Burde

Flash fiktion eller på grænsen der af.

2Likes
2Kommentarer
303Visninger
AA

8. Jeg burde

 

"Det kan jeg ikke," siger jeg ind i telefonen med et trist smil plastret på ansigtet, selvom der ikke er nogen i nærheden til at se mig.

"Familiefødselsdag," siger jeg undskyldende for ligesom at få det til at virke mindre påfaldende.

"Okay, så ses vi på mandag." Freja lyder hverken vred eller såret, men mit indre krymper flere størrelse som en uldtrøje i vaskemaskinen.

"Ja, ses mandag. Hils de andre," griner jeg og lægger på overbevist om, at hun må have lagt mærke til den skingre undertone i min latter. Ingen har kommenteret på det, men med alle de familiefødselsdage og menstruationsperioder, der har været på det seneste, kan det ikke vare længe, før det går op for dem.

Et øjeblik står jeg stille med telefonen knuget i hånden, trækker vejret helt ned i maven for at bevare roen. I nogle sekunder ser det ud til, at jeg vil tabe kampen, og koldsveden former sig på min pande, men så får jeg min krop under kontrol, så kun mit sind fortsat kæmper imod det sorte tidevand, der nærmest ustoppeligt kommer nærmere og nærmere.

 


'Men in Black' kører hen over min computerskærm for hundrede syttende gang, men jeg kan ikke fortabe mig i den snakkende hund, J eller de perverse ormelignende rumvæsner. Små mænd med hamre banker på indersiden af mit kranie i en taktfast rytme, imens mit bryst skrumper mere og mere ind. Bebrejdende stemmer kaster sig over de svage punkter i min mentale Berlinmur. Jeg mærker, hvordan mørtlen langsomt giver slip på de mange mursten.

"Vi tager i Netto, skat," råber mor.

"Okay," råber jeg retur uden at stikke hovedet ud af døren for at sige farvel, og få sekunder hører jeg hoveddøren smække bag mine forældre.

Lyden af hoveddøren sender rystelser igennem hele kroppen på mig. Mit hoved er ved at eksplodere, og de små mænd med hamre sætter tempoet op. Jeg trækker mig sammen om mig selv, presser hænderne mod ørene for at holde den bebrejdende stemme i mit hoved ude. Med blanke øjne rammer jeg gulvet med et brag og river computeren med mig.

Jeg burde være sammen med Freja og de andre. Jeg burde lave mine lektier. Jeg burde gøre rent. Jeg burde hænge ud med mine venner. Jeg burde... Jeg burde... Jeg burde... Min hjerne bliver ved med at komme op med ting, jeg burde gøre, ting, jeg burde kunne.

Alle teenagere har en personlighedsforstyrrelse, hørte jeg engang nogen sige, og jeg er sindssyg, anderledens, særlig, speciel.

Jeg har aldrig ønsket at være anderledens, selvom jeg altid har frygtet, at jeg er det - og tydeligvis med god grund. Ordene særlig og speciel har altid haft en bitter eftersmag på min tunge; et bevis på, at man ikke er normal. På den anden side kan jeg ikke komme i tanke om nogen, der helt ærligt ønsker ikke at være normal.

Jeg burde bare kunne snappe ud af det: holde op med at være sådan her, men det kan jeg ikke. Jeg er fanget i en ond cirkel, en rutsjebane tur, jeg ikke har sagt ja til, og hvor alle andre end jeg har noget at skulle have sagt.

Der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Der er lys på den anden side af tunnelen. Det hele skal nok gå. Hvor mange gang har jeg ikke hørt de ord komme mig i møde, når de voksne mennesker, som skulle kunne hjælpe, løb tør for andet at sige?

Den dunkende fornemmelse af små mænd, der hamre på indersiden af mit kranie er forsvundet, og tilbage er kun den bebrejdende stemme i mit hoved. Jeg burde... Jeg burde... Jeg burde...

Langsomt falder mine hænder væk fra mine ører. Mine ben er vakkelvorne, hovedtelefonerne rammer gulvet med et klonk. Svajende fra side til side tumler jeg ud i det lille køkken med et blik så dækket af tårer, at jeg ikke kan se andet end uskarpe konturer.

DET ER MIT LIV, skriver jeg på en gul post it-seddel, river den af blokken og klistrer den op på køleskabet, inden jeg hiver køkkenskuffen ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...