On the road - Shawn Mendes Fan Fiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2016
  • Opdateret: 25 jun. 2016
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre, hvis du blev efterladt på en resteplads, i nord Tyskland en mandag nat? Du ville gøre ligesom Olivia, tage med Shawn Mendes' videre til Amsterdam, for hvem kan sige nej til ens idol? I hver fald ikke Olivia. Spørgsmålet er så bare, om det var smart, at hun ikke kunne sige nej? Jeg håber I vil tage godt imod den her 'bog' også er der vel ikke andet tilbage end at sige god fornøjelse xx

41Likes
32Kommentarer
32827Visninger
AA

9. Bliv her

 

Olivia's synsvinkel:

 

Efter 10 minutters stilhed, våvede han endelig at sige noget. Selvom jeg egentlig ville ønske jeg ikke havde vist ham mine blå mærker, var jeg på den anden side glad for jeg havde gjort det. "Hvor længe har det stået på?" han sad op af væggen, med mig imellem hans ben. Han lod sin ene finger glide forsigtigt hen over mit venstre kraveben, mens han ventede på et svar. "Altid vil jeg tro, jeg kan ikke huske hvornår det begyndte..." jeg havde aldrig prøvet andet, så jeg kunne ikke se hvorfor det var så stort et problem. Min mor eller far ville slå mig hvis jeg havde gjort noget forkert. Jo større fejl, jo værre det klart, nogen gange endte det med at jeg fik bank, og ikke kun slag. Men jeg havde aldrig tænkt over at det var forkert, det de gjorde, indtil jeg så Shawn's ansigt da jeg viste ham det. Han stivnede fuldstændigt, som om han gik i choktilstand, ude af stand til at sige et eneste ord, han stirrede bare og blev hvid i hovedet.

Jeg vidste godt at jeg ikke skulle vise det til nogen, og holde det for mig selv. Han trak dynen op om os, og begyndte at glide mere ned af, så han nu lå på sin ryg. Jeg, jeg lagde stadig imellem hans ben, med mit hovede på hans brystkasse, jeg ville gerne lade det her vare ved for evigt. "Hvem er det der gør det imod dig?" han havde nu samlet en tot af mit hår op, og sad og pillede ved det, lod det glide rundt mellem sine fingre - tænk sig at han kunne være så betaget af noget som en tot hår, godt nok kunne jeg ikke se hans ansigt, men jeg kun ligesom mærke på ham at han var optaget af noget andet end hans eget spørgsmål. Ikke forstå mig forkert, jeg var ikke i tvivle om at han var meget bekymret for mig, og hvad der forgik.

Jeg vidste ikke rigtig om jeg skulle nævne dem alle sammen, burde jeg det? 

"Min plej... min mor og far gør hvis jeg har gjort noget forkert. Min ple... storebror gør også nogen gange, hvis jeg står i vejen i køknet eller noget i den stil. Nogen gange gør de alle tre hvis de er fulde. Jeg arbejder for min onkel, gør rent på hans værksted... ikke selve værkstedet, men den offentlige afdeling. Han kan også godt finde på at give mig tæsk hvis det ikke er godt nok. Min fodbold træner kan også godt stikke mig en flad en gang imellem..." han havde sluppet mit hår forlængst. Da jeg ikke troede jeg kunne komme meget tættere på ham, trak han mig endnu længere ind til sig. 

"Hvem har... Var det..." han tøvede. Jeg kunne næsten gætte mig til hvad han ville spørge om. "Hvem har... æhm... hvem har..." han kæmpede for at sige det.

 

 

 Shawn's synsvinkel:

 

Jeg kunne ikke få mig selv til at sige det. Bare tanken om at nogen ville gøre det imod hende, skar mig i hjertet. Jeg vidste ikke, om jeg spurgte for meget, men jeg kunne ikke vente mere. "voldtaget mig?" hendes stemme var svag og meget lille, hvilket var forståeligt. Jeg kunne ikke engang få det sagt, hun sagde det også selvom jeg kunne regne ud at det ikke var rart at skulle sige højt, og slet ikke når det var gået ud over hende. Jeg trak hende helt ind til mig. "Det er forskelligt, nogen gange min storebror, min plej... far eller onkel..." bare lyden, jeg var målløs. Min hals var helt tør, det skar mig virkelig i hjertet. Selvom hun oplevede alt det her hverdag, var hun stadig så ydmyg og smilende - det var i hver fald hvad de havde sagt hun havde været i løbet af i dag! 

"Det gør mig virkelig ondt, " jeg ville sige hendes navn, men kendte det stadig ikke. 

"Olivia..." sagde hun, en følelse af lettelse drev ud i alle kroge af min krop, endelig. 

"Det gør mig virkelig ondt, Olivia! Bliv her, istedet for at tage hjem...?!" mine egen ord overraskede mig, det gjorde de virkelig. Hun så igen skræmt på mig.

"Det kan jeg ikke." hun rejste sig, samlede min hoodie op fra jorden, og lod den glide ned over hendes overkrop igen, hvor efter hun gik. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...