Mig før dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 maj 2016
  • Opdateret: 19 maj 2016
  • Status: Igang
den her historie handler om en pige der hedder Louisa som skal passe will. Will er lam og kan ikke mærke noget. Louisa har derimod aldrig passet en lammet før og har ingen erfaring. Hvad der sker mellem de to er en hemmelighed... jeg har gjordt mit bedste, ved at gætte på hvad der er sket og hvad der sker for jeg har ikke set filmen og jeg håber at det jeg har skrevet er godt nok.

1Likes
0Kommentarer
89Visninger

1. will

Du kan godt Louisa, det eneste du skal gøre er at passe en handicappet mand. Jeg har tænkt mig at gøre det, så svært kan det jo heller ikke være. 

Næste dag

bag den store port var der et lille plejehjem, bare for lamme istedet. En dame tog imod mig og spurgte lidt ind til om jeg var plejeerfaren og om jeg havde en ide om hvad jeg skulle gøre. Jeg var ærlig og fortalte at jeg ikke havde nogen erfaring, men at jeg nok kunne lære det. Vi gik ind af den store hoveddør op ad trapperne og ind gennem en glasdør, der var to mænd, en lam og hans ven Nathan. Nathan skulle hjælpe mig med at lære Wills rutine og værktøj uden ad. Det så ikke så kompliceret ud og jeg skulle nok få det lært. Jeg startede direkte og Nathan lærte mig hvad man skulle gøre.

Næste dag,det føltes ikke som om will kunne lide mig, han var altid trist og sådan forsatte det i de næste par uger. 

Et par uger senere, havde jeg haft snakkede med min veninde leah om at han ikke kunne lide mig og at han sikkert syntes jeg var dum, jeg havde faktisk undret mig over om han kunne snakke eller om hans læber også var lamme, men det var ikke tilfældet. Denne dag var faktisk ret dårlig og god, det startede forfærdeligt med at klokken var 12:03 og han skulle have sin frokost, han skulle have tomatsuppe som var stuetemperatur og med nudler i. I baggrunden havde han tv'et tændt og ligepludselig var jeg blevet helt besat af tv'et så jeg spildte tomatsuppe ud over det hele, heldighvis var han lam så han kunne ikke mærke noget. Og det kom jeg på en måde til at sige højt selvom det kun var meningen at jeg skulle tænke det. Han lod som om han ikke hørte det, det kunne jeg se på hans ansigt. Han tænkte mere og mere over det og besluttede sig for at spørge mig om vi ikke skulle går en tur. Vi gik ned til den lille have som de havde, jeg stillede ham på gradsplænen og jeg satte mig op på den lidt nedrevet mur som var der. Vi sad og nød udsigten indtil at han krediterede mine sko, han syntes de var mærkelige og at de ikke kunne være købt i byen, jeg spurgte hvorfor og han mente at man kom til byen fordi man er træt at sit liv og rent faktisk havde jeg det helt omvendt. Jeg er kommet her til fordi jeg elsker byen og er glad for mit liv. Det var nu tid til at vi skulle hjem, og jeg skubbede ham i kørestolen. Da vi var kommet hjem skulle han have noget at spise og ind at sove, han insisterede på at jeg ikke måtte gå før jeg havde fortalt ham en god historie, så jeg begyndte at snakke om at det eneste jeg gik med da jeg var lille var humlebistrømpebukser og han var død af grin, jeg spurgte seriøst om han aldrig havde elsket noget så højt at man ikke kunne give slip på det og han svarede jo. De næste par dage var det som om vi kom tættere og tættere på hinanden og vores venskab blev stærkere og stærkere. Det føltes endelig som om han kunne lide mig, og det var enda også et tegne på det, han spurgte mig nemlig om han måtte ta' mig med ud i byen, og jeg sagde ja, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle have på. Den blomstrede eller ikke, jeg syntes den viste for meget bryst så jeg tog en kjole der betød meget for mig på, min røde kjole, som min mor gav mig dagen inden hun døde. Krøllede mit hår og tog noget rigtig flot makeup på. Jeg kørte ud til plejehjemmet og hentede ham, han var flot, og havde en flot smoking på. Vi kørte til koncert huset og så koncerten. Efter koncerten sad vi i bilen og han sagde at han ikke vil ind, han ville bare være en mand, der har været til koncert med en pige i en rød kjole lidt længere.

Næste dag, klokken var cirka 04:07 om morgnen da jeg fik opkaldet fra sygehuset, han var blevet indlagt. Jeg skyndte mig at tage bilen og køre der hen. Da jeg kom var han ikke vågen, men der gik ikke lang tid før han vågnede, han fortalte mig at han havde lovet hans forældre dem 6 månededer og det var hvad han havde givet dem. Jeg begyndte at græde. Jeg gik ud på gangen for han kunne jo ikke se mig sådan. Ude på gangen stod Nathan, vi kørte hjem til ham for at få mig til at køle lidt ned og så på gamle videoer af ham fra da han ikke var lam, han havde levet livet så godt som han kunne. Jeg tog hjem og løb hurtigt op på mit værelse, og lagde mig til at græde, jeg vidste ikke at han betød så meget for mig, men indså det nu. Min far kom ind, og gav mig en god peptalk. Jeg begyndte at forklare at vi ikke kunne lade det ske, men man kan ikke ændre på folk, men hvad kan man så gøre og min far svarede, elske dem. Jeg kørte over på hospitalet og ventede på at han skulle vække op, tænkte på alle de minder vi havde. Den gang vi kørte ud i regnvejret på hans kørestol og dengang at han gav mig humlebistrømpebukser i fødselsdagsgave, da vi var til bryllup hos hans søster og at han havde gjordt mig til et helt nyt menneske. Han vågnede og hviskede, du får kun et liv, det er din pligt at leve det fuldt ud, og så forsvandt han. respiratoren slukkede og der var ikke mere liv, jeg blev ved med at rykke i ham, indtil en læge kom og trak mig væk, det var slut...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...