Hate to love // 2

Hope's liv kunne faktisk ikke være lettere, eller det er hvad hun fortæller sig selv, og alle andre. Som i nok ved, fandt Justin ud af vædemållet som Hope, havde lavet med Amanda, og han tog det ikke særligt pænt. Hun fik endelig sagt fra over for sin mor, og fik hende til at gå fra hospitalet, og ud fra hendes liv. Hendes liv, faldte faktisk fra hinanden, BIG TIME i 1'eren! Hun mistede alle, plus sig selv.. Gad vide om hun kommer på rette fod i 2'eren? Hvis du vil finde ud af det må du hellere følge med.. #Husk at læse 1'eren først ellers giver den ikke mening#

6Likes
9Kommentarer
622Visninger
AA

2. Life is worth living again.


Hope's synsvinkel.

Jeg kunne ikke fjerne mine øjne, fra ham.. Hele min krop rystede, og jeg vidste ikke om jeg skulle løbe, græde eller bare slå ham.. Jeg var gået helt i stå og min krop gad intet, den dreng som havde betydet alverden stod lige foran mig, og jeg kunne intet gøre? 

Jeg kunne se ham, komme langsomt tættere på. Og jeg havde virkelig lyst til at løbe, flygte fra det som jeg havde prøvet at glemme i så lang tid.. Men hvad er det man siger? fortiden finder altid en til sidst, man kan aldrig løbe fra sine problemer, og Justin var uden tvivl mit største problem.

"Hope, er du okay?" Kom en svag stemme, fra min højre side.

Min krop samarbejdede endelig, og drejede sig hurtigt over til Zayn, hvor jeg  derefter nikkede til ham

"Kender du Justin?" Spurgte Zayn så igen

Jeg rystede lidt på hovedet, og førte mit blik hen til Justin, og jeg tror at mit blik kunne dræbe.

"Nej, har hørt om ham, ikke andet." Sagde jeg hårdt, og jeg kunne se at det ramte Justin, og han fortjente det.. Han forlod mig, han havde ødelagt mig, han er præcis som min mor. Tænker kun på sig selv, og tænker ikke over hvordan det rammer mig.. 

"Drop det nu Hope, lad os nu ikke være barnlige" Sagde Justin med en irriterende stemme, imens han kiggede på Zayn og jeg stå ret tæt op af hinanden.

"Justin, er ked af at sige det. Men det er ikke alle der er fans af det der" Sagde jeg strengt, og pegede op og ned af ham.

Jeg tog Zayn's hånd, og trak ham med op til baren. Det var faktisk først nu at jeg lagde mærke til hvor ufatteligt mange mennesker der var til festen, der var virkelig trangt. Og jeg følte ærligt, at jeg ikke kunne trække vejret.

"Zayn, jeg går lige ud!" Råbte jeg højt ind i han's øre.

Jeg så hans ansigt i mørket, nikke op og ned. Jeg gik med hurtige skridt mod hoveddøren, hvor jeg hurtigt blev stoppet ved at en hånd blev viklet rundt om min arm, og stoppede mig.

"Hvad skal du?" Spurgte Jason, med sin bekymrede stemme

"Bare udenfor, bare rolig" Svarede jeg efterfulgt af et meget falskt fnis. 

Jeg åbnede hoveddøren, og blev faktisk overrasket af den varme brise der kom imod mit ansigt. Himlen var mørk, og jeg gætter på at klokken var cirka 2 om natten eller sådan noget, og jeg kunne mærke på min krop at jeg faktisk var ret smadret. Jeg havde festet pretty hard, og så kommer Justin og smadre det hele. Hvad fanden bilder han sig egentlig også ind? Det var ham der forlod mig, så burde han da ikke komme over og sige mit navn, han burde været gået videre og været ligeglad som han var dengang.

Mit blik var som limet fast, til fortovet jeg gik på. Og mine tanker var helt rodet, jeg vidste ikke hvad jeg skulle. Jeg havde lyst til at komme hjem, og det værste var at jeg ikke engang havde et ordenligt hjem. 

Jeg stoppede op, da jeg så et par fødder foran mig. Jeg førte mit blik op af og hen til personens ansigt, og der stod Justin igen, ham som havde forladt mig, selvom jeg ikke rigtig bebrejder ham.. Jeg sårede ham jo

"Så, du er begyndt at drikke igen?" Spurgte han hårdt, imens vores øjnkontakt ikke var til at fjerne.

"Er det ulovligt?" Svarede jeg flabet. Han skulle ikke vide hvor såret, han havde fået mig til at føle, eller hvor ødelagt jeg var.

"Har jeg ikke sagt, men syntes du selv at det gik godt sidste gang?" 

"Jeg synes at det gik meget fint? og hvorfor ialverden blander du dig egentlig? Det var dig der skred fra mig, så du kan ikke komme her og tro du kan bestemme over mig." Sagde jeg surt, og jeg var så tæt på at begynde at tude.

"Hope, jeg blander mig fordi at det er åbenlyst at du ikke kan styre det! Og du er begyndt at gå med Jason? Det er en dårlig slags menneske at gå med? Har du slet ikke overvejet hvor fuckt du er blevet?" Råbte han af mig.

"OG DET ER MIN SKYLD ELLER HVAD? Jeg har ikke nogen forfanden Justin! Jason er her for mig, modsat til alle andre i mit liv, så er han fandme ikke skredet. Og ved du hvad? det er jeg virkelig taknemlig for, og han synes ikke at jeg er fuckt, han kan lide mig som jeg er!" Råbte jeg tilbage, og jeg kunne mærke en enkel tåre rende ned af min kind. Som jeg hurtigt tørrede væk, og håbede inderligt på at Justin ikke havde set det.

"Okay, rolig Hope" Sagde han og tog min hånd. Okay han havde set det...

"jeg ved godt at du har haft det hårdt, og jeg burde ikke have forladt dig på det syghus! og jeg fortyder det virkelig også. Men Jason? han er virkelig dårlig selvskab! og han kender dig jo ikke, ikke den rigtige dig? hvis du tror at du er den rigtige dig ligenu, så kender du jo ikke engang dig selv, pigebarn?" Sagde han i en stille tone..

Jeg bevægede mit hovede fra side til side og lavede håndtegn til at han skulle gå væk, imens jeg bakkede bagud

"Glem det, glem det! Du skal ikke komme her og sige hvem jeg skal hænge ud med og ikke hænge ud med. Jason for mig til at få det godt, du for mig til at tænke på fortiden, på det dårlige. Du kan ikke bare komme tilbage i mit liv når du vil, du forlod mig.." Hulkede jeg, mens tårerende stormede ned af mine kinder, og jeg havde ikke grædt siden dengang på syghuset.

Han gik tættere på mig, og gav tegn på at han ville kramme mig. Jeg bakkede hurtigere bagud

"Lad vær at røre mig Justin!" Skreg jeg højt. 

"Slap nu af Hope, fald ned!" Råbte han tilbage.

"Gå væk! Du ødelægger min aften, det her skulle være en dejlig aften. Ligesom ALLE de andre, hvor du ikke er her.." Råbte jeg højt, selvom at det var svært på grund af mine højtlydene hulk. 

Selvom at jeg prøvede at skubbe Justin væk, fik han mig alligevel ind til sig. Og lagde hans arme hårdt rundt om mig. Den velkendte duft, og velkendte arme. Fik alt til at falde sammen i mig, og mine arme fandt hurtigt rundt om ham, og hulkene blev højere, og jeg kunne simpelthen ikke stoppe.. Jeg havde savnet ham alt for meget.

"Shh, rolig nu" hviskede han i mit øre, imens han agede mig over håret.

Tiden gik, og jeg aner virkelig ikke hvor lang tid vi havde stået og holdt om hinanden..

Jeg kunne mærke hans hånd ramme min arm, og mærke at han fik et chok.

"Du fryser jo? Vil du med hjem og have varme?" spurgte han sødt

Jeg nikkede hurtigt til ham, da jeg frøs virkelig meget. Og jeg havde savnet ham så jeg ville for alt i verden gerne med ham hjem.

Han tog min hånd, og fulgte mig hen til en taxa som han havde vinket ind til siden. Justin hjalp mig hurtigt med at komme ind i taxaen, og satte sig ved siden af mig.

                                                                      ***********************************

Jeg vågnede ved lyden af Justin stemme, og guitar spil

"Ended up on a crossroad,
Try to figure out which way to go.
Its like your're stuck on a treadmile,
Running in the same place.
You got your Hazard lights on now,
Hoping that somebody would slow down.
Praying for a miracle
Who'll show you grace?"

Han stoppede hurtigt da, jeg vendte mig rundt i sengen, og kiggede på ham.

"Bare spil videre" Sagde jeg med et smil

"Ved nu ikke.. Men den er jo faktisk skrevet til dig.." Sagde han genert

"Seriøst? Vil gerne høre den!" Sagde jeg på en sjov måde.
Og hurtigt efter begyndte han at spille igen, jeg lukkede øjnene, og nød sangen

"Had a couple dollars and a quarter tank of gaz,
with a long journey ahead.
Seen a truck pull over
God sent an angel, to help u out.
He gave u directions,
Showed you how to read a map,
with a long journey ahead.
Said it ain't ever over,
Oh, even in the midst of doubt,
Life is worth living,
Life is worth living, so live another day.

The meaning of forgiveness
People make mistake's, doesn't mean you have to give in
Life is worth living, again.
Relationship on a ski slope
avalanche comin' down slow
Do we have enough time, to salvage this love?
Feels like a blizzard in in April
Cause my heart is just that cold.
Skating on thin ice,
but its strong enough to hold us up"

Sangen var virkelig intens, og jeg elskede at kigge på hans udtryks i ansigtet, når han sang den. Man kunne virkelig føle hvor mange følelser han havde lagt i denne sang... Han smilte til mig, og begyndte langsomt igen.

"Seen her scream and holler,
put us both on a blast.
tearing each other down,
when i thought it was over,
God sent us a angel, to help us out.
He gave us direction, showed us how to make it last.
For that long journey ahead.
Said it ain't ever over
Oh, even in the midst of doubt
Life is worth living, 
Life is worth living, so live another day."

"Så har jeg ikke rigtig mere til den.. Men virkelig Hope, jeg håber at du kan tilgive mig! Jeg skulle aldrig have forladt dig, på det lorte syghus alene!" Sagde han nervøst, imens han satte sin guitar ned på gulvet ved siden af sengen.

Jeg smilede virkelig stort, aldrig havde nogen lavet en sang til mig! Og den passede virkelig til Justin og jeg.

Jeg nikkede, og lænede mig hen for at kysse ham, men han kom mig i forkøbet og kyssede mig.

Måske kunne mit liv alligevel komme på rette fod?

 

Okay, så hvad siger i?
Ved godt, at dette kapitel her var lidt kedeligt.
Men jeg skal lige i gang med historien. 
Jeg LOVER at der kommer meget mere drama!
Hvad synes i om at de har tilgivet hinanden?
Gerne ris og ros!
Like og fav 
- M
 

 

 







 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...