Skyggen

Lizzie havde det perfekte liv, men det ændredes da hun mødte den mystiske lille pige ved navn Rose. Dr. Blume var blevet tilkaldt for at undersøge en ung pige, som påstår at hun bliver forfulgt af en mystisk skikkelse.

0Likes
0Kommentarer
147Visninger
AA

2. Rose

Den kolde brise løb over mine arme og gav mig kuldegysninger, skønt jeg havde en tyk jakke på. Det var jo trods alt november.
Jeg vidste bare et eller andet ville ske, den tanke sad bare fast i mit hoved. Et eller andet ville ske og det ville ikke være noget godt.
Jeg kunne høre raslen i bladene og den kolde brise, som rykkede roligt i træerne.
Denne tur var begyndt at trække ud. Jeg havde gået i flere timer. Jeg vidste ikke rigtig hvor jeg var eller hvad klokken var. Jeg vidste bare at det nok var nat, eller i hvert fald sen aften. Brisen standsede brat og der blev helt stille. Mit hjerte galoperede, i det en lille mørk skikkelse kunne ses i den mørke tåge. Skikkelsen faldt om, og jeg styrtede hen til den. Det var en lille pige, ti eller elleve år! Hvad skulle jeg gøre, kalde på hjælp? Nej, ingen ville kunne høre mig. Hendes ene ærme var revet helt itu, og der var lange, dybe flænger ned af hendes arm. "Hey, hvad er der sket?" Pigen svarede mig ikke og jeg stirrede bare på hendes arm. Hun blødte. Hun trak knap vejret. Jeg samlede hende op i mine arme og gik tilbage den vej jeg var kommet.

Jeg havde gået i knap ti minutter da et gammelt hus kom til syne. Jeg gik igennem den halvrådne have og op til verandaen. Der kom store smæld da jeg bankede på. Jeg krummede tæerne ved lyden og råbte stille "Hallo. Er der nogen?" Der kom intet svar. Jeg prøvede forsigtigt at åbne døren og den gik op. Jeg gik forsigtigt indenfor med pigen i armene. Jeg lagde hende ned på en sofa, inde i husets stue og begyndte at lede efter noget at forbinde pigens forrevne arm med. Huset var helt tømt for liv. Der havde ikke boet nogen her i mange år. Inde i soveværelset lå der en kiste. Jeg åbnede kisten og fandt en lille pistol og nogle gamle kjoler. Jeg tog pistolen og lagde den i min jakkelomme. Uanset hvad der skete med hende pigen kunne jeg ikke være for forsigtig, det kunne jo komme her. Jeg rev nogle strimler af en af kjolerne og skyndte mig ned til pigen igen. Jeg satte mig ved hendes side og forbandt hendes arm. Da jeg var færdig lagde jeg mærke til at hendes pandehår var gået ned over hendes ansigt. Jeg fjernede forsigtigt hendes pandehår og betragtede hendes ansigt. Hun så så uskyldig ud. Så lille. Jeg betragtede hendes ansigt i lang tid, idet hun spærrede øjnene op.

 

Den lille pige stirrede på mig med skrækslagne øjne. Jeg bakkede lidt bagud, men blev ved med at kigge på hende. Hun satte sig op med et sæt, "Hv-hvem er du?" Spurgte hun med en spinkel og skælvende stemme. Jeg svarede med en lidt halv skinger stemme "Mit navn er Lizzie, jeg var ude at gå da jeg så at du faldt om. Hvad er dit navn?" Hun svarede ikke med det samme, men jeg ventede tålmodigt. "Mit navn er Rose," Fik hun tvunget frem. "Jeg bliver forfulgt." Jeg kiggede lidt forskræmt på hende og tænkte lidt over situationen, da jeg endelig spurgte "forfulgt af hvem?" Hun svarede ikke, men pegede bare ud af vinduet. Jeg så derhen og mødte noget af det skrækkeligste jeg har set. En stor menneske formet skygge, havde betragtet os, måske endda i et godt stykke tid. Jeg var så bange at mine hænder begyndte at skælve. Mine tanker fløj rundt i hovedet, men måske kunne man tale med den. Den var måske til at tale til fornuft, det var nok skikkelsen der havde angrebet Rose. Jeg rejste mig op, og begyndte at gå stille hen til vinduet, da Rose udbrød "Nej! Lad være!" Jeg gik videre hen imod vinduet til jeg stod helt foran den.

Mit hoved dunkede, og hele min krop føltes som sten. Jeg kiggede omkring. Jeg var bag på en hestevogn. Hvad lavede jeg her? Hvor blev den mystiske skikkelse af? Og hvor var Rose?
Jeg satte mig op og kiggede bagud. En lille person og en anden der var betydeligt højere sad på kuskesædet. Jeg kunne ikke se hvem det var da mit syn var sløret. Jeg satte mig op og prøvede at koncentrere mine øjne.
Det begyndte at blive mere og mere tydeligt. På kuskesædet kunne jeg nu se at det var pigen og en eller anden som jeg ikke kendte. Pigen vendte sig om, "godt du er vågen, du gik helt sort." hun smilede til mig, jeg svarede med en hæs stemme "mit hoved gør ondt" Jeg betragtede den fremmede person i lidt tid, men lagde mig til sidst på ryggen og kiggede op på den skydækkede grå himmel.
"Mit navn er Velma" Sagde den fremmede person.

 

.........................................................................................................................................................

 

"Vi havde overnattet på Velmas gård i et par dage, og Skyggen var ikke at se nogle steder. Jeg troede at vi var i sikkerhed, men jeg tog grueligt fejl." Lizzie retter sig op og stirrer ud af vinduet "Hvad skete der ?" Mit spørgsmål får hende til at lukke øjnene. "Det var en fredag aften og vi havde lige spist aftensmad..."

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...