Ildprøven

Jeg befinder mig inde i en grotte. Ved siden af mig står en sværdholder og jeg tager den på. Inde i grotten ligger en drage, som jeg vel skal dræbe. Jeg kigger rundt og trækker langsomt mit sværd op af min sværdholder og begiver mig hen mod dragen. Jeg klæber mig op af grottens sidevægge, som kradser mod min ryg, men jeg holder smerten inde. Ilddragen er helt rød og vel omkring de 4 meter lang og 3 meter høj ved halsen. Den er enorm kraftig og på ryggen har den nogle pigge. Dens forben er placeret lodret ned fra hovedet, med den lange hals i mellem. Et stykke bag forbenene sidder bagbenene og en lang tyk hale slutter kroppen. Mellem forbenene og bagbenene sidder tog store vinger.

3Likes
4Kommentarer
106Visninger
AA

1. Kapitel 1

Kapitel 1.

Jeg slår stille øjnene op og kigger ud af vinduet. Det er ved at være lyst udenfor, så jeg må være vågnet i god tid. Jeg strækker mig kort og tager mit tæppe af mig og går ud på badeværelset. Jeg går hen til den lille træ håndvask og kigger på mig selv i spejlet. Normalt må jeg ikke kigge på mig selv i spejlet i alt for lang tid, men i dag går det lige an, fordi at jeg skal til Ildprøven i dag.

Ildprøven er en prøve alle pige på 15 år skal igennem, hvis jeg klarer den kan jeg endelig kalde mig Udlært og hvis ikke, skal jeg gå i skole i 3 år mere og tage en anden prøve. Jeg ved ikke hvad Ildprøven går ud på, så jeg har intet at forberede mig på, jeg ved bare, at noget af det jeg har lært i skolen, kommer til gavn i dag, det er i hvert fald hvad lærerne har sagt og at jeg skal finde ud af hvilke kræfter jeg skal have. Jeg tager noget vand i mine hænder og vasker mit ansigt.

Jeg går ned i vores lille slidte køkken og en lugt af hønsekødssuppe fylder pludselig min næse. Jeg sætter mig ned ved det lille slidte træbord på en træstol, som umiddelbart er ret ny, eller så har far bare været nede med den hos træ mageren.

“Godmorgen Agnes.” Siger min mor med ryggen til, hun er vel ved at lave suppen. “Godmorgen mor.” Svarer jeg tilbage. Hun vender sig om med en skål med hønsekødssuppe i og spørger: “Er du klar til i dag?” Hun stiller suppen foran mig. “Jeg ved ikke, var du det du skulle tage prøven?” Spørger jeg tilbage og venter på, at hun henter en ske til mig. “Nej ikke rigtig, der er jo ingen vej uden om, den skal tages.” Hun giver med en gammel træske, som min far efter sigende skulle have lavet da han var barn. Jeg trækker på skuldrene og tager en skefuld suppe i munden. “Vil du have noget dragehjerte i?” Spørger min far da han kommer traskende ind i rummet. “Godmorgen far.” Siger jeg og kigger op. “Vi har da ikke noget dragehjerte?” siger min mor med en forvirret attitude. “Godmorgen skat og jo, jeg fik købt noget i går, da jeg var på marked, Hr. Hansen havde skaftet noget fra storbyen.” Han nusser mit hår og går hen til mor og giver hende et kys i panden. “Nå.” Kommer det forvirret fra mor og hun kigger i flere af skabene før hun finder dragehjertet. “Er du nervøs for i dag?” spørger min far, da han sætter sig ned på stolen overfor mig. Jeg trækker på skuldrene og svarer: “Lidt.” Jeg kigger stadig ned i suppen. De får det til, at lyde som det helt store, altså noget man bare SKAL være nervøs for. Og ja jeg har helt styr på, at den her afgøre ih og så meget, hvilke kræfter jeg får, hvilket job jeg kan få og nu bliver jeg voksen og alt det der.

“Husk at kigge på folk, når du taler, eller får du da ikke mange point fra dommerne.” Lyder det fra min far. “Men er det så slemt, hvis jeg ikke består?” Spørger jeg lettere irriteret. Min far fnyser stille og kigger på mig. “Den prøve, Agnes, den gør så meget for dig, for os, for Diana, for så mange. Du ved godt, fordi vi altid har sagt det til dig da du var lille, at du har noget specielt i dig, hvis du ikke består prøver er det, fordi at dommerne ikke kan lide dig og de må desuden ikke give dig mindre point, fordi de ikke kan lide dig.” Han kigger hurtigt ned og fortsætter så: “Da Diana tog prøven var hun også rigtig nervøs om morgen og se hvor hun er nu”.

Diana er min storesøster, som tog prøven for 3 år siden. Hun klarede prøven uden problemer og har i dag en masse vand-evner. Navnet Ildprøven virker nok ret underlig, da det at få ild-evner er noget af det sværeste man kan, de fleste får enten vand, jord eller vind.

Alle de evner er meget udbredte, så de er umiddelbart de overordnede evner, så efter prøven hører man så til en af de overordnede evner, hvor man så derefter, får nogle ‘starter-kræfter’ og man skal tage nogle flere prøver og gå i skole noget mere, men på en helt anden måde.

Jeg har umiddelbart ikke så meget styr på det, da jeg ligesom ikke har prøvet det og ens forældre og dem man kender ikke må sige så meget om det.

Efter jeg har spist går jeg op på værelset og finder et sæt tøj. Jeg tager et par stramme grå bukser på og en normal hvid t-shirt på, som min farmor har lavet til mig, for godt et halvt år siden. En banken på døren bryder min tavshed. Jeg vender mig om og Diana står i døråbningen. Et smil breder sig på mine læber, hun ligner stadig hende selv bare en smule mere muskuløs, hun har en lang grå kjole på og et bånd rundt om taljen, lavet af det fineste læder jeg nogensinde har set. Hendes ellers utrolig lange brune hår hænger i to fletninger ned fra siden. Hun er så smuk, jeg har altid gerne ville ligne hende, men er lidt uheldig, så jeg ligner på ingen måde, eller det er der en masse der siger, men hun er meget smukkere end mig.

Hun smiler tilbage til mig og gå hen mod mig, jeg rejser mig op og krammer hende. “Hej Agnes.” Siger hun under krammet. Hendes stemme er også blevet lidt dybere. “Hej Diana.” Jeg trækker mig ud af krammet og hun siger: “Og Gud hvor har jeg dog savnet dig. Og hvor ser du fantastisk ud!” Hun giver mig elevatorblikket og jeg rødmer. “Ikke lige så godt som dig.” Svarer jeg tilbage. Hun ruller med øjne og siger så: “Lad mig gøre noget ved det hår, du kan jo ikke tage Prøven med løst hår.” Jeg sætter mig ned på skamlen og hun begynder, at redde mit halvlange lysebrune hår. “Hvordan vil du have det til at sidde?” Spørger hun. “Ligesom dit.” Svarer jeg tilbage og jeg kan næsten fornemme at hun smiler. “Nå men er du så nervøs?” Spørger hun. Jeg stønner: “Det er jeg blevet spurgt om hele morgen.” Svarer jeg opgivende. Hun fniser og fortsætter: “Du ved jo godt at du nok skal klare det, for det skal da ikke være nogen hemmelighed, at mor, far og mig har vidst helt siden du var lille, at du nok skulle blive noget stort en dag.”

Okay, jeg er altså lidt irriteret, alle mener at jeg bliver noget specielt og, at jeg har noget specielt i mig, men det har jeg altså ikke. “Du må ikke lægge det pres på mine skuldre.” Svarer jeg stille tilbage. “Jeg lægger ikke noget pres på dine skuldre, for uanset hvad, så er jeg stolt af dig! Det må du aldrig glemme.” Hun begynder at flette venstre side af mit hår. “Men hvad hvis jeg nu får vind-evner, kommer vi så aldrig til, at se hinanden igen?” Spørger jeg. Jeg fniser kort, men får så et mere seriøst ansigtsudtryk. “Jo vi gør. Det bliver nok ikke specielt tit, men selvfølgelig kommer vi til at se hinanden og om så Guderne ikke vil have det, finder vi ud af det.” Hendes stemme er ikke helt overbevist og hun ved nok godt, at vi ikke kommer til, at se hinanden så meget. “Jeg skal bare sørge for, at få vandkræfter.” Konkluderer jeg. Hun smiler usikkert. Hun gemmer på et eller andet, men jeg ved ikke hvad og jeg har heller ikke lyst til, at ødelægge stemningen ved at spørge.

Jeg går med Diana på min ene side og min mor på den anden side og far ved siden af mor. Vi er på vej ned til porten, hvor jeg så bagefter skal med en hestevogn med en hel masse andre 15 årige piger hen til Pladsen, hvor Ildprøven skal foregå.

Jeg kan godt mærke på mor, at hun er rigtig nervøs på hvad der kommer til, at ske og om hvad jeg bliver, men også hun skjuler et eller andet. Der irriterer mig lidt, at hele min familie skjuler noget, som jeg har ingen idé om hvad er.

Vi er nået ned til portens udgang og her står en hel masse piger i forskellige højder, men alle med det tilfælles, at de er 15 år. Vi stiller os bag en lille familie der består af mor og datter. Jeg får det næsten dårlig over, at pigen har mistet sin far.

“Er du ved at være klar?” Spørger mor mens hun retter på mit tøj og sørger for, at mit hår sidder som det skal. “Ja, jeg er ved at være klar.” Svarer jeg opgivende og Diana giver et fnis fra sig. En stor høj sirene fylder byen, som tegn på at vi skal hen til Prøven, og at hestevognene holder klar på den anden side af porten. Mor får tårer i øjnene, men hun holder dem inde. Hun trækker mig ind i et kram og siger: “Det skal nok gå skat, du skal nok blive til noget stort. Jeg elsker dig.” Hun trækker sig ud af krammet igen. Jeg smiler og siger: “Tak mor, jeg elsker også dig. “Kom her lille skat.” siger far med åbne arme og jeg krammer ham. “Husk nu Agnes, du er noget specielt og Ildprøven kommer ikke til, at blive speciel svær for dig, hvis du bare husker hvor speciel du er og hvordan du bruger dine kræfter.” Jeg nikker og trækker mig ud af krammet og kaster mig over Diana, som står med åbne arme. “Du kan godt Agnes. Og husk nu: Du bestemmer ikke dine kræfter, dine kræfter bestemmer dig, så lad være med at stritte imod og prøve, at få det du gerne vil have.” Jeg nikker. “Jeg elsker jer.” siger jer og går hen mod en køen af pigerne.

Jeg sidder i en af hestevognene nu, omringet af en hel masse piger, som er virkelig forskellige, nogle har valgt at tage kjole på andre, bukser, alle er forskellige på nær, at alle har langt hår, da det er noget piger har, jeg ved egentlig ikke hvorfor, men sådan har det bare altid været.

Her i hestevognen lugter det utrolig meget af våd hest og sved, så jeg glæder mig til, at slippe væk fra luften, hvilket også ser ud til, at jeg snart gør, for vi drejer ind af en sort port og ind i på en plads, som er omkranset med nogle høje tremmer, hvor der bagved er en helt almindelig mur. Lige forude er en stor dør, som mere ligner en port. Alle hestevognene - det vil sige de 3, der er - parkerer fint på en række og vi begynder, at gå ud af dem. Her er ret klamt at være, for man føler sig helt spærret inde. Gad vide hvorfor der er de her tremmer og de er så høje, er det fordi nogle har prøvet at slippe ud? Umiddelbart snakker mange af pigerne sammen og jeg kender da også nogle fra skolen, men jeg undlader at snakke med dem. En høj man kommer ud af den høje dør og stiller sig op på en høj taburet, så alle kan se ham. “Kan jeg få noget ro?” råber han ud over os piger. Alle tier stille og kigger op på ham. “Nu er i nået her ud og I skal nu til at tage Ildprøven, men da alle ikke kan tage den på en gang, vil jeg bede alle, som er født i vintermånederne om at stille sig derhen.” Han peger på en mand. Jeg er født i Januar. En flok piger inklusiv mig går tavse derover. Han fortsætter med, at snakke men jeg lytter ikke med. Jeg er for optaget af rummet. “Er alle med?” Spørger han så. Oh Gud. Alle nikker og jeg lader som om, at jeg har hørt alt hvad han har sagt.

Manden som står henne ved mig begynder, at gå og jeg følger med. Vi er kun 7 piger, som er født i vintermånederne, hvilket gør det hele lidt presset og akavet. Manden går hen mod døren. “Øhm.. Må jeg spørger dig om noget?” Spørger jeg stille og lidt akavet. Han giver et kort kast med hovedet, men trækker så på skulderen. “Ja da.” Hans stemme er meget dyb og der er noget irritation i den. “Hvorfor er det, at der er så høje tremmer og mure her?” Han stønner og svarer: “For at være helt ærlig er det også et spørgsmål jeg stiller mig selv hver gang jeg er her.” Jeg er nået op på siden af ham og jeg kan fornemme på pigerne, at de synes jeg er irriterende. “Men har du aldrig spurgt nogen om det?” Spørger jeg. “Jo, men der er kun en der ved det og ham skal du tilfældigvis møde i dag.” Han kigger fraværende på mig og er blevet forvirret. Vi går ind af døren ind til et stort sort rum, hvor vi går hen til en dør, går ind af den og ender i et lille helt hvidt rum. Der står nogle stole rundt omkring i rummet og der er en dør i den anden ende af det lille rum. Der er ikke rigtig nogen lugt herinde og luften er hverken tung eller let. Manden tager nogle papirer op af sin lomme og siger: “Claire Johnson.” Pigen, Claire, rejser sig nervøst op og går hen til manden. “Er du klar?” Spørger han og nikker usikkert. Manden åbner døren og hun går ind.

Efter Claire er det min tur og jeg går ind af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...