Love Confused - Harry Styles

Den unge Kathleen Beck melder sig til den store sommercamp, hun har ventet på i mange somre. Fuld af forventning ankommer Kathleen til campen. Her bliver hun sat sammen med fem andre unge piger, i en gruppe. Men dette år, skal være anderledes. One Direction skal være sangcoaches for grupperne. Hvert medlem får en gruppe. Harry Styles, som aldrig har haft rigtig held i kærlighed, kan ikke undgå at blive interreseret i Kathleen, en pige fra sin gruppe. Men det er ikke altid let, at være superstjerne også blive forelsket i en pige, der er omringet af andre piger. Så kan Harry og Kathleen holde fokus, når de får en hel sommercamp efter sig?

27Likes
4Kommentarer
25977Visninger
AA

10. Kapitel 9: Kathleen Beck

But when you look in the mirror girl
You don’t know who you are

- Frankie J How Beautiful You Are

Jeg tro jeg nu havde været hele lejren rundt to gange, og lejren var ikke lille, den var utrolig stor. Jeg lukkede frustreret mine øjne imens jeg snøftet et par gange. Den sang betød alt for mig, det var første gang jeg havde indset at jeg ikke var som alle andre unge mennesker. De havde aldrig haft et problem med mennesker, men det havde jeg stadige – og det var nok det der gjorde mest ondt.

Jeg satte mig ned ved bålet med det bump, det gav mit bagparti et smæld. Jeg var glad for at der ikke var nogle mennesker i sigte. Jeg blikkede et par gange imens tårerne faldt langs mine kinder.

”Kathleen?” jeg snøftet lydløs imens jeg stadige havde blikket ind i det udbrændte bål fra i går. Jeg trak vejret højlydt, men det var ikke med min gode mening

”Kathleen” en bump lød ved siden af mig. Jeg kiggede igennem mine øjenvipper der havde sat sig i klumper. Jeg lod blikket ramme Liam, en af Harrys bedste venner.

”Liam” jeg hikstet imens jeg tørrede febrilsk mine øjne. ”er du okay?” han kiggede med de mest omsorgsfulde øjne på mig. Det fik mig bare til at fælde flere tårer. Jeg kiggede ned i min skød imens jeg træk mine ben op til mig. Han kiggede stadige på mig, det ville have gjort utryg hvis jeg ikke allerede var det.
”Er det Harry?” han trak mit ansigt op, så jeg kiggede direkte ind i hans brune øjne. Jeg formodet at ryste på hovedet, da han stadige holdte mit ansigt i hans ene hånd. ”Kathleen, fortæl mig det” han sendte mig et svag smil imens jeg ikke kunne lade være med at sende ham et kort smil. Der var noget ved Liam der gjorde at jeg følte mig tryg.

”Det er ikke noget” jeg lukkede mine øjne. Selvfølgelig var det noget, min sang var væk. Men det ville lyde så forkert at sige højt til en man ikke kender så godt.

”Kathleen” han fik mig til at kigge på ham, selvom jeg inderlig ikke ville det. Jeg ville helst gerne ikke ligne en komplet idiot foran ham, men det kunne jeg nok godt glemme alt om.

”Min sang er væk” han kiggede kort væk fra mig. Der var noget han gemte, måske fordi han havde de samme træk som jeg. Det var nok den eneste grund til at jeg kunne genkende det.

”Hvilken sang?” han kiggede ind mod det udbrændte bål. Jeg trak min hånd op til hans ansigt, lod hans øjne mødes med mine. Jeg kunne se han febrilsk prøvede at holde masken.
”Liam, er der noget du ikke fortæller mig?” jeg kiggede indtrængende på ham, min krop var faldet mere til ro ind hvad den havde været for fem minutter siden. Han rystet alt for hurtig på hovedet, jeg kiggede sørgmodigt på ham. Hvis det havde noget med min sang at gøre, ville jeg gerne vide det.

”Liam” der kom flere og flere mennesker mod os. Grunden var ukendt for mig, men ikke Liam. Han rejste sig og trak mig med sig. For lige at gøre det klart holdte han sin hånd bag min ryg og skubbede mig fremad. Jeg kiggede undrende tilbage på Liam, hans blik som flakkede utrolig meget.

”Liam!” jeg satte min fod ned da vi var nået til badebroen. Der var et eller andet ved den bro, der hele tiden rev mig hen til den. ”Kathleen” hans stemme var spørgende.

”Hvad gemmer du for mig?” jeg vendte mig frustreret om mod Liam, lod for første gang mine øjne mødes med Liam, med en så stor frustration. Det plejede jeg ikke at vise andre.

”det er ligegyldig Kathleen” Liam så ud som der var noget der trykkede hans samvittighed.

”Er det noget med Harry?” min stemme dirrede ved hans navn. Nogle ukendte følelser boblede rundt i min krop, og det skræmte mig igen. Liam kiggede ned i broens træplader.

”Det er Harry. Har han min sang” jeg kiggede med et ukendt blik på ham. Han kiggede nervøs på mig, og der kom løgnen så.

”Nej selvfølgelig har han ikke din sang” hvis det ikke var fordi jeg kendte til de fleste løgne, så ville jeg aldrig have registreret det. Men der var bare lige det problem at jeg altid følte mig mest tryg bag løgnene jeg kom med. Det var grunden til at folk ikke viste at jeg havde utrolig lavt selvværd.

”Hvorfor lyver du?” jeg vendte mig om, jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg sukkede kort imens jeg lagde vægten på rækværket. Jeg kiggede ud mod den store sø.

”Kathleen. Du kender mig ikke” han valgte at gøre det samme som jeg gjorde. Ordene gjorde ondt, men det var jo sandheden og det viste jeg godt. ”Men jeg kender til hvordan folk er når de lyver” jeg kiggede ikke på ham. Jeg kunne ikke se på ham, selvfølgelig til en hver tid beskytter man sine venner. Men kunne han bare ikke have sagt sandheden?

Han åbnede munden, kun for så at lukke den igen. Jeg kunne skimte at jeg havde ramt ham et ømt sted.

”Kan du ikke bare fortælle mig sandheden Liam” jeg lod svagt blikket ramme hans. Liam bed sig i læben imens han vendte sig hurtig om og gik. Det gjorde ondt at han ikke bare kunne sige det.

 

****

 

Jeg bevægede mig rundt i mørket, jeg havde valgt at springe maden over igen. Jeg havde virkelig ikke lyst til at side i et lokale hvor alle blikkende lå på mig. jeg viste at der nok højst sandsynlig ville komme rygter, og det kunne jeg slet ikke overskue. Hvorfor var der overhovedet sket noget med Harry og jeg. Det gjorde så forfærdelig ondt at tænke på, jeg holdte af ham, men jeg vidste at jeg ikke ville kunne holde det ud i længden.

”Harry, du bliver nød til at fortælle hende det” jeg trak mig hurtig tilbage. Lod mit blik ramme Liam og Harry der stod henne ved nogle træer. De havde ikke opdagede mig. Jeg stod i et dilemma, skulle jeg lytte efter deres samtale, eller komme frem så de kunne se mig.

”Det ved du jeg ikke kan Liam” Harrys stemme var frustreret. Jeg trak mine ben fremad, men ordene der kom fra Liams mund fik mig til at stoppe brat op.

”Jeg kan ikke blive ved med at lyve for hende. Du så ikke hendes blik” jeg kunne skimte at Liam kiggede bedrøvede på ham.

”Liam, jeg kan ikke sige det til hende. Jeg holder for meget af hende til at risikere at miste hende” han trak sin arm op til ansigtet.

Græd Harry?

Jeg valgte den sidste mulighed, jeg gik ud i lysningen og kiggede på de to fyre der stirrede forskrækket på mig. ”Noget i vil sige til mig?” jeg rullede mine læber sammen, havde mine arme over kors.

”Kathleen” Harry kiggede forskrækket på mig. Jeg kiggede dog på Liam i stedet. ”Var der noget i ville sige?” jeg trippede med min fod. Jeg måtte også bide mig hårdt i læben for ikke at græde, jeg kunne godt regne det ud. Det kan godt være jeg er generet men jeg er ikke født i går.

”Harry” Liam skubbede blidt Harry over mod mig. Jeg veg nervøs tilbage, Liam der var blevet stående, Harry der stod med hans skosnuder helt op af mine sko.

”Kathleen. Lov mig du høre på mig” jeg nikkede med sammenrullede læber. ”Jeg fandt din sang for nogle dage siden” jeg åbnede chorkeret min mund. Ville det så også sige at han havde læst den?

”Hvorfor har du ikke givet mig den tilbage” jeg kunne ikke undgå at høre min egen stemme dirre. Jeg kiggede ned i jorden. ”Jeg kunne ikke” han trak mit ansigt op, lod vores blikke ramme hinandens igen.

”Hvorfor ikke?” jeg hvisket det så svagt at det kun var Harry og jeg der kunne høre det. ”Fordi den var så smuk” han sendte mig et usikker smil. Jeg bed mig hårdt i læben, han havde læst den. Af alle der kunne finde den, havde han fundet den.

”Hvem har ellers læst den?” jeg kiggede nervøst op på Harry. ”Kun Niall, Louis, Liam og jeg” han kiggede nervøs ned i jorden. Jeg lod mine finger ramme hans hage, lod hans blik ramme mit. Jeg sendte ham et nervøs og skræmt smil. ”Hvorfor Harry?” jeg bed mig i læben. ”Fordi den var så unik, ligesom dig” jeg mærkede hvordan mine kinder blev varme, lidt efter fulgte den lyserøde farve.

”Men” jeg viste ikke hvad jeg skulle sige, jeg var mundlam. Harry kiggede ind i mine øjne, hans grønne øjne som var en modsætning til mine klare blå øjne. ”Jeg vil vise hele verden dit talent” jeg rødmede svagt igen. Hvad gjorde den dreng ved mig?

”Harry” jeg hvisket det svag. Han tysset svag på mig imens han anden gang lod rigtig hans læber ramme mine. Jeg smilede svagt inden jeg lod mine læber kysse med, noget i mave sprang. Jeg kunne mærke hvordan verden blev omtåget, og det var nervepirrende. Hans arme lagde sig betryggende omkring mig imens han trak sig væk. Hans smil var ikke til at fjerne, jeg kiggede forfjamsket på ham. Hans læber ramte mine kort efter igen, hans tunge der prikkede til mine læber. Jeg åbnede svagt min mund, hans tunge og min legede med hinanden.

”Harry” jeg trak mig forpustet væk imens jeg denne gang blev rød i hovedet.

”Kathleen” han holdte stadige godt fast i mig. ”Mente du hvad du sagde?” jeg kunne ikke gemme min usikker tone.

”Hvert eneste ord” han kysset mig blidt på panden.

 

****

 

Jeg sad inde i øvelokalet med alle de andre. De andre havde sat sig i en klump og kiggede flabet hen på mig engang i mellem. Drengene var dog ligeglade og bare kiggede opgivende på hinanden.

”Tænk en billig pige” med vilje hævede de stemmen da de formede de ord. Det gjorde ondt og jeg var utryg. Harry var ikke kommet endnu, han var ellers rimelig punktlig.
”Ja, hvem vil dog være sammen med hende” de fniste højlydt, kiggede ligeglad hen mod mig,. ”Ja, tænk” de noget ikke at sige mere da en af drengene brød ind.
”Hold nu op” de ignoreret ham. ”Hold kæft, hvor er i barnlig” han satte sig hen ved mig imens han holdte om mit knæ. Jeg sendte ham et svag smil.

”Tag dig ikke af dem, de er bare jaloux” den anden dreng satte sig på den anden side af mig. jeg kunne ikke lade være med at blive lidt glad.

”Det er det jeg er nervøs for” hvisket jeg svag tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...