Jeg hader dig Tristan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2016
  • Opdateret: 13 aug. 2016
  • Status: Igang
Augusta hader Tristan fra første gang hun møder ham, der er bare et eller andet ved den tiltrækkende selvtilfredse nye fyr i klassen der giver hende kuldegysninger.. Er det bare hende eller er der noget mærkeligt ved Tristan ?

2Likes
5Kommentarer
634Visninger
AA

7. Kapitel 7


 Tristan låste døren op og skyndte sig ind, han havde ikke så meget at skulle pakke og var dybt i tanker om hvor han skulle flytte hen denne gang, men lige nu skulle han bare væk.
 Da han gik ind i stuen hørte han noget pusle, men nåede kun halvt at vende sig om før han mærkede et stik i halsen, han slog ud efter personen der havde stukket ham og mærkede til sin tilfredstillelse personen flyve baglæns ved slaget.
 Verden snurrede rundt og han sank i knæ, hvad havde de stukket ham med ? Han prøvede at fokusere, han måtte kæmpe, men hans krop ville ikke reagere og han kunne mærke bevistheden glide bort, mens de 2 mænd der havde gemt sig i hans hus greb fat i hans arme og ben og slebte ham afsted.
 Den samme aften var Augusta på vej hen til Mia, hun havde efter lange overvejelser besluttet at snakke med veninden om Tristan, hun håbede at Mia ville tro på hende, for hun havde virkeligt brug for at snakke om det.
 Da hun gik forbi supermarkedet hørte hun stemmer fra den mørke parkerings plads, noget sagde hende at det var vigtigt og hun listede sig nærmere og lyttede.
 Hun kiggede forsigtigt frem bag hjørnet, det var pastor Blomkvist og hans 2 gorillaer, hvad mon de snakkede om på en øde parkeringsplads ? Hun koncentrerede sig om at lytte.
 "Og i er helt sikre på at den ikke kan slippe væk ? Og at ingen ser ilden og tilkalder hjælp før det er for sent ?" Pastoren stemme var anspændt da han så spørgende på sine medhjælpere.
 Den mindste af dem nikkede energisk. "Ja mester, helt sikker, han var helt væk og vi barrikerede døren udefra, han har ingen chanse for at komme ud i tide".
 "Og laden ligger helt øde, bag et stort tomt hus og inde mellem træerne, et godt stykke fra vejen, ingen vil se ilden før det er for sent". Indskød den anden af håndlangerne.
 Pastoren nikkede, han virkede ophidset syntes Augusta. "Jeg håber for jeres skyld i har ret, det skulle nødigt give os flere problemer, en enkelt nytilflyttet vampyr burde det ikke give problemer at rydde af vejen".
 Augusta stod som ramt af lynet, de kunne kun snakke om Tristan, hun havde svært nok ved at acceptere at der fandtes vampyrer, at der skulle være mere end en i deres lille by kunne hun slet ikke rumme.
 Hun vidste hun måtte gøre noget, uanset hvad han var og at hun var vred på ham, så fortjente ingen at dø sådan. Skulle hun ringe til brandvæsnet ? Nej, hun var ikke helt sikker på stedet, og hun vidste det tog dem langt tid at komme frem, desuden ville det give en masse spørgsmål.
 Hun havde dog en ret god ide om hvilken lade det var, det måtte næsten vare ude ved pilegården, som havde stået tom siden gamle Olsen døde i foråret.
 Augusta løb ud af hovedgaden så hurtigt hun kunne, hvem der dog bare havde haft en bil eller bare en cykel, men hun havde ikke tid til at stoppe op og lede efter en ulåst cykel, det handlede måske om minutter før det var for sent.
 Det føltes som om hun havde løbet i evigheder og hendes lunger skreg på luft, men hun blev ved med at løbe, selv om benene var ved at give efter under hende. Endeligt kunne hun se alleen ned til pilegården forude og hun bad til at hun havde gættet rigtigt.
 Da hun drejede ned af alleen kunne hun se røgen, og hun var ikke længere i tvivl om at det var det rigtige sted, men var hun nået frem i tide ? Turde hun overhoved løbe om til laden og se ?
 Hun var heldig, ilden havde stadig kun fat i taget af laden, de havde åbenbart haft meget travlt med at komme væk, derfor havde de nøjedes med at smide faklerne op på taget og det havde taget noget tid for ilden at få fat, havde i i stedet tændt ilden inde i laden ville hun aldrig havde nået frem i tide.
 Bjælken der lukkede porten var lang og tung og hun frygtede om hun kunne løfte den ud af holderen, men så lagde hun sine sidste kræfter i og fik den løfte op og smidt på jorden. Hun flåede døren op og så sig om. "Tristan er du her ?"
 Hun kunne høre en sagte stønnen i den anden ende af laden og skyndte sig over imod lyden, ilden var flere steder gået gennem taget nu og luften svirrede af varme og gløder, der lugtede af bål.  Hun hoppede forskrækket til siden, da et stykke brændende loftbjælke landede en meter fra hende.
 "Tristan vågn op, vi må ud herfra nu". Hun ruskede desperat i ham. Han var blegere end normalt og blodårene stod tydeligt frem på hans hals, han virkede næsten bevistløs og reagerede kun ved at stønne sagte igen.
 Hun greb fat under hans arme og begyndte at trække ham hen imod porten, men han var ting og hun frygtede at de ikke ville nå ud, hvad skulle hun gøre ? Ilden bredte sig hurtigt nu i støv og gammelt halm og røgen var sort og fik hende til at hoste voldsomt.
 Hun forsøgte igen at trække ham, men efter løbe turen og at have løftet bjælken af døren, så var kræfterne ved at være brugt op. Sveden løb af hende og hun begyndte at føle sig svimmel.
 Hun ruskede i ham og slog ham så af alle kræfter på kinden, men hun råbte. "Vågn så op Tristan, jeg kan ikke bære dig ud og hvis vi ikke kommer ud nu så brænder vi begge inde".
 Han åbnede langsomt øjnene, de var slørede og ufokuseret og hans stemme svag. "Augusta, hvad laver du her ? Hvad sker der ? Hvor er vi egentlig ?"
 "Vi har ikke tid til at hygge snakke Tristan, laden brænder og vi må ud herfra nu, kan du stå på benene ?" Hun prøvede at hive ham op og han kom usikkert på benene, men hun var nød til at støtte ham.
 Usikkert stavrede de hen mod porten, de måtte zigzagge mellem små brænde og hele tiden passe på ikke at blive ramt af faldene stykker af taget. Varmen var tæt på at være uudholdeligt nu.
 Med sine sidste kræfter fik hun hjulpet ham ud og på sikker afstand af ilden, hvor de begge sankt udmattede om på jorden, Augusta hev efter vejret og hostede voldsomt, mens hun stirrede op på stjernerne og hørte ildren knitre og brage.
 Da hun havde fået samlet sig lidt og fået vejret, ruskede hun i ham igen. "Tristan vi må væk herfra inden der kommer nogle".
 Han satte sig langsomt op, han var omtumlet og forvirret og hans øjne havde svært ved at fokusere på hende. "De ventede på mig, de var i mit hus! Jeg kan ikke tage tilbage".
 Augusta lukkede øjnene, hvad havde hun dog gang i. "Nej du kan ikke tage hjem, det er for farligt. Du kan låne vores gæsteværelse indtil videre. Kom så jeg kan høre sirenerne nu".
 Han så taknemmeligt på hende da hun takte ham sin hånd og hjalp ham op, hun måtte stadig støtte ham en hel del og de gik langsomt ind i skoven og hjem mod hendes hus.
 Han stoppede op og hostede voldsomt, så så han forumdret på hende, som om hun var et for ham ukendt væsen. "Jeg ved ikke hvorfra du vidste hvor jeg var eller hvorfor du kom, men tak".
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...