Hate to love // 2

Hope's liv kunne faktisk ikke være lettere, eller det er hvad hun fortæller sig selv, og alle andre. Som i nok ved, fandt Justin ud af vædemållet som Hope, havde lavet med Amanda, og han tog det ikke særligt pænt. Hun fik endelig sagt fra over for sin mor, og fik hende til at gå fra hospitalet, og ud fra hendes liv. Hendes liv, faldte faktisk fra hinanden, BIG TIME i 1'eren! Hun mistede alle, plus sig selv.. Gad vide om hun kommer på rette fod i 2'eren? Hvis du vil finde ud af det må du hellere følge med.. #Husk at læse 1'eren først ellers giver den ikke mening#

6Likes
9Kommentarer
619Visninger
AA

3. I'm sorry, that i'm broken..


Hope's synsvinkel.

Jeg havde tilbragt de sidste tre dage, hjemme ved Justin. Og jeg måtte indrømme at det faktisk, var ret dejligt at der var nogen der faktisk kendte mig, og vidste hvad jeg var gået igennem. Selvom jeg ikke lige havde fortalt Justin om min lorte plejemor, men altså jeg gad ikke at lave drama, når det hele endelig gik godt imellem os. 

"Er du klar til at kører?" Råbte Justin ude fra gangen.

Ja, det var søndag, og jeg skulle hjem til min dejlige plejemor.. Håber at i kunne høre ironien, men hvis Justin spurgte var hun dejlig..

"Kommer om 2 minutter" Råbte jeg tilbage

Jeg gik ind på hans værelse, og tog min mobil fra laderen, og puttede laderen i tasken. 
Og når ja, hvis i tænker over hvor fanden Jason er, så bare rolig, han tror at jeg bare har overnattet hos en gammel ven, og at personen sørgede for at jeg kom hjem. 

"Skynd dig nu! Flyet venter ikke hele dagen, Hope!" Råbte Justin igennem hans lejlighed.

Jeg nikkede med hovedet, imens et smil røg over mine læber. Jeg kunne slet ikke forstå at jeg var hjemme ved Justin igen, og at han faktisk havde tilgivet mig. Eller, havde han egentlig det? Vi havde jo slet ikke snakket om det jeg gjorde, hvis jeg tænkte over det..

 

                                                                       ***************************************

Jeg vågnede ved at Justin ruskede i mig, ombord på flyet. 

"Mm?" Mumlede jeg lavt til ham

"Jeg ville bare gerne snakke, da vi er der om cirka en time.." Sagde han smilende

Jeg nikkede på hovedet, for selvom jeg elskede at sove mere end noget andet! Så elskede jeg at snakke med Justin lidt mere. Var jeg blevet for svag? mm, jeg var egentlig ligeglad.. Jeg havde kun en time til at være mig selv, og så skulle jeg tilbage til den normale verden og spille den kolde version af mig selv.

"Hvad så?" svarede jeg lavt, imens jeg kiggede ventene på ham

"Jeg kommer til at savne det her.." Han kiggede lidt ned, og nussede mig på armen.. 

Jeg ELSKEDE virkelig, at han nussede mig på armen, omg! Ej Hope, tag dig sammen, Justin er ked af det.

"Du kan jo komme på besøg tit? eller jeg kan komme på besøg?" Jeg forstod ikke helt hvorfor han sagde det på denne måde her, altså det var jo ikke fordi at vi aldrig kom til at se hinanden igen?

Han kiggede ned i sit skød, og rystede på hovedet. Jeg kunne godt mærke en klump i min hals, og mine øjne blev lidt våde, hvis jeg ikke skulle lyve. Hvorfor fanden rystede han på hovedet?! 

"Det kan vi da?" Sagde jeg med en rystende stemme.

"Hope, jeg, jeg.. Tror ikke at vi er gode forhinanden.."

"Hvad fanden mener du med det? Hvorfor fanden var du så, så sød i går?! Er du totalt væk eller hvad?" 

"Jeg, jeg ville have din tilgivelse da jeg havde det virkelig dårligt med det jeg havde gjort. Og jeg ville virkelig gerne have det her til at fungere! Men lad os indse det Hope, det du gjorde mod mig, var langt værre! Og jeg forstår dig godt, du er ødelagt. Du ville passe ind, så du gjorde alt for at virke sej, over for de andre. Men jeg vil ikke være med i din sindsyge leg. Hvad med næste gang du prøver at passe ind, hvem siger at du ikke gør det.." 

"DET VAR EN FEJL JUSTIN! Jeg var virkelig langt ude, og det vil ALDRIG ske igen, virkelig! Please Justin, ikke gør det her imod mig.." Afbrød jeg ham, med gråd i stemmen..

"Jeg vil virkelig gerne tro dig hope, men jeg har brug for noget tid.." 

Jeg kunne ikke forstå at han kunne være så kold når han sagde det! Prøvede han virkelig at ødelægge mig eller hvad fanden skete der! Det hele var jo så godt.

"Hvor meget er 'noget tid'?" Spurgte jeg med tårer ned af kinderne.

"Du skal af" Sagde han kiggende ned i jorden, og pegede mod døren til flyet. 

"Der kommer en taxi og henter dig, der er blevet betalt." sagde han igen

Jeg kunne slet ikke fatte hvad der skete, jeg kiggede på ham og rystede på hovedet. Hvor jeg tørrede en tårer væk fra min kind, han var en kujon! Han havde ikke engang nosser til at kigge mig i øjnene imens han sagde det. 

Jeg var på vej ud af døren, da Justin stoppede mig ved at holde fast i min arm. 

"Jeg havde faktisk købt den her til dig, før jeg fandt ud af alt det med vædemålet.." sagde han lavt

Han stilede sig om bag mig, og spændte en flot sølvhalskæde med et hjerte vedhæng rundt om min hals.

Jeg kiggede på den, og kiggede op på ham..

"Hvorfor giver du mig den?" Sagde jeg surt, det gav da ingen mening? han havde lige sagt at han ikke kunne tilgive mig, og så gav han mig en halskæde?!

"Det er din, så jeg synes at du skulle have den." Sagde han stille

Jeg kiggede strengt på ham, og gik ud af flyet.

                                                                                 ********************

Mine øjne kunne ikke lade vær, med at løbe i vand hver 5 sekund, og for at være ærlig, var jeg ved at blive godt træt af det! Hvorfor kunne Justin ikke bare have blevet ude af mit liv? Jeg var da okay glad uden ham, og nu skulle jeg igennem dette helved igen! Jeg havde overvejet at tage halskæden af, men alligevel, så var det der sidste minde jeg havde om ham..

*Pff* Jeg tog hurtigt min mobil op fra lommen, og jeg håbede inderligt at det var Justin! Men inderst inde, vidste jeg jo godt at det ikke var ham..

Jass : Hey smukke, er du kommet hjem?

SE, jeg burde tilbringe min tid med sådan en som Jason! Han gjorde mig altid glad, aldrig ked af det.. Og det bedste ved det hele, var at han ikke vidste de fuckt up ting der var sket i mit liv.

Hope : Ja, jeg er hjemme.. Hvad da?

Jass : Savner dig bare :/

Hope : Savner også dig, og mangler dig virkelig ligenu :(

Jeg var nød til at snakke med nogen, åbne op for nogen! Jeg var nød til at fortælle Jason sandheden.. Jeg kunne VIRKELIG ikke klare, at være alene hele tiden. Jeg havde brug for at snakke med nogen, om min mor. Ja jeg havde været til de der skide hjernevridere. Men jeg gider squ da ikke fortælle dem om, hvordan jeg havde det da jeg bad min mor om at skride, eller smadrede det hele med Justin, eller ødelagde mig selv. Jeg havde brug for en som, som, mm, En som Jason

Jass : Er ved dig om 10

Jeg smilede, da jeg læste beskeden fra Jason. Hvorfor sagde Justin at han var dårligt selvskab? Jason ville gøre alt for mig, og jeg havde løjet for ham i alt den tid. Måske havde Justin ret, jeg ville nok aldrig forandre mig. 

Jeg gik hen til spejlet, oh gud.. Jeg lignede virkelig en som havde grædt i flere dage.. Jeg tog hurtigt noget foundation og smurte under mine øjne, så lignede jeg da ikke så meget lort igen.

Heldigvis var Karen ikke hjemme, selvom at det ikke rigtig var en overraskelse. Hun er altid ude med en eller anden fyr. 

SHIT, jeg kom lige i tanke om at Jason, aldrig nogensinde havde været herhjemme! Nu kom han jo til at se hvor skod jeg boede! og at jeg ikke havde det godt og nej nej nej, ROLIG NU HOPE.. Jeg skulle alligevel fortælle ham sandheden, det er en god måde at fortælle ham det på..

"Duk duk duk" Jeg gik hurtigt ned til hoveddøren for at åbne, og da døren gik op. Stod Jason og så bekymret ud, jeg havde faktisk aldrig set ham være bekymret, måske kunne han virkelig lide mig?

"Hvad så, jeg skyndte mig så hurtigt jeg kunne" Sagde han hurtigt. 

Jeg lavede tegn til at han skulle følge med, og førte ham ind til mit værelse, jeg satte mig på min seng, og lavede tegn til at han kunne sætte sig ved siden af. Han sad og kiggede ventende på mig.

Hvad fanden havde jeg gang i?! Selfølelig kunne jeg ikke fortælle ham om mit fuckt up liv, han ville jo droppe mig med det samme!

Jeg smilede, og sagde så den løgn jeg havde fortalt så mange gange for at komme ud af problemer

"Falsk alarm, jeg er okay haha, Jeg kedede mig bare.." Sagde jeg, efterfulgt af et falsk grin, et grin men falsk.

"Tror du ikke, at jeg kan se når der er noget galt Hope?" Spurgte han, og kiggede dumt på mig. 

Jeg overvejede at side 'Øh nej, det tror jeg ikke. Da der har været noget galt siden den første dag vi mødtes' Men han prøvede bare at hjælpe, så jeg gad hellere ikke at være led.

"Seriøst Jass, der er ikke noget galt!" Svarede jeg grinene 

Han svarede ikke, han sad bare og kiggede ventene på mig. Som om han ventede til at jeg var klar til at snakke, klar til at åbne mig for ham. Mine øjne flakkede hen til hans, og vi fik øjnkontakt. Det var som om at han kunne kigge lige igennem mig, jeg tror virkelig aldrig at jeg havde prøvet det før.

"Jeg, jeg er ikke den du tror jeg er.." Sagde jeg lavt.

"Det ved jeg"

WHAT? Hvad fanden mener han med ' det ved jeg' han ved squ da ikke en skid?

"Jason, det er ikke det jeg mener."

"Jeg ved hvad du mener Hope, du prøver at være perfekt, lade som om du er glad for at bo i det her hul. Jeg ved godt at din mor ikke er død? Jeg ved godt nok ikke, hvorfor du ikke snakker med hende. Men jeg ved at hun ikke er død. Jeg ved ikke hvorfor du prøver at virke normal og perfekt over for alle andre  Hope, du har SÅ meget mere at byde på! Du er speciel, unik og det er det der gør dig, til dig! Jeg kan da godt se at du er ødelagt Hope? du kan ikke bilde mig ind at du er okay." 

Okay, hvad sker der her? hvorfor ved han alle disse ting om mig? det creaper mig totalt ud! Altså hvad fanden..

"Jeg er så træt af at alle skal fortælle mig at jeg er ødelagt! Tror du ikke godt jeg ved at jeg er ødelagt?! folk behøver forfanden ikke fortælle mig det hele tiden! Tror du måske det er fedt? Du siger at jeg er speciel? FEDT nok, men ved du hvad? jeg synes ikke at det er fedt. Jeg vil være ligesom alle andre. Og du havde slet ingen ret til at gå ind og finde ud af ting ang min mor! For mig, er min mor død okay?" råbte jeg hulkene..

Jeg kunne ikke lade være, mine mure var brudt helt ned, han havde smadret dem..
Jason, rykkede sig tættere ind til mig, og trak mig ind til et kram.

"Shh, fortæl mig hvad der er sket Hope, jeg er her for dig forfanden.."

"Alt er sket, Jason! Hele mit liv er et rod...." Hulkede jeg

"Fortæl mig det, jeg dømmer ikke" Sagde han stille i mit øre

Hele min krop skreg, for at fortælle ham om min smerte, men min hjerne skreg modsat og ville have mig til at holde kæft og holde det hele inde. 

"Det hele startede med min far begik selvmord......."

Jeg fortalte ham hele historien, fra min fars selvmord, til min mors drikkeri, til at jeg mødte Justin og så videre. Og han sagde ikke en lyd, han sad bare og kiggede på mig, nogen gange nikkede han for at give mig ret. Ellers sad han bare og lyttede. og det var så dejligt, at få det hele ud. Jeg havde ikke engang snakket sådan her med Justin før..'

"Jeg ved ikke, mange af dagene, savner jeg faktisk min mor, Hun er jo en del af mig..." Sagde jeg til allersidst

"Måske er det et tegn på at du er parat til at tilgive hende?" Sagde Jason og kiggede på mig, slet ikke som jeg havde forstillet mig. Jeg havde troet at han ville kigge med afsky på mig, efter han vidste hvad jeg havde gjort mod Justin og mod mig selv..

"Måske har du ret.." Sagde jeg, imens jeg pillede i min negl.

Jeg sagde det faktisk ikke for at give ham ret, jeg tror faktisk at jeg var parat til at tilgive min mor, hvem ved? Måske kunne jeg endelig komme hjem..

 

Hej alle sammen.
Så fik jeg skrevet et mere kapitel,
Jeg håber at i kunne lide det!
Som lovet, er der MEGET drama hehe
Love drama.
Giv ris og ros
Like og fav hvis i kan lide den, det vil betyde meget
- M

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...