Angel In Disguise II

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2016
  • Opdateret: 26 jan. 2017
  • Status: Igang
Normale hændelser som en bortrejst mor, bliver pludselig problematisk, da flere ting falder i hovedet på Seraphine Prudent, en ung pige som ellers altid bare har passet sig selv og sine omgivelser. En enkelt observation får hende i problemer og pludselig er hun ude, hvor hun ikke kan bunde.

5Likes
0Kommentarer
722Visninger
AA

6. Kapitel 6.

*Eggsy*

Sera var blevet lagt overført til en anden afdeling og jeg var automatisk flyttet med sammen med Kira. Hun lå og holdte øje med hende det meste af tiden. Hendes far havde forlangt at hun sov så længe som muligt, så hun ikke kunne mærke skaderne på hendes lunger.

”Everett… ” Jeg kiggede mod vinduets refleksion. ”Jeg troede du var taget hjem igen. ” Sagde Harry. ”Jeg venter her. Det ved du også godt. ” Sagde jeg stædigt. Kira kiggede op og hun havde det blik igen. ”Hun kan ikke lide mig, kan hun vel? ” Spurgte han og kiggede ned mod Kira. ”Nej. Hun kan ikke lide dig. Der burde være nogen her, som Sera kender, når hun vågner op. Det ville være synd, hvis hun skulle vågne op til fremmede mennesker. ”

”Tror du ikke hun overlever? ” Spurgte Harry og satte sig ned. ”Min mor fortalte hvad der skete for tyve år siden, da Silva vågnede op hjemme ved dig. Du skræmte hende fra vid og sans. Tror du selv din datter ville vågne op og gå imod dig og dine åbne arme? Det tror jeg ikke. ”

”Mmm. ” Jeg vendte mit ansigt tilbage til Sera. Hun rykkede på sig. ”Hvornår regner du med at vække hende? ” Spurgte Harry. ”Snart. Hun skal ikke sove for evigt. Jeg vil gerne at hun vågner naturligt. Lungerne er snart færdige med at hele. Hun har bare brug for hvilen. ” Hvis vi er heldige, så vågner hun og er handicappet. Så ville hun ikke være så meget i fare igen. Hun ville blive overladt til en plejefamilie som ville tage sig så godt af hende, som overhovedet muligt. Hun ville blive elsket og have søskende ældre end hende, som ville kunne tage sig af hende. Hun ville være tættere på en rigtig og omsorgsfuld familie end hun nogensinde havde været. Hendes mor havde skam gjort et godt job, men det var som om at så snart Sera var gammel nok til at tage sig af selv, så forsvandt hendes mor så tit hun kunne, fordi at hun havde fået et ekstra job som retsmediciner. Det var ikke retfærdigt over for Sera. Hun var jo en helt almindelig pige, det var tydeligt, men det var stadigvæk synd for hende.

”Hvad vil du gøre nu, Eggsy? Dit job er jo overstået nu, hvis du tænker over det. ” Sagde Harry. ”Det kan godt være at jeg bliver og passer på hende så. Bare i nærheden. Hvorfor spørger du? ” Spurgte jeg og kiggede hen mod ham. ”Fordi jeg ikke er sikker på at Sera ligefrem vil tage imod dig med kyshånd. Du har trods alt skjult en del for hende. Desuden, så er der vel andre piger i dit liv, som du så gerne vil have noget med, eller tror du på, at Sera, min datter, er den eneste ene for dig, fordi du har dedikeret dit liv til at beskytte hende, eller fordi at du med tiden begyndte at tro, at det var kærlighed til pigen og ikke loyalitet til mig, som gjorde du kom igennem det? ”

”Måske lærte jeg hende at kende som person, og ikke bare som et stykke kød, som var halvtreds procent af mig. Men jeg ved selvfølgelig ikke hvordan det er du tænker på hende, så det kan jeg jo ikke udtale mig om. ”

”Jeg håber at hun vågner snart. ” Harry gik ud. Kira kiggede hen mod døren og da den lukkede sig i, lagde hun hovedet ned igen. Hun havde lagt sig op til hende, mens jeg snakkede med Harry.

”Jeg ved ikke om du kan høre mig, eller om du bare er langt væk. Men jeg håber virkelig at du kommer til at hade din far, lige så meget som jeg gør nu. Det er selvisk at sige, det er din far, så jeg burde ikke sige det til dig, i hvert fald ikke så direkte. Men jeg synes du skal vide det. Jeg havde ingen ide om at det var din far. Det burde måske have anet mig, det ved jeg godt, og jeg er ikke særlig klog, for ikke at have lagt brikkerne sammen før han sagde det. Han sagde aldrig hvem du var, han sagde bare, at du var vigtig for folk, og grundet min alder, ville det give mere mening, hvis jeg var din beskytter, vagt, hvad end du vil kalde det. Efter han blev blind, hvilket du snart vil opdage, så må du forstå, at han blev mere paranoid. Men han løj altid om dig. Jeg spurgte ham tit, hvorfor er hun så vigtig for dig, og han ville svare, at du ikke var vigtig for ham, men du var vigtig for andre. Jeg ville ønske, at jeg vidste hvilke andre der var tale om, men jeg ved det altså ikke. Jeg tror ikke at der er mange der ved hvem de andre er, desværre. Men du må også blive sur, vred, rasende på mig, når du vågner. Jeg vil bare gerne, at du vågner op til et ansigt du kender, til et du kan stole på. Jeg ved godt, at du nok ikke kan stole på mig lige nu, men det bliver du nødt til. Jeg ville nødig at der sker dig noget. Jeg ved godt der er, men nu er jeg tæt nok på, og du kender sandheden, så tror jeg det bliver nemmere for os begge to. Det håber jeg du vil indse. ”

Hvor tåbeligt af mig at snakke til en pige der ligger og sover, og nok ikke høre noget som helst. Hun vidste nok heller ikke hvad der foregik omkring hende. Jeg gik hen imod det lille bord der var ved det store vindue. Jeg hældte noget vand op. Tog en slurk. Det var lunkent.

”Jeg håber du vil tilgive mig, det håber jeg virkelig. ” Sagde jeg og kiggede ud. Sera talte tit om klimaændringerne. Det var gået meget hurtigere end forventet. Vi havde ikke ørken som sådan. Vi var i alperne. Det var blevet til et mere subtropisk klima. Ikke at det gjorde noget som helst. Der var nogle klinikker i en anden dal end den vi er i. Den her er privatejet. Harry købte den. Han ville have et sted, hvor han kunne blive gammel i fred, men pludselig, så fandt nogen ham.

”Mmm. ” Jeg vendte mig mod Sera. ”Sera? ” Kaldte jeg og satte mig hen til hende. Hun bevægede lidt på sig. Kira havde rejst sig op og kiggede på hende og logrede med halen. ”Sera? Sera? ” Kaldte jeg forsigtigt og kiggede håbefuldt på hende. Hun stønnede lidt igen. ”Sera? ” Kaldte jeg igen. Hun rystede kort.

Jeg tog hendes hånd. Hun skulle nok klare den, jeg vidste hun ville. ”Det er okay, Sera. Jeg er lige her. Jeg vil altid være lige her. ” Lovede jeg og kyssede hendes hånd. ”Alting skal nok gå. Intet skal holde mig væk fra dig. Det kan jeg love dig for. Stol på mig. ” Sagde jeg og kiggede omkring mig. Hun stoppede med at ryste igen. Hvor ville jeg ønske at jeg vidste hvad det krævede for hende, for at blive hurtigere rask.

”Jeg ved ikke engang hvad du egentlig fejler. Jeg ville ønske jeg vidste det. ” Mumlede jeg og kiggede ud af det store panoramavindue igen. Kira kiggede også ud. Hun ventede bare. ”Du tror hun vågner, gør du ikke? ”  Spurgte jeg dumt. Kira ignorerede mig. Typisk, hun gjorde det altid. Det var rimelig mærkeligt. Måske er det fordi jeg ikke er en trussel, eller fordi jeg aldrig har givet hende mad. Hun ignorerede ikke andre mennesker, dem kiggede hun på når hun så dem første gang eller anden gang. ”Jeg bliver her, lige her, ved din side. ” Hviskede jeg og lukkede øjnene i.

*Harry*

Jeg kiggede på døren længe. Det var ligesom at være et barn igen og jeg turde ikke gå ind på hendes værelse, for jeg vidste, at hendes forældre lige havde skændtes og hun ville helst være alene, det påstod hun altid. Jeg tog en dyb indånding og trykkede på døren. Den gik op. Hun havde stadigvæk det sammen kulsorte hår, som for tyve år siden. Hun vendte sig om. Der var kommet på linjer i ansigtet og kinderne var blevet lidt rå at se på, men hun var ikke blevet mindre smuk. Hun lignte stadigvæk den samme i mit hoved. ”Harry. ” Hviskede hun og rejste sig op. Hun havde en pyjamas på. Denne her sorte silkedragt der gik hende til knæene. ”Silva. ” Hviskede jeg og kiggede på hende, i håb om at hendes øjne ville møde mine. ”Der er næsten gået nitten år. ” Hviskede hun og jeg kunne se at det påvirkede hende. ”Det ved jeg. ” Hviskede jeg og gik tættere på. Det eneste der larmede i hele hendes lejlighed var mine sko, min krop der nærmede sig hendes.

”Silva… vær sød at se på mig. ” Hun kiggede stadig væk fra mig. Jeg rakte min hånd ud og lagde den under hendes kind. Hendes ansigt vendte sig mod mit. ”Nitten år… du har været i live, i nitten år. Det var endda dig som… du afslog alle de dyrearter…” Sagde hun og flyttede sig. ”Jeg afslog dem, da det var dit navn, for så skulle du have mødt mig, for ti år siden, jeg sagde ja til en anden, med de dyrearter. Rolig nu. Det kan ikke være grunden til at du ikke vil se mig i øjnene. ” Sagde jeg og prøvede at få øjenkontakt med hende. ”Hun har haft en far, hele tiden. Hvorfor kom du ikke? Hvorfor tog du aldrig kontakt til os? Hvorfor var alt jeg modtog af Yushi, var…. En bog og en dukke? ” Spurgte hun og kiggede såret på mig. ”Du modtog det aldrig af Yushi. Du modtog det af mig. ” Jeg kiggede ned i jorden. Hun tog et skridt væk. ”Du… du fandt os? ” Hviskede hun. Mit blik gled op og jeg så hendes sårede øjne. ”Jeg mistede jer aldrig af syne. Kan du huske den dag Sera blev født? ” Spurgte jeg. ”Selvfølgelig kan jeg det. Hvert et sekund. ” Sagde hun og så en smule fornærmet ud. ”Det gør jeg også. Der var en sygeplejerske tildelt jer, fra hospitalets side af. ”

”Du var der? ” Spurgte hun. ”Jeg holdte hende også, mens du fik lov til at køle ned efter fødslen. Den tog hårdt på dig, det ved jeg. ” Sagde jeg og prøvede at få mine hænder til at holde hendes smukke hoved i mine hænder, men jeg kunne ikke få mig selv til det. ”Så du tog dig af hende, allerede der? ” Spurgte hun overrasket. Jeg nikkede. ”Jeg har gjort alt i min magt, for at hun skulle have en sikker fremtid. Jeg havde ikke troet at nogle ville gøre jer noget, hvis de vidste jeg var tættere på, end de havde regnet med. Nogen eller nogle tog chancen, jeg ved ikke hvem, men jeg finder ud af det. ”  Lovede jeg hende. ”Vores datter svæver mellem liv og død. ” Hviskede hun. ”Det er allerede for sent for dig. Nitten år for sent, Harry. Gå. ” Jeg gav slip på hende og så hvordan hun vendte sig mod soveværelset. Hun gik livløst, så stille, uden nogen form for bevægelse i kroppen, det var som at se et spøgelse. Jeg vendte mig mod døren og gik ud. Hvorfor gik jeg dog også ind til hende?

Af alle de måder jeg kunne have gjort det på. Jeg kunne ikke gøre det godt igen. Hun havde allerede givet mig en chance, og hun gav mig ikke en igen. Det var forståeligt, jeg ville med garanti forsvinde igen, hvis hun gav mig endnu en chance, for så ville jeg være sårbar og hun ville være måden, de ville ramme mig på.

***

”Du ved… du kunne jo starte med at besøge pigen. Eggsy siger, at hun snart vågner op. ” Opmuntrede Yushi og satte noget te ned. ”Harry… ret din ryg, så lytter du bedre. ” Snappede han og satte sig ned. ”Undskyld, Yushi. ” Sagde jeg og rettede min ryg. ”Man skulle tro en mand med din opdragelse kunne holde ryggen rettet imens han snakker med sine ældre. I Japan havde du fået et slag med en bambus pind, at du ved det. ” Sagde Yushi og hældte te op til os. ”Det siger du så tit, at du ved det. Synes du jeg skal besøge hende? ” Spurgte jeg. ”Selvfølgelig. Det er din datter! Ville jeg besøge min søn selvom han er død? Ja! ” Sagde han og drak noget af sin te. ”Men… hans lig er tilbage holdt. Det er stadigvæk en lukket og død sag. ” Sagde jeg forvirret. ”Jeg har ikke brug for en kirkegår, min dreng. Jeg ved da godt hvordan jeg kommer ind på Oxfords laboratorier. ” Grinte han. ”Silva har hjulpet dig, har hun ikke? ” Spurgte jeg med et smil. ”Selvfølgelig. Men om hun vil hjælpe mig nu, efter at jeg har holdt dig skjult for hende i så mange år, det er ikke en gåde. Vi må håbe hun kun hader dig, og ikke mig. ” Grinte han og drak noget mere af sin te. ”Drik så noget, unge mand! Det er godt til kroppen, det er den te der har holdt os i live i lang tid i min familie!  ”Snappede han og hældte noget op. ”Okay. ” Grinte jeg og tog en slurk. Det smagte overraskende godt. ”Se… du ser allerede yngre ud. Eller bare. knap så grim. ” Sagde Yushi og tog endnu en slurk. ”Du har ret. Jeg burde se til hende, det ville glæde Silva. Men hvad skal jeg gøre, hvis hun vågner og ser mit ansigt? ” Spurgte jeg og pegede mod mit ar. ”Lad os håbe, hun er vant til grimme mennesker. ” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...