Bøgernes vogter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 18 maj 2016
  • Status: Igang
Magda har altid været den sære pige helt bagerst i klassen, som ingen har villet snakke med. Hendes bøger er hendes eneste trøst, og hendes bibliotek i kælderen trækker hver dag i hende. En dag sætter vikaren hende sammen med klassens populære pige Sofie, og derfra begynder alt at ændre sig. //Det her er mit bidrag til Odinsbarn konkurrencen med valgmulighed 3.

5Likes
4Kommentarer
78Visninger
AA

1. 13 er ulykkenernes tal

Min hånd gled forsigtigt henover omslaget på bogen og nulrede det med mine fingre. Jeg tog den tunge bog ud fra boghylden og følte dens vægt overvælde mig. Jeg pustede på bogen og en støvsky spredte sig som en tåge. Jeg havde altid haft et eller andet for gamle tykke bøger, hvilket var grunden til, at jeg aldrig gjorde rent i min bogkælder. Der kom alligevel ikke andre derned, så det var ligesom bare mit sted. Jeg tilbragte størstedelen af min tid hernede. Når jeg ikke skulle i skole, så var det her man kunne finde mig. Ikke fordi nogen nogensinde ville have brug for mig.

”Magda du skal i skole nu,” hørte jeg min mor råbe. Jeg lagde bogen ned på den røde fløjlsskindssofa og gik op til min mor.

”en, to, tre”, talte jeg, mens jeg gik op ad trapperne. Da jeg nåede toppen, var jeg nået til 13 trin. Ulykkestallet. Sjovt nok fik jeg det altid til 14, når jeg gik ned ad den. Det kunne ikke være tilfældigt.

”Jeg har det ikke så godt.”

”Nej det ville jeg heller ikke have, hvis jeg brugte så meget tid sådan et sundhedsskadeligt sted som den kælder. Gør i det mindste rent dernede.”

”Nej det ville ligesom ødelægge det hele.”

”Begynd nu at gå, eller kommer du for sent.”

”Hørte du ikke hvad jeg sagde. Jeg har det dårligt.”
”Nu skal du ikke sige mig i mod. Gør hvad jeg siger og gå i skole.”

Jeg vendte mig om i protest og gik afsted med hastige skridt. Jeg mærkede tråden, der forbandt mig til kælder, blive svagere og svagere. Den trak i mig, men jeg kunne ikke gøre andet, end at blive ved med at gå. En tåre undslip mine øjnes fængsel, men jeg dræbte den med det samme.

”Ha. Det er hvad der venter jer, hvis I kommer ud. Bliv inde for helvede, så er vi alle i sikkerhed,” mumlede jeg for mig selv.

Tårerne måtte have hørt min bøn, for der kom i hvert fald ikke flere. Så måtte jeg bare vente og se, om de bare ville vente med at stikke af indtil det værste øjeblik lige foran alle.

Jeg nåede til skolen lige i dét klokken ringede og gik ind i klassen sammen med de andre elever. Udefra lignede jeg måske en helt normal elev med en lidt anderledes form for tøjstil. Mine slidte og støvede grå bukser var det stikmodsatte end alle de andre overfladiske pigers tøj. Jeg havde fundet min lyserøde trøje i genbrugsbutikken, da jeg ikke så noget grund til at bruge værdifulde penge på noget så værdiløst på tøj, når man kunne bruge dem på bøger, der ville hjælpe en og give en et andet univers at leve i for en stund. Jeg satte mig ned bagerst i klassen, uden nogen lagde mærke til mig. Læren trådte ind af døren sekundet efter og alle kiggede lydigt op og holdte mund. Det var Michael, vi skulle have i dag. Den unge vikar, som alle pigerne ville have og alle drengene så op til.

”Hej alle sammen. Jeg skal så have jer til matematik.” Han stoppede op og et par piger fniste. ”Jeg har valgt at dele jer op i grupper, til en sjov aktivitet jeg gerne vil afprøve på jer. Der ligger nogle aktiviteter rundt omkring på skolen, som I skal finde ved hjælp af en matematisk guide. I starter med at få den guide, og ellers vil I kunne se den, når I har løst opgaven.” Et bifaldende råb lød.

”Må vi selv bestemme grupper?” Jeg trykkede mig længere ned mod bordet. Jeg vidste, at det ville ende med, at jeg var helt alene på en ydmygende måde hvis vi selv skulle lave grupper. Jeg syntes et øjeblik, at jeg kunne mærke Michaels medlidende blik på mig.

”Nej dem bestemmer jeg. Dennis og Nele er sammen. Louise og Kathrine er sammen…” Han fortsatte med at nævne navne, men min opmærksomhed forsvandt tilbage til de stakkels bøger i kælderen, der kun ventede på at blive læst og føle sig elsket. Min opmærksomhed kom tilbage, da jeg hørte mit navn blive råbt op. ”Magda og Sofie er sammen.” Min krop begyndte at stivne og jeg kiggede nervøst hen på Sofie. Sofie kiggede ned i bordet, og jeg vidste at hun ikke var tilfreds. Nogle piger rundt om hende begyndte at puffe til hende og drille hende med, at hun skulle være sammen med klassens sære pige. ”Hvis en gruppe går op ad gangen og tager et kort.” Ingen rejste sig. ”Godt vil Magda og Sofie ikke starte.” Jeg så Sofie rejse sig op, og først da indså jeg at han havde bedt os om at komme op. Jeg trådte stille op og ønskede at være usynlig. Da jeg tænkte den tanke, prøvede tårerne at flygte.

”Dårligt tidspunkt bliv dog inde.” mumlede jeg og så dem rundt om mig kigge overrasket op på mig. De havde hørt mig. Pis.

”Her er jeres kort. Husk at gøre det så godt I kan, det handler ikke om tid.” Sofie tog imod kortet og gik ud af døren. Jeg fulgte efter i hendes fodspor, mens jeg kiggede ned i jorden. En tårer var sluppet fri, men hvis jeg dræbte den ville de kunne se at jeg græd. Jeg tog min hånd op for at skubbe mit hår væk, og tog samtidig tåren væk. Ingen kunne have set det.

”På kortet står der: Find det dørnummer hvis tal divideret med tre giver tre. Ha den er jo let nok.” Jeg kiggede fortsat ned i jorden uden så meget som at kigge på Sofie.

”Er du okay?” Denne gang kiggede jeg op, og hun måtte have kunnet se spørgsmålstegnet i mit ansigt. ”Jo altså vi skal jo gøre det her sammen. Hvad tror du det giver?”

”Det ved jeg ikke.”

”Prøv at kigge på det.” Hun rakte mig kortet og jeg gjorde som hun sagde. Tårer slørede mine øjne, så jeg intet kunne se.

”Jeg kan ikke.” Jeg græd foran hende. De pokkers tårer.

”Okay. Hvad er det modsatte af at dividere?”

”At lægge sammen?”

”Nej det er det modsatte af at trække fra. Hvad er der så tilbage?”

”Eh gange?”

”Ja super.” Hun lød optimistisk. ” Så vi tager vores tre tal og ganger det med tre. Hvad er svaret så?

”Ni?”

”Ja.” Råbte hun i begejstring. ”Du kan jo godt. Du skal bare tro mere på dig selv.”

”Så vi skal finde dør nummer ni?” Jeg kunne mærke, at min selvtillid havde rykket sig en tak op ad. Sofie var slet ikke så slem, som jeg havde regnet med.

”Ja nemlig.” Vi begyndte at gå mod samlingssalen, for den skulle vi igennem for at komme til den gang, hvor dør ni befandt sig. Bag i os kunne vi høre den næste gruppe komme ud. Vi skulle ikke spilde mere tid nu. Jeg var klar på at vinde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...