Spirits of the animals

En jeg-fortæller, som er en godmodig pige, med stor kærlighed og passion for dyr og dets velfærd. Hun har en gruelig barndom med mishandling, overgreb fra sin fader, et mistet familiemedlem. Da hun bliver ældre finder hun en måde at tjene penge på, en måde hendes fader har givet hende i hovedet. Hun vil tjene penge til dyrenes levevej, også selvom hun ikke nyder den måde, som pengene tjenes på, og selvom hun godt ved, at det er forkert.

0Likes
0Kommentarer
19Visninger
AA

1. Ulidelig opvækst

 

 

 

Flashback>> "Hvilket levende væsen, fortjener dog denne uretfærdige død?" ...

Dette var min eneste og grusomste tanke, da jeg som fire årig stod ansigt til ansigt med døden, til mine uretfærdige forældres slagting af vores hjemmeavlede høns og haner, som måtte lade livet, blot for, at vi senere på dagen kunne få dem serveret til middag.
Det kunne jeg ikke finde retfærdigt. De små kyllinger, som jeg havde passet og plejet, leget og tumlet med, elsket af hele det hjerte, som bankede for de kære små dyr. HVORFOR skulle de havne på vores frokost-bord? De havde ikke selv haft en mulighed for at kæmpe imod eller vige fra, derfor havde jeg besluttet mig fast og fulde på, at jeg aldrig ville sætte mine tænder i nogle formor for kød igen. 
"HOOOLLDDD den fast, Ejner"

udbrød min moder til min fader, lige inden hun ville slynge øksen om halsen på de små kære. Jeg ønskede altid, at min fader ville tabe grebet og vige fra hønen, så øksen kunne ramme ned i træstubben, og bare sidde fast der for altid, så MINE venner kunne beholde deres ærefulde liv.  Men sådan udfoldede det sig aldrig, grebet var altid fast, øksen ramte altid plet, hovedet faldt altid hårdt til jords og nerverne gav sine sidste spræl i hønens krop, samtidig med at tårerne løb ned langs mine kinder.

Jeg løb, ville ikke være vidne til mere, jeg skreg, ville ud med smerten, jeg faldt, det gjorde mig intet, den smerte kunne jeg fortrænge blot ved tanken om de liv, som lige var blevet taget foran mig, jeg stoppede, var træt, ville væk, hvilken verden jeg dog befandt mig i. <<

 


Det var aften, mørkt og roligt udenfor, jeg lagde i min seng, dynen trukket godt over mine skuldre, dette var min absolut yndlings-tid på døgnet. Nu kunne jeg endelig få den følelse tilbage, som jeg hver aften prøvede ihærdigt at føle igen. Jeg vidste ikke hvordan eller hvorfor den kom, men jeg vidste helt præcist hvad jeg skulle gøre for, at den kom igen hver evig eneste aften, for uden den kunne jeg ikke få lukket et øje. 
Mine hænder under dynen trak jeg op til mit bryst, jeg kærtegnede mine bryster, nussede mine vorter, for ih hvor gav det dét dejligste sus ned igennem min krop og sluttede altid ved mit underliv. Dog sluttede suset aldrig helt, for det startede en anden form for lyst i mig, som altid fik mine hænder til at stryge langsomt ned langs min mave og videre ned under kanten af mine underbukser. Jeg mærkede med forsigtige fingre på det, som vi i skolen havde lært, da jeg sidste år gik i 5 klasse, hed en >Tissekone<, for når jeg mærkede på den, var der intet jeg hellere ville mærke på, for det fik mig til at føle mig et helt andet sted, et fredfyldt og godt sted. 
Små cirker øverst på min tissekone synes jeg altid kildede, kilede på sådan en behagelig og udfordrende måde. Jeg var meget forsigtig med ikke at nærme mig for langt nede på min tissekone, til det sted, hvor jeg altid følte smerte. Men øverst: Mine cirkler blev altid hurtigere, hårde og mere voldsomme, jo længere tid jeg havde kærtegnet mig selv. Til sidst kom der altid et lille udbrød fra mine læber, helt nede fra min mave, hvorefter jeg fik det største sus igennem kroppen, rystede på mine ben og følte mig HELT fri, fri fra tanker og problemer. Denne følelse medførte altid at jeg blev træt, træt af glæde og udmattelse, jeg faldt altid i søvn, i søvn med tankerne om bedre dage forude. 
Næste dag når jeg vågnede, kunne jeg igen starte forfra på mit rene helvede af en barndom. 

Min dag startede dog i dag meget anderledes, vi skulle åbenbart på kirkegården, min fader og jeg. Vi skulle besøge min moder, jeg ville ikke, jeg nægtede. Min fader sparkede mig let ud af døren, for han mente, at det var en nødvendighed, at jeg deltog i kirkebesøget på min moders dødsdag.
Ét år siden, at hun døde i dag, er det virkelig ét år siden, at jeg fik taget nogle byrder fra mine skuldre? De fleste ville nok have fuldt deres fader grædende i hældende på vej til kirkegården, for at besøge den kvinde, som havde født dem og givet dem livet, men ikke jeg. Jeg afskyede hende, tillod ikke mig selv, at skænke hende en eneste god tanke, for hun var skylden til, at jeg havde en ulidelig barndom med slid, mishandling, dyredræb, græd og tårer. Det lyder måske hårdt, at jeg afskyede hende af den grund, men mere er bag.
I mine øjne skulle ens mor være hende, som elskede en, elskede en med hele sit hjerte, men for mig var det altid de mindre og yngre, som elskede mig højst, nemlig mine dyre-venner og den fader, som jeg aldrig har mødt, min herre, min Gud. Nå ja, min fader som lever med mig på jorden, han havde dog også været elskelig lige indtil min moder døde, da lagde han hendes død på mine skuldre, for det kunne ikke være andre end jeg, som havde fået hendes hjerte til at stoppe med at slå, stoppe med at pumpe blod. Hvem ellers? Jeg vidste med sikkerhed, at det var herren i himlen, som ønskede mig et bedre liv. 

På kirkengården knælede min fader ved hendes grav, brød ud i tårer og mumlede noget jeg hverken kunne høre eller ville høre. Jeg ville hjem, hjem til mine venner, hjem til dem, som altid var der for mig. 

Vi kom hjem, hjem til et rodet hus, et koldt hus, min fader virkede anspændt. Han greb mig, fastholdt mig, jamrede op i hovedet af mig, hvilket barn jeg var, at ønske min egen mor død. Han førte mig ned langs kældertrappen, ind i det inderste kælderrum, fastspændte mig til den søjle, som stod midt i kælderrummet, rev min slidte kjole af, jeg lukkede øjnene, håbede det ville stoppe, ønskede mig væk. 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...