Hate to love // 2

Hope's liv kunne faktisk ikke være lettere, eller det er hvad hun fortæller sig selv, og alle andre.
Som i nok ved, fandt Justin ud af vædemållet som Hope, havde lavet med Amanda, og han tog det ikke særligt pænt.
Hun fik endelig sagt fra over for sin mor, og fik hende til at gå fra hospitalet, og ud fra hendes liv.
Hendes liv, faldte faktisk fra hinanden, BIG TIME i 1'eren! Hun mistede alle, plus sig selv..
Gad vide om hun kommer på rette fod i 2'eren? Hvis du vil finde ud af det må du hellere følge med..

#Husk at læse 1'eren først ellers giver den ikke mening#

7Likes
12Kommentarer
1285Visninger
AA

6. Copenhagen Girl

 

 

Hope's synsvinkel. 

Bilturen var lang, og det værste var at de ikke engang gad at holde ryge pauser for min skyd, Fucking Idioter. 

Vi var ankommet til min nye "hjem" som jeg sikkert ville komme til at hade, ligesom alle de andre steder de har prøvet at anbringe mig. 

"Er du klar til at møde din nye familie Hope?" Sagde den ih så fine Marian

"Ja klart, som om jeg nogensinde kommer til at kalde dem for min familie.." Jeg rullede min øjne, og begyndte at gå efter manden fra kommunen, op til hoveddøren. Der blev banket på døren, og den blev hurtigt åbnet, hvor man kunne se en dame, en mand og to børn stå i døråbningen og smile stort til mig, yaay en dejlig kernefamilie, der kan minde mig om at min er smadret, en far der begik selvmord, og en mord der er syg i hovedet, fedt!

"Hejsa Hope, vi er så glade for at du skal bo her ved os!" Smilte damen, som åbenbart skulle være min nye plejemor. Hun krammede mig, og præsenterede så sine børn 

"Det her er Carlos" Og pegede på en dreng i 14 års alderen, han havde mørkt hår, han havde noget okay tøj på, og var en normal form

"Og det her er Anastatia" En pige i 16års alderen, hun havde ingen makeup på, og lignedeen rigtig dengse, med hendes blonde hår i en rigtig stram fletning.

"Og min skønne mand Rush" sagde hun imens hun krammede sin mand, jeg synes han lignede en der havde spist lidt for meget, men alt i alt som en familie far.

"Og jeg hedder Marianne" sagde hun til sidst og pegede på sig selv, ja no shit, hun behøver da  ikke at pege på sig selv, tror hun at jeg er to år eller hvad.. Hun var lyshåret ligesom sin datter, dog var hun korthåret, og havde faktisk næsten ingen rynker, overraskende nok. Det ville jeg nok have hvis jeg havde to møgunger.

De lignede den perfekte familie, og jeg vidste allerede at jeg kom til at hade det her hul, dog den gode ting var at det lå inde i København, hvilket betød at der ikke var så langt ind til byen, alkohol og dreeeeenge. 

"Hej Hej, hvor er mit værelse?" Spurgte jeg i en ligeglad tone, jeg er da fucking ligeglad med hvad de hedder. Kommer sikkert ikke til at være her meget længere end de andre steder, hvis kommunen får deres vilje. 

"Det skal jeg nok vise dig søde" Sagse Marianne, og fulgte mig op af nogen trapper, og hen til en dør, som var hvid, Man kunne se den var ny. 

Jeg nikkede til hende, og gik ind på værelset og lukkede døren efter mig. Jeg havde brug for ro, for at være alene. 

Jeg kiggede rundt, det så faktisk okay ud! Det var stort nok, ihvertfald større end mine tidligere værelser. En stor dobbeltseng var midt i værelset, der var et skrivebord og en kommode. Et dejligt stort spejl, der hang på vægen lige ved siden af den nye dør. De havde faktisk gjort noget ud af mit værelse, sødt nok. Og hvis jeg var kommer her på nogen måneder siden, ville jeg være så taknemlig, og sige tak og Gud bevares. Men nej, jeg havde slukket for alt det der pjat, gad det ikke mere. Eller folk skulle tro jeg havde slukket for det hele, så kunne jeg ikke blive såret. 

Der var en vindue på mit værelse, med en stor vindueskam. Som jeg hurtig satte mig over i, jeg tog pakken op af lommen og tændte en smøg. Hvor jeg selvfølgelig allerede havde åbnet vi vinduet. Jeg lod røgen glide ned i mine lunger, og mærkede nikotinen rase rundt i mit system, jeg elskede det! Den stille rolige fornemmelse bredede sig, og jeg kunne endelig slappeaf. Hvis jeg skulle være helt  ærlig, havde jeg lyst til at ryge en joint, men det var nok ikke en god idé, når dem fra kommunen stadig var her.

Min nye mobil vibrerede og jeg tog den hurtigt op fra min lomme, ( ja, jeg havde allerede fået en ny ha, kan ikke leve uden) og kiggede på skærmen

Jass: Hey, er du kommet frem? 

Jeg fik en vrede inden i, hvorfor skriver han til mig. Han er ligeglad med at jeg er flyttet væk fra ham, og at han ikke bare kan komme over. 

Hope: Hvorfor skriver du til mig?

Jass: Hvorfor skulle jeg ikke skrive til dig? 

Hope: Nok fordi du er ligeglad med mig, ligesom alle andre i den her lorte verden.. du sagde at du altid ville være her for mig, og du løj ligesom  alle de andre. Hvis du lover noget, og du ikke kan holde det, så lad vær at fucking lov det til at starte med. Jeg troede virkelig du mente at du ville hjælpe mig, og være her for mig. Men ikke en skid, jeg har ingen nu, og jeg gider hellere ikke at have det mere. Vær s.d at alette mit nummer, og lad som om du aldrig har mødt mig tak. 

Det var hårdt at skrive det til min dejlige Jass mus, men han havde fortjent det. Plus, hvis han var i mit liv kunne jeg ikke være cold harted bitch, han gjorde mig svag, nu hvor han rigtig kendte mig. 

Jass: Det mener du jo ikke Hope, jeg holder af dig, og har lovet at hjælpe dig, og det gær jeg ved det her. Du kan bare ikke se det endnú...

Hope: Oh Gud, undskyldningér, og flere undskyldninger. LAD MIG VÆRE! Jeg blokere dit nummer nu, så ha et godt liv..

Jeg gik ind på mit telefon bog og blokerede Jason, så han ikke længere kunne skrive eller ringe til mig. Jeg førte min hånd ned til knappen, hvor der stod 'slet ven' og trykkede, selvom det tog alt min viljestyrke, men jeg gjorde set! Jason var officielt ude af mit liv nu. 

Jeg gik hen til sengen og smed mig, det gjorde ondt. Ondt at miste en mere, men jeg kunne ikke klare at blive såret mere, og hvis man har andre mennesker i ens liv, så er det det man bliver. Og jeg vil ikke udsættes for det mere. 

En tåre røg ned af min kind, og ned til min mundvig, saltet. Der kom flere og flere, så hee lå jeg i et nyt hjem, med en ny familie og de samme gamle triste tårer..

 

Så fik jeg endelig skrevet et kapitel mere! 

Undskyld at jeg har gået så meget i stå med den,

men har så travlt for tiden, gern linke og fav den

- M 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...