Angel In Disguise II

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2016
  • Opdateret: 26 jan. 2017
  • Status: Igang
Normale hændelser som en bortrejst mor, bliver pludselig problematisk, da flere ting falder i hovedet på Seraphine Prudent, en ung pige som ellers altid bare har passet sig selv og sine omgivelser. En enkelt observation får hende i problemer og pludselig er hun ude, hvor hun ikke kan bunde.

5Likes
0Kommentarer
723Visninger
AA

3. Kapitel 3.

Kære dagbog. 

Det er knap så mærkeligt nu. Klokken er halv tolv om aftenen. Jeg har lige været i bad. Siden i eftermiddags har jeg prøvet at ringe til min mor uden held. Det er rimelig træls, men sådan er det jo, at have en mor, som hele tiden har travlt. Jeg elsker hende, men nogle gange, ville jeg ønske hun kun havde et job. Det ville gøre tingene en del nemmere. Så skulle hun ikke have så travlt. Da jeg var barn, studerede hun kun. Det var en god tid. Måske er det bare fordi vi er blevet ældre og tiden til hinanden måske ikke er så vigtig igen. Måske er det, det som er galt. Jeg er ikke sikker. Men derudover, skete der noget, noget du må love mig, du ikke siger videre til nogen. Jeg plejede at være i en kamptræningsklub. Jeg var en af bedste, men den blev opløst. Jeg drømte at min træner fortalte mig noget om min far. Noget med hans aggression, tror jeg. Jeg er ikke sikker. Det er nogle timer siden nu. Jeg håber bare at det ikke vil ske igen. Det ville jeg være ked af. Drømme som handler om min far, de gør mig utrygge. I dag påstod min træner, at min far i live. Det var selvfølgelig bare en drøm. Men jeg tror han er død. Det vælger jeg selv at tro på. Men jeg tror også på at han forlod mor. Så døde han senere hen. Det må være sådan det er. Måske tænkte jeg på alt det her, fordi at vi har fået en ny lærer. Vores tidligere lærer, må ikke undervise længere i idræt. Han har fået en rygskade og ærlig talt, så ønsker ingen af os, at han skal være vores lærer, i den tilstand. Han var en super lærer, det er han stadig. Det er bare trist, at han ikke længere kan lave alt det han kunne før. Han var min favoritlærer. Heldigt at vi også har ham i historie så. Vores nye lærer er mærkelig. Jeg bryder mig ikke helt om ham, det er nok fordi han ikke kender os, og vi ikke kender ham. Vi har brugt så lang tid på at knytte os til vores lærere, og de har brugt lang tid på at knytte sig til os. Det er nok lidt latterligt, ved nærmere eftertanke. Men, man ender jo med at knytte sig til sine omgivelser. Jeg sludrer nok bare. Må hellere gå i seng. Godnat.

Sera.

Jeg lagde bogen bag mine hovedpuder og lagde mig godt tilbage. Kira lå ved siden af mig og sov allerede. Hun var en god hund, hun har altid været en god hund. Jeg tog min mobil frem og trykkede min mors nummer ind. Jeg havde ikke snakket med hende i lang tid.

Biib, biib, biib. Jajajajajaja.

”Hallo? ” Hørte jeg en stemme hviske. ”Mor? ” Spurgte jeg. ”Åh skat. Det er bare dig. ” Hvem ville ellers ringe til hende så sent? ”Jeg ville høre hvordan du havde det? ” Fortalte jeg til hende. ”Jeg har det godt. Men… men der er noget galt. Jeg har haft ringet til dig, men du tog den ikke. Jeg tænkte du havde travlt med noget. ” Sagde hun. Hvis jeg kendte hende ret, så smilte hun lige nu. ”Jeg har ikke modtaget noget, beklager. Hvornår er du hjemme igen? ” Spurgte jeg. ”Det ved jeg ikke. Sagen her, den er lidt længere, end jeg gik og troede. Jeg må slet ikke fortælle dig sådanne ting. Men jeg har aftalt med købmanden og bageren, at du bare skal handle ind til dig og Kira. Du tager selvfølgelig bare noget hø fra godsejerens stalde af. Det er også helt i orden. Det har jeg aftalt. Jeg ved ikke hvornår jeg kommer hjem, jeg har lejet mig ind på et hotel. Jeg er i sikkerhed, hvis du tror det er det, som er problemet. Det er det ikke. Jeg har et par sikkerhedsvagter. ” Der blev stille. Det måtte hun ikke sige. ”Mor… ” Pludselig blev jeg bange. ”Skat, det er okay. Det er helt okay. Du forstår det ikke. Det er en politisk sag, okay? Det er ikke noget du skal tænke på. Jeg elsker dig. Du burde sove nu. Du skal i skole i morgen. Jeg elsker dig. ” Hun lagde på. Selvfølgelig lagde hun på. Hun lagde altid på, når tingene gik galt. Ikke for mig, men for hende. Når hun sagde noget forkert. Som om hun afslørede en alt for vigtig hemmelighed. Det var måske en vigtig hemmelighed, man ved aldrig. Det var uden tvivl skrækkeligt.

***

Jeg trak dynen over mit hoved, næsten i samme sekund som min alarm gik af. Jeg ville ikke i skole. Jeg skulle have idræt. Mine psykiske tårer var allerede på vej ned af mine kinder. Nej, stop det. Denne dag, skal den være god eller dårlig? Lad den vær god. Bare gør dit bedste. Jeg tvang dynen af mig og skyndte mig at få noget idrætstøj på og ud af døren. Jeg burde nok pakke noget rent tøj. Folk ville være ligeglade egentlig, men det er nok en god ide at pakke noget rent tøj. Ja, det er en god ide. Pakker noget rent. Hurtigt fandt jeg noget tøj frem fra gulvet af og puttede det i en taske. Det skulle nok blive sjovt, at se hvad jeg havde fundet.

Jeg greb noget frugt og puttede det i en pose og ned i min taske. Kira var kommet med sin tomme madskål. Hun skulle jo også have noget at spise. Hurtigt fandt jeg noget kød fra køleskabet og blandede det op med hendes tørfoder. ”Du skal jo også have tykmælk. ” Snerrede jeg til mig selv og tog nogle skefulde ned i maden. ”Kerner… ” Mumlede jeg irriteret og puttede nogle ned og lidt agurk. Min hund lever bedre end de fleste mennesker. Du store Gud dog. Inden jeg løb ud af døren tjekkede jeg om hun havde vand, men hun manglede selvfølgelig. Jeg tog nogle isterninger fra fryseren og smed dem ned i hendes vandskål. Hun elskede at sutte på dem. Hun kunne godt bruge en dag på at sutte på to poser isterninger. Specielt med den varme vi har i dag. Burde nok lige give hende en ekstra skål. Jeg tog en gryde og fyldte den med vand. ”Okay, tøs. Bliv hjemme i dag, okay? Jeg har sent fri. ” Sagde jeg og skyndte mig ud. Jeg løb ud til lågen. Vent. Min cykel. Jeg satte den ved verandaen. Jeg vendte mig om. Det var løgn. Nogle havde været inde i vores have.

”Lort. ” Hviskede jeg til mig selv og kravlede over muren. Jeg måtte løbe i skole. Fucking lort. Den cykel har kostet mig 1000 £! Jeg spænede af sted igennem skoven. Det var lykkedes solens lys at trænge igennem træernes grønne kroner. En gang imellem kunne jeg mærke varmen. Ikke på den måde, at jeg følte det brændte, men mere sådan, at jeg kunne mærke hvordan det var varmt. Tænk at det er muligt. For 100 år siden, var der 1 meter sne ved denne tid. Det hele var noget forbandet lort!

Jeg drejede skarpt til venstre og kunne mærke hvordan jeg fik et løsere greb under mine fødder. Asfalt og ikke længere grusvej. Jeg kunne stadig mærke smerter i min krop efter den kamp. Jeg måtte have bevæget mig samtidig på en mærkelig måde. Der var fem kilometer til skolen. Ærlig talt!

Jeg havde ingen ide om hvor langt jeg egentlig var, og om jeg ville nå at komme hjem til tiden! Det var ikke retfærdigt! Hvorfor havde nogle overhovedet taget min cykel?! Hvem vælger at køre igennem en skov, hvor der står tydeligt at det er en privat vej?! Det var lige meget. Jeg måtte fortsætte. Jeg kunne ikke erindre på nogen måde, at jeg havde taget tid eller holdt øje med noget som helst, når det kom til at skulle tænke på at jeg ikke måtte komme for sent i skole!

Jeg måtte stoppe op. Min ryg begyndte at gøre ondt. Jeg satte mine tasker på jorden og mig selv ved siden af. Jeg kunne ikke helt lade vær med at synes, at jeg ikke havde fortjent det her. Hvad havde jeg nogensinde gjort galt? Ikke at jeg tror på at universet sådan lige gør ting som, som at stjæle en cykel. Men det var en dyr cykel. Det lige meget. Det er en cykel. Ikke andet. Jeg må stoppe med at give objekter liv. Var det ikke det man gjorde i romantikken, eller romantismen? Romantikken var der hvor folk blev mere realistiske, ikke? Det var vel kun i Skandinavien. Jeg aner ikke hvad. Jeg stoppede med at løbe. Jeg kunne se landsbyen, fra hvor jeg stod nu. Noget jeg aldrig have forstået, det var hvorfor Adensfields havde fået så stor en skole. Det var nok for at tiltrække folk til landet. Det fungerede også fint nok. Nogle af eleverne boede på skolen. De havde fået tildelt værelser. Det var meget moderne bygninger.

Jeg endte med at sætte mig ned. Jeg kunne ikke lide ideen om at få fravær. Så ville jeg have en rød streg. Det havde jeg ikke lyst til. Det ville jeg gerne undgå. Jeg ville bare ikke have den opmærksomhed. Den negative opmærksom. De negativt ladet adjektiver. Jeg tog et dybt åndedrag og holdte det inde lid. Det skulle helst gå ondt i min brystkasse, før jeg pustede ud igen. Det hjalp mig altid meget godt på vej til at slappe af. Jeg ved ikke hvorfor, den kortvarige, ubehagelige smerte, som kunne give mig tør hals, den gjorde mig rolig. Mega underligt.

Jeg rejste mig op igen og kiggede ned på byen. Jeg måtte gå resten af vejen. Jeg skulle jo ligesom helst være klar til timen, og ikke udbrændt inden timen overhovedet er begyndt. Det hele var så underligt. Hvilken idiot havde taget min cykel? De må have smadret den lås jeg havde på den.

”Hey! ” Jeg vendte mig om. Det var en stationcar. Et ansigt kom til syne. Eggsy. ”Eggsy? ” Sagde jeg forvirret. ”Hey. Jeg har lånt min fars bil i dag. Han har en fridag. Vil du ikke gerne have et lift? Bare lige den sidste kilomet? ” Spurgte han med et stort smil. ”Jo tak. ” Sagde jeg og smed mine ting i hans bagagerum. Jeg satte mig foran. ”Tak. ” Smilte jeg. ”Intet problem. ” Han startede bilen igen.

”Du må have haft travlt i morges. Vi skal møde om et kvarter. ” Sagde han imens han forsigtigt svingede bilen til den ene side og sådan den anden, for ikke at køre for kantet. ”Den her vej er sværd. Jeg husker den fra min køreprøve. Du er god. ” Sagde jeg og kiggede igen. ”Du svarede mig ikke rigtig. ” Sagde han. ”Nogen har været inde i vores… nogle har stjålet min cykel. ” Sagde jeg flovt. Jeg synes det var pinligt. Det var som om at der pludselig manglede noget af mig. ”Nå. Det er jeg ked af at høre. Vil du gerne køres hjem også? ” Spurgte han. ”Det behøves du ikke. Kira kommer nok og hun smider sig altså på sæderne. ” Sagde jeg og kiggede lige ud. Han grinte. ”Jeg har selv hund. Jeg kender det. Du ved da også jeg har hund. Det er en af Harrys. ” Grinte han. ”Åh Gud… han var en fantastisk hund. Men det med at han altid skulle rende… det var lidt pinligt. ” Sagde jeg. ”Det går nok, tror du ikke? ” Spurgte han og holde for rødt. ”Det går nok. Så længe alle børn har en hund – ” ”er alle mennesker glade. ” Afsluttede han. ”Ja. ”

”Så er vi her. ” Sagde han og tog nøglen ud. ”Tak for turen. ” Sagde jeg og tog mine ting. ”Det var så lidt… øhm… for resten. Mine forældre har sagt, at jeg skulle sige, at hvis det var, så kunne du bare komme til middag en gang imellem, nu når din mor er væk i længere tid. ” Jeg kiggede forvirret på ham. ”Hvor har du hørt det henne? ” Spurgte jeg. ”Min mor tog telefonen på kontoret hos købmanden. ” Sagde han. ”Nå ja. Din mor er revisor. Der er ikke noget galt i det. Intet overhovedet. Men… okay. Tak. ” Smilte jeg og kiggede lidt væk. Det var meget pludseligt det der.

”Skal du vise noget for klassen egentlig? Jeg hørte at ham den nye lærer ville have dig til at vise hvordan man gjorde alt det der… kung fu fighting. ” Sagde han og åbnede døren ind til vores idrætssal. ”Ja, han spurgte mig. Men jeg sagde nej. Jeg har ikke lyst. Det er lige lovlig meget for mig. Jeg mener… hvad hvis jeg fejler i nogle af bevægelserne? ” Spurgte jeg og smed mine tasker ind i pigernes omklædningsrum. ”Det kan jeg godt se.  Men jeg synes du skulle have sagt ja. Du er jo virkelig talentfuld. Det har du altid været. ” Åh, hold op.

”Da jeg var lille, der sagde min mor altid at jeg var anderledes, på den gode måde. Hun sagde at jeg kunne løbe hurtigt, virkelig hurtigt. ” Sagde jeg og satte mig ved en ribbe. ”Det ved jeg. Kan du huske 5. klasse? ” Spurgte han. Jeg rystede på hovedet. ”Ikke rigtig. Jeg husker vores uopdragne røve og Avril som altid slikke røv. ” Sagde jeg med et grin. ”Det er der noget om. Men der var det her løb. Det kom i avisen, kan du ikke huske det? ” Spurgte han. ”Jo. Det kan jeg godt huske. ” Jeg vandt det løb. ”Du løb fra en masse af de ’store børn’ og de var så sure på dig. ” Sagde han med et grin. ”Ja. Jeg var på forsiden. Lige siden da, har vi altid fået en ekstra grøntsag eller frugt med fra grønthandleren. Jeg skulle nødig komme i dårlig form. ” Smilte jeg og kiggede på klokken. ”Ti minutter. Folk kommer aldrig ind før. ” Sagde han. ”Ja. Hvad sker der for det? ” Spurgte jeg og kiggede på klokken også. ”Fem minutter. ”

***

Jeg rørte hurtigt rundt i gryden, imens jeg i munden havde en anden ske som stadig smagte en del af suppe. Hvorfor smagte den stadig af suppe? Mærkeligt. Kira gøede lidt. ”Ikke nu! Du har lige fået mad! Hvis du skal ud, så er terrassedøren åben. ” Sagde jeg og fjernede pastaen fra emhætten. Det kogede over. Flot. Jeg satte det over på vores stenbord. ”Dejligt nok at du er sten og ikke får grimme mærker. ” Sagde jeg og fortsatte med at røre sundt i suppen. Tomatsuppe. Eggsy ville komme over med noget af hans mors hjemmelavede æblemost og brød. Jeg havde lidt på fornemmelsen, at hans egen invitation til mit hus, var en måde at fortælle mig på, at han ville komme over og spise med mig. Jeg kunne ikke bare lave noget simpelt som pocherede æg. Jeg havde en lille forret bestående at en lille kaffekop med ratatouille og en creme brûlée til dessert. Så havde jeg, siden jeg kom hjem, forberedte en steak, som var grillet lavt og inden da, havde lagt i kogt and med løg, hvidløg, krydderier og æbler. Bare for at den ikke skulle være for krydret. Han skulle ikke sulte. Jeg havde også lavet en ekstra, som var den største steak. Den var til Kira.

Det bankede på døren. ”Kom ind! ” Sagde jeg og slukkede for komfuret. Suppen var helt færdig. Shit. Jeg havde stukket den ske ned i suppen igen, efter at jeg havde den helt ind i min mund! ” Sagde jeg og skyndte mig at fjerne den. Det hjalp nok ikke meget igen. Jeg smed skeen i vasken og skyndte mig at tørre mine hænder af. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...