On the road - Shawn Mendes Fan Fiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2016
  • Opdateret: 25 jun. 2016
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre, hvis du blev efterladt på en resteplads, i nord Tyskland en mandag nat? Du ville gøre ligesom Olivia, tage med Shawn Mendes' videre til Amsterdam, for hvem kan sige nej til ens idol? I hver fald ikke Olivia. Spørgsmålet er så bare, om det var smart, at hun ikke kunne sige nej? Jeg håber I vil tage godt imod den her 'bog' også er der vel ikke andet tilbage end at sige god fornøjelse xx

41Likes
32Kommentarer
32878Visninger
AA

14. Tilbage til hverdagen

(I dette kapitel vil der forekommer scener, som kan være stødende for nogen!)

 

Olivia's synsvinkel:

 

"Vi gør klar til landing om få minutter. I bedes venligst spænde jeres sikkerhedsele og kører jeres sæder op, hvis I har lagt dem ned." blev der sagt over højtaleren. Jeg havde altid været vildt bange for at flyve, så af den grund havde jeg ikke taget min sele af, selvom jeg godt var klar over den ikke ville hjælpe, hvis vi styrtede ned. Jeg kunne ikke glemme Shawn's ansigtsudtryk da han var kommet løbende ned til min gate. Flere var gået ind i mig fordi jeg bare var stoppet op for at kigge på ham. 

"Undskyld... kan jeg lige komme forbi?" sagde jeg. Shawn stod bare og stirrede på mig, han var helt hvid i hovedet og på kanten til at græde. Jeg gik hen til security, "kan jeg nå at sige farvel til min ven?" manden kiggede først på mig, så Shawn også tilbage på mig og nikkede. "Men skynd dig" jeg nikkede bekræftende, og løb lige ind i Shawn's arme. Først en, så to også fik de ellers bare fri løb, Shawn stod og græd lydløst. Jeg kunne mærke hvordan hans krop nærmest trak sig sammen flere gange, der var ingen tvivle - han græd. Jeg krammede ham endnu hårde end før. 

"Du må ikke gå Olivia, jeg vil ikke have du går! Du skal blive her, vi finder en løsning, sammen!" jeg havde aldrig før sagt nej til nogen, aldrig. Jeg ville ikke sige nej til ham. Jeg trådte tilbage. "Shawn... Det... ved du godt jeg ikke kan... de... de vil finde mig uanset hvad!" sagde jeg lavt. Jeg tog mig til min venstre arm og kiggede ned i jorden. Jeg turde ikke kigge på ham, jeg vidste hvor ked af det han var, jeg vidste hvor ked af det jeg selv var, hvis jeg kiggede ham i øjne ville jeg bryde sammen. Shawn tog fat i mig, og trak mig tæt ind til ham igen. Han lagde to fingre under min hage, løftede mig hovede op og presse sin løber imod mine. Jeg tog automatisk fat i hans hætte trøje.

Shawn kyssede mig?! Jeg kyssede Shawn?! Vi kyssede hinanden?! 

Følesen var ubeskrivelig, og hvis jeg ikke tog meget fejl var der et helt sommerfugle hus inden i mig. Jeg trak mig væk, og hans blik flakkede fra mit ene øje til mit andet. Også sagde han det. "Olivia du må ikke tage afsted, kan du ikke se det? Jeg er vild med dig!" jeg stivnede, med de ord tænkte jeg klart igen, og jeg blev bekræftet i hvorfor jeg var nød til at tage hjem.

De ville gøre ham fortrød, alt hvad jeg holdte af kom til skad! Jeg kunne ikke holde tårne tilbage mere, jeg var knust. "Undskyld Shawn, men jeg er nød til at gå..." jeg bed mig hårdt i min underlæbe og gik.

 

Jeg lod mine fingre glide hen over mine læber, og tænkte tilbage på hvordan det føltes. Følelsen af hans hænder på mine kinder og hans læber imod mine... Jeg rystede der hurtigt af mig, og fulgte med mængden ud af flyet, men kunne alligevel ikke holde et smil tilbage. Et smil der hurtigt forsvandt igen, hvad lavede han her?! Panikken sprætte sig i min krop. 

 

Shawn's synsvinkel:

 

En trejde del af mig hadet hende, en anden trejde del kunne ikke få nok af hende og den sidste trejde del var sønner knust. Jeg var samtidig utrolig bange for hvordan hendes familie ville reagere. Jeg kunne hellere ikke stoppe med, at tænke på hvordan hendes hverdag så ud! Om det bare var en gang imellem, hun blev slået eller om det var dagligt? Vi var heldigvis på vej til Danmark nu, hvor jeg ville være sikker på at se hende igen. Når det skete, skulle jeg få hende overtalt, hun kunne ikke bo der, jeg ville ikke have hun boede der!

 

Olivia's synsvinkel:

 

"Kim? Hva... hvad laver... du... du her?" jeg kiggede hurtigt ned i jorden. Han havde drukket. "Jeg overhørte mor og far snakke, om at du ville komme hjem ved denne her tid, sæt dig ind!" jeg sank en klump, og begyndte at gå om til den anden dør. Han slog mig hårdt i røven, og smækkede efterfølgende døren i efter sig. Da jeg kom ind i bilen stank der af sved og hash, velkommen hjem Olivia, velkommen hjem. Det gav et sæt i mig da en hånd landede på mit inderlår - jeg viste hvordan denne her nat ville ende, jeg sank igen. 

Han kørte hurtigt, alt for hurtigt. Jeg vidste han ikke var i stand til at kører, men jeg var alt for bange til at sige noget til ham. Hans hånd havde bevæget sig længere op, i takt med at han også havde sat farten op. Det gav et sæt i mig da et dyr løb ud foran bilen og nær blev ramt. "Kim stop!" han bremsede hårdt, og kiggede skummelt over på mig. Jeg skulle ikke have sagt noget, men bare holdt min mund lukket. Det var bare fløjet ud af mig, han ville få os dræbt. "Som du vil, jeg kan alligevel ikke vente mere." han drejede ind af en skov vej, og slukkede bilen, og gik ud af bilen. Efter få sekunder var han omme ved mig, og sparkede på døren for at få mig ud. Jeg var skrækslagende, men turde ikke gøre andet end hvad han ville. 

Jeg blev smidt op på kølerhjelmen, og lå nu som hans tagselvbord. Han lænende sig ind over mig, og begyndte at kysse mig hårdt, han prøvede at få adgang til min mund, med hans tunge men jeg nægtede hvilket førte til to slag, først en lussing efterfulgt af et slag med knyttet næve, på mit kravebene, det samme sted som sidste gang. Tårne strømmede ud af bare smerte, og jeg gav efter. Han begyndte at gramse alle tænktlige steder på min krop, og rev mine bukser af efterfulgt af mine trusser. Det er her jeg altid besvimer, jeg tror det er den måde min krop beskytter sig selv på, hvilket jeg sætter meget pris på.

 

_________________________________________

 

Endu en gang blev et kapitel 400-500 ord for langt. 
Jeg håber ikke det har, gjort dem alt for lange?

Jeg er dsv. bare bange for, at de vil blive så lange her

fremover, i hver fald imens hun er hjemme.

- xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...