Me Before You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 maj 2016
  • Opdateret: 2 jun. 2016
  • Status: Færdig
"Du får kun et liv. Det er din pligt at leve det fuldt ud" Dette er et oneshot om en pige der er fuldstændig forgabt i en fiktiv fyr - hun glemmer at spise, og passe sin skole, men I pigen Mias hoved er alt i skønneste orden, for hun lever sit liv gennem sin bog. Hendes mor bliver nødt til at gribe ind, og lære Mia at livet er for kort til at leve i de tørre sider i bøger.

0Likes
0Kommentarer
112Visninger
AA

2. Èt liv spildt

 

 

”Mia du skal i skole nu,” sagde Mias mor. Mia reagerede ikke men vendte bare en side i sin bog. Hun havde ikke længere tal på hvor mange gange hun havde læst bogen hun sad med. Hun var faldet over bogen for to måneders tid siden, og havde læst i den lige siden. Når hun havde læst sidste linje på sidste side, ville hun starte forfra.

”Mia, det er altså nu, ellers kommer du for sent i skole,” vrissede hendes mor. Det var sket et par gange før, at Mia var kommet for sent i skole, fordi hun ikke havde haft lyst til at lægge sin bog fra sig. Hun havde lært at finde rundt uden at kigge op fra sin bog, ja hun havde sågar lært at tage sit overtøj på uden at fjerne blikket fra de ord hun kendte så godt.

Mias mor kørte hende i skole, men de snakkede ikke sammen, for Mia sad stadig med hovedet i bogen.

”God dag, skat,” sagde Mias mor. Første gang den morgen kiggede Mia op.

”God dag, mor,” sagde hun og smilede drømmende, steg ud af bilen, og lod atter sit blik ramme de brune sider. Mia hadede når hun havde time, for så var hun tvunget til at lægge bogen fra sig – det var hun ofte i hvert fald. Mia var blevet utrolig kreativ hvad angik at gemme bogen når hun havde time. Hun puttede den ind i hendes andre skole bøger – tog billeder af siderne på sin mobil, eller sad med den under bordet. Det var problematisk, men det havde Mia bestemt ikke noget i mod, det var det hele værd.

Til frokost sad Mia også med sin bog, og sin ven Anna ved sin side. De plejede at snakke og lave lektier sammen, men det var holdt op efter, at Mia havde fundet bogen.

”Har du haft en god dag indtil videre?” spurgte Anna, og begyndte at spise sin frokost. Mia flyttede ikke sit blik men fortsatte med at læse. Det skete ofte, at Mia blev så optaget af bogen, at hun slet ikke hørte, eller så hvad der foregik omkring hende.

”Hallo? Jorden kalder Mia,” vrissede Anna, og viftede med en hånd, mellem bogen og Mias ansigt. Mia kiggede lidt irriteret op på sin veninde.

”Hvad sagde du?” spurgte hun.

”Jeg spurgte bare om du havde haft en god dag,” mumlede Anna.

”Den har været ganske fin,” sagde Mia, og satte sig til at læse igen. Anna udstødte en lyd der lød som en vredesudbrud der blev holdt tilbage.

”Mia for helvede, du laver ikke andet end at læse i den bog. Hvor mange gange har du overhovedet læst den? Skal du ikke også have noget at spise?” spurgte Anna, og kiggede fortvivlet på sin veninde. Mia hørte godt Anna denne gang, men hun havde ikke lyst til at svare. 1) hun kendte ikke svaret på det første spørgsmål – hun vidste bare, at hun havde læst bogen mere end de fleste andre. 2) Mia mente ikke at Anna overhovedet skulle blande sig i om Mia skulle spise noget, og hvad så hvis hun ikke var sulten, det var der vel ikke noget i vejen med.

”Mia,” udbrød Anna højt, hvilket fik et par af de omkring sidende til at kigge mærkeligt på hende. Mia ænsede intet af det, hun fortsatte bare med at læse i sin bog. Anna forstod det alligevel ikke, hun havde ikke læst bogen, hun havde ikke mødt drengen fra Israel, Jaakobah, som var kommet til et nyt magisk land langt borte. Det havde Mia – Mia havde mødt Jaakobah, og hun kunne ikke lade være med at stirre på hans navn nogen gange. Det var Jaakobah der virkelig havde fået hende til at elske bogen. Mia svarede stadig ikke, men lod sit blik falde på Anna i et kort øjeblik inden hun lod det glide tilbage til de brune, slidte sidder.

 

Da Mia kiggede op igen, for at strække sig, var kantinen helt tom for mennesker. Mia kiggede på det store ur der hang på den ene væg, og så at timen var startet for lidt over ti minutter siden. Det var bestemt ikke første gang, at Mia var kommet for sent fordi hun havde været fordybet i sin bog. Hun trak på skuldrene, samlede sine ting sammen, og gik derefter hen mod sin klasse. Hendes tanker vandrede til Jaakobah mens hun gik ned af de lange gange. Hans brune hår og mørke blik fyldte hendes tanker, som altid når hun lagde bogen fra sig.   

 Da hun nåede sit lokale, bankede hun på døren. Den blev åbnet af hendes lære. Han var en yngre lære, og som Mia stod og så på ham nu, synes hun han lignede hendes elskede Jaakobah. Et smil gled over hendes læber.

”Mia, vent lige her et øjeblik,” sagde han med et trist smil, og gik igen ind i klassen. Der gik ikke særlig længe inden han kom ud igen.

”Mia, jeg er bekymret for dig,” sagde han og krydsede arme. Han så ned på hende med et trist og bekymret udtryk. Mia så undrende på ham – hvorfor var han bekymret, hun kom jo bare for sent.

”Mia, du plejede at være en af mine bedste elever, men dine karaktere er dykket, du kommer for sent næsten hver dag, og du er utrolig fraværende i timerne. Din veninde Anna har også været henne ved mig, for at udtrykke sin bekymring,” sagde han. Mia havde svært ved at se hvad problemet var, kunne han ikke være ligeglad med hendes karaktere? Det havde jo ikke noget med ham at gøre alligevel, og Anna var bare sur over, at Mia havde fundet noget andet at gå op i. Mia syntes faktisk, at det var en smule tarveligt af Anna, at hun havde sladret til en lære.

”Mia, er der noget galt derhjemme? Har du problemer med nogen her på skolen?” spurgte han, men Mia rynkede bare brynene. Der var jo ikke noget i vejen, nærmest tværtimod, hun var jo glad. Jaakobah, gjorde hende jo glad.

”Der er ikke noget galt,” sagde Mia, og tog sig til hovedet. Hun var begyndt at føle sig en smule svimmel. Det var en varm dag ude, og hun havde ikke fået noget at drikke. Hun tænkte, at det kunne hun bare gøre senere, men hendes hoved blev ved med at dunke.

”Er du sikker, Mia, du ser lidt bleg ud,” sagde han og lagde en hånd på hendes skuldre. Mia blev mere og mere svimmel, og hendes opgivelser blev slørret.

”Mia har du brug for at sidde ned?” spurgte hendes lære. Hun forsøgte at ryste på hovedet, men alt sortnede for hendes blik, og hun mærkede ikke engang, at hun ramte gulvet.

 

Da Mia vågnede var alt ting hvidt. Væggene hun så omkring sig, tæppet der lå over hendes krop, lagnet under hende. Hun følte sig umådeligt øm, og underligt mæt? Hun følte sig heller ikke længere tørstig.

”Mia, skat.” Mia var ikke i tvivl om hvem der snakkede. Det var hendes far. Mia vendte hovedet efter lyden, og så at han sad i en stol nær sengen. Han så træt ud, men ellers lignede han sig selv. Han lænede sig hen mod hende, og aede hende, mens han så bedrøvet på hende.

”Hvad er der?” spurgte Mia. Hun blev overrasket over hvor hæs hun lød. Inden hendes far nåede at svare skød en tanke ned i hende. Jaakobah.

”Hvor er Jaakobah? Hvor er min bog?” spurgte hun panisk. Hendes far rystede på hovedet.

”Den ligger der hjemme, skat. Men nu skal du høre efter hvad jeg siger,” begyndte han, men Mia afbrød ham.

”Nej, nej, jeg vil have min bog, far. Jeg skal have den,” sagde Mia med grådkvalt stemme. Hun kunne mærke tårerene ligge på kanten, klar til at falde.

”Far, du må finde Jaakobah til mig,” græd hun.

”Mia, det går simpelthen ikke – du glemmer at spise, og sove – den bog har næsten overtaget dit liv,” sagde hendes far panisk. Mia blev ved med at græde. Det var som at få at vide, at hun ikke længere måtte se sit livs kærlighed. Det gjorde ondt alle steder, og hun havde lyst til at skrige. Hun havde lyst til at rejse sig fra sengen, løbe hjem og finde Jaakobah.

”Mia, du glemmer at leve. Du har fået et liv der skal passes på, men du glemmer at leve når du forsvinder væk i noget der ikke eksistere,” sagde Mias far, og lagde sin hånd over hendes. Hun flyttede sig væk fra hans berøring, og sagde arrigt.

”Tænkt hvilken trist verden vi ville leve i hvis vi ikke kunne opleve magien ved at læse en god historie.” Mias far så bedrøvet på hende men sagde intet. Han vidste godt, at livet ikke ville være lige så forunderligt hvis man ikke kunne forsvinde væk i en verden der ikke var ens egen, men han var urolig for sin datter.

 

Mia blev udskrevet fra hospitalet hun havde befundet sig i en dag senere. Det næste stykke tid vågende hendes forælder over hende som to gribbe, og det irriterede Mia. Hun havde snakket med både læger og psykologer, og de havde alle sammen givet hende lov til at fortsætte sit liv, uden flere prøver, og psykologsamtaler, så længe hun ikke læste i bogen om Jaakobah.

Mia havde sat sit vækkeur. Klokken var et om natten, hun vidste at hendes forældre var gået i seng, og sov tungt. Hun havde en dag de ikke var hjemme fundet hendes kæreste eje, og gemt den under et løst gulvbredde under sengen. Hun stod op så lydløst som hun kunne, og fandt bogen. Hun lagde sig tilbage op i sin seng og lod sig falde tilbage mod pudderne. Jaakobah ventede på hende.

 

”Jaakobah,” hviskede Mia. ”Du er mit livs største tragedie”.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...