Jeg hader dig Tristan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2016
  • Opdateret: 13 aug. 2016
  • Status: Igang
Augusta hader Tristan fra første gang hun møder ham, der er bare et eller andet ved den tiltrækkende selvtilfredse nye fyr i klassen der giver hende kuldegysninger.. Er det bare hende eller er der noget mærkeligt ved Tristan ?

2Likes
5Kommentarer
654Visninger
AA

9. Kapitel 9


 Augusta gik ud i køkkenet og lavede dem en bakke med te og småkager, det sidste mest til sig selv. Da hun hørte badeværelses døren gå, gik hun ind på værelset med den og havde nær tabt bakken, da hun så ham stå der, med kun et hånklæde om livet.
 Hans krop var slank men med tonede muskler og den blege hud fik ham til at ligne en græsk statue skåret i granit. Hun trak vejret dybt og klemte øjnene i, godt han stod med ryggen til og ikke så hendes befippelse.
 "Så er der te. Håber du blev ren". Hun satte bakken på bordet og han vendte sig smilende om.
 Han kørte distret en hånd gennem håret og så undskyldende på hende. "Du skulle vel ikke have en eller anden form for tøj jeg kan låne ?"
 "Jo mon ikke min far har noget, et øjeblik". Hun skyndte sig ned til sin fars soveværelse og kom tilbage med et par boxershorts, en T-shirt og et par joggingbukser.
 Han trak hurtigt boxershortsene på under håndklædet og smed så håndklædet fra sig.. Augusta havde sat sig på en stol, men Tristan gave sig til at gå frem og tilbage.
 "Jeg håber det er okay jeg spørger, men hvordan blev du til en vampyr ? Altså hvordan sker det ? Og hvem gjorde det ?" Un så ned på sine hænder, nervøs for at hun gik over grænsen.
 Han sukkede og hans stemme skælvede let. "Tjah det er lidt kompliseret, for at blive vampyr skal man indtage blod fra en vampyr, enten nok til at det udradere dit eget blod eller nok til at holde kroppen igang og så dø".
 Han så ud af vinduet og sukkede igen. "Og hvordan jeg blev det, jeg var ung, naiv og meget forelsket og hun mente det var sådan vi kunne være sammen for evigt, jeg fik ikke et valg".
 Augusta ville ikke spørger nærmere ind til det, det var tydeligvis stadig et følsomt emne så mange år efter. "Og hvad er det med dig og trunterne ?"
 "Ja jeg fremstår nok lidt letsindig på det område, men jeg vil ikke risikere at gøre skade, at tage for meget, så jeg kan ikke beholde den samme for længe". Han smilte lidt undskyldende.
 Hun nikkede, det havde hun ikke lige tænkt på, men det var jo logisk nok, så så hun strengt på ham. "Men det inkludere da vist nogle frynsegoder du ikke ser ud til at have noget imod".
 Han sendte hende et skævt smil og lo sagte. "Nej det indrømmer jeg hvem ville ikke nyde at blive tilbedt og kunne vælge og vrage som de ønsker ? hvis du nu skal være helt ærlig".
 Hun svarede ham ikke, men hun kunne da godt til en hvis grad følge hans tankegang, selv om hun nok ikke selv ville have gjort det samme.
 Han kørte hænderne gennem sig hår, der var ved at være tørt. "Er der mere du vil vide eller er vi færdig med 3 grads forhøret".
 Augusta skød underlæben frem, men så smilte hun. "Ej okay, jeg skal nok stoppe, men er bare nyskerrig, det er ikke hver dag man får mulighed for at udspørge en rigtig vampyr".
 "Men nu må det være min tur til at stille spørgsmål. Hvorfra vidste du hvor jeg var ? Og hvorfor kom du i det hele taget for at redde mig ?" Han så hende dybt i øjnene, hans mørke øjne spørgende.
 Hun sukkede, ja hun skyldte jo vist også ham en forklaring, men hun var lidt usikker på hvordan hun skulle forklare det og hvordan han ville reagere. "Jeg overhørte tilfældigvis pastor Blomkvist og hans bavianer tale om det og kunne regne ud hvor du var ud fra det de sagde. Jeg.. Jeg følte det var min skyld og du fortjente ikke at dø sådan".
 "Din skyld, hvordan skulle det på nogen måde være din skyld ?" Han stoppede op og stirrede på hende.
 "Jeg er meget ked af det, men da jeg råbte af dig foran skolen, pastoren hørte det og må have regnet det ud der". Hun pillede nervøst ved sit hår og så ned i gulvet.
 Han lukkede kort øjnene så sagde han roligt. "Se på mig Augusta, det er okay, det var ikke din mening og du var klart nok oprørt, de havde sikkert fundet ud af det alligevel".
 Hun rejste sig fra stolen. "Jeg er i hvert fald ked af det, men glad for at jeg har kunnet gøre lidt af det godt igen. Men hvil dig nu lidt, det har du nok brug for".
 "Jeg skylder dig mit liv, hvis man altså kan kalde denne eksistens et liv, tak". Han greb hendes hånd og følte det nærmest som en kold elektrisk strøm der løb op igennem hendes arm og lammede hele hendes krop.
 "Det ... Det er okay, alle ville da have gjort det samme". Hun kunne mærke varmen stige op i sine kinder og hendes åndedræt blev hurtigere, hvorfor skulle hendes krop dog reagere sådan på enhver berøring fra ham.
 Hun nåede slet ikke at opdage at han bevægede sig, før han havde armene om hende og hans øjne borede sig intenst ind i hendes. "Nej det ville alle netop ikke og slet ikke hvis de kendte sandheden".
 Hun følte sig svimmel, hun vidste at han ville kysse hende, før hans læner rørte hendes, men hendes energi sivede alt for hurtigt bort til at hun kunne gøre nogen rigtig modstand. Hans læber var kølige men bløde, han smagte sødt, blodet brusede i hendes øre og hendes ben blev til gele.
 Augusta fik endeligt samlet sig nok sammen til at sætte hænderne mod hans brystkasse, hun forbandede for sig selv at han stadig kun var iført boxershorts, han lod sig dog villigt skubbe væk, hun hev efter vejret og krummede sig let sammen, som i smerte, han rakte uroligt en hånd frem i od hende, men hun holdte en hånd op som tegn på at han skulle holde afstand.
 Da hun endeligt fik vejret og havde fået samlet sig nok til at forme sammenhængende ord, så hun bestemt på ham. "Nej Tristan, du kan være her til du finder en løsning og jeg vil gerne være din ven, men intet andet end det".
 Han smilte undskyldende og nikkede så, og da hun vendte sig om og skyndte sig ud fra værelset, trak han på skuldrene og smed sig på senge , et skævt smil spillende om munden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...