Et billede og et par trøjer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 18 maj 2016
  • Status: Igang
En lille ting jeg har arbejdet lidt på

0Likes
0Kommentarer
18Visninger

1. Et nyt Kapitel

Hvad ville du gøre hvis du blev efterladt af dine forældre, og skulle leve med din 100 år gamle tante som ikke kan lide børn? Mine forældre efterlod mig da jeg var 4 år på et børnehjem, og der levede jeg de næste 9 år af mit liv. Jeg ved ikke om jeg var et forfærdeligt barn, eller om mine forældre bare havde nok i sig selv. Disse tanker har jeg levet med de sidste 10 år, og jeg vil aldrig finde ud af hvad der skete, da de døde for 5 år siden i en bilulykke, og jeg nåede aldrig at møde dem ordentligt. Men er jeg ked af det? De mennesker der har svigtet mig hele mit liv er døde, og jeg føler intet. Min mor og far har svigtet mig som lille, og da jeg fandt ud af deres død, var alle mine følelser splittet. Jeg har altid gået og troet at mine forældre forlod mig fordi de var nød til det, og deres død fik en masse følelser frem i mig der gjorde mig forvirret. Jeg begyndte også at tænke mig over hvordan det var at have en familie? Jeg har aldrig haft en familie, og da jeg efter 9 år på børnehjem skulle flytte ind hos min tante, følte jeg mig heller ikke velkommen. Hun havde fået den ide, at hun skulle passe mig, og ligesom være den familie som jeg aldrig havde haft. Hun fik overtalt børnehjemmet til at det ville være det bedste for mig.

Det ville jo være fedt, hvis jeg havde en tante der kunne lide mig, men jeg har den mest ligeglade tante nogensinde. Det er tydeligt at hun slet ikke kan lide børn, og nok derfor hun aldrig er blevet mor selv. Hun har brugt de sidste år på at finde en måde at komme af med mig på, og fandt endelig ud af et fænomen kaldet efterskole, og hvilken efterskole? Hun har fundet Nysted efterskole, alt i alt den dårligste efterskole på samtlige ranglister. Man skulle nærmest tro hun ville gøre det så dårligt som muligt for mig, jeg tror hun hader mig. Mon hun ønsker jeg skal dø? Hun gør sit bedste, for at vise hun bekymrer sig om mig, men jeg kan se hvad hun tænker under masken, jeg kan se hvordan hun kigger på mig, og ærgrer sig over hun skal spilde til på at passe. Inderst inde hader hun mig inderligt, det er jeg sikker på. Mon det var hendes ide jeg skulle bo hos hende?

”Vågn op Ask, klokken er 10 om formiddagen”, råber min tante. Jeg vågner stille, og gnider søvnen ud af øjnene. Det er søndag morgen, og jeg skal ud på efterskolen i aften. Jeg kigger ud over mit værelse, og tænker hvordan det kan være så rodet. Samtlige genstande i mit værelse ligger hulter til bulter, og man kan overhovedet ikke finde rundt. Det lykkes mig at finde en trøje og et par bukser i alt rodet, og jeg går ned i køkkenet for at få morgenmad. Vælger det sædvanlige, en god portion Corn Flakes, med omkring en spiseske sukker. Mens jeg fortærer min morgenmad, kommer min tante ind. ”Har du pakket dine ting?”, spørger hun i en sarkastisk stemme. Jeg kigger på hende, og ryster stille på hovedet. Ved godt jeg skal i gang, og har haft god tid til det, men har ikke kunnet tage mig sammen. Der har altid været ting der har afledt mig, og jeg har aldrig kunnet komme rigtig i gang. ”Jeg går i gang efter jeg har spist”, svarer jeg på en lad måde, og spiser mine Corn Flakes færdig.

På vej op ad trappen tænker jeg over hvordan min tante mon er blevet så tyk? Jeg har set billeder fra hendes ungdom, og der var hun så tynd som en pind, hvornår gik det galt? Tænker ikke mere om det, men begynder i stedet at tænke på pakningen af de ting jeg skal have med på efterskole. Jeg kigger ud over mit til rodede værelse, og undrer mig over hvor jeg har lagt min gamle sportstaske. Jeg roder lidt rundt i mine ting, og finder mit gamle billede fra børnehjemmet. En gang om året fik de os alle til at stille op til et slags klassefoto, og hver gang var det det samme. Alle børnene protesterer, og vil ikke stå stille, men på en eller anden måde ender det altid med et godt billede.

Ved siden af mig står min bedste ven Søren, han var også blevet efterladt af sine forældre ved børnehjemmet, og ligesom mig har han heller aldrig kendt sine forældre rigtigt. Han kom på børnehjemmet da jeg havde været der i to år, og vi blev hurtigt bedste venner. Vi var altid sammen, og vi stod altid sammen lige meget hvad der skete. Når de ældre begyndte at drille os, var vi altid der for at hjælpe hinanden, og selvom vi nogle gange fik nogle klø, holdt vi stadig ved vores beslutninger og beskyttede hinanden. ”Mig og Søren imod verden” plejede vi at sige, og da jeg skulle væk fra børnehjemmet, var det kun pga. ham at jeg var ked af det. Jeg havde ventet hele mit liv på at komme væk derfra, men hver gang, jeg tænkte på at jeg skulle forlade Søren, ville jeg hellere blive. Vi snakkede altid om hvordan vi ville starte vores eget firma, når vi kom væk derfra, og vi fandt på alle mulige forretningsideer. Men nu er det 1 år siden jeg sidst har set Søren, og jeg savner ham utrolig meget.

Helt oppe i hjørnet af billedet står min støttepædagog Lars. Lars var en ny pædagog der kom i mit 5. år på børnehjemmet. De voksne på børnehjemmet syntes jeg var for vild, og valgte at sætte en støttepædagog på mig. Lars var der altid for mig, og han var altid klar til at støtte mig når tiden blev svær. Jeg blev rigtig glad for Lars i min tid i børnehjemmet, og hver gang jeg havde brug for at snakke med nogen, gik jeg til Lars. Han var altid rigtig god til at få mig til at lave mine lektier, og det var ham der fik ”styr” på mig. Da jeg skulle sige farvel til børnehjemmet, havde jeg sammen med Lars lavet en afslutningstale, og jeg havde virkelig brugt lang tid på at skrive talen. Men da dagen kom, og jeg skulle sige farvel, kunne jeg ikke få mig selv til at stå foran dem alle sammen, og det blev kun til et hurtigt farvel. Efter jeg havde sagt farvel til alle og kun manglede Lars, valgte jeg at undgå ham og forlade børnehjemmet uden at sige farvel til ham, og da jeg gik ud af døren kiggede jeg mig tilbage, og så skuffelsen i Lars’ blik, idet jeg gik ud af døren. Jeg steg ind i Tantes bil, og kørte væk fra børnehjemmet for aldrig mere at vende tilbage.

Jeg ligger billedet ned i min taske, pakket ind i lidt beskidte trøjer, og propper noget mere tøj ned i tasken. Jeg kigger ud i mit værelse, og kan allerede se at meget af rodet er forsvundet. Jeg lægger mig ned på min seng, roder mig i håret, og tænker over hvordan min efterskoletid mon kommer til at blive. Vil jeg få nogle venner? Mon jeg får en kæreste? Jeg når ikke at tænke meget, før jeg hører min tante råbe, ”Vi kører om 5 minutter mod efterskolen!”. 5 minutter tænker jeg inde i mig selv, klokken var jo lige 10. Jeg kigger på klokken, og ser at den er 16:30. Jeg har brugt 6 timer på at pakke min taske, hvordan er tiden gået så hurtigt? Jeg tager min taske, og går ud til bilen, smider tasken om på bagsædet, og sætter mig på passagersædet. Lidt efter kommer tante, gående i et utrolig langsomt tempo. ”Er du klar til at tage af sted? Det bliver en lang tur” Siger hun, og jeg nikker til hende. 1,5 timer i bil med hende, hold kæft hvor jeg glæder mig. Efter 1,5 timers kørsel på landevej, ud til det mest gudsforladte sted i verden, kommer vi frem til efterskolen. Vi kører igennem en lang grusvej, og holder ind på parkeringspladsen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...