The boy 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 maj 2016
  • Opdateret: 3 jun. 2016
  • Status: Igang
(Læs the boy først) Efter ulykken sker der en masse ting, som kommer til at forandre en masse ting i alle tvillingernes liv. Følg med i tvillingernes liv endnu engang, jeg lover at det bliver spænende ;) -Justin er ikke kendt-

7Likes
1Kommentarer
635Visninger
AA

1. Uheldet

Justin’s synsvinkel:

Bip… Bip… Bip…

Sådan lød maskinerne som blev ved med at holde dem i live. 1 uge er gået og ingen form for kontakt har der været fra os til dem. Ingen.

Aldrig har jeg været ude for noget lignende, hvordan kunne det her ske?

Flashback: For en uge siden.

Justin, din mobil har haft ringet et par gange efterhånden… Min mors stemme lød endnu engang, selvom at jeg havde sagt til hende at hun bare skulle lade mig være. Jeg var lige som i bad, og i forvejen ville jeg egentligt bare gerne være helt alene. Men det forstod kvindemennesket bare ikke. Efter er par minutter hvor jeg bare stod og stirrede ind i badeværelses muren, bestemte jeg mig for at blive færdig og tørrer mig. Pludselig bankede det hårdt på døren.

”Justin din mobil bliver ved med at ringe, det er Cassie” kom det fra Jaden.

”Så tag den da endelig, nu hvor i er så gode venner” Svarede jeg bare surt igen, for ærligt, jeg var stadig sur over det mellem Jaden og Cassie, selvom jeg havde spillet ked af det. Jeg ville ikke miste min pige, og slet ikke til en der ligner mig på en prik.

Da jeg gik ud af badet for at tørre mig, kunne jeg hører Jaden råbe at han smuttede nu, og så var han væk. Okay det var ret underligt? Min kæreste ringer til mig, og så tager han den, og er lyn hurtigt ude af døren. Hvad sker der her? Jeg skyndte mig og tage tøj og skynde mig ud af døren. Imens hørte jeg en af de talebeskeder Cassie havde efterladt.

”Hej Justin, er du ikke sød og komme i en fart. Jeg har på fornemmelsen at Matt min eks vil gøre mig noget, og jeg er ikke særlig tryg ved det… Please” Kom det fra Cassies mere utilpasse stemme. Efter den talebesked løb jeg ud af hoveddøren og videre ned til min bil. Min pige havde brug for mig, så nu skulle jeg fandme vise kam Matt visses pige han havde gang i.

Jeg trådte speederen i bund og kørte med fulddrøn igennem byen. Da jeg ankom, så jeg en masse mennesker stå i en cirkel rundt ude foran klubben. Jeg parkerede min bil lige foran gruppen, og fór ud af bilen. Jeg løb en til menneskeflokken og maste mig igennem. Indtil jeg så et syn jeg aldrig vil glemme. Min pige lå bevidstløs på jorden med blod over det hele. Aldrig havde jeg følt så meget had til en person før. Nu længere jeg kom frem for folk, kunne jeg se endnu en person ligge på jorden. Jaden. Der var blod over alt. Ved siden af Jadens bevidstløse krop lå et jernrør. Det lignede at de havde brugt den til slåskampen.

Jeg skyndte mig hen til dem begge og lagde mig imellem dem, og kunne stille fornemme tårende rende ned af mine kinder. Jeg har aldrig grædt så meget i mit liv, som lige nu.

”Hvem har gjort det her” råbte jeg ustyrligt op. Men ingen svarede.

Pludselig kunne jeg se Candys skikkelse bevæg sig her hen.

”Rolig Justin, ambulancen er på vej med udrykning, der er intet vi kan gøre. De sover bare lige nu” berolige Candy mig og fik mig til at kigge hende i øjnene.

”Er det ham Matt der har gjort det? ” Spurgte jeg vredt, mens tårnede løb ned at kinderne på mig.

”Ja, nogle af de andre der var her ude og så det hele. Han slog Cassie med en knytnæve så hun gik i jorden med det samme, og så begyndte han med at slå hende over hele kroppen, men så kom Jaden, og slog ham med et jernrør lige i nakken… Men han blev stående, altså Matt og så tog han fat i jernrøret og slog Jaden med det i stedet. Derefter løb han alt hvad han kunne med nogle af hans venner, og ingen har kunne få kontakt til Jaden eller Cassie siden” Afsluttede Candy med tåre rendende ned af kinderne.

Jeg krammede hende stille, og blev ved med at sidde med hende nede på jorden, ved siden af Cassie og Jaden. Jeg følte en form for panik. Ambulance folket ankom hurtigt efter mig, og kørte dem på hospitalet. Jeg var bange, virkelig bange. Jeg kunne mærke Cassie rystede som en gal, hvilket jo var klart, det er ligesom hendes søster der lå helt bevidstløs på jorden.

Jeg kørte Candy og jeg hen på hospitalet efter ambulancen.  

 

Flachback slut.

Hver dag havde Candy og jeg siddet herinde, i håb om at de ville vågne op, men ingen ”livstegn” havde de vist endnu…

”Justin, kan vil du ikke lige hente noget vand til mig” Spurgte Candy træt. Jeg nikkede og rejste mig stille op. Jeg gik hen mod døren, og skulle lige til at trykke håndtaget ned, da jeg kunne hører en bevæge sig, og jeg vidste med det sammen, at det ikke var Candy. For hun lå og så tv i den anden ende af værelset. Jeg vendte blikke rund, og fik øjenkontakt med en meget træt Jaden.

”Candy” sagde jeg hurtigt for at få hendes opmærksomhed. Hun kiggede stille hen mod mig, med et træt blik. Jeg lavede et tegn til at hun skulle kigge hen på Jaden, hvilket hun hurtigt gjorde.

”Gud Jaden… Du er vågen” Kom der forbavset fra Candy. Jeg kunne med det samme se på Jaden at han gik lidt i panik. Men hvem ville ikke gøre det, hvis de i det ene øjeblik var ude og slås, og i det næste øjeblik, var pakket ind i dyner og ledninger, som hang fast på sin krop.

”Jeg henter en læge” sagde jeg hurtigt og trådte ud af døren, da jeg havde lukket døren stille for ikke at panikken Jaden mere end han var i forvejen. Jeg satte hurtigt i løb, ned med lægernes ”kontor” hvor de holdte møder og sådan nogle ting.

”Jaden er vågen” sagde jeg forpustet, de jeg kom ind i rummet. Alle lægernes blikke ramte mig, og med det samme løb tre af dem afsted ned på værelset.

 

Efter et par timers undersøgning, for at se om Jaden krop var som den skulle være. Fik vi lov til at komme ind til dem igen. Candy og jeg havde fortalt ham alt vi vidste, og jeg havde også været ude for at ringe til vores forældre, som også lige var kommet. Jaden havde meget svært ved at holde styr på tingene, men det var også helt forståeligt. Men selvom han ikke var en bror jeg ønskede, følte jeg at jeg skyldte ham en del, fordi han tog min plads, og hjalp Cassie. Bare det at han hjalp hende, betyd hele verden for mig. Så jeg var 100% klar til at vise min tillid til ham, og vise ham min verden. Han var en ægte bro af hele hjertet.

Nu manglede jeg bare at min elskede prinsesse åbnede sine smukke øjne igen. Jeg savner hende sku. Det havde heldigvis hjulpet en del, at være sammen med Candy 24/7. Vi havde nærmest boet her i værelset siden den nat de ankom. Så det hjalp mig gennem det her. Mest fordi at Candy faktisk lignede Cassie i udseendet, men også med personligheden og deres stemmer. Wow de lyder som fugle der kvidre… og ja, jeg er blevet mere poetisk, efter de her svære dage. Jeg har forandret mig meget siden jeg mødte Cassie første gang!

_________________

 

Det var første kapitel, og jeg håber i er klar på at læse videre på denne historie ;)

Der bliver udgivet et kapitel hver dag, indtil der ikke er flere.

 

//Zacho. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...