do you remember me?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2016
  • Opdateret: 7 mar. 2017
  • Status: Igang
Et år er gået, siden Disney Calder var i Grækenland med sine forældre. Som Elitelondon lovede Disney, får hun sin modelkontrakt, hvilket vil sige at hun skal forlade Irland, og flytte til storbyen London.
Hvad Disney ikke har glemt, er den måde hun blev såret på, sidste gang hun var i London. Nemlig af one direction drengene, som hun tilbragte hele sommeren med. Hvad drengene ikke ved, er at Disney i forhold til sidste gang de så hende har fået en alvorlig sygdom.

5Likes
5Kommentarer
999Visninger
AA

4. kap. 2

Det er min anden dag her i London, og fuck hvor er det dejligt, men savnet til Jade er enormt! Jade og hendes familie, har virkelig været støttende overfor mig, i 2 år nu, og jeg er så taknemlig for det.  For et år siden, fik jeg stillet diagnosen anoreksi, Jade og hendes familie har støttet mig, og de tvinger mig ikke til at spise, for nogen ville det nok lyde virkelig mærkeligt, at de ikke prøver på at hjælpe mig af med min sygdom. Men de er der for mig, og fik alligevel nok mad i mig, så jeg ikke tabte mig yderligere, de passede på mig, da mine forældre ikke gjorde. Og jeg har aldrig været mere taknemlig end jeg er, overfor Jades familie. 

 

Jeg er i gang med at tage sko på, jeg har fået den geniale ide. At jeg skal shoppe, jeg skal jo have noget nyt tøj, nu når jeg er flyttet, jeg har jo efterladt noget af mit tøj i Irland, til når jeg skal hjem, så jeg ikke skal have så meget med hjem, haha. Jeg er i gang med at tage mine dejlige  Adidas superstar på, jeg elsker dem seriøst! De er så dejlige at gå i. 

Jeg hopper hen til elevatoren, og trykker på knappen, så døren åbner, jeg hopper ind i elevatoren, og trykker på knappen som fører ned til stueetagen. Jeg stiger ud, og smutter ud af lejligheds området.

 

Jeg har shoppet i god og vel, 2 timer. Og jeg er tørstig. Jeg smutter ind på en cafe,  og bestiller en vand. Der bliver stille, sunget en one direction sang i højtalerne. Og jeg kommer straks til at tænke på at de drenge ødelagde mit liv. Jeg har aldrig haft det så skidt, i alle mine 18 år. Jeg vil selv sige at jeg er kommet videre, jeg tænker stadig på dem, det er klart. Selvom det er et år siden, at jeg stod frem og vidste billedet af Niall og jeg ved træet, er der stadig en masse drama om one direction drengene og jeg. Hver evig eneste dag, bliver jeg mindet om den sorg, og den smerte, som de 5 drenge påtog mig. Fordi jeg elskede dem, lagde i mærke til at jeg sagde ”elskede” og ikke elsker? Jep, jeg afskyer dem igen!  De har ødelagt mit liv jo,  på grund af dem, kan jeg ikke leve i fred. På grund af dem, fik jeg en depression, og fik anoreksi, jeg ved det, jeg kan ikke som sådan skylde skylden på dem over min anoreksi. På grund af dem, kan jeg ikke elske folk på samme måde, fordi jeg nu har mærket hvor ondt kærlighed føles, og hvor ondt det gør at være forelsket i en dreng. Ja jeg var dybt alvorligt, helt ekstremt forelsket i Niall. 

Jeg kan mærke tårende presse på, da jeg sidder i den dejlig bløde stol. Jeg tager en serviet som ligger på bordet, og tørre, de tåre væk, som sidder i min øjenkrog.

”jaja Poul, jeg har sagt at jeg er der om en halv time!” lyder en oprevet stemme, jeg vender hovedet hen mod stemmen, da den virker bekendt,.

Og der står han, Liam. Ham som var som en  storebror for mig, som var der for mig, hele fucking sommeren, men svigtede mig, lige så meget som Niall og de andre drenge gjorde. Jeg tog hurtigt fat i min pung, og mine poser, og løb så ud af den ellers hyggelige cafe. Mine tåre løber ned af kinderne på mig, jeg prøver ikke engang at holde dem tilbage, jeg vil bare ligne en kæmpe idiot, som ser ud som om personen er ved at dø, eller et eller andet.

Jeg har absolut ingen ide om hvor jeg løber hen, jeg løber, jeg kan næsten ikke trække vejeret mere. Jeg stopper op og ser jeg står midt i en park. Jeg finder en bænk, og sætter mig ned på en bænk, som står kun et par meter fra hvor jeg stod. ”Hey, Disney” råber en stemme, jeg tørre mine øjne og kigger mod personen som kaldte på mig. Og der stod han igen, Liam. Jeg kigger uforstående på ham, hvad laver han her, og hvordan fandt han mig?

Jeg vælger ikke at svare ham, hvilket får ham til at slå frustreret ud med hans arme. ”Hør på mig, Dis,” siger han og sætter sig ned. Tårende løber igen ned af mine kinder. Hvorfor snakker han til mig nu? Når han ikke engang kunne finde ud af at svare på en enkel sms fra mig sidste sommer.  ”Hvad laver du her i London?” kommer det stille fra Liam, som også sidder på bænken, ved min side.” jeg bor her” svarer jeg stille og tørre min kind igen.  ”Hvad? Hvordan? Hvorfor? Hvornår?” kommer det fra Liam, ”jeg bor her, jeg flyttede her til i går. Jeg fik jobbet hos Elite London, som model” siger jeg stille, jeg overvejer nøje hvad jeg siger, da jeg ikke vil fortælle ham for meget, jeg vil ikke komme ind på ham igen, så han bare kan såre mig igen.  Han nikker stille, han ved vist heller ikke hvad han skal sige, ”øhh, jeg skal hjem ad, vi ses Liam” siger jeg og rejser mig, så jeg kan komme hjem, han tager fat i min arm, ”Dis, hør. Jeg er så ked af det hele, jeg ved du nok aldrig kommer til at tilgive mig. Men virkelig undskyld, der har ikke gået en dag hvor jeg ikke har tænkt på dig” siger han, han tørre en tåre fra hans kind. Jeg ser ned i jorden, som om at han har tænkt på mig. ”Jeg ved at du nok har rigtig svært ved at tro mig, men jeg har savnet dig så fandens meget!” siger han, jeg kigger op på ham, jeg stor tuder, og jeg kan intet gøre. ”Liam, vær sød at slippe mig, jeg vil hjem NU” siger jeg og vrider min arm fri, og går. Jeg kigger stille tilbage, og ser han sætter sig ned på bænken med sit hoved, gemt i sine hænder.

Da jeg ikke længere kan se Liam, sætter jeg mig ned på græsset, og lader tårende falde, som de nu vil falde, og lade dem ødelægge min makeup, og gøre så mine øjne svulmer op, så jeg kommer til at se ud som en klam panda.

 

”Forhelvede Dis, snak nu til mig i stedet for det der” hører jeg Liam sige, jeg kigger til siden, og ser en Liam sidde ved min side. ”Okay, du vil have jeg skal snakke? Okay, så snakker jeg. Liam du var som en storebror for mig, du lod mig i stikken, ligeså snart jeg var på vej hjem til Irland. Du lovede du aldrig ville forlade mig, og hvad gjorde du? Du forlod mig fandme. Der er gået et fucking år, og jeg har ikke hørt fra dig overhovedet. Er du klar over hvor meget skade, du og de andre drenge har været med til at give mig? Nej det har du nok ikke, og du får heller ikke noget at vide. For i har ødelagt mig, jeg kan ikke stole på andre end min bedste veninde og hendes familie! På grund af jer, Liam. Du efterlod mig” skriger jeg op, mens jeg stor tuder.  Folk der går forbi os, kigger skræmt på mig, og Liam sidder og kigger ned i jorden. ”Du bad mig selv om at snakke i stedet for at være stille” siger jeg mere roligt, mens jeg stadig sidder og stor tuder.  ”Undskyld Disney, jeg er så ked af det hele” kommer det stille fra ham. ”Farvel Liam, du må hygge dig sammen med dine drenge” siger jeg og rejser mig og går. Uden at kigge mig tilbage, finder jeg vej hjem til min lejlighed. 

 

____________________________

ohhhaa, det er 2. kapitel. Disney har mødt Liam igen. 

undskyld at jeg slet ikke er aktiv, og slet ikke skriver, men jeg har slet ikke haft tid, også har der været nogle personlige ting som har gjort, at jeg ikke har haft lyst til at skrive. men nu, havde jeg både tid og lyst til at skrive et kapitel :)) 

-K <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...