Jeg hader dig Tristan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2016
  • Opdateret: 13 aug. 2016
  • Status: Igang
Augusta hader Tristan fra første gang hun møder ham, der er bare et eller andet ved den tiltrækkende selvtilfredse nye fyr i klassen der giver hende kuldegysninger.. Er det bare hende eller er der noget mærkeligt ved Tristan ?

2Likes
5Kommentarer
636Visninger
AA

10. Kapitel 10

 

Augusta satte sig ned i sofaen inde i stuen, hun gemte sit ansigt i hænderne og bandede for sig selv, hvorfor skulle han være så irriterende ? Han havde virket så åben og nærmest følsom da de snakkede og hun havde næsten glemt at hun hadede ham, indtil ahm ødelagde det hele ved at kysse hende.
 Hun havde intet ønske om at blive endnu en i rækken af erobringer og hun følte ikke hun helt havde kontrol over sin krop omkring ham, men hun var usikker på om det var hendes ægte reaktion eller om det var et eller andet vampyr halløj og det gjorde hende usikker.
 Hun manglede virkeligt en hun kunne anakke med, som kunne give hende et udefra syn på det hele og sætte ord på det hele for hende. Var det egentligt ikke ret klamt at kysse en vampyr ? Han var vel sådan en slags død eller i hvert fald udød.
 Men der var ingen at snakke med, hvem ville tro hende ? Og set var heller ikke rigtig hendes hemmelighed at dele, faktisk havde hun det nu helt skidt med at ville have sagt det til Mia.
 Hun gik ud i køkkenet og tog sig noget mad, hun havde slet ikke spist siden aftenen før og hendes mave begyndte at gøre hende opmærksom på dette.
 Tristan lå og stirrede op i loftet, han var også forvirret, både over Augustas opførsel men også sine egne følelser. Han forstod hende ikke, hvorfor kunne hun ikke bare give efter som de andre ? Måske fordi hun kendte hans hemmelighed, men det plejede ikke at holde dem tilbage, nærmere tvært imod.
 Men ønskede han egentligt hun bare skulle give efter ? Så han kunne kassere hende når han var færdig med hende, nøjagtig som han altid gjorde.
 Han vidste at han sagtens kunne tvinge hende hvis han ville, både fysisk men også psykisk, han kunne få hende til at tro at det var det hun ville, få hende til at give efter, men det var ikke en evne han ønskede at bruge og slet ikke på hende.
 Han sukkede, noget ved hende fik ting til at røre på sig inden i ham, ting han troede for længst var døde og borte, han havde ikke forventet at føle sådan igen og han bar ikke sikker på at han ønskede.
 Han åbnede vinduet og forsvandt ud i natten, han var stadig meget afkræftet og havde brug for blod og han turde ikke risikere at han ikke kunne kontrollere sin sult omkring hende.
 Pastor Blomkvist gik en tur i den kølige aftenluft, han havde ladet sine medarbejdere klare sammenpakningen, de ville forlade byen den næste morgen og rejse videre i jagten på andre vampyrer, der var umiddelbart ikke flere i dette område end den de havde aflivet.
 Han følte sig godt tilpas, endnu en by befriet for ondskab, mange vampyre prøvede måske at lege mennesker og en stor del lod som om de var ufarlige ved ikke at slå deres ofre ihjel, men de var stadig bare parasitter der snyltede på mennesker og smed dem væk som ødelagt legetøj når de var færdige.
 Han hørte næsten lydløse fodtrin fra en sidegade og trak sig instiktivt ind i skyggerne, hvorfra han til sin store overraskelse så Tristan gå forbi og han blev endnu mere overrasket da vampyren ikke opdagede ham.
 Men hvordan kunne det ske ? De havde jo brændt ham inde aftenen før, hvordan var den sluppet ud af laden ?
 Tristan gik i sine egne tanker og det kombineret med hans udtærede stadie gjorde at han ikke opdagede pastoren i mørket og heller ikke så ham haste tilbage til hotellet.
 "Hvordan kan jeg lige have mødt ham, når i insiterede på at han var død ? At han var fuldt bedøvet og laden afspærret og så øde at ingen kunne finde ham ? Det giver jo ikke mening". Pastoren skummede af raseri.
 Ingen af hans to medhjælper svarede, de ønskede ikke at gøre pastoren vred, så de valgte i stedet at se brødebetynget ned i jorden.
 "Kom så afsted for pokker, tag ud og tjek laden om i kan se noget og find så ud af noget mere om ham". Pastoren pegede på døren og de greb deres jakker og skyndte sig ud.
 Han sank ned på sofaen, han hadede komplikationer, det var aldrig godt og en vampyr der var forberedt var langt sværere at håndtere, hvis den ikke bare stak af.
 Tristan gik fraværende gennem gaderne, han måtte have blod snart, han kunne mærke den tørre brændende smerte i halsen, det der var sket dagen før havde virkeligt tappet ham for kræfter.
 Han vidste han måtte være meget forsigtig, så han ikke mistede kontrollen når han skulle drikke og risikerw at gøre skade.
 Kort efter bankede han på et vindue og en ung blond pige åbnede det glædeligt for ham og inviterede ham ind, han vidste at det ikke blev det eneste pigekammer han ville besøge den aften, der skulle mere til at stille hans sult.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...