af smerte. Hver gang jeg trak vejret, var det som om en kniv borede sig længere ind. Jeg bad mine forældre om at stoppe med at se dine. Vore fredag aftener stoppede. Vi sad ikke længere til langt ud på natten, mens vi spille computer. Intet var som før.

Vi var ikke længere som den gang. Jeg fandt andre venner, mens du holdet dig til de gamle. Men ikke en dag gik hvor du ikke strejfede mig en tanke. Uanset hvad jeg prøvende ville du ikke bare forsvinde. Der gik et og et halvt år. Vi var i niende. Du kom hen til mig i et frikvarter. Satte dig ned ved siden af. Åbnede din madpakke, og rakte mig dine dinosaurer formet kiks. Det var som vi igen var små. Hvorfor stoppede vi nogensinde med at ses, spurgte du. Jeg sad med tårer i øjnene. Vidste ikke hvad jeg skulle sige.

Hvad havde taget dig så længe? Det var det eneste jeg kunne tænke. Efter den dag, begyndte vi at snakke igen. Du opførte dig ikke som en bror, men som en gammel ven, der ville starte på en frisk. Det var som om vi ikke havde set hinanden i millioner år. Trods vi så hinanden hver dag. Der var kun få måneder til skoleslut. Jeg havde planer for hvad jeg ville, men du vidste intet. Vi studerede i ugevis. Sammen hver dag.

Og endelig gjorder du hvad jeg så længe havde vente på. Du gav mig et kys. Holdte rundt om mig. Jeg gav ikke slip. Det var perfekt. De bedste måneder i mit liv. Du ændrede din status på Facebook, til "I et forhold" Alt var som jeg havde håbet. Vores sommerferie, var noget af en fest. Vi gjorder alt sammen. Du planlage også at gå på det samme gymnasium som mig. Nok ville du være noget inde for IT, og jeg inde for medicin, men vi fik det til at passe. De første lange måneder med skole, var som intet vi havde prøvet. Her skulle vi godt nok tage os sammen. Du var altid så træt, men det var jeg nu også.

Vi planlage fantastiske ting for fremtiden. Der var så meget vi ville. Vi skulle bo i København. Have en dyr lejlighed, med en udsigt der slog alt. Du havde altid en drøm om at få fire børn. To piger, og to drenge. Men som de fleste drømme, bliver de til intet. Der var dage du ikke kom i skole. Der var dates du aldrig mødte op. Det var som om du forsvandt. Men aldrig vidste jeg hvor hen. Du kom ud af det blå, en mandag morgen. Mødet op uden foran min dør. Jeg var stadig i nattøj. Men du var pakket og klar. Du stod der med tårer i øjnene. Sagde intet. Stirede kun. Med det her tomme blik i dine øjne.

Farvel, sagde du. Ikke andet. Et ord, og så ventede du dig om. Jeg løb efter dig. Men du havde sat dig ind i din bil. Lukket døre og vinduer. Jeg hamrede på ruden men nu drejede du nøglen om, og kørte ned ad vejen. Du lod mig stå der.

Trods min smerte kom jeg videre. Det sker for alle den første gang, havde min mor sagt. Men vi må lærer at komme videre. Jeg fortsatte min uddannelse. Fik top karaktere. Som årede gik, fik jeg mit eget sted. Ikke med drømme udsigten vi havde sagt, men heller ej betød det noget. Jeg havde for længst brændt alle billeder af dig. Jeg havde glemt alle vores drømme. Du var som luft. Eller det ville jeg have dig til at være. For sandheden er, at du altid vil have en plads i mit hjerte.

Jeg fik dit brev. Det er derfor jeg skriver dette til dig. Jeg ved ikke hvor mange tårer der faldt fra min kind, da jeg satte mig for at læse. Du har altid haft noget med ord. Tænkt du har meldt dig i militæret. Var det det du efterladte mig for? Jeg forstår det ikke. Elskede vi ikke hinanden? Havde vi det ikke godt?

Og med alle ord du kunne slutte et brev med, var det her dine: Du har kun et liv. Det er din pligt at leve det fuldt ud. Og det kan du ikke med mig i dit.

Vi var venner. Vi var kærester. Vi har grinet og vi har grædt. Du vil nok aldrig give mig sandheden, hvorfor du forladte mig. Men jeg har ikke længere brug for den. Jeg vil leve mit liv fuldt ud. Men jeg vil altid elske dig. Jeg vil aldrig glemme dig. Du var jo den første.... 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...