Jeg er... mig?

Det her er autofiktion om hvordan jeg har klaret mig gennem barndommen, ensomheden, og personlighedsforskelle.

0Likes
4Kommentarer
178Visninger
AA

1. Begyndelsen: Så godt som Tvillinger...

Okay. Min historie. begyndelsen. I vuggestuen fik jeg en bedste veninde. vi var bedste venner indtil 4 klasse. Vi var uadskillelige. Siamesiske tvillinger. Det var umuligt for folk at kende forskel på os. Men vi var komplet ligeglade. Vi legede sammen hver dag, vi sendte hinanden postkort fra hver eneste ferie, og hendes familie var min familie og omvendt. Jeg var overlykkelig.

Indtil omkring 4 klasse. Hun fik andre venner. Forlod mig. Svigtede mig. Jeg var knust. Og alene. På grund af, at vi havde været som tvillinger, havde jeg ikke andre venner, så jeg var desperat efter at få Hende tilbage. Jeg legede, de lege Hun og de andre legede, selvom jeg ikke anede hvad det gik ud på. Jeg legede med dem, Hun legede med, selvom jeg ikke kunne lide dem. Det virkede bare ikke, for i 5. klasse flyttede hun 160 km væk. Vores spinkle venskab var dødsdømt. Vi prøvede at få det til at fungere, men det er nøgleordet: Prøvede. Det lykkedes ikke. Jeg fik andre venner. Det blev jeg jo tvunget til, når jeg ikke havde Hende mere.

Efter nogle år, stoppede vi med at skrive. Det vil sige jeg skrev til Hende, men Hun svarede aldrig, og vi aftalte aldrig at ses, så venskabet døde. Og hvor kan det gør mig fustrerende til den dag i dag. Vi var som freaking tvillinger, og så dropper hun mig bare?! ... Det værste er at hun stadig er meget gode venner med min veninde, som vi også gik i folkeskole med, og de skriver sammen jævnligt, mens jeg ønsker at det var mig. Jeg er et forfærdeligt menneske. Det var den første gang jeg var alene. Sådan for alvor alene.

Mine frikvarterer gik med at se hvor mange gange jeg kunne gå rundt på legepladsen. Min rekord var 16. Det, jeg ønskede mig mest i hele verden, var at være en del af fællesskabet igen. Hun og jeg var så eftertragtet at være venner med, men det viste sig så at det bare var Hende. Uden mig. Jeg følte mig som en freak, for der måtte jo være noget galt med mig. Jeg ved ikke hvornår jeg begyndte at læse, det har jeg bare altid gjort, men hvad laver man når man er alene, uden fællesskab? Læser. Som sagt var det første nedtur, jeg vidste bare ikke at der kom flere på det tidspunkt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...