Skyggen

Lizzie havde det perfekte liv, men det ændredes da hun mødte den mystiske lille pige ved navn Rose. Dr. Blume var blevet tilkaldt for at undersøge en ung pige, som påstår at hun bliver forfulgt af en mystisk skikkelse.

0Likes
0Kommentarer
141Visninger
AA

4. Yale

Få uger senere var alting igen normalt, Liam og jeg var blevet studiekammerater. Selvom han kunne være lidt arrogant nogle gange var han fin nok. Han var kommet til Connecticut hele vejen fra England for at studere her. Jeg troede alting var sus og dus, jeg fik snart min fysik eksamen, mine forældre var stolte og jeg havde en rolig hverdag. Men en enkelt nat i april gik alt galt.

Jeg hørte skrig ude fra kollegiets gang og jeg fór op af sengen, jeg hørte fodtrin gå roligt imod mit værelse. Instinktivt fandt jeg en lille pistol i min skrivebordsskuffe, den jeg fandt i det gamle hus i November. Langsomt åbnede døren sig, men der var intet. Ikke andet end en bunke festglade unge mennesker, som rendte rundt på gangene, der måtte være en fest eller noget. Hurtigt lagde jeg pistolen tilbage i skuffen og lukkede døren. Jeg så mig selv i spejlet et kort øjeblik for blot at se en høj mørk skikkelse bag mig, da jeg vendte mig om var den væk igen, men det blev ikke sidste gang det skete.

I uger skete det igen og igen. Hver eneste gang skræmte det mig fra vid og sans, og jeg troede at jeg var ved at blive skør.

 

En sen aften hørte jeg hele tiden bankelyde udenfor mit vindue, jeg prøvede at ignorere det. Lydene blev højere og højere, jeg kunne ikke falde i søvn på grund af dem. Mit hoved vendte væk fra det bankende glas og imod væggen. Jeg faldt endelig i søvn, blot for at blive vækket igen af en rude der knuses. Jeg satte mig op med et sæt og så imod det knuste glas. Til min store rædsel lå et blodigt lig, helt bedækket af dybe rifter. Ansigtet var næsten ikke til at kende, men jeg genkendte liget på størrelsen og tøjet. Det var Liam. Jeg sprang op og løb ud af døren, blot for at se en lige så blodig ung bondepige. Den eneste forskel var at hun var sømmet op på væggen, jeg begyndte at panikke og løb ud af kollegiet. Så snart jeg trådte ud af hoveddøren forvandlede den store bygning sig til et gammelt forladt hus. Et hus jeg havde set før. Døren stod åben og indenfor stod Rose. Hun vinkede venligt til mig, en væmmelig kulde gik op langs min rygrad. Jeg havde lyst til at løbe fra hende, men det kunne jeg ikke få mig selv til. Mine ben ville ikke bevæge sig. Rose stirrede på mig uden at blinke, hendes øjne var tomme, nærmest døde. En høj mørk skygge samlede sig bag hende, jeg havde lyst til at råbe, men mine læber nægtede at forme ordene og der kom ikke én lyd ud af min hals. Jeg kunne intet gøre.

Skyggen gik nærmest igennem hende for blot at efterlade hende, fyldt med rifter og sår. Den bevægede sig langsomt imod mig. Den løftede noget som der lignede en arm og lagde den på min kind. Den så mig ind i øjnene. Af en eller anden grund følte jeg mig igen sikker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...