Jeg hader dig Tristan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2016
  • Opdateret: 13 aug. 2016
  • Status: Igang
Augusta hader Tristan fra første gang hun møder ham, der er bare et eller andet ved den tiltrækkende selvtilfredse nye fyr i klassen der giver hende kuldegysninger.. Er det bare hende eller er der noget mærkeligt ved Tristan ?

2Likes
5Kommentarer
638Visninger
AA

5. Kapitel 5


 Det var mandag morgen og Tristan stod i halvmørket bag en af de store søjler på gangen ved skolens fransk lokaler, et sted han vidste at Augusta skulle forbi på vej til sin første klasse, han håbede at hun ville være alene, da andre mennesker ville komplicere det hele en smule. 
 Han var nød til at have fat i hende og se om hun huskede hvad hun virkeligt havde set om fredagen. Frygten for om hun huskede noget havde plaget ham hele weekenden, han havde ikke haft megen tid inden hans offer vågnede, og var i tvivl om det havde nået at erstatte hendes egne tanker helt ? 
 Der kom hun om hjørnet, alene og som altid med de intense grå øjne i en bog, han kunne have stået midt i gangen og hun ville ikke have set ham. Han stirrede fascineret på hende, jagtens spænding brusede i ham, men han ignorerede det og ventede på det rette øjeblik. 
 Augusta gik i sine egne tanker, optaget af den bog hun var ved at læse, da der pludseligt blev taget fat i hende og hun blev trukket om bag en søjle, inden hun kunne nå at skrige lå en kølig hånd presset over hendes mund.
 Først blev hun bange, så blev hun vred da hun hørte Tristans bløde stemme tæt ved sit øre. "Undskyld forskrækkelsen smukke, lover du mig ikke at skrige når jeg fjerner min hånd fra din mund ?"
 Hun kunne tydeligt, alt for tydeligt mærke hans krop tæt bag sin egen, hendes puls steg kraftigt og blodet brusede i hendes øre, hendes mave slog saltomortaler; hvad pokker bildte han sig dog ind ? Hvad ville han hende ? Hans krop så tæt på hendes, gav hende en følelse af at have glemt noget ubehageligt, men hun slog det hen med at det nok mindede hende om hans tilnærmelser under festen. Hun overvejede at bide ham i hånden, men endte med at nikke langsomt i stedet.
 Han fjernede hånden, hans anden hånd lå blidt men fast ved hendes albue og hun var stadig alt for bevidst om nærheden mellem dem, et eller andet rørte sig dybt i hende, et kort stik af frygt hun ikke forstod. Hun drejede hoved let imod ham. "Sig mig hvad vil du egentligt ?"
 "Bare overbevise dig om hvor meget du egentligt vil have mig; der er ingen grund til at gå og bilde dig selv andet ind". Hans stemme var drillende og det føltes som små elektriske stød da han kørte den ene finger langsomt ned langs hendes kindben.
 Hun fnøs, det var da helt utroligt så selvtilfreds den fyr var, kunne han virkeligt ikke se hun hadede ham ? Han havde jo ligesom allerede afvist ham, rimeligt håndfast endda. 
Han lo sådan nærmest for sig selv over hendes udbrud, hans fingre gled op ad hendes arm, de føltes kølige mod hendes hud og hun kunne mærke at hendes vejrtrækning ufrivilligt blev hurtigere da hans hånd lukkede sig om hendes overarm og han trådte et skridt frem og endnu tættere på hende.
 Hun kunne mærke hans ånde mod sin hals, hendes hud sitrede og de små nakkehår rejste sig; hun prøvede at kæmpe imod, men hendes krop ville ikke reagere, hun var helt i hans magt.
 Hans kølige læber rørte blidt huden lige under hendes venstre øre og et lille gisp undslap hendes mund; hvorfor kunne hun ikke skubbe ham væk ? At sige nej plejede ikke at være et problem, hvorfor opførte hun sig sådan ? Hun burde pande ham en.
 "Se, du kan jo ikke modstå mig, hvorfor ikke bare indrømme det ?" Han slap,hende og smilte sit skæv og møg irriterende smil.
 Augusta prøvede at få sin vejrtrækning under kontrol og fokusere tankerne, ih hvor hun dog hadede ham, både for at have ret og for at være klar over det. Hun prøvede at fylde sin stemme med foragt. "Du tror vist du er noget helt specielt Tristan ?"
 "Nej smukke, jeg ved det og det gør du også, selv om du ikke vil indrømme det". Han blinkede til hende og hun fik igen trang til at slå ham, men inden hun kunne reagerede var han forsvundet.
 Hun lænede sig forvirret og stakåndet op ad væggen, hvad pokker havde han gang i ? Og hvad havde hendes krop gang i ? Hun afskyede ham jo. Hun måtte se at få styr på sig selv og komme til time.
 Tristan gik hurtigt ned af gangen mod klassen, tankerne kørte i hoved på ham, han forstod ikke hvorfor hun opførte sig så fjendsk ? Han kunne jo mærke hvordan hun reagerede på ham, eller i hvert fald hendes krop. Hvorfor kunne hun ikke bare overgive sig ? Men i det mindste var han sikker på at hun ikke huskede noget fra fredag aften ved fodboldbanen.
 Han stoppede kort op og samlede sig inden han gik ind i klassen, han sørgede for at se uberørt ud; men hvorfor kunne han ikke holde op med at tænke på hende ? Hvorfor ville han absolut have hende ? Der var jo så mange andre kønne pige, som ikke krævede alt det arbejde, men det var måske det der fangede hans interesse, at det krævede noget af ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...