Love Confused - Harry Styles

Den unge Kathleen Beck melder sig til den store sommercamp, hun har ventet på i mange somre. Fuld af forventning ankommer Kathleen til campen. Her bliver hun sat sammen med fem andre unge piger, i en gruppe. Men dette år, skal være anderledes. One Direction skal være sangcoaches for grupperne. Hvert medlem får en gruppe. Harry Styles, som aldrig har haft rigtig held i kærlighed, kan ikke undgå at blive interreseret i Kathleen, en pige fra sin gruppe. Men det er ikke altid let, at være superstjerne også blive forelsket i en pige, der er omringet af andre piger. Så kan Harry og Kathleen holde fokus, når de får en hel sommercamp efter sig?

27Likes
4Kommentarer
25989Visninger
AA

9. Kapitel 8: Harry Styles

You show the lights that stop me turn to stone
You shine it when I'm alone

- Lights, Ellie Goulding

 

 


"Må jeg lige tale med dig? Et øjeblik?" Jeg stirrede med sammenknebne øjne på hende.
Hun bed sig nærmest i underlæben, og rejste sig tøvende op. Jeg vendte mig med en enkel bevægelse, og åbnede døren, som hun gik først ud af.
"Hvad..." Jeg rystede på hovedet. "Hvad har du egentlig gang i?" Spurgte jeg fast.
Hun kiggede ned i gulvet. 
"Hvad har du gang i?" Spurgte hun mig.
"Gider du godt at svare?" Sagde jeg irriteret. Hun kiggede hårdt op på mig. 
"Hvornår er du blevet sådan? Du forsøgte hele aftenen igår på at forføre mig, og nu hvad så? Nu er du sur på mig, eller hvad?" De sidste ord blev sagt med rystende stemme.
Jeg sukkede opgivende. Forføre hende?! Overhovedet ikke!  
Jeg blev bare... Revet med af stemningen. Ja. Ja, det var det. Ingen sommerfugle i maven eller noget.
Slet ikke. 
Kun en hel masse ukendte, fucking følelser, som jeg aldrig havde haft før.
"Jeg er ikke sur på dig," sukkede jeg. "Det lyder nu ellers sådan."
"Kathleen, jeg prøver at holde det her," jeg holdte mine hænder, parallelt, lodret op, "at holde det lidt skjult."
"I går var du ellers frisk nok til at vise os til hele lejeren." 
For fanden den pige man. Hun skulle bare have ret i alt. 
"Ja, nej... Kathleen jeg blev forvirret, okay?! Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, andet end det jeg gjorde."
"Jeg..." Hun kiggede såret ned i jorden. 
"Du kan jo ikke engang sige det højt," hviskede hun. 
"Jeg prøver bare, at... At beskytte dig. At vise dig, at jeg venter på dig."
"Men bliver det her til noget, Harry? Eller er det en åndssvag leg?"
Jeg tog forsigtigt fat om hendes talje, og skubbede hende lettere hårdt ind i væggen, så et overrasket støn forlod hendes mund.
"Det var aldrig en leg, Kathleen. Jeg har altid syntes du var speciel."
Meget let, fjerlet, som om det ikke engang hente, lod jeg mine læber snitte hendes.
De ramte knap nok hinanden, alligevel skete det. De nye, fantastiske følelser strømmede igennem mig, helt ud til mine fingerspidser, og berøringen af de varme, bløde læber tog helt pusten fra mig.
"Og jeg lover at det aldrig bliver til det."
Jeg kyssede forsigtigt hendes pande, inden jeg gav slip på hende, og gik ind i lokalet igen.

Da klokken ringede til frokost, blev Kathleen siddende, til vi var alene. 
"Harry?" Spurgte hun stille. 
"Ja?" Jeg sendte hende et lille smil, og satte mig ved siden af hende. 
"Hvad betyder det her så?" 
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Hvad var det her overhovedet?
"Jeg ved det ikke, Kathleen," svarede jeg stille. "Men der foregår et eller andet inde i mig, som jeg aldrig har prøvet før. Men jeg kan godt lide det. Det er nogle gode følelser." 
Min stemme var lav og usikker, noget man ikke hørte så tit.
Hendes kinder fik en svag lyserød farve.
"Jeg ved ikke om jeg kan," hviskede hun. 
Hun havde ret. Ikke at hun ikke kunne være en af mine... Ja, nærmeste lad os bare sige det, men at der skulle en antændes og sprænges en hel lejr, før det her kunne lade sig gøre.
Men hvor meget ville der lige kunne ske, på to en halv uge?
"Jeg kan ikke være.... Din," hviskede hun videre. "Det... Det fortjener du ikke." 
Jeg fangede hendes hånd, der lå i hendes skød. 
"Vil du med over og have frokost? Vi kan tage den her senere." 
Hun rejste sig samtidigt med mig op, og fulgte med mig ud af øvelokalet og videre mod fælleshuset. Det var en mærkelig, god følelse der gik igennem mig, når jeg holdte hende i hånden på denne måde. 
Jeg kiggede ned på vores sammenflettede fingre. Mine fingre var lange og krogede, men de passede fint sammen med Kathleen's. Som var vi et puslespil der gik op. Jeg løftede blikket en anelse, og ramte hendes utrolige blå øjne. 
Begge vores kinder fik en fin mørk farve.
Jeg vidste at jeg var forelsket, men jeg var temmelig usikker over det. Hvordan... Hvorfor har man det sådan her? Havde hun det også sådan med mig?
Som vi nærmede os fælleshuset skridt for skridt, blev hendes greb om min hånd strammere.
Jeg stoppede lidt op. "Kathleen?" Spurgte jeg lavt. Hun nikkede forsigtigt. "Vil du... Sidde sammen med mig idag? Du vælger selv, om du vil sidde med drengene, eller mig alene. Men jeg vil gerne have dig ved siden af mig," sagde jeg flovt. Det var vel ikke som sådan flovt, men jeg kunne ikke lade være, med at føle mig en anelse pinlig. Men mine følelser var vel normale. Det var vel okay, at være lidt forelsket, også selvom man var ved at være i starten af 20'erne. 
Hun rullede sine læber sammen. "Er du sikker på, at dine venner ikke har noget imod mig?" Spurgte hun nervøst. Jeg nikkede med et lille smil.
Aftenen inden, havde jeg talt med drengene om Kathleen og jeg. De mente, at vi havde ret til at være interreseret i hinanden, og de undskyldte for det at de troede, at jeg havde slået hende. 
Ja man, slået hende omkuld med min charme.
Ej, den var lidt ondt. Jeg strøg forsigtigt hendes håndryg, og åbnede døren ind til fælleshuset. 
"Ikke vær flov, kig op," hviskede jeg sagte, og så hvordan hun rettede sig op, og lod sig gå med mig igennem lokalet. Vores samme flettede fingre skabte utålmodighed, og overraskhed, men jeg forsøgte at ignorere det. Jeg troede jeg var blevet god til at ignorere ting, men åbenbart ikke. Jeg havde en kamp med mig selv, for at holde den røde farve i mine kinder tilbage.
Jeg gav forsigtigt Kathleen's hånd et lille klem. Jeg kunne forestille mig, hvor nervøs og malplaceret hun følte sig.
Som om en knap hvor lyden blev taget fra, blev trykket til bunds, gik vi igennem bænkerækkerne, med alles blikke på os. Jeg vidste ikke længere, om det var en fysisk stilhed, eller om det var noget jeg bare gik og forestillede mig. Jeg fulgte Kathleen med hen til den sædvanlige plads vi sad på.
Jeg satte mig selv ved kanten af bordet, og fik Kathleen hen ved siden af Liam. Jeg vidste hun var mest tryg ved ham. Sådan så hun sad imellem os. Liam og jeg. Hun kiggede rødmende ned i bordet.
Det gjorde jeg sådan set også. 
Hehe. 
Louis og Niall sendte hinanden skumle blikke. 
"Hvad så med jer? Huh?" Louis sendte os et smørret smil. 
Liam grinede. 
"Hej Kathleen." 
Kathleen rejste blikket fra bordet, men hendes kinder var stadig røde. 
"Hej," sagde hun stilfærdigt. 
"Harry tag dig lige sammen," sagde Niall der sad overfor mig. Jeg kiggede forskrækket op på ham.
"Du ligner en der har drukket halvtreds bajere hver dag, de sidste 15 år." Niall skar en grimasse.
Jeg kiggede stadig overrasket på ham. 
"Hvad?!" 
"Hent et spejl, en eller anden!" Råbte Louis.
Liam fnes. 
Jeg kiggede forvirret på Kathleen. "Hvad?" Spurgte jeg hende. Jeg forsøgte at få hende lidt ind i kampen. 
"Jeg æhm... Jeg ville nok give ham ret," hun sendte Niall et enkelt blik.
'Ham?'
Herre gud hun kendte ikke deres navne.
"Åh, undskyld," sagde jeg flovt. "Det her er Niall, Louis, ja, så kender du vist også Liam." Jeg pegede skiftevis på personerne. 
Hun smilede svagt. 
Louis kiggede skiftevis på os, med det dér forfærdelige smil. 
"Hvad er der Louis," stønnede jeg. 
"I ser ret nyforelskede ud," sagde han tonløst. "Louis!" 
Kathleen gemte sit ansigt i hænderne. Jeg spidsede svagt mine læber og kunne mærke varmen i min krop. 
Hold kæft hvor var det nervepirrende. Og flovt. Og pinligt. 
Jeg lagde beskyttende min hånd nederst på Kathleen's lår. Sådan, så det var nærmest knæet. Den eneste der så det var Liam, men han holdte kæft. 
Kathleen fjernede hænderne fra sit ansigt, og kiggede istedet hen på mig. Man kunne ikke rigtig kategorisere hendes blik, men det var varmt og tiltrækkende, og også lidt overrasket. 
Jeg spændte i kæben. 
"Hold kæft man noget lorte mad man får her," mumlede jeg, og stirrede ned på den tørre mad der lå på min tallerken.
"Årh," sagde Louis. "Man skal yde før man kan nyde,"
"Hold nu op, du har aldrig fået noget værre," sukkede Niall skuffet. Kathleen fnes. 
Louis rynkede brynene. "Det er da rigtigt hvad jeg siger."
"Det er da også rigtigt hvad Harry siger. Og hvad Niall siger," hun fnes lidt. Louis rystede på hovedet.
"Du fandt en der var ligeså næsvis som dig selv, hvad?" Spurgte han mig flabet. Kathleen kiggede afventende på mig. Jeg kiggede lidt forfjamsket på hende. 
"Jae..." Jeg trak lidt ud på det, og lod forsigtigt mine læber kysse hendes kindben. 
"Det kan man jo blive nødt til," sagde jeg lavt, og mødte hendes øjen igen. 
Hun virkede rolig, men hendes øjne var paniske.
Jeg vidste hvorfor. Lige skråt overfor os, på det andet bord sad ingen ringere, end de irriterende piger fra holdet.
Og de så ikke glade ud.

Efter frokosten var jeg gået ned til den lille sø, hvor Kathleen og jeg var alene første gang.
Jeg havde så mange tanker og bekymringer, at jeg blev nødt til at skrive dem ned.
Hvis det blev godt, kunne det være det blev til en sang til sidst. Jeg tyggede blidt, tænkende på min underlæbe.
Hvordan kunne det lade sig gøre, at et menneske kunne være så tiltrukket af et andet? Hvorfor kunne denne ene person pludselig komme bagfra, og vælte os omkuld?
Jeg sukkede et lille tilfredst suk. Jeg havde fundet Kathleen. Det var helt mærkeligt at tænke på, at hver gang jeg så meget som så på hende, fik jeg røde kinder, eller mærkede et sug i kroppen.
Og vi havde vel haft den lille tand kemi, helt fra starten. 
Jeg kunne høre skridt bag mig. 
"Hvad laver du her?" 
Kathleen's fine, lyse stemme lød bag mig, og jeg vendte mig om med et smil. 
"Hej." Det gik op for mig, at hun faktisk havde stilt et spørgesmål. 
"Åh. Jeg skriver. Skriver måske en sang," sagde jeg roligt. 
Hun kiggede ned på sin guitar og sin notesbog. "Det ville jeg også gøre," sagde hun lavt.
Jeg rykkede mig lidt, på den bænk jeg sad på, som henvisning til hun skulle sætte sig ved siden af mig. 
Tøvende satte hun sig ved siden af mig. Vores knæ stødte vagt ind i hinanden.
"Kathleen," mit ord var spørgende.
Hun kiggede opmærksomt op på mig. 
"Du behøvedes ikke at være genert, når du er sammen med mig. Jeg gør dig ikke noget," sagde jeg stille. Hun fastholdte sit blik på sin notesbog - sangbog. 
"Jeg er bare ikke vant til det," sukkede hun. 
"Det er okay. Det er jeg heller ikke. Du ved ikke hvor forvirret jeg føler mig hele tiden," sagde jeg. Hun smilede svagt. "Jeg... Harry...." Hun skar en lille grimmasse.
"Jeg ved ikke om jeg... Om vi er noget," sagde hun stille. Jeg lagde mig sangbog fra mig. 
"Hvad mener du?" Spurgte jeg nervøst. Jeg manglede hende hos mig. Det vidste jeg allerede nu. Hun måtte bare ikke slå sig ud. 
"Den måde de kiggede efter os... Og den måde de fornærmer mig ovre i hytten. Skaber rygter om os... Jeg ved det bare bliver værre, hvis vi også er sammen efter den her lejr, og jeg ved ikke om jeg er klar til det," sagde hun grådkvalt.
Mit hjerte sank, da jeg hørte hendes ord.
"Kathleen..." Hviskede jeg. Jeg tog forsigtigt hendes hånd i min. Hendes lille, fine spinkle feminine hånd. Fuldstændig en modsætning til min hånd. Mine hænder var ru, brede og senede. Maskuline.
"Hvis vi to... Bliver til noget. Så må du love mig at du altid vil stole på mig. For jeg lover dig der ikke vil ske dig noget ondt, så længe du er i min nærhed," sagde jeg langsomt og roligt, i et lavt tonelave.
Hendes øjne blev blanke. Hun rystede på hovedet. "Jeg kan ikke klare det," hviskede hun. "Jeg skal slet ikke behandles på den her måde," tårerne begyndte lige så stille af løbe ned ad hendes kinder.
Jeg fjernede min hånd fra hendes, og lagde istedet mine arme om hende, så hendes hoved støttede mod mit bryst og skulderblad.
Hun græd stille i min favn. 
"Jeg kan ikke... Harry..." Hviskede hun. Jeg fjernede mig en anelse fra hende, men kun så jeg kunne så hendes ansigt. 
"Jeg lover dig det, Kathleen." Jeg tørrede forsigtigt hendes tårer væk.
"Jeg ved du er vild med mig," min hviskende stemme blev en anelse kæk. 
Jeg kunne se et lille smil på hendes læber. Det var et nydeligt syn. Så længe hun var glad, kunne jeg tillade mig det også. 
"Vil du ikke nok love mig det, Kathleen?" Hviskede jeg. Hun nikkede. 
"Jeg stoler på dig," forsigtigt kyssede hun min kind. 
Jeg fik en anelse farve i kinderne, men ingen af os kommenterede det.
Vi sad og holdte om hinanden i et godt stykke tid. Men jeg var langt fra træt af det. Hvis jeg skulle vælge én stilling at side på resten af mit liv, ville det være den her.
"Hmm," hun brummede lavt mod mit bryst. 
"Jeg kom egentlig for at skrive," hun trak sig væk fra mig.
"Jeg tænkte at jeg ville få inspiration her nede, fordi det var her vi sad sammen der..." Hun rødmede. Jeg smilede bredt.
"Hvad skriver du så?" Hun lyste op da jeg spurgte, som om jeg virkelig betød utrolig meget for hende, og at hun gerne ville fortælle mig det. Som om hun også virkelig var vild med mig.
"Jeg har arbejdet på en sang et stykke tid. Det er den bedste sang jeg har skrevet indtil videre," hun greb sin guitar, og lod forsigtigt sine fingre strække lidt i den yderste streng.
"Jeg vil gerne vise den til dig," hun rødmede. "Jeg tror måske du ville blive kunne lide den."
Jeg kunne ikke undlade at vise et lille smil. Hvor var hun kær. Hun var stadig genert, men hun vidste at jeg ikke ville blive sur, og det betød meget for mig. 
Hun havde et stort smil på læberne, da hun lod sine fingre glide ned i hulrummet i instrumentet.
Men hendes smil falmede. Hun rynkede panden, og lod sin hånd undersøge - uden at ødelægge noget - rummet i guitaren.
"Hvad?" Hviskede hun forvirret. Hun trak sin hånd ud, og kiggede panisk op på mig.
"Harry den er her ikke," sagde hun fortvivlet og stadig forvirret.
Jeg rynkede panden, også selvom jeg langsomt begyndte at ligge puslespillet sammen.
Hun vendte guitaren med strengene mod jorden, og rystede den febrilsk. 
"Nej! Harry den er her ikke!" Sagde hun grædefærdigt. 
"Rolig," jeg lagde mine hænder på hendes overarme, og fik hende til at se op på mig. 
"Jeg lover dig at vi finder den," sagde jeg fortroligt. Hun kiggede knust ned i jorden. 
"Harry den betyder alt, hvis nogen overhoved læste den, ville de tro at jeg var sindsyg," hun fik langsomt tårer i øjnene. Jeg gav hende et forsigtigt kys på panden. 
"Vi skal nok finde den til dig, okay? Jeg kender godt det med at miste en sang. Det er ligesom at miste en del af sig selv, fordi det er ens egne følelser man har skrevet," sagde jeg lavt. Hun nikkede forsigtigt. 
Jeg så tårerne i hendes øjenkroge, og fik pludselig utrolig ondt af hende. Jeg mente hvad jeg havde sagt, og det var utrolig nervepirrende, hvis nogen fandt den. Det var ens egendel. 
Jeg tørrede forsigtigt tårerne væk fra hendes øjenkroge, hvilket fik flere tårer frem.
"Lad være Harry... Bare... Jeg må hellere finde den." Hun lod sine øjne møde mine en sidste fang, inden hun vendte sig og gik.
Og Kathleen? Hvis du vil finde den sang, som jeg har ligget og studeret sent om natten, alene, hver eneste nat efter jeg havde fundet den, så kig under min hovedpude. Der ligger papiret med din fænomenale, fantastiske sang, som har bragt ro og forståelse til mig alt for mange gange allerede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...